Lars Barfoed: Der er tegn på, at der er sket et skred i embedsmændenes rolle i politik

09.11.2021

Selvfølgelig skal embedsmændene eksekvere politiske beslutninger og udarbejde lovforslag, der følger op på regeringens politiske målsætninger og ambitioner, men de skal ikke agere som ministrenes forlængede arm. Også her er der tegn på, at der kan være ved at ske et skred i den måde, magten er delt i Danmark.

RÆSON Opinion af Lars Barfoed, rådgiver og bestyrelsesmedlem, fhv. minister og medlem af Folketinget.

”Lev med det” er et udtryk, der har sat sig fast, efter statsministeren introducerede det på pressemødet om sine SMS’er under håndteringen af minksagen. Og det er utvivlsomt rigtigt, at der er meget, man må levemed, derunderat vi lever i en retsstat.

I vores retsstat har vi en magt- og rollefordeling mellem ministre, embedsmænd, folketingsmedlemmer og domstolen. Meget tyder imidlertid på, at den magtfordeling er udfordret. Samtidig skygger det taktiske spil for det, der burde være i fokus i politik – nemlig politik.

Statsministeren henviste med sit udtryk til, at man må leve med det lidt friske sprogbrug i de SMS’er, der er sendt rundt mellem bl.a. statsministeriets departementschef og en række ledende personer på Slotsholmen. Omvendt må statsministeren og andre leve med, at der er offentlighed i forvaltningen, som pressen af gode grunde benytter sig flittigt af. Man må også leve med, at Folketingets medlemmer som led i deres kontrol med forvaltningen har krav på at få besvaret spørgsmål om, hvordan magten udøves i regeringskontorerne. Sådan er det i en retsstat.

Samtidig må Folketingets medlemmer, og ikke mindst oppositionen, leve med, at det i sidste ende ikke er dem, som afgør, om loven er overtrådt, om der er handlet uden hjemmel samt hvordan loven skal fortolkes. Den magt ligger hos domstolene, den dømmende magt. Sådan er det også i en retsstat.

Og så er der embedsmændene med statsministerens departementschef som den fremmeste. De er ikke politikere; derimod skal de eksekvere de politiske beslutninger, der bliver truffet af regeringen og dermed dens ministre. Vel at mærke den til enhver tid siddende regering eller minister. Undtaget er de såkaldte ”særlige rådgivere”, som går og kommer med ministeren og dermed ikke er embedsmænd.

Stigende politisering
Vi har som bekendt i Danmark en forfatning, der hviler på magtens tredeling mellem den udøvende, lovgivende og dømmende magt. Det tjener alle parter bedst at respektere den tredeling, men både i sagen om adskillelse af par i asylcentrene og i minksagen er det, der burde være en nøgtern juridisk proces, blevet politiseret langt mere, end den burde. Den ene sag er endt i Rigsretten og minksagen behandles foreløbig i en kommission, der er trædesten bl.a. til en overvejelse om, hvorvidt der er grundlag for en rigsretssag mod en eller flere ministre.

Og lige præcis rigsretssager er et retligt instrument, man i grundloven har tillagt Folketinget at benytte. Hvis Folketingets flertal vurderer, at en minister har overtrådt ministeransvarlighedsloven, kan man beslutte at anlægge en rigsretssag. Det er hidtil uhyre sjældent, at det er sket, hvilket viser at det er sager, der i praksis har været hævet over den politiske diskurs. Men i sagen om adskillelse af asylpar er det utvivlsomt således, at nogle folketingsmedlemmer har stemt for en rigsretssag uden, at det har været dikteret alene af en nøgtern juridisk vurdering. Og man kan frygte, at det samme vil være tilfældet i minksagen, idet de borgerlige partier helt usædvanligt allerede har stemt for et beslutningsforslag om at anlægge en rigsretssag mod statsministeren uden at afvente den kommissionsundersøgelse, som de selv har været med til at sætte i gang. Det undergraver validiteten af en eventuel beslutning om en rigsretssag, når man, inden sagen er undersøgt juridisk, på forhånd har meddelt, at det er det, man vil.

Når man har sat en juridisk proces i gang, bør man lade den forløbe uden politisk indblanding. Og skal man træffe beslutning om at indlede en rigsretssag, bør man lade sig lede af juridiske grunde – ikke politiske. Når den igangværende rigsretssag af nogle folketingsmedlemmer er blevet støttet, uden at de pågældende mener, at der er sket brud på ministeransvarlighedsloven, og når nogle folketingsmedlemmer argumenterer for en rigsretssag i minksagen, inden den juridisk er blevet belyst, er det en bekymrende politisering.

På samme måde må ministrene respektere embedsmændenes rolle og ikke påføre dem en politisk funktion. Det tjener vort folkestyre bedst, at vi har embedsmænd, der i deres virke er fagligt baserede.

