Lars Erslev Andersen i RÆSON SØNDAG: Med sin bosættelsespolitik og voldsomme angreb på Gaza risikerer Israel at få den internationale opinion imod sig
16.05.2021
At mange palæstinensere kommer til at dø, og at mange af dem er børn, er sikkert. Men udfaldet af, hvem der vinder sympatien og legitimiteten, er meget mere usikkert, end det var i 2014. Det bliver selvsagt ikke Hamas eller Mahmoud Abbas. Der er dog mange, der i stigende grad er kritiske overfor Israels politik i de besatte områder, og derfor er det langt fra givet, at Israel vinder kampen om legitimitet. Måske mener et flertal i det internationale samfund efterhånden, at også palæstinensere har ret til et sted at bo, til humane levevilkår, til en fremtid, ja sågar til rent drikkevand og vacciner mod covid-19.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Lars Erslev Andersen om konflikten mellem Israel og Palæstina. SIDSTE SØNDAG: Malthe Munkøe om EU’s økonomiske politik.
Af Lars Erslev Andersen
DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENTVALGKAMP i 2000 mellem Bill Clintons vicepræsident Al Gore og republikanernes George W. Bush fandt sted i kulissen af den såkaldte al-Aqsa intifada: Opstanden var udløst af, at den israelske politiker Ariel Sharon på Tempelpladsen, hvor al-Aqsa moskeen ligger havde udråbt det forenede Jerusalem som Israels evige hovedstad. I sommeren samme år havde Clinton haft Israels premierminister Ehud Barak og formanden for Det Palæstinensiske Selvstyre Yassir Arafat til forhandlinger om, hvad Ehud Barak havde insisteret på, skulle være den endelige løsning på konflikten mellem Israel og palæstinenserne.
Forhandlingerne fandt sted på præsidentens feriested Camp David, men endte efter to uger uden resultat. Barak ville i juli 2000 kun gå med til, at palæstinenserne kunne få landsbyen Abu Dis uden for Jerusalem som deres hovedstad i en palæstinensisk stat. Arafat afviste og erklærede, at kun en aftale, hvor Østjerusalem i overensstemmelse med resolutionen i FN’s Generalforsamling i 1948 blev palæstinensernes hovedstad, ville være acceptabel for palæstinenserne og det arabiske Mellemøsten. I månederne efter så man den sædvanlige kamp i medierne om, hvem der skulle have ansvaret for sammenbruddet. Den diskussion blev brat afbrudt, da lederen af det israelske højrefløjsparti Likud, Ariel Sharon, inviterede alverdens nyhedsmedier på vandretur på Tempelbjerget i Jerusalems gamle by.
Sharon var ikke mindst i arabiske og palæstinensiske kredse en stærkt kontroversiel politiker, fordi han af en israelsk kommission blev gjort ansvarlig for massakren i de to flygtningelejre Sabra og Shatila i Sydbeirut under Israels invasion af Libanon i 1982 – han var forsvarsminister på daværende tidspunkt. Sharon var samtidig modstander af Osloprocessen og af enhver forestilling om, at Østjerusalem skulle være til forhandling med palæstinenserne. Han var også udfordrer til premierministerposten ved det israelske valg, som fandt sted i februar året efter, og som han i øvrigt vandt.
Vandreturen på Tempelbjerget blev dækket globalt, og Sharon erklærede, at Jerusalem ville være Israels udelte hovedstad til evig tid. Det skete 28. september 2000, præcis fem år efter, at den såkaldte Oslo 2 aftale var blevet en realitet. Den aftale havde oprettet Det Palæstinensiske Selvstyre og kortlagt israelsk tilbagetrækning fra dele af Vestbredden, som imidlertid stoppede i byen Hebron allerede i 1996.
Sharons pressemøde på Tempelbjerget på femårsdagen for aftalen om Vestbredden og hans erklæring om, at Jerusalem aldrig vil være til forhandling, udløste dagen efter al-Aqsa intifadaen – eller den anden intifada (opstand), som den også kaldes. Den opstand udviklede sig til en årelang konflikt, der trods stor international indsats ikke var til at stoppe.
Den anden tv-duel under præsidentvalgkampen i 2000 handlede om amerikansk udenrigspolitik, hvor Al Gore vanen tro holdte alenlange forelæsninger, mens Bush begrænsede sig til sine ganske korte erklæringer. Debatten kom naturligvis ind på konflikten i Mellemøsten. På spørgsmålet om, hvad han ville gøre for at løse den, svarede Bush kortfattet, at ”det kræver godt lederskab”. Al Gore gik i gang med en af sine lange forelæsninger og indledte med at begå en brøler, idet han sagde, at USA i konflikten skulle optræde som en uvildig mægler – uvildig? Selvom han med det samme slog sig for munden og rettede uvildig til ærlig, var det, hans modstandere naturligvis ville kalde en ”fortalelse”, sluppet ud.
USA er ikke en uvildig mægler i Israel-Palæstinakonflikten, men fremstiller sig som en ærlig mægler, der klart erkender at være nært alliereret med Israel. Det ved alle
_______
Bidens dilemma
USA er ikke en uvildig mægler i Israel-Palæstinakonflikten, men fremstiller sig som en ærlig mægler, der klart erkender at være nært alliereret med Israel. Det ved alle, og det behøver ikke dokumenteres. Det er derfor, at USA blokerer i FN’s Sikkerhedsråd, når lande som Norge og Tunesien gerne vil lave resolutioner; de må ikke indeholde kritik af de israelske bosættelser generelt eller i Jerusalem specielt. Jo, Obama undlod at nedlægge veto i december 2016, men det hører til undtagelserne, og præcis denne beslutning havde sin helt egen historie med udspring i Obamas iskolde forhold til Benjamin Netanyahu. Joe Biden har mildest talt heller ikke noget hjerteligt forhold til Netanyahu eller hans regering. Han er også irriteret over, at Israel gang på gang modarbejdede USA’s Mellemøstpolitik, da han var vicepræsident, og nu igen, hvor Biden satser på at få genetableret atomenergiaftalen med Iran, som Israel er arg modstander af.
Det mest nærliggende for Biden og hans stab ville have været, inden Hamas trådte ind på scenen med sine voldsomme raketangreb, at kritisere, at Israel tillader bosættere at annektere palæstinensiske hjem. I stedet gik han ud med en opfordring til både Israel og palæstinenserne om at lægge bånd på sig selv. Det blev palæstinenserne i Jerusalem ganske skuffede og irriterede over, for de syntes ikke, de gjorde noget forkert ved at demonstrere og i øvrigt, som de sagde, beskytte sig selv.
Men Biden kunne ikke dele sol og vind lige, uanset om det var det, han helst ville. Havde han gjort det, ville han have mødt massiv kritik både fra dele af sit eget parti og fra Republikanerne. Nu får han kun kritikken fra venstrefløjen i sit parti, bl.a. de tidligere præsidentkandidater Elisabeth Warren og Bernie Sanders, men flere medlemmer af Kongressen har også krævet en skarpere reaktion fra Biden. Det er udtryk for, at der i USA faktisk er en stigende opposition mod den amerikanske accept af israelsk bosættelsespolitik, som retteligt burde hedde kolonisering.
De overraskende, massive angreb fra Hamas er selvfølgelig en anden affære end demonstranter i Jerusalem. At Hamas først truede og efterfølgende faktisk ramte Jerusalem, kom bag på mange og også de militære ledere i Israel. Det gjorde også den massive opfølgning fra Hamas med mange raketter affyret på samme tid. Hamas har utvivlsomt forbedret deres kapacitet til at sende raketter ind over Israel.
Det er den kapacitet, Israel med sine angreb fra jagerfly og artilleri nu vil fjerne – og samtidig dræbe stribevis af militsledere i Hamas. Som sædvanlig anvender Israel massiv magt i gengældelsen og operationerne. Forskellen kan allerede aflæses i antallet af døde, hvor Israel fredag morgen havde mistet 7, mens der var dræbt 119 palæstinensere i Gaza. Repræsentanter for hans eget parti har været efter Joe Biden for ikke at kritisere Israel for den overdrevne brug af vold, men Biden har tværtimod udtalt, at Israel efter hans opfattelse ikke har svaret for hårdt igen.
Forskellen kan allerede aflæses i antallet af døde, hvor Israel fredag morgen havde mistet 7, mens der var dræbt 119 palæstinensere i Gaza
_______
Raketkrigen og spøgelserne fra 2014
Det skaber stor bekymring, at konflikten allerede nu er så intensiv, og mange frygter, at den kan blive værre end de 50 dages krig i 2014. Her mistede 6 israelere, heriblandt en 4-årig dreng, livet som følge af raketter affyret fra Gaza. Under krigen blev yderligere 1.600 civile israelere såret. En granat affyret fra Gaza ramte endvidere flygtningelejren al-Shati i Gaza og dræbte 13 palæstinensere. FN angiver, at Hamas og andre grupper i 2014 affyrede 4881 raketter og 1753 mortergranater mod Israel, der udover de dræbte ramte civile områder, hvor de anrettede skader i en størrelse, FN skønner løber op i 25 millioner amerikanske dollars. I krigen blev udover de 6 civile dræbt 67 israelske soldater.
Tallene stammer fra en rapport, som FN’s Kontor for Koordinering af Humanitære Anliggender (OCHA) udsendte knap et år efter krigen. De angiver også tal for tab på den palæstinensiske side: 2.251 mennesker døde, heraf blev 1.462 civile dræbt og mere end 11.000 sårede. 18.000 beboelser blev totalt eller delvist ødelagte, 73 sundhedsfaciliteter og et stort antal skoler blev helt eller delvist ødelagte. Gaza blev ramt af mere end 6.000 luftangreb, den israelske hær brugte 5.000 ton ammunition, affyrede 14.500 granater fra kampvogne og 35.000 fra artilleri.
På det tidspunkt, hvor antallet af israelske soldater, der kæmpede i Gaza, var størst, nåede det op på en halv million. Ødelæggelserne i Gaza som følge af krigen skønnes at være mellem 4 og 6 milliarder amerikanske dollars i udgifter til genopbygning og udbedring af skader. Foretager Israel også denne gang en egentlig invasion, er frygten, at ødelæggelserne vil blive større og antallet af ofre højere end i 2014. Og skaderne fra dengang er endnu ikke udbedret ifølge den såkaldte Mellemøstkvartet bestående af repræsentanter for Rusland, USA, EU og FN, der begrunder den manglende genopbygning med den blokade, Israel sammen med Egypten opretholder mod Gaza.
Raketterne fra Hamas legitimerer, at Israel må beskytte sig mod dem, men trækker krigen ud og bliver så ødelæggende, som mange frygter, bliver den et stadigt større dilemma for Joe Biden. Han vil være presset af en opinion i Mellemøsten, som vil kritisere, at Israel forsætter sin kolonisering af Vestbredden inklusive Østjerusalem, eksproprierer palæstinensisk land i strid med folkeretten og reagerer militært overproportionelt med krigen i Gaza.
Trækker krigen ud og bliver så ødelæggende, som mange frygter, bliver den et stadigt større dilemma for Joe Biden
_______
Den internationale splittelse
Udvikler der sig en folkelig opstand, som det skete under al-Aqsa intifadaen, hvor palæstinensere på Vestbredden, måske suppleret af arabiske israelere, går på gaden i ikkevoldelige demonstrationer og evt. tyer til forskellige former for civil ulydighed, kan det ende med, at det er palæstinenserne, som får sympatien.
Fastholder Biden at blokere FN’s Sikkerhedsråd fra at reagere, vil det gøre det klart sværere for Biden at fremstå som en præsident, der vil bringe USA tilbage i multilateralt samarbejde og arbejde for at fremme et regelbaseret internationalt samfund. Det vil med andre ord modarbejde både hans Mellemøstpolitik og hans politik vis a vis Kina og Rusland.
Mens Iran og Tyrkiet helt efter bogen har været ude med kritik af Israel, Iran ligefrem med ros til Hamas, har vi endnu ikke hørt meget til de arabiske stater. Emiraterne kritiserede processen, hvor palæstinensere blev truet med at blive smidt ud af deres boliger i Østjerusalem, og Jordan, der er tilsynsførende med de hellige steder i Jerusalem, kritiserede konflikten ved Damaskusporten og al-Aqsa moskeen. Men det var før Hamas sendte raketter til Jerusalem.
På grund af normaliseringsaftalerne er Den Arabiske Liga splittet. For lande som Egypten og Saudi-Arabien er konflikten i Israel og de besatte områder mindst lige så uvelkommen som for Biden. Hvis den internationale opinion flytter sig i retning af sympati for palæstinenserne, kan Emiraterne med støtte fra Bahrain, Sudan og Marokko, der alle fire lavede normaliseringsaftaler med Israel, bruge normaliseringen som løftestang til kritik af Israels bosættelses- og ekspropriationspolitik, fordi Emiraterne eksplicit indgik i den for at forhindre Israel i at annektere Vestbredden.
Det er således meget vanskeligt at sige, hvordan det internationale politiske pendul vil svinge – det kan gå begge veje – men Israel kan have grund til bekymring for, at deres ekspropriering af palæstinensisk jord og boliger samt bosættelsespolitik i strid med folkeretten i stigende grad er emner, der rejser kritik internationalt.
Det er således meget vanskeligt at sige, hvordan det internationale politiske pendul vil svinge – det kan gå begge veje – men Israel kan have grund til bekymring for, at deres ekspropriering af palæstinensisk jord og boliger samt bosættelsespolitik i strid med folkeretten i stigende grad er emner, der rejser kritik internationalt
_______
Den palæstinensiske afmagt
Hamas har formentlig opnået, hvad gruppen ville – med sine raketter mod Jerusalem og efterfølgende afsendelse af masser af raketter samtidigt – nemlig at vise, at kapaciteten er blevet væsentligt forbedret siden 2014. Det får til gengæld Israel til at reagere meget hårdt militært og blive ved, indtil israelerne mener, Hamas stort set er afvæbnet og har mistet sine militsledere. Og det kommer til at gå ud over civilbefolkningen i Gaza.
Deres skoler, sundhedsklinikker og boliger vil blive bombet, og mange mænd, kvinder og børn vil miste livet. Det sidste, de dræbte børn, er selvfølgelig mest sandsynligt, eftersom Gaza er en nation af børn: 43 pct. af den samlede befolkning er under 14 år, og 65 pct. er samlet set under 25 år. I betragtning af, at den humanitære situation er katastrofalt dårlig – fx er 95 pct. af grundvandet giftigt og udrikkeligt og bliver dårligere for hver dag, der går – giver en eller form for modstand mod Israel en vis mening, når man nu alligevel skal dø i det åbne fængsel ved navn Gaza.
Der er mange i Gaza, der ikke bryder sig om Hamas, men der er endnu flere, som føler sig magtesløse overfor den israelske besættelsesmagt, som ikke tillader dem meget andet end at leve i sundhedsskadelig slum uden mulighed for at bevæge sig ud af et territorium, der er verdens tredje tættest befolkede. Raketterne fra Hamas er helt uansvarlige, både fordi de falder ind under terrorismedefinitionen, og fordi resultatet er, at Israel reagerer ved at påføre Gaza død og omfattende yderligere ødelæggelse.
Den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas bliver af mange palæstinensere efterhånden mest set som forvalter af Israels besættelse
_______
Alligevel høster Hamas politisk gevinst, fordi gruppen trods alt gør modstand mod overmagten – i modsætning til lederne i det palæstinensiske selvstyre. Især den palæstinensiske leder Mahmoud Abbas – der ganske vist med løftet pegefinger kommer med noget forblommet retorik, som ingen kan forstå, men vist er truende – bliver af mange palæstinensere efterhånden mest set som forvalter af Israels besættelse. Der skulle, omsider og stærkt forsinket, have været valg i det palæstinensiske selvstyre, men det har Mahmoud Abbas udskudt med henvisning til, at Israel har prøvet at stikke en kæp i hjulet på valgets afvikling i Jerusalem.
Hamas og andre mener, at Abbas udsatte valget, fordi han stod til at tabe. Med raketterne har Hamas fået vist, at partiet er forpligtet på at forsvare de palæstinensiske rettigheder i Jerusalem, når de nu ikke kunne gøre det gennem det udsatte valg. Det ændrer selvfølgelig ikke ved, at Hamas i Israel og internationalt fremstår som en terrororganisation, der heller ikke har nogen sympati hos de arabiske ledere i Egypten, Jordan, Saudi-Arabien, Bahrain, Marokko og Emiraterne. Men sådan var det jo også før raketterne, og når de mange døde er begravet i Gaza, og støvet har lagt sig efter bomberne, er det jo til syvende og sidst Hamas, Israel skal forhandle en varig våbenhvile med.
At mange palæstinensere kommer til at dø, og at mange af dem er børn, er sikkert. Ødelæggelserne vil være omfattende, for Hamas’ tunneler rammes kun samtidig med skoler, klinikker, beboelse og infrastruktur. Derimod er udfaldet af, hvem der vinder sympatien og legitimiteten meget mere usikkert, end det var i 2014. Det bliver selvsagt ikke Hamas. Heller ikke Mahmoud Abbas. Men der er mange, der i stigende grad er kritiske overfor Israels politik i de besatte områder, og derfor er det langt fra givet, at Israel vinder kampen om legitimitet. Det kan være, at et flertal i det internationale samfund efterhånden mener, at også palæstinensere har ret til et sted at bo, til humane levevilkår, til en fremtid, ja sågar til rent drikkevand og vacciner mod covid-19. ■
Når de mange døde er begravet i Gaza, og støvet har lagt sig efter bomberne, er det jo til syvende og sidst Hamas, Israel skal forhandle en varig våbenhvile med
_______
Lars Erslev Andersen er idehistoriker med suppleringsfag i mellemøststudier. Lektor i historie og mellemøststudier 1996-2008 ved Syddansk Universitet og leder af Center for Mellemøststudier samme sted 1994-2000. Siden 2008 seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på transnationale jihadnetværk, USA’s mellemøstpolitik og siden 2014 tillige Kinas mellemøstpolitik. ILLUSTRATION: Israelsk angreb på Ansar-komplekset i Gaza City [foto: Ashraf Amra/APAImages/Polaris/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
