Lars Tønder i RÆSON LØRDAG: Når menneskene prøver at gøre sig til herre over naturen, viser naturen, at den ikke lader sig beherske

26.06.2021

Vi lever nu i den antropocæne tidsalder, hvor coronapandemien blot er det seneste eksempel på konsekvenserne af det stadigt mere komplekse møde mellem mennesket og naturen. Den ”antropocæne” betoning af det menneskelige er i virkeligheden problematisk, fordi den foregiver, at menneskeheden som sådan har overvundet naturen og nu kan regere uden hensyntagen til andet end sig selv. Det kan vi selvsagt ikke.


RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. I dag med Lars Tønder om særlige opgaver ved demokrati og klima. Sidste lørdag med Jelena Bundalovic om tænkningens rolle i vores liv.

Af Lars Tønder, professor ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

SELVOM CORONAPANDEMIEN er på tilbagetog, er det som om, verden har rykket sig mod det værre. Hvis den følelse indfinder sig, når du i disse dage og måneder bevæger dig ud i sommerlandet, er det ikke uden grund.

Coronapandemien har nemlig blotlagt en ny politisk virkelighed, som nok har været kendt et stykke tid, men som nu står endnu tydeligere frem. Og hvad værre er: Den politiske strategi, som har ført os igennem corona-pandemien, kan nemt vise sig at gøre problemet værre, næste gang vi bliver sat på prøve.

Desværre!

Problemet bunder i fremkomsten af det, der kaldes den ”antropocæne tidsalder.” Begrebet stammer fra naturvidenskaberne og forbinder de menneskeskabte klimaforandringer med en række forskydninger i jordens mange økosystemer. Selvom mennesket og naturen altid har været forbundet med hinanden, er de menneskeskabte klimaforandringer alligevel noget grundlæggende nyt: Menneskenes indgreb er i dag så radikale, at de må regnes som en geologisk kraft på lige fod med alle de andre. Resultatet kender vi: globale temperaturstigninger, vildere vejr, hyppige skovbrande, faldende økodiversitet og meget mere.

 

Når menneskene handler, svarer naturen tilbage; og når naturen svarer tilbage, udstilles menneskenes begrænsede magt og handlemuligheder
_______

 

Sammenfiltringen af mennesket og naturen
Følgevirkningerne af de menneskeskabte klimaforandringer understreger samtidig også, at den antropocæne tidalder ikke er ensbetydende med, at mennesker er blevet egenrådige. Også selvom ”antropocæne” tager sit navn fra det græske ánthrōpos, som betyder ”menneske.” Denne betoning af det menneskelige er i virkeligheden problematisk, fordi den foregiver, at menneskeheden som sådan har overvundet naturen og nu kan regere uden hensyntagen til andet end sig selv.

Faktisk gør det modsatte sig gældende. Frem for alt er den antropocæne tidalder et udtryk for, at menneskene og naturen – begge internt komplekse og mangeartede – er blevet så tæt forbundne med hinanden, at det ikke længere er muligt at forestille sig den ene uden den anden. Sammenfiltringen af de to er blevet uigenkaldelig. Når menneskene handler, svarer naturen tilbage; og når naturen svarer tilbage, udstilles menneskenes begrænsede magt og handlemuligheder.

Som den belgiske videnskabsfilosof Isabelle Stengers siger: I den antropocæne tidsalder er naturen blevet en ”kilden” samfundsaktør, der i stil med den græske gudinde Gaia tager hævn, når den bliver ført bag lyset af sine (og jordens) egne børn.

Corona-pandemien er et skoleeksempel på denne sammenfiltring – og på den måde også et varsel om den nye politiske virkelighed, der gør sig gældende i den antropocæne tidsalder. Den bekymring, som mange af os føler, når vi begiver os ud i samfundet efter 16 måneders hjemmearbejde og social isolation, bunder således i en mere eller mindre ubevidst fornemmelse af, at verden ikke længere er, som den var. ”Verden er af lave” – som man siger – uden helt at kunne sætte fingeren på hvordan og hvorfor.