Selvfølgelig skal embedsmændene eksekvere politiske beslutninger og udarbejde lovforslag, der følger op på regeringens politiske målsætninger og ambitioner, men de skal ikke agere som ministrenes forlængede arm. Også her er der tegn på, at der kan være ved at ske et skred. I hvert fald er der meget, der tyder på, at der i minksagen har været et sådant hastværk, at faglige vurderinger er blevet tilsidesat eller ikke er nået at blive foretaget. Det samme kan formentlig siges i sagen om adskillelse af par i asylcentrene.

 

Medmindre man vil indføre et helt nyt system i Danmark med politiske embedsmænd, må ministrene være opmærksomme på at respektere rollefordelingen til det faglige embedsværk
_______

 

Medmindre man vil indføre et helt nyt system i Danmark med politiske embedsmænd, må ministrene være opmærksomme på at respektere rollefordelingen til det faglige embedsværk. Men embedsmændene må selvfølgelig også selv bære et ansvar i den forbindelse og sige fra, hvis deres rolle bliver anfægtet eller der fx er hjemmelsproblemer forbundet med de politiske beslutninger, de skal eksekvere. At sikre, at der er lovgrundlag for de politiske beslutninger, er helt afgørende i retsstaten, og dermed en af centraladministrationens fornemste opgaver.

En del af problemet angående rollefordelingen mellem ministre og embedsmænd er formentlig forbundet med et stigende arbejds- og tidspres for ministrene. Men i det omfang, der er brug for at reducere presset på ministrene, er svaret snarere i et eller andet omfang at introducere juniorministre med ministeransvar.

Nøgleordet i hele denne diskussion er i virkeligheden ”magtbalance”.Hele vores forfatning – og dermed det politiske liv – baserer sig på en balance mellem de forskellige magthavere. Ingen har monopol på magten. Derfor har ministre i princippet ikke magt til andet og mere end, hvad der bliver accepteret af et flertal i Folketinget. Det system fungerer, fordi alle respekterer det og lever med det.

Tilbage er et stort rum til den politiske diskussion, strid, beslutningsproces og lovgivning. Meningen er, at her arbejder politikerne med:  politik.

Kalkunjagt og taktik
Det er soleklart Folketingets (læs: oppositionens) rolle bl.a. at kontrollere regeringen og være kritisk. Men det er problematisk, hvis det udvikler sig til en kalkunjagt i et forsøg på at stille ministre i et kritisk lys eller vælte dem af taburetten.

Tendensen bliver ikke mindre af, at de sociale medier og dele af pressen i den grad giver plads til personsager og ”skandaler”, mens den nuancerede politiske debat ikke får samme medløb. Det er ”skandalerne” der giver overskrifter, der sælger aviser og annoncer på TV, og det er dem, der giver medløb på de sociale medier. Derfor er fristelsen stor for politikerne til at kommentere markant på sager, der er under juridisk behandling.

Det er et tilsvarende problem, hvis det taktiske spil om statsministerposten efter næste valg helt overskygger, hvor de reelle politiske skillelinjer går.

Når der er så store problemer både på den blå og den røde side med på den ene side at fremstå samlet bag regeringen og på den anden side som en samlet opposition, er det i høj grad fordi de partier, som traditionelt og historisk støtter en borgerlig eller en socialdemokratisk statsminister, ikke er enige om de store udfordringer, der står foran os i dagens samfund.

Det er helt andre politiske udfordringer, der kendetegner dagens samfund end de udfordringer, der mødte de gryende demokratier i 1800-tallet og dannede grundlaget for de politiske ideologier og dermed partidannelserne.

Hvis vi analyserer de politiske holdninger i forskellige partier til helt afgørende spørgsmål som EU, klimapolitikken, den økonomiske politik, indvandring, menneskerettigheder eller udenrigs- og sikkerhedspolitikken, så vil man opdage et langt mere nuanceret mønster end en opdeling i rød og blå blok. Man vil snarere se en opdeling i en række moderate midterpartier på hver side af den imaginære midte, der trods alt er relativt tæt på hinanden, og så på den anden side partier på henholdsvis venstre- og højrefløjen. Men mønstret i den politiske debat er fastfrosset som permafrost.

Mindre fokus på kalkunjagt og taktik og mere på det politiske indhold og de store udfordringer i Danmark og ude i verden vil gavne folkestyret og måske endda føre til et politisk tøvejr og forår. Samtidig vil det konsolidere magtfordelingen og dermed vores retsstat, hvis de klassiske ”embedsmandsdyder” bliver respekteret og knæsat, så ingen kan betvivle, at embedsmændene er lige loyale over for den til enhver tid siddende regering, og de ikke presses til at indtage en politisk rolle. ■

 

Det vil konsolidere magtfordelingen og dermed vores retsstat, hvis de klassiske ”embedsmandsdyder” bliver respekteret og knæsat, så ingen kan betvivle, at embedsmændene er lige loyale over for den til enhver tid siddende regering
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland