Lasse Yde Hegnet: Intet i den førte politik, jeg har set de seneste 20 år, har haft en snert af villighed til at opføre sig anstændigt eller ansvarligt overfor ofrene for den danske krigsindsats

30.08.2021

De mennesker, hvis land vi har bombet i frihedens navn, er ikke velkomne hos os, når de søger sikkerhed eller vender totalitarismen ryggen. Hvor er de så velkomne? I nærområderne, naturligvis. De områder, som vi også har bombet og destabiliseret i samme krig for ”frihed og menneskerettigheder.”

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lasse Yde Hegnet

Jeg var ni år, da Danmark gik i krig. Hele den del af mit liv, hvor jeg kunne forholde mig til politik, har Danmark været i krig i Afghanistan.

Derfor har jeg siden Kabuls fald siddet klistret til skærmen. Set nyheder på flow-tv på en måde, som ellers hører fortiden til. Set dokumentarer om krigen i Afghanistan. Armadillo, Den Hemmelige Krig,  Soldaten. Chokeret har jeg taget hånden op for munden over videoer på Twitter og Facebook af mennesker, der falder ned fra lettende militærfly. Jeg har lyttet til argumenterne fra Per Stig Møller, Mogens Lykketoft, Lars Løkke Rasmussen, Jeppe Kofoed og Anders Fogh Rasmussen, når de har fortalt den danske befolkning, vores soldater, de flygtninge, der er kommet til Danmark, og formentlig også sig selv, hvorfor det var det hele værd.

Det samstemmende argument har været, at Danmark kæmpede for at fjerne Al-Qaeda og terrortruslen fra islamisterne. Fodslæbende har de alle erkendt, at det ikke er lykkedes, men at det, vi virkelig kæmpede for, var jo også ytringsfrihed, frihed, menneskerettigheder. For det har 44 danskere mistet livet, og endnu flere er kommet hjem sårede og traumatiserede.

Det er en smuk fortælling, som ganske rigtigt ville være det hele værd, hvis den førte politik ellers ikke viste det diametralt modsatte.

 

Holdningen til de flygtende afghanere afslørede, at ligesom nederlaget er forældreløst, er andre og vigtigere begreber som ansvarlighed og anstændighed blevet barnløse
_______

 

Torsdag d. 26. august sad Pia Kjærsgaard (DF), Rasmus Stoklund (S) og Morten Dahlin (V) i Deadline på DR og diskuterede, om de afghanere, der ikke faldt af flyene, kunne komme til Danmark som flygtninge, og svaret var et rungende nej.

Måske var jeg naiv, da jeg troede, der selvfølgelig ville være åbne arme for de afghanere, der deler vores værdier nok til at flygte fra Taliban. Naiv, for intet i den førte politik, jeg har set de sidste 20 år, har haft en snert af villighed til at opføre sig anstændigt eller ansvarligt overfor ofrene for den danske krigsindsats. De mennesker, hvis land vi har bombet i frihedens navn, er ikke velkomne hos os, når de søger sikkerhed eller vender totalitarismen ryggen. Hvor er de så velkomne? I nærområderne, naturligvis. De områder som vi også har bombet og destabiliseret i samme krig for ”frihed og menneskerettigheder”.

Uanstændighedens politik
De tre politikeres totale fornægtelse af Danmarks moralske ansvar gjorde én ting tydeligt, som vi alle gør klogt i at huske på, når vi skal se os selv i spejlet fremover: Vi kæmpede hverken for afghanerne, frihed, menneskerettigheder, kvinders rettigheder eller ytringsfrihed.

Vi kæmpede ikke for menneskerettigheder eller konventioner, for dem står politikerne i kø for at bryde eller omgås.

Vi kæmpede for os selv.

Og for at Anders Fogh skulle have sin helt egen internationale toppost.

Men det vil ingen af de ansvarlige politikere vil sige eller stå ved.

De vil ikke rydde op efter eller tage ansvar for de konsekvenser, som krigsføring har. Holdningen til de flygtende afghanere afslørede, at ligesom nederlaget er forældreløst, er andre og vigtigere begreber som ansvarlighed og anstændighed blevet barnløse.

 

Selv Socialdemokratiet har viklet sig ind i den samme smålighed og ansvarsløshed, og trukket absurde begreber som ”nærområder” og ”hjemrejsestyrelse” ned over udlændingepolitikken
_______

 

I hvert fald kan ingen af de ansvarlige danske politikere påkalde sig nogen forbindelse til de to begreber, som burde være grundlaget for enhver reel politiker og ført politik. Den førte udenrigs- og udlændingepolitik de seneste 20 år har været uanstændighedens politik. Den har hånet de menneskerettigheder, vi påstod at forsvare, og de mennesker, vi påstod at kæmpe for. For blot at minde om de værste:

Det var uanstændigt, da Danmark ikke trak sig fra krigen, da USA ikke længere ville overholde Geneve-konventionerne.

Det var uanstændigt, at Danmark udleverede krigsfanger til amerikanerne i Afghanistan.

Det var uanstændigt, da Danmark gik i krig i Irak på en løgn.

Det var uanstændigt, da Danmark ikke ville tage imod flygtninge fra Mellemøsten efter selv at have bidraget til, at regionen blev destabiliseret.

Det var uanstændigt, da man lukkede Irak-kommissionen.

Det var uanstændigt, da man ikke ville evakuere de afghanere, som har hjulpet Danmark, før det allerede var for sent, og Taliban havde generobret Kabul.

Ideologiske fæller
Som barn af en socialdemokratisk familie vil det være nemt at pege på Anders Fogh Rasmussen og Pia Kjærsgaards alliance i nullerne og sige, at det er den ideologiske arv af den egoisme, ansvarsløshed og smålighed, som prægede Foghs regeringsår. Men selv Socialdemokratiet har viklet sig ind i den samme smålighed og ansvarsløshed, og trukket absurde begreber som ”nærområder” og ”hjemrejsestyrelse” ned over udlændingepolitikken. Et område som ikke handler om menneskers liv, frihed og demokrati, men om at passe på det, vi har i Danmark. Hvor våbnene ikke virkede, må man lukke døren. Også for dem der deler værdier med os i Danmark.

I min familie har vi fortællingen om den ræverøde bedstefar, der var snedker, socialdemokrat og LO-formand, som blev inviteret til Sovjetunionen og under et møde i Kreml om menneskerettigheder lænede sig ind over bordet og kiggede på dem, der burde være hans ideologiske fæller og spurgte: Hvad fanden bilder I jer ind?

Det spørgsmål har vi fortalt os selv, at Danmark har spurgt Taliban, Saddam Hussein, Assad, Islamisk Stat, Al-Qaeda om. Men vi har ikke spurgt os selv.

Derfor er det er ikke bare uanstændigt, når Pia Kjærsgaard, Rasmus Stoklund og Morten Dahlin i Deadline kan blive enige om, at afghanere, der flygter fra en krig, vi har startet og ikke evnet at vinde, ikke har noget at gøre i Danmark. Og hvis de allernådigst har noget at gøre i Danmark, kan de blive her i to år, hvor de skal ud og arbejde og forsørge sig selv og skabe et liv, uden at det kan gøre noget for deres muligheder for at blive. Den indstilling er umenneskelig. 

Det, som både Per Stig Møller, Lars Løkke og Anders Fogh har haft ret i, er, at afghanerne i 20 år har smagt på friheden. De, som flygter nu, er dem, som vil leve i frihed og hylder de samme idealer, som vi har prædiket i 20 år. Nu er de ikke velkomne i Danmark. Det er uanstændigt. Ligesom den politik, vi har ført i 20 år. Og nu er det på tide at se de seneste 20 års magthavere i øjnene og rettelig spørge: Hvad fanden bilder I jer ind? ■

 

De, som flygter nu, er dem, som vil leve i frihed og hylder de samme idealer, som vi har prædiket i 20 år. Nu er de ikke velkomne i Danmark. Det er uanstændigt
_______

 

Lasse Yde Hegnet. 1992. Født og opvokset i Aalborg. Freelance journalist ved blandt andet Weekendavisen og Den Uafhængige. Dækker Latinamerika i podcasten ’Det Andet Amerika’. Visuel antropolog uddannet fra Aarhus Universitet med speciale i Cuba, identitet og æstetik. ILLUSTRATION: Afghanere samles, mens de venter på at forlade Kabul d. 20. august 2021, få dage efter Talibans militære overtagelse af Afghanistan [FOTO: Wakil Kohsar/AFP/Ritzau Scanpix]