Usikkerheden går igen i den epidemiologiske forskning. I et forsøg på at forklare pandemiens opståen har visse forskere påpeget, at ændringer i planteliv og vegetation – der i sig selv er en konsekvens af de stigende gennemsnitstemperaturer – har fået flagermus til at migrere mod mere luftfugtige områder i det centrale Kina. Her har flagermus haft mulighed for at overføre COVID-19 til andre dyr, som siden hen er blevet solgt på markederne i byer som Wuhan, hvor langt de fleste mener, at pandemien havde sin begyndelse.

Resultatet har været noget nær uoverskueligt – og er det fortsat mange steder – og understreger samtidig behovet for nye politiske strategier.

 

I den antropocæne tidsalder er naturen blevet en ”kilden” samfundsaktør, der i stil med den græske gudinde Gaia tager hævn, når den bliver ført bag lyset af sine (og jordens) egne børn
_______

 

Politikernes uansvarlige klimastrategi
At denne erkendelse endnu ikke er trængt ind i det politiske system, burde være tydeligt for de fleste. Mest oplagt er den manglede evne til at modvirke klimaforandringerne gennem en reel grøn omstilling af samfundet.

Ud fra det, vi ved nu, burde den mest effektive politiske strategi ellers være åbenlys: Hvis man ønsker at undgå endnu en pandemi – noget alle synes at være indstillet på – må man først og fremmest sætte ind mod klimaforandringerne. Ellers er det ikke muligt at undgå en gentagelse af de negative sammenfiltringer af menneske og natur, som har skabt den nuværende krise.

Den danske regering – sammen med de fleste andre vestlige lande – har i den sammenhæng valgt en strategi, der grundlæggende trækker i den stik modsatte retning. Inden for akademiske studier af den antropocæne tidsalder kaldes denne strategi for ”økomodernisme” – altså en form for modernitet, hvor klimaforandringerne løses teknologisk, og hvor man som samfund stræber efter ikke længere af være afhængig af naturens lunefulde kræfter.

Det mest ekstreme eksempel på denne tilgang er nok planerne om at kolonisere planeten Mars. Men også andre planer byder sig til: opsugning og oplagring af CO2 i de udtjente oliefelter i Nordsøen, udvikling af anti-metanogene vacciner til nedsættelse af køers produktion af drivhusgasser samt injektion af aerosoler i stratosfæren for at afvise solens stråler – for blot at nævne nogle af de mest kendte projekter, der støttes af den danske regering.

Som jeg har vist andetsteds (se her og her), er problemet med denne økomodernistiske strategi todelt. For det første er det langt fra sikkert, at teknologierne virker; og hvis de gør, er det fortsat usikkert, om de kan implementeres i tide til at undgå de ”tipping points,” som de fleste verdens førende klimaforskere advarer imod vil indfinde sig inden for en ganske overskuelig fremtid. En stor del af debatten om regeringens ”omvendte hockeystav” handler i virkeligheden om dette.

 

I hvert af tilfældene [for teknologiske initiativer imod klimaforandringer] er der i virkeligheden ikke tale om en afkobling [mellem menneske og natur], men derimod om en manipulation af de eksisterende økosystemer og disses ligevægtspunkter
_______

 

Mere grundlæggende er problemet dog, om det overhovedet giver mening at forestille sig en afkobling mellem menneske og natur. Tag bare de førnævnte initiativer, som alle går under betegnelsen ”geo-engineering.” I hvert af tilfældene er der i virkeligheden ikke tale om en afkobling, men derimod om en manipulation af de eksisterende økosystemer og disses ligevægtspunkter. Hvis corona-pandemien har lært os noget, må det være, at en sådan manipulation, som også udgør en slags menneskeskabt klimaforandring, kan have uoverstigelige konsekvenser.

Når menneskene prøver at gøre sig til herre over naturen, viser naturen, at den ikke lader sig beherske. Som allerede antydet, må dette være den første politiske grundsætning i den nye antropocæne virkelighed.

