Lars Bangert Struwe: Vi kan fra nu af og i al fremtid diskutere, hvem der har skylden for, at man først nu ser realiteterne i øjnene, men dansk forsvar er ikke stærkt nok

30.11.2021

I disse dage meddeler Forsvaret, at det ikke kan nå de mål, som forsvarsforliget har opsat. Vi er ikke længere en troværdig samarbejds-partner i NATO. Det er et problem ikke kun for forsvarsministeren og udenrigsministeren, men i lige så høj grad for statsministeren, der på det kommende NATO-topmøde i Madrid i 2022 må se frem til, at vore allierede ikke længere lytter til os, men skælder os ud, og spørger om vi ikke har forstået alvoren af den nye stormagtskonflikt.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Lars Bangert Struwe

Forsvarschefen har i 2021 haft to meget bemærkelsesværdige udtalelser, som har medført en vis rumlen, men som ikke på nuværende tidspunkt har medført politiske tiltag. Første meddelte forsvarschefen i Olfi, at forsvaret ikke kan forsvare Danmark. Det skete i februar 2021. I november 2021 meddelte forsvarschefen i en pressemeddelelse, at forsvaret ikke kan leve op til fem centrale punkter i forsvarsforliget. Det gør, at Danmark ikke kan leve op til sine forpligtelser i forhold til vores alliance NATO. Ordet katastrofalt er mest rammende for den situation. Vi kan fra nu af og i al fremtid diskutere, hvem der har skylden for, at man først nu ser realiteterne i øjnene, men dansk forsvar er ikke stærkt nok at forsvare Danmark eller deltage i krig med en symetrisk modstander.

I dag bruger Danmark ca. 26 mia. kr. ud af statens samlede budget på ca. 1.240 mia. kr. Disse ca. 26 mia. skal forøges med ca. 15 mia. kr. om året for, at Danmark når det niveau vi har aftalt med vore allierede. Det er mange penge i sig selv, men reelt få i hele statsbudgettet. Imidlertid bliver det svært at nå dette mål.

Enhver politiker må afveje sikkerhed og velstand i sin brug af midler. Skal midlerne bruges på velfærd, COVID-19-relaterede udgifter eller forsvar? Det seneste NATO Defence Planning Capability Review 2019/2020 bestod vi med nød og næppe, og nu viser forsvarschefens pressemeddelelse, at vi på centrale punkter ikke kan bestå reviewet. Danmark bliver næppe smidt ud af NATO for ikke at bruge de rette midler, men vi får helt sikkert tæsk for det, og vi er nu i en situation, hvor centrale NATO-stater anser os for upålidelige. Det er et problem ikke kun for forsvarsministeren og udenrigsministeren, men i lige så høj grad for statsministeren, der på det kommende NATO-topmøde i Madrid i 2022 må se frem til, at vore allierede ikke længere lytter til os, men skælder os ud, og spørger om vi ikke har forstået alvoren af den nye stormagtskonflikt.

 

I 2014 havde vi Krim-krisen, men forsvarsforliget fortsatte uden ændringer. Det betød, at man ikke stoppede besparelserne, men fortsatte dem
_______

 

Danmark har en tradition for ret bredde og ret lange forsvarsforlig. Det er et problem i disse dage. Verden udvikler sig så hurtigt, at en ramme på 4-6 år ikke er forsvarligt. I 2014 havde vi Krim-krisen, men forsvarsforliget fortsatte uden ændringer. Det betød, at man ikke stoppede besparelserne, men fortsatte dem. På trods af, at man på NATO-topmødet i Wales aftalte, at man skulle øge udgifterne. Alligevel – på trods af såvel den ændrede sikkerhedspolitiske situation og løfterne i Wales – fortsatte vi i Danmark som om, intet var hent. Det var ret svært som ansat i Forsvarsministeriet at forsvare det over for vore allierede, kan jeg godt sige i dag.

Et nyt forsvarsforlig blev indgået med virkning fra 2018 til 2023. Men endnu engang er situationen en anden end da man skabte forliget. Rusland har endnu engang skabt røre langs Europas grænser, Kina er i dag en udfordring, og vi er alle usikre på USA’s engagement i Europa. Denne stormagtskonflikt kræver markante handlinger. De nye udfordringer er, at man i NATO nu taler helt klart om, at man skal kunne forsvare sig selv som stat. Diskussionen handler om artikel 3 i NATO-traktaten. NATO’s medlemsstater skal være stærke nok til et vist forsvar – diskussionen er, hvordan man måler det – men i NATO-terminologi handler det om resiliens.

Det er et markant andet udgangspunkt for opstilling af alliancens medlemsstaters forsvar end for blot få år siden. I tilfælde af en krise i Europa, er Danmark opmarchområde for bl.a amerikanske styrker, og dette område skal vi kunne sikre. Sandheden er imidlertid, at en meget stor del af forsvaret af dansk territorium i tilfælde af krig ikke vil ske med midler fra Hæren, men er overladt til Hjemmeværnet. Vi har ikke noget jord til luft-forsvar i nævneværdig grad og antallet af kampfly er meget lavt. Samlet set ser det ringe ud.

Forsvaret har brug for ro, så man kan se fremad og investere i reelle kampkapaciteter. Disse skal være tilpasset nutidens og fremtidens krav om et forsvar, der kan kæmpe imod ligeværdige modstandere. Det kræver en markant nytænkning, hvor ”lean and mean” ikke er nok. Der bliver brug for større enheder, der kan tage tab på kamppladsen. Samtidigt er der brug for et forsvar, der kan tilpasse sig hurtige forandringer såvel teknologisk som opgavemæssigt. En tanke om en rammeinvestering i form af et forsvarsforlig, der lever op til NATO’s krav og en ramme på ti år bør overvejes, men – som så tilpasses forsvaret løbende, er en mulighed. Udgangspunktet skal ikke være eksisterende kapaciteter, men de krigsopgaver, som forsvaret kan komme til at stå over for. Med andre ord, skal opgaverne – krig – og ikke hvad vi har af udstyr nu, forme fremtidens forsvar.

Situationen kræver brug af kapital fra statsministerens side. Mette Frederiksen har nu flere gange understreget vigtigheden og forrangen af det transatlantiske forhold og ikke mindst NATO. Det kræver brug af statsministerens personlige kapital over for Finansministeriet, der skal forstå, at udenrigspolitik og forsvarspolitik skal prioriteres. Det kræver kapital at styrke forsvaret, og der er brug for mange midler.

 

Rusland har endnu engang skabt røre langs Europas grænser, Kina er i dag en udfordring, og vi er alle usikre på USA’s engagement i Europa. Denne stormagtskonflikt kræver markante handlinger
_______

 

Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen besøger danske soldater på Tapa Army Base i Estland, 11. september 2020. [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]