Lars Erslev Andersen: Mæglingen med Taliban kan vise os, hvilken supermagt Kina vil være
31.07.2021
Kina har længe forberedt sig på ny rolle i Afghanistan.
Analyse af Lars Erslev Andersen
DA BARACK OBAMA i maj 2014 i haven foran Det Hvide Hus erklærede, at USA ville trække alle sine kamptropper ud af Afghanistan i 2015, skabte det rystelser i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitiske cirkler. Hurtigt efter så man kinesiske forskere og tænketanke skrive artikler og rapporter om situationen i Afghanistan og Kinas rolle til landet. Kina udpegede en særlig diplomat, som skulle understøtte forhandlinger mellem den afghanske regering og Taliban. Tilsvarende begyndte en intensiv kontakt mellem de to lande, der involverede officielle ministerbesøg både i Kabul og Beijing. Der blev indgået aftaler om, at Kina – der slog fast, at det ikke ville erstatte de amerikanske tropper – ville støtte med andre former for sikkerhedsprojekter. Og under det nye Silkevejsprojekt (Belt and Road Initiative, BRI) indgik Kina og Afghanistan en række aftaler og Kina startede udvinding af kobber.
Hvorfor er Afghanistan så vigtig for Kina? Dels fordi det er et naboland. Dels fordi Sydasien er uundværlig i det Silkevejsprojekt, der skal sikre Kinas økonomiske ekspansion og position i global magt.
2014: Slutspillet begynder
Obama blev nødsaget til at udskyde tilbagetrækningen og efterlod omkring 8000 soldater i Afghanistan, da Trump tog over. Allerede i 2011 havde USA påbegyndt reduktionen af tropper, men det var først i 2014 at præsidenten gjorde det klart, at amerikanerne ville helt og fuldt ud.
Når Kina reagerede så stærkt på Obamas udmelding i 2014, skyldtes det to forhold. For det første Kinas vitale interesse i sikkerhed og stabilitet i området. Vestkina deler 76 km grænse med Afghanistan. Derfor har Kina kolossal interesse i høj sikkerhed og stabilitet i landet. Og skønt Kina ikke var fornøjet ved at have tropper fra USA og andre NATO-lande placeret helt op til sin vestlige grænse, støttede Kina lige fra starten USA’s reaktion på 11. september terrorismen i 2001. Kina mente dengang – og det er stadig holdningen – at de muslimske separatistgrupper i Xinjiang arbejdede sammen med de transnationale jihadnetværk lige på den anden side af Afghanistangrænsen og derfor havde Kina og USA en fælles interesse i at få disse netværk bekæmpet. Derfor var Beijing godt tilfreds med, at USA og Nato med deres tropper forsøgte at skabe sikkerhed og stabilitet i regionen og holde jihadisterne nede. I amerikanske medier blev den kinesiske regering kritiseret for gratis at lukrere på USA’s indsats i Afghanistan. Trak USA sig i 2015 skulle kineserne selv klare ærterne. Og det skulle de selvfølgelig forberede sig på.
For det andet spiller situationen i Afghanistan og Pakistan en helt afgørende rolle i Kinas storstilede nye Silkevejsprojekt, som var blevet annonceret i 2013. Projektet omfatter søvejen gennem Det Sydkinesiske Hav, Det Indiske Ocean og gennem Suezkanalen til Middelhavet. I denne maritime rute spiller Den Persiske Golf og Det Arabiske Hav en væsentlig rolle, hvorfor kineserne under Silkevejsprojektet har lavet aftaler om store projekter og brug af vigtige havne, der sikrer Kina adgang til Det Arabiske hav også fra land. Ruten starter i Xian i det centrale Kina, går gennem Xinjiang og Pakistan og videre ind i Centralasien til Europa. Korridoren gennem Pakistan ender i havnebyen Gwadar og med Iran har Kina aftalt at bruge havnen i Chabahar. Dermed har Kina forbundet sig selv, Sydasien og Centralasien med adgang til de store oceaner gennem Det Arabiske Hav. Det er et projekt, Sovjetunionen aldrig lykkedes med.
Kina har forbundet sig selv, Sydasien og Centralasien med adgang til de store oceaner gennem Det Arabiske Hav. Det er et projekt, Sovjetunionen aldrig lykkedes med
_______
Nøglen til at dominere verden?
Selvom det ikke får megen opmærksomhed, kan man sige at Kina med sit Silkevejsprojekt er på vej til at blive det 21. århundredes store eurasiske landmagt. Den rolle havde Sovjetunionen og det var baggrunden for den amerikanske geopolitiske strategi efter Anden Verdenskrig, der tog geopolitikkens founding father Halford J. Mackinders advarsel fra 1919 særdeles alvorligt: ”Who rules East Europe commands the Heartland; Who rules the Heartland commands the World-Island; Who rules the Wold-Island commands the World”.
Dét slag vandt USA. USSR, den store landmagt, fik aldrig adgang til de isfri havne i Den Persiske Golf – hvad Kina altså nu har formået. Under Silkevejsprojektet er der som sagt lavet aftaler med Pakistan og Iran samt om havneprojekter i Abu Dhabi i Emiraterne og Duqm i Oman, der er etableret en flådebase i Djibouti (over for Bab al-Mandab med indsejlingen til Rødehavet), og aftaler om havneprojekter ved Suezkanalen i Port Said samt i Middelhavet i den græske havneby Piræus.
Landruten er nærmest endnu vigtigere, fordi den forbinder Kina med Centralasien og Europa og de store centralasiatiske ressourcer kan udskibes til Det Arabiske Hav og oceanerne. I Centralasien har USA ingen militærbaser og kun lille økonomisk aktivitet, mens Kina indgår aftaler med alle staterne. Landet er i fuld gang med at etablere sig som økonomisk stormagt i regionen og indtil videre sker det i fuld forståelse med Rusland, der i stigende grad ser Kina som partner i fælles opposition mod USA’s globale lederskab. En meget væsentlig krumtap i hele dette gigantiske projekt er netop korridoren gennem Pakistan, der løber tæt op til grænsen af Afghanistan.
Forhandlingerne mellem Taliban, USA og regeringen i Kabul har været længe undervejs
_______
At mægle med Taliban
Udover de bilaterale relationer har den kinesiske indsats primært været kanaliseret gennem den multilaterale sikkerhedsorganisation Shanghai Cooperation Organization (SCO). SCO blev grundlagt i 1996 af Kina og Rusland og en række af stan-landene. Senere er alle stan-lande blevet medlemmer – rivalerne Pakistan og Indien er begge med, mens f.eks. Afghanistan og Iran har observatørstatus. Organisationen koordinerer militære indsatser, og sikrer samarbejder om grænsekontrol og antiterrorisme, herunder bekæmpelse af jihadisme.
Ved flere lejligheder har Kina faciliteret forhandlinger mellem Kabulregeringen og Taliban både i Kina og i Pakistan (bl.a. ifm. SCO-møderne). Målet for Kina med mæglingen er en fredsslutning i Afghanistan, der kan skabe sikkerhed og stabilitet. I 2018 troede man, at der var et gennembrud, idet en våbenhvile blev forhandlet på plads, men den varede desværre kun tre dage.
Forhandlingerne mellem Taliban, USA og regeringen i Kabul har været længe undervejs. Første gang, vi hørte om hemmelige forhandlinger mellem amerikanerne og Taliban var allerede i 2011. I 2013 oprettede Taliban sit kontor i Doha i Qatar, men det var først i 2019 under Trump, at Taliban og USA officielt forhandlede direkte med hinanden. Det var problematiske forhandlinger, fordi den afghanske regering ikke var med i dem. Planen var, at der først skulle laves en aftale med Taliban om betingelserne for amerikansk tilbagetrækning, som dernæst kunne bruges som platform for forhandlinger mellem Kabul og Taliban. Det første lykkedes med en aftale, der med ét slag gjorde Taliban til USA’s samarbejdspartner i krigen mod terrorisme. I aftalen forpligter Taliban sig på at bidrage til at bekæmpe al-Qaeda og Islamisk Stat og har flere gange siden aftalens indgåelse fået direkte logistisk støtte fra USA til kampene. Samtidig har Taliban skrevet under på, at de ikke vil angribe USA. Regeringen i Kabul var dog – med god grund – skeptisk. I dag – i 2021 – er USA i færd at trække sig mens Taliban rykker støt frem. FN advarer og siger talibanerne skal stoppes, men ikke hvordan det skal ske. USA har givet op, efter i 20 år at have forsøgt at stoppe Taliban med militære midler. Den endelige amerikanske aftale med Taliban – der blev indgået i 2020 – har heller ikke stoppet gruppen.
USA har stadigvæk de samme prioriteringer i Afghanistan. Sikkerhedspolitisk: At landet ikke igen bliver base for transnationale jihadgruppers angreb på amerikanske mål og interesser. Og dertil, at Afghanistan gennem en stabil udvikling vil sikre menneskerettigheder, navnlig for kvinderne. Det sidste kommer desværre næppe til at ske, men det første kan Kina med sin indsats måske bidrage til.
USA har stadigvæk de samme prioriteringer i Afghanistan. Sikkerhedspolitisk: At landet ikke igen bliver base for transnationale jihadgruppers angreb på amerikanske mål og interesser. Og dertil, at Afghanistan gennem en stabil udvikling vil sikre menneskerettigheder, navnlig for kvinderne. Det sidste kommer desværre næppe til at ske, men det første kan Kina med sin indsats måske bidrage til
_______
Om Kina vil have større succes med forhandlinger end USA er umuligt at sige. Men kineserne har forhandlet direkte med Taliban siden 2015 og åbent orienteret amerikanerne om det. USA’s nye udenrigsminister Anthony Blinken er derfor ikke kritisk overfor Kinas bestræbelser og invitation af Taliban til nye forhandlinger – tværtimod håber han, at der måske faktisk kan komme noget positivt ud af det.
På den måde bliver Kinas engagement i forhandlinger med Taliban og den afghanske regering en test af, hvordan Kina vil optræde som ny og mere selvsikker stormagt, når den træder ind på scenen i internationale konflikter.
Sikkerheden i Afghanistan på grænsen til Xinjiang er vital for Kina og har de succes med diplomati og multilateralt samarbejde i en fredsproces her, vil det nok blive opskriften på den kinesiske sikkerhedspolitik globalt fremover
_______
To former for magt
Kinaforskere peger på, at kinesernes anvender magt på to måder: I nærområderne, hvor Kina opfatter sin suverænitet og territoriale integritet truet som i den ulmende konflikt med Taiwan, i det Øst- og Sydkinesiske Hav samt i Tibet, Hong Kong og ikke mindst overfor uighurerne i Xinjiang anvender et aggressivt Kina hård magt eller trusler om samme. Men i sin beskyttelse af globale økonomiske interesser er Kina derimod mere indstillet på partnerskaber, diplomati og multinationalt militært samarbejde, herunder bidrag til FN’s fredsbarende operationer, hvor landet i dag er verdens næststørste bidragsyder (USA er #1). Sikkerheden i Afghanistan på grænsen til Xinjiang er vital for Kina og har de succes med diplomati og multilateralt samarbejde i en fredsproces her, vil det nok blive opskriften på den kinesiske sikkerhedspolitik globalt fremover.
Det er ikke bare i Afghanistan og Sydasien, at USA og Kina deler vigtige interesser – det er også i Den Persiske Golf. I begge regioner er der basis for kinesisk-amerikansk samarbejde – også på trods af uenighed om en lang række konflikter om IT-teknologi, ophavsrettigheder, WTO-regler, menneskerettigheder osv. Spørgsmålet er om Kina og USA kan arbejde sammen sikkerhedspolitisk? Det har de kunnet tidligere, f.eks. i Sudan og selvom åbningen af den kinesiske base i Djibouti blev mødt af amerikanske bekymringer, har der ingen problemer været skønt deres flådebaser stort set ligger samme sted. Kinas engagement i Afghanistan kan være en prøvesten på, om det er multilateralt samarbejde eller global konflikt, verden styrer mod. ■
Det er ikke bare i Afghanistan og Sydasien, at USA og Kina deler vigtige interesser – det er også i Den Persiske Golf.
_______
UDVALGT LITTERATUR:
– Om Halford J. Mackinder og hans Heartland teori se Democratic Ideals and Reality / The Geographical Pivot of History (Singapore: Origami Books 2018)
– Om Kinas engagement i Afghanistan se Lars Erslev Andersen & Yang Jiang: China’s Engagement in Pakistan, Afghanistan, and Xinjiang, DIIS Report 2018:06
– Om Kinas håndtering af flådebasen i Djibouti se Degang Sun og Yahia Zoubir: “Securing China’s ‘Latent Power’: The Dragon’s Anchorage in Djibouti”, Journal of Contemporary China, 30:130, 677-692
ILLUSTRATION: Præsident Xi Jinping holder tale ved uddelingen af det kinesiske kommunistpartis „1. Juli Medalje”, i Folkets Store Hal, 29. juni 2021 [foto: Liu Weibing/IImago/Ritzau Scanpix]. Lars Erslev Andersen er idehistoriker med suppleringsfag i mellemøststudier. Lektor i historie og mellemøststudier 1996-2008 ved Syddansk Universitet og leder af Center for Mellemøststudier samme sted 1994-2000. Siden 2008 seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med fokus på transnationale jihadnetværk, USA’s mellemøstpolitik og siden 2014 tillige Kinas mellemøstpolitik.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