Læg hertil, at de fleste regeringer verden over har valgt en statscenteret tilgang, hvor man har forsøgt at samle magten på nogle ganske få hænder. Nogle steder – som fx i Spanien – har denne strategi vist sig politisk svær at gennemføre. Andre steder – med Danmark som det mest oplagte eksempel – har strategien vist sig mere duelig.

Tættere på naturen
På trods af den øjeblikkelige succes virker denne fremgangsmåde også uholdbar – og i værste fald som en opskrift for politisk nemesis. Udover at de sidste årtier har vist, hvor dårlige staterne er til at forhandle sig frem til en fælles plan for bekæmpelsen af klimaforandringerne, så er den antropocæne tidsalder nemlig kendetegnet ved en anden form for integration, der går på tværs af sammenfiltringerne af det menneskelige og det ikkemenneskelige.

Nu er det således ikke længere nok at forholde sig til det rent sociale – hvad enten dette forstås som institutioner, interesser, diskurser, samfundsgrupper eller noget helt femte. Nu må vi også forholde os til alt fra mikroskopiske bakterier og usynlige vira til planetære sammenhænge og tusindår lange udviklingsforløb i jordens undergrund. I denne sammenhæng er staten blot én aktør blandt mange og er samtidig ikke nær så betydningsfuld, som vi ellers skulle tro, hvis vi kigger tilbage på de sidste 16 måneder.

 

Vi må opgive idéen om, at styring og regering bedst sker oppe-fra-ned. Ikke alene er en sådan logik sårbar overfor dårlige beslutninger og uintenderede konsekvenser – tænk bare på minksagen – den underkender også den viden og det engagement, som findes lokalt
_______

 

Alt dette peger på behovet for en ny styrings- og regeringslogik, som for alvor tager højde for de udfordringer, den antropocæne tidsalder stiller os overfor. Hvordan en sådan logik skal se ud, er fortsat et åbent spørgsmål. Men på baggrund af det, vi har set de sidste 16 måneder, er der to forhold, der trænger sig på.

For det første må vi som samfund tættere på naturen – og ikke, som økomodernisterne foreslår, længere væk fra den. Sammenfiltringerne af det menneskelige og det ikkemenneskelige er blevet så uigenkaldelige, at det moderne samfund kun kan overleve, hvis vi drager omsorg for det fællesskab, vi deler med alle de andre arter og livsformer på Jorden. Vi må derfor væk fra en menneskecentreret logik og hen mod en reel accept af livets mangeartede med- og modspillere. Kun ved at afvikle forestillingen om menneskets forrang, kan vi skabe forudsætningerne for en reel grøn omstilling af samfundet.

For det andet må vi opgive idéen om, at styring og regering bedst sker oppe-fra-ned. Ikke alene er en sådan logik sårbar overfor dårlige beslutninger og uintenderede konsekvenser – tænk bare på minksagen – den underkender også den viden og det engagement, som findes lokalt, og som forbinder fælleskaber på tværs af landegrænser. Også her fordrer den antropocæne tidsalder en anden tankegang. Kun ved at sætte borgerne løs i deres lokale miljøer, der hvor sammenfiltringerne af det menneskelige og det ikkemenneskelige mærkes mest, kan vi udvikle den kollektive intelligens, der er nødvendig for, at vi kan lykkes med den grønne omstilling.

Selvom corona-pandemien synes at være slået ned, er de bagvedlæggende udfordringer og problemer altså ikke blevet mindre. Vi står med andre ord ved en afgørende skillevej. Vi kan enten lade som om, at alt virker, som det plejer. Eller vi kan erkende, at virkeligheden har overhalet de gamle læresætninger om magt og politik, og at vi derfor må gentænke vores politiske strategier og handlingsmuligheder. Alt efter hvilken vej vi går, vil chancerne for reel forandring enten forringes eller forøges. ■

 

Vi kan enten lade som om, at alt virker, som det plejer. Eller vi kan erkende, at virkeligheden har overhalet de gamle læresætninger om magt og politik, og at vi derfor må gentænke vores politiske strategier og handlingsmuligheder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland