Lars Erslev Andersen i BOGAKTUEL: Det politiske og økonomiske samarbejde mellem staterne i Den Persiske Golf og Kina vil vokse i de kommende år

19.08.2021

”Under Obama og Trump er de arabiske golfstater i stigende grad blevet usikre på USA’s Mellemøstpolitik og vil derfor gerne have alternativer. De er således glade for at kunne ’spille Kinakortet’. Og Kina er attraktiv for dem, fordi Kina i mange år frem vil være en stabil aftager af deres energiressourcer, fordi Kina gerne vil investere stort i landene uden at stille politiske krav til deres styreformer.”

I RÆSONs artikelserie BOGAKTUEL spørger vi bogaktuelle forfattere ind til tankerne bag, inspirationen og motivationen for at skrive netop dén bog lige nu. Denne gang: Lars Erslev Andersen, forfatter til OPRØR OG ALLIANCER: Mellemøsten efter Det Arabiske Forår. Sidst: Sigge Winther Nielsen, forfatter til ”Entreprenørstaten”.

HVEM JEG ER
Lars Erslev Andersen, Seniorforsker ved DIIS

AKTUEL MED
Oprør og Alliancer: Mellemøsten efter Det Arabiske Forår, Lindhardt og Ringhof, udkommer 20. august, 400 sider, pris kr. 300

KENDT FRA
Dansk mellemøstenekspert

Hvad skal læseren tænkte efter sidste side?
Mellemøsten stabiliseres kun som region gennem et multipolært samarbejde mellem verdens stormagter baseret på et internationalt system baseret på fælles regler, som der er mere gevinst ved at overholde end ved at bryde.

Det sværeste ved bogen var?
Den politiske diskussion om Mellemøsten er i stigende grad polariseret. Udfordringen var at formidle en forståelse af Mellemøsten uden at havne i enten den ene eller den anden grøft, som fx ”Islam er skyld i alle ulykker og konflikter i Mellemøsten” eller ”Årsagen til Mellemøstens problemer og konflikter skyldes vestlig kolonisering og amerikanske militære interventioner”. Udfordringen er at skrive en meget mere nuanceret fremstilling, uden at den bliver for kompliceret og for kedelig.

To bøger, jeg gerne ville have skrevet?
Jeg ville da gerne have skrevet Rosens Navn i stedet for Umberto Eco.

Bøger, jeg vil skrive (og som mere eller mindre er i støbeskeen):

1. Rummets filosofi fra præsokratikerne til geopolitisk teori
2. The Desire for Order: World Order and World View

RÆSON: Det er nu over 10 år siden, at en tunesisk grøntsagssælger satte ild til sig selv på åben gade og startede gnisten til et brændende oprør i store dele af Mellemøsten. Hvad er den – i dine øjne – vigtigste udvikling, der er sket i Mellemøsten siden Det Arabiske Forår?
ERSLEV: Det er, at modstanderne af demokrati og liberale politiske reformer er blevet stærkere og fik bremset Det Arabiske Forår. Og, som navnlig tragedien i Syrien viser, at Mellemøsten er blevet en scene for global rivalisering mellem stormagterne. Globaliseringen af Mellemøstens konflikter er blevet regionens største tragedie.

 

Det er min opfattelse, at selvom begivenhederne i Tunesien fik stor opmærksomhed, var det først, da demonstranterne gik på gaden i Cairo, at man for alvor talte om Det Arabiske Forår
_______

 

RÆSON: I forordet til din bog står der: ”Mens jeg var i Tunis, invaderede Saddam Husseins Irak nabostaten Kuwait. I byen blev der opstillet nogle langborde, hvor jeg kunne melde mig som frivillig til Saddams hær. Det gjorde jeg nu ikke. Men min interesse for Mellemøstens rolle i international politik var vakt.” Hvad var det, der fangede dig tilbage i 1990, da du med din rejse til Tunesien for første gang stiftede bekendtskab med Mellemøsten?
ERSLEV: For det første var det arabiske Mellemøsten, politisk og kulturelt, meget forskelligt fra det Europa, jeg kom fra, og for det andet havde Mellemøsten en besynderlig evne til hele tiden at bringe sig i centrum af international politik. Det er interessant!

RÆSON: I et interview med RÆSON i marts i år sagde du, at selvom Det Arabiske Forår begyndte i Tunesien, blev Egypten signaturlandet for hele udviklingen. De fleste husker nok de vilde billeder fra Tahrir-pladsen i Cairo, hvor ubegribeligt mange mennesker demonstrerede og også lykkedes med at få afsat den daværende diktator, Mubarak. Men så endte landet alligevel med et endnu værre militærdiktatur med Præsident al-Sisi i front, som stadig står stærkt i dag. Hvorfor er den egyptiske skæbne det klareste eksempel på Det Arabiske Forårs konsekvenser for Mellemøsten?  
ERSLEV: Det er min opfattelse, at selvom begivenhederne i Tunesien fik stor opmærksomhed, var det først, da demonstranterne gik på gaden i Cairo, at man for alvor talte om Det Arabiske Forår. Det var også slogans og inspirationen fra Tahrir-Pladsen, der spredte sig til fx Syrien, Bahrain og Yemen. Det er derfor, jeg mener, det er Egypten, som bliver det store billede på Det Arabiske Forår.

Det er meget tydeligt, at der er stærke kræfter både i og uden for Egypten, som hårdnakket vil modarbejde demokratisering. Som jeg beskriver i bogen, er det i Egypten navnlig hæren, der ikke vil opgive sine privilegier. I regionen er det Israel, Saudi-Arabien og Emiraterne, der igangsætter en modrevolution, fordi de ikke vil have politisk islam til magten i Cairo. Med militærkuppet i 2013 og den efterfølgende udvikling lykkedes modrevolutionen.

RÆSON: I bogen beskriver du to afgørende konfliktlinjer i Mellemøsten: den ældgamle sunni-shia-konflikt og den nyere sunni-sunni-konflikt. Den første er primært mellem det shiamuslimske Iran og det sunnimuslimske Saudi-Arabien samt Emiraterne, mens den anden i høj grad er opstået under Det Arabiske Forår. Vil du kort beskrive, hvad sunni-sunni-konflikten dækker over?
ERSLEV: Det er rigtigt, at sunni-shia konflikten er ”ældgammel”, men det er meget forskelligt, hvilken rolle den historisk har haft. Den blusser op i konfrontationen mellem Iran og de arabiske Golfstater i kølvandet på revolutionen i Iran, i Libanon under borgerkrigen – især på grund af Irans indblanding – og i forbindelse med Irakkrigen i 2003. I 2006 talte den jordanske konge om truslen fra den ”shiamuslimske halvmåne”, og siden har man talt om, at sunni-shia konflikten definerer konflikter i Mellemøsten.

 

Det var interessant, at valget af Joe Biden nærmest øjeblikkeligt førte til forsonende toner mellem Qatar og Saudi-Arabien samt mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien
_______

 

Sunni-sunni konflikten er derimod en konflikt mellem konservativ islam, primært som den fortolkes af regimerne i Saudi-Arabien og Emiraterne, altså en ortodoks og apolitisk islam, over for Det Muslimske Broderskabs politiske og aktivistiske islam, som får støtte fra Qatar og AKP i Tyrkiet. 

RÆSON: Hvordan vil sunni-sunni-konflikten forme Mellemøsten i de kommende år – særligt i kølvandet på valget af præsident Biden og Kinas fremfærd i regionen?  
ERSLEV: Saudi-Arabien og Emiraterne, der ganske vist har været på mindre kollisionskurs her de sidste måneder, bekæmper politisk islam og blander sig gerne i andre landes affærer for enten at forhindre politisk islam i at komme til magten eller, som i Sudan, at få fjernet ledere med baggrund i politisk islam.

Det var interessant, at valget af Joe Biden nærmest øjeblikkeligt førte til forsonende toner mellem Qatar og Saudi-Arabien samt mellem Tyrkiet og Saudi-Arabien. Men det var vel mest, fordi Saudi-Arabien ønskede at indynde sig hos den nye præsident efter at have haft et nært forhold til præsident Trump. Kina blander sig hverken i sunni-shia- eller sunni-sunni-konflikten.

Alt tyder på, at Biden vil neddrosle USA’s engagement i Mellemøsten og helst gøre det med diplomatiske midler. Det kunne man kalde en regionalisering, hvor det i højere grad er op til staterne selv at løse deres problemer. Den første konsekvens heraf var, at Saudi-Arabien og Emiraterne i stedet for den sædvanlige konfrontatoriske retorik rakte hånden ud til Iran og inviterede til dialog. Som jeg skriver i min bog, hilses regionalisering velkomment af Kina, og måske er der trods rivaliseringen mellem Kina og USA faktisk basis for sikkerhedspolitisk samarbejde mellem de to stormagter i Den Persiske Golf.

Ideelt vil Biden have USA tilbage i aftalen med Iran, afviklet amerikansk støtte til Saudi-Arabiens krig i Yemen og arbejde for en fredsforhandling der samt trække USA ud af Irak og ellers i højere grad overlade regionen til sig selv. Syrien vil vedblive at være en stor udfordring, og det vil Israel også, dersom israelerne insisterer på at modarbejde USA’s Mellemøstpolitik, fx i forholdet til Iran. 

RÆSON: I bogen skriver du, at Det Arabiske Forår splittede Mellemøsten og fik særligt golfstaterne til at vende sig mod øst – mod Kina. Også valget af præsident Biden giver dem incitament til at vende sig mod Beijing, eftersom Biden ikke har samme fidus for Saudi-Arabien og Emiraterne, som Trump havde. Hvad er fremtidsudsigterne for Kinas indflydelse blandt de rige oliemonarkier, og hvad kommer det til at betyde for konflikterne i regionen?
ERSLEV: Under Obama og Trump er de arabiske golfstater i stigende grad blevet usikre på USA’s Mellemøstpolitik og vil derfor gerne have alternativer. De er således glade for at kunne ”spille Kinakortet”. Og Kina er attraktiv for dem, fordi Kina i mange år frem vil være en stabil aftager af deres energiressourcer, fordi Kina gerne vil investere stort i landene uden at stille politiske krav til deres styreformer, og endelig fordi araberne synes, at ”den kinesiske model” med kapitalistisk markedsøkonomisk vækst og samtidig bibeholdelse af et autoritært regime lige er noget for dem, der ikke skal nyde noget af demokrati.

 

De oppositionsfolk fra Det Muslimske Broderskab, som fx Saudi-Arabien slår hårdt ned på, er jo også muslimer. Med andre ord deler araberne og Kina syn på mange forhold
_______

 

Derfor arbejder de sammen med Kina, har fået Huawei til at udvikle 5G-netværk, samarbejder om havnefaciliteter og udvikling af space weapons osv. Kina kommer ikke til at overtage USA’s rolle som sikkerhedsgarant, men samarbejdet politisk og økonomisk mellem staterne i Den Persiske Golf og Kina vil vokse i de kommende år. De er også helt på linje, når det gælder bekæmpelse af, hvad de opfatter som terrorisme, hvorfor araberne helt og holdent støtter Kinas voldsomme politik mod uighurerne i Xinjiang på trods af, at de er muslimer. De oppositionsfolk fra Det Muslimske Broderskab, som fx Saudi-Arabien slår hårdt ned på, er jo også muslimer. Med andre ord deler araberne og Kina syn på mange forhold. 

RÆSON: For godt et år siden afslørede New York Times, at Iran og Kina havde indgået en omfattende økonomisk og militærstrategisk samarbejdsaftale for de næste 25 år. Du skrev i en analyse til RÆSON, at aftalen beviste, at du og andre mellemøstforskere havde taget fejl i, at Kina primært ville ”styrke sig i sit nærområde som fx Det Sydkinesiske Hav for at forberede sig på en kommende bipolær verdensorden, der fordeler global sikkerhed mellem amerikansk vest og kinesisk øst, men ikke i fjernere områder som Mellemøsten”. Hvad viser aftalen om Kinas ambitioner for Mellemøsten, og hvilken betydning har det for Irans position i regionen?
ERSLEV: Ja, det er jo spørgsmål, som optager mig en del i min bog. Samarbejdet blev aftalt mellem Kina og Iran, da Xi Jinping som den første statsleder var på officielt besøg i Iran i januar 2016 efter vedtagelsen af den internationale aftale om Irans atomenergiprogram. Siden trak Trump sig, og USA pålagde Iran nye sanktioner. Da Biden var blevet valgt og meddelte, at USA vil prøve at komme tilbage i aftalen, bekræftede Kina aftalen med Iran, som blev underskrevet i marts i år.

På mange måder er aftalen ikke specielt kontroversiel i dag. Hvis det lykkes for USA og Iran at få genetableret atomaftalen, kan Kinas aftale med Iran bidrage til at skabe afspænding i Mellemøsten og måske ligefrem skabe grobund for amerikansk og kinesisk fælles fodslag om udviklingen i Den Persiske Golf. Men det afhænger også af, hvordan forholdet mellem Kina og USA mere generelt udvikler sig, og lige nu ser det ikke så godt ud.

RÆSON: Konklusionen på din bog fortæller en historie om et Mellemøsten, som er langt mere komplekst, kaotisk og konfliktfyldt, end det var i starten af 90’erne ved afslutningen på Den Kolde Krig. Du skriver: ”Alt dette peger på nødvendigheden af at ændre strategisk tilgang i Mellemøsten. Konventionelle militære engagementer og trusler løser åbenbart ingen konflikter i den konfliktramte region.” Hvad er dit bedste bud på en ny Mellemøststrategi?
ERSLEV: Multipolært internationalt samarbejde baseret på fælles accepterede regler i det internationale system, gensidig økonomisk afhængighed samt regionalisering af Mellemøsten. ■

 

Hvis det lykkes for USA og Iran at få genetableret atomaftalen, kan Kinas aftale med Iran bidrage til at skabe afspænding i Mellemøsten og måske ligefrem skabe grobund for amerikansk og kinesisk fælles fodslag om udviklingen i Den Persiske Golf
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland