Lars Køhler om COP26: Kløften mellem ord og handling er afgrundsdyb og krystalklar

12.11.2021

COP26 vil stå i historiebøgerne som endnu et bevis på et grundlæggende problem. Vi bliver alle nødt til at sande, at fordi konsekvenserne af konkret klimahandling mærkes på vælgerne i dag, men resultaterne først ses om flere årtier, så forbliver det ved ord, ikke handling. Politikerne mangler både mod og politisk incitament til at gøre det svære men nødvendige, fordi der ikke er nogen politiske point at hente, kun frustration.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Køhler

JEG ER SÅ TRÆT. Træt af tomme ord, løfter, navlepillende skåltaler, hockeystave, uforpligtende ambitioner og realpolitiske klimaaftaler, der aldrig nogensinde er gode nok. Træt af ”bedre end ingenting”. Træt af ”det var, hvad der kunne lade sig gøre”. Træt af at vi nu er nået til enden af endnu en COP, den 26. i rækken, og at vores børns fremtid stadig kun er sikret med tomme løfter, netto-nul mål, technofixes og snak. For jeg tør godt lægge hovedet på blokken og sige, at det er der COP26’s endelige aftaletekst lander om få timer.

Fuld af flotte ord men uden sikkerhed for reel handling.

Lad mig give et par eksempler fra COP26. Der er desværre rigeligt at tage af. Boris Johnson, den engelske premierminister og værten for COP26, sagde i sin åbningstale at: ”Klokken er 1 minut i midnat på dommedagsuret”. Samtidigt fjernede han skatterne på indenrigsflyvninger, fløj til middag i London i privatfly og bremser ikke en kulmine, der ønskes åbnet i Nordengland. Desuden kom det i august frem, at den engelske regering kun bruger 0,1 pct. af deres BNP på klimahandling.

Alvorlige ord men ingen handling.

Joe Biden, den amerikanske præsident, spurgte i sin tale salen fyldt med præsidenter, kongelige og magthavere: ”Vil vi handle? Vil vi gøre hvad der er nødvendigt? Vil vi gribe den enorme mulighed der ligger foran os? Eller vil vi dømme fremtidige generationer til lidelse? Vi kan gøre det her. Vi skal bare tage beslutningen og komme i gang”. Samtidig bygger hans regering gasrør på tværs af USA og åbner i næste uge op for salg af nye olietilladelser, der vil kunne betyde udvinding af op til 1 milliard tønder olie.

Altså: Flotte ord men ingen reel handling.

 

Det kan virkelig ikke understreges nok. Vi står på et virkelig kritisk tidspunkt i menneskets historie
_______

 

Under COP26 blev der indgået en stor aftale om at bremse afskovning. På papiret en fantastisk vigtig aftale. For træerne er vores venner, og uden dem og det optag af CO2 de står for, klarer vi aldrig at holde os under de 1,5 graders temperaturstigning, som blev aftalt i Parisaftalen. Aldrig. Aftalen indebærer dog først et stop for skovfældning i 2030. Altså 9 år fra nu. Ingen aftrapningsplan. Ingen binding. Kort sagt betyder det, at landene kan fortsætte med at fælde den resterende skov frem til 2030, og så stoppe der.

Flotte aftaler men det er jo ikke handling.

I 2009 i København på COP15, lovede verdens rigeste lande, heriblandt Danmark, at yde 100 milliarder dollars årligt i klimastøtte til udviklingslandene. Vi har forårsaget problemerne. Ikke udviklingslandene. Det måtte vi stå ved. Alligevel er de 100 milliarder stadig ikke fundet. 12 år efter løftet blev givet.

Vigtige løfter men ingen handling.

Vores egen regering snakker om at grønne førertrøjer, verdens højeste klimaambitioner, og alligevel er samtlige klimaaftaler, der er indgået grundlæggende dybt utilstrækkelige. Der satses hårdt på krydsede fingre og usikker teknologi langt ude i fremtiden fremfor konkret handling her og nu.

Kløften mellem ord og handling er afgrundsdyb og krystalklar.

Under COP26 har forskere og talknusere forsøgt at følge med i alle de politiske løfter og aftaler og beregne konsekvenserne for den globale ophedning. Og selv tallene viser vores problem. Beregninger fra bl.a. UNEP og Climate Action Tracker viser, at hvis alle løfter ved et mirakel overholdes, hvis alle – stik mod alle odds -gør som de har sagt, så kan vi måske holde temperaturstigningen på ca. 1,8 grader.

Vi er stadig ikke i nærheden af målet på 1,5 grad, men det er trods alt under de 2 grader. Det er vigtigt. Men regnes der derimod på, hvad landene rent faktisk gør, altså på forskellen mellem ord og handling, så er vi stadig på vej mod en temperaturstigning på ca. 2,7 grader. Og her er risikoen for tipping points og kollaps i klimasystemerne end ikke medregnet. En usikkerhed vi simpelthen ikke ved nok om. For ikke at snakke om at disse tal kun regner på en 50-66 pct.chance for at nå den beregnede temperaturstigning.

Vi snakker og snakker, men handler ikke.

Det kan virkelig ikke understreges nok. Vi står på et virkelig kritisk tidspunkt i menneskets historie. Det vi gør nu, de valg vi tager nu, vil påvirke menneskehedens udvikling de næste mange hundrede år. Enten vælger vi at lukke øjnene, fortsætte business as usual og fortsat ødelægge vores børn og fremtidige generationers levegrundlag. Eller også vælger vi at se hele misæren som en kæmpe mulighed og sammen skabe en bedre verden, sundere, rigere, fredeligere, mere balanceret og lykkeligere verden.

Altså krydsede fingre eller handling.

Valget burde være ligetil, men er det bare ikke. Der er for mange særinteresser i spil. Og vi bliver alle nødt til at sande, at fordi konsekvenserne af konkret klimahandling mærkes på vælgerne i dag, men resultaterne først ses om flere årtier, så kommer handling ikke fra vores politikere. De mangler både mod og politisk incitament til at gøre det svære men nødvendige, fordi der ikke er nogen politiske point at hente, kun frustration.

COP26 vil blot stå som endnu et bevis på dette grundlæggende problem.

Personlig handling er ikke løsningen. Det er systemisk forandring. Indiskutabelt. Men vi bliver simpelthen nødt til at sande at tingene hænger sammen. Og lige nu er den personlige handling desværre den eneste vej vi har til at inspirere hinanden, skabe momentum og derved fremtvinge den nødvendige systemiske forandring.

Så for at få tingene til at ske, bliver vi sammen nødt til at trække en linje i sandet, kræve den nødvendige forandring og selv sætte gang i vores personlige forandring. For når nok bevæger sig, så skal politikerne nok følge efter.

Det ved vi. Det er sket før. Og nu skal det ske igen. ■

 

Vi bliver alle nødt til at sande, at fordi konsekvenserne af konkret klimahandling mærkes på vælgerne i dag, men resultaterne først ses om flere årtier, så kommer handling ikke fra vores politikere
_______

 

Lars Køhler (f. 1975) er Green Tech iværksætter. Tidl. klimarådgiver. Han er uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og passivhusdesigner fra Passivhus Instituttet i Darmstadt. Han var i 2008 med til at opstarte et tværfagligt netværk til fremme for bæredygtighedsideologien Cradle to Cradle og cirkulær økonomi. Han har arbejdet med bæredygtighed og grøn omstilling i samfundet i 15 år. ILLUSTRATION: Klimaminister Dan Jørgensen taler med pressen til COP26, Glasgow, Skotland, 11. november 2021. [FOTO: Yves Herman/Reuters/Ritzau Scanpix]