Lars Bangert Struwe i RÆSON SØNDAG: Vi havde erfaringen men valgte uvidenheden i Afghanistan
29.08.2021
Et centralt problem i diskussionen om Afghanistan er, at vi ikke har fået opbygget en levedygtig stat. Årsagerne hertil er mange, men en af de allervigtigste er, at de amerikanske politikere både i Afghanistan og i Irak afviste at planlægge, hvad man skulle efter at have nedkæmpet fjenden – man var bevidst dårligt forberedt.
Lars Bangert Struwe i RÆSON SØNDAG
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. Sidste Søndag: Uffe Gardel: Biden stak af fra USA’s ansvar.
VI STÅR NU UNDRENDE tilbage og ser et Afghanistan overladt til Taliban. Kunne vi have gjort noget andet? Kunne vi have været bedre forberedt – eller hurtigere have opbygget viden? Svaret er efter min mening ja. Allerede i 2001 eksisterede der en masse viden om, hvordan man fejler i den type operation, og hvordan man kunne sikre en tilgang, der måske kunne føre til succes. Den byggede på dyrekøbte erfaringer fra 2. Verdenskrig og fra revolutioner, borgerkrige og løsrivelsesbevægelser, som verden har set rigeligt til i hele det 20. århundrede. En del af den militære ledelse og planlæggere kendte til disse erfaringer, men man valgte fra den øverste militære og særligt politiske ledelse at tilsidesætte disse erfaringer.
Da man i USA i 2003 forberedte invasionen af Irak, havde man allerede dyrekøbte erfaringer fra Afghanistan
_______
Fortidens læresætninger
I september 2001 burde man have studeret de allieredes planlægning af overtagelse af kontrollen med Tyskland efter det nazistiske styrers sammenbrud. Denne planlægning skete i rammen af operationerne RANKIN, TALISMAN og den endelige version af operationen: Operation ECLIPSE. Denne operation viste, at man havde behov for store styrker til at besætte landet, så man kunne sikre en fredelig ordensbaseret transformation fra det nedbrudte Nazi-Tyskland til et demokratisk Tyskland. Der fandtes med andre ord en model, man kunne have brugt for at overtage kontrollen med en stat, der var nedkæmpet.
Et af de helt centrale problemer i 2001 var, at man meget hurtigt iværksatte en operation, der skulle ramme Al-Qaeda og dets beskyttere i Afghanistan, Taliban. Det gjorde, at man havde meget kort tid til at indhente oplysninger, der kunne bruges i operationerne. Et endnu mere komprimeret tidsforløb var interventionen i Libyen i 2011.
Blandt de allierede planlagde man ikke blot invasionen af Europa, men også hvad man skulle gøre, når kamphandlingerne var ophørt. I USA planlagde man hele den civile struktur, som skulle opbygges i det besatte Tyskland efter den nazistiske overgivelse. Man opbyggede bl.a. State-War-Navy Coordinating Committee (SWNCC), der skulle overveje efterkrigspolitikken. SWNCC blev til dels forløberen til det nationale sikkerhedsråd. I maj 1945 udstedte man JCS 1067, der endeligt blev godkendt i oktober 1945. Det var ordren til general Eisenhower, der beskrev, hvordan man skulle agere og styre det besatte Tyskland. Man indså, at det ville kræve store styrker, der – spredt ud over hele Tyskland – skulle sikre freden og en fredelig demokratisk udvikling.
Helt basalt set forberedte man sig med Operation ECLIPSE på, hvordan man skulle overtage kontrollen med Tyskland og dets besatte områder, herunder Danmark. Derved undgik man de sammenbrud, vi har set i Afghanistan, Irak og Libyen. Lederen af de Frie Franske styrker, general Charles de Gaulle, skulle i øvrigt have afvist, at Operation ECLIPSE også skulle omfatte Frankrig. De Gaulle og franskmændene mente, at de selv kunne opstille en administration, der kunne overtage efter tyskerne.
Da man i USA i 2003 forberedte invasionen af Irak, havde man allerede dyrekøbte erfaringer fra Afghanistan. I en høring den 25. februar 2003 meddelte general Erik K. Shinseki, der var chef for hæren, over for US Senate Armed Services Committee, at man, når kamphandlingerne var overstået, havde brug for flere hundrede tusinde soldater til at sikre Irak. Det planlagde man efter i en periode, og man planlagde at lave en Operation ECLIPSE 2. Dette modsatte såvel forsvarsminister Donald Rumsfeld og hans nære rådgiver Paul Wolfowitz sig.
Politikerne og særligt forsvarsminister Donald Rumsfelt troede ret naivt, at man ikke behøvede at tænke og planlægge tiden efter ophøret af kamphandlingerne
_______
Paul Wolfowitz afviste over for House Budget Committee den 27. Februar 2003 behovet for store styrker til at besætte Irak:
“First, it is hard to conceive that it would take more forces to provide stability in a post-Saddam Iraq than it would take to conduct the war itself and to secure the surrender of Saddam’s security forces and his army – hard to imagine.” Dette var direkte i strid med de militære råd, der byggede på lang erfaring – såvel fra Operation ECLIPSE som fra Vietnamkrigen.
General Tommy Franks, der var leder af operationerne, planlagde i perioder, at man skulle besætte Irak med 250.000 mand. En markant større styrke end angrebsstyrken. Imidlertid blev dette afvist af den politiske ledelse. Fra invasionen i Irak i 2003 steg troppeniveauet fra et sted imellem 67.000 mand og 149.000 mand (afhængig af måden man tæller på) til op imod 219.000 mand i 2007. Man nåede således efter bitre erfaringer tæt op på de oprindelige styrkemål.
Der har således været en del at lære af og erfaringer at trække på, og man søgte fra dele af det amerikanske militær at iværksætte en Operation ECLIPSE 2 i Irak, men blev det nægtet fra politisk hold. Politikerne og særligt forsvarsminister Donald Rumsfelt troede ret naivt, at man ikke behøvede at tænke og planlægge tiden efter ophøret af kamphandlingerne.
Sovjetiske erfaringer
Militært burde man have nærstuderet russernes erfaringer i Afghanistan. En række sovjetiske officerers beskrivelser af kampe i Afghanistan udkom i bogen: ”The Bear Went Over the Mountain: Soviet Combat Tactics in Afghanistan” i 1998. Her kan man få en ret godforståelse af, hvad man stod over for på taktisk niveau. , Den sovjetiske generalstabs erfaringer med krigen i Afghanistan udkom på engelsk i 2002 – kort efter invasionen – i en meget læseværdig bog . Den forelå inden da på russisk. I bogen ”The Soviet-Afghan War. How a Superpower Fought and Lost” får man meget nøje beskrevet lige præcis de udfordringer, som de vestlige styrker stod over for fra 2001 og frem.
Utallige var de rapporter og bøger, der handlede om den sovjetiske krig. I 1989 deklassificerede man US Armys analyse af krigen. Den er inddelt i tre hovedanalyser, der behandler oprør, oprørsbekæmpelse og så den sovjetiske hær. Læser man rapporten i dag, så er særligt analysen af oprørsbekæmpelse, der viser de problemer, USA og dets allierede har stået over for lige siden invasionen i 2001, skræmmende.
Det er dem der skal kæmpe, dem man skal støtte, men med midler de selv behersker – altså alt andet end at opbygge en afghansk hær som et spejl af europæiske eller amerikanske styrker med deres teknologiske overlegenhed og evige flystøtte
_______
Man kunne i 2001 også have søgt andre steder. Den amerikanske tænketank RAND udgav en lang række rapporter, der var tilgængelige i 2001. På tilsvarende vis havde fx US Army War College udgivet artikler om krigen. Man havde særligt nærstuderet krigen i Afghanistan, idet man mange steder så den som en meget vigtig brik i Sovjetunionens sammenbrud.
Var man gået til militærhistorikerne eller tænketanke, så kunne man have nået at forberede sig en del på, hvad man gik ind til. Man kunne ret detaljeret læse om de lokales taktiske tilgange og fx se på, hvordan overfald på konvojer, som de danske og amerikanske styrker blev udsat for, blev opbygget i krigen imod Sovjetunionen.
Sammenbruddet i 1989 var i øvrigt ikke nær så voldsomt, som det vi ser i dag. Da Sovjetunionen trak sig ud i 1989, var Mohammad Najibullah ved magten og bibeholdt den indtil 1992, hvorefter hans styre brød sammen. Men han holdt ud i tre år uden støtte, indtil han i 1996 blev henrettet af Taliban, hvor han blev kastreret og fik sine genitalier stukket ind i munden. Nej – man kan ikke forhandle med Taliban.
Militærhistorie har tidligere været en af de fornemmeste grene inden for uddannelsen af officerer. Man har set det som en af de vigtigste måder, hvorpå en officer kunne forberede sig på krig. Dette er i høj grad ikke sket ud fra en betragtning om, hvordan man ikke skulle gentage fortidens fejl, men lære hvorfor og hvordan givne beslutninger blev taget.
Moderne scenarieopbygning bygger fx på den preussiske hærs krigsspil, der gennemspillede en række slag, og som blev brugt til at se på fremtidige slag. Ved generalstabene ansatte man dygtige officerer til at skrive værker om de lige overståede krige for at lære af dem. I USA har man den dag i dag inkorporeret dette i kommandostrukturen, så historikere følger ledelse og enheder. Men tilsyneladende afviste den politiske ledelse i USA i 2001 den viden, der var.
På befolkningens præmisser
Der findes en meget stor og rig litteratur om oprørsbekæmpelse. Både franskmænd, briter og amerikanere har skrevet bøger om at lave oprør og bekæmpe oprør. En klassiker er Lawrence of Arabias bog, ”Visdommens syv søjler”, om briternes indsats i Mellemøsten i kampen imod osmannerne under 1. Verdenskrig. Tilsvarende har David Galula skrevet om det franske forsøg på oprørsbekæmpelse i den brutale Algierkrig (1954-1962). Endeligt har amerikanerne selv analyser af Vietnamkrigen, men alligevel valgte man at være uforberedt.
I årene efter 2001 opstod nærmest en flodbølge af litteratur om oprørsbekæmpelse – Counter Insurgency COIN – og man genlæste bl.a. TE Lawrences 27 artikler om kampene i Mellemøsten. Havde man læst dem inden indsættelsen i Afghanistan, kunne de nok have hjulpet til en forståelse af oprør og oprørsbekæmpelse. Lawrence var med til at rejse beduinerne imod osmannerne (det store Osmanniske Rige gik under som en del af 1. Verdenskrig og kun Tyrkiet er tilbage i dag). Bemærkelsesværdigt er det, at det lykkedes Lawrence og andre med meget få midler at sætte Mellemøsten i flammer, og at han selv påpegede, hvor svært oprørsbekæmpelse var og er. Læren fra hans bøger er, at man skal have de lokale i fokus. Det er dem der skal kæmpe, dem man skal støtte, men med midler de selv behersker – altså alt andet end at opbygge en afghansk hær som et spejl af europæiske eller amerikanske styrker med deres teknologiske overlegenhed og evige flystøtte.
Set i bagklogskabens ulidelige lys, så skulle man have lyttet langt mere til Afghanistan-eksperterne og ikke søgt at overføre vestlige systemer til Afghanistan,
_______
En anden klassiker inden for COIN-litteraturen, som stod til rådighed i 2001, var David Galulas skrifter. Han skrev om oprør og oprørsbekæmpelse, som han havde set det i Grækenland, Indokina, Kina og ikke mindst Algeriet. Galula gjorde tjeneste i bl.a. Algeriet, hvor han udviklede sine oprørsbekæmpelsestaktiker, så der i hans sektor i Kabylien blev skabt ro og tillid mellem hans styrker og den lokale befolkning. Baseret på hans egne erfaringer og studier af oprørsbekæmpelse endte han med at opregne fire fokusområder for COIN:
1. Formålet med krigen er at opnå støtte fra befolkningen frem for kontrol over territoriet. Dette er fuldstændig i tråd med Maos paradigme om, at en guerillas forhold til lokalbefolkningen skal være som en fisk i vand.
2. Galula mente, at størstedelen af befolkningen vil være neutral i konflikten. Derfor skulle man skabe støtte fra masserne ved hjælp af et aktivt venligt mindretal. Her kunne man tænke på udviklingen af den danske modstandsbevægelses position i den danske befolkning. Man gik fra, at kun få støttede, til at man i maj 1945 havde den dominerende støtte.
3. Støtte fra befolkningen kan gå tabt, hvis ikke den ser sig beskyttet af oprørsbekæmperene. Befolkningen skal beskyttes effektivt, så den samarbejder og ikke frygter repressalier fra oprørerne.
4. Man skal gå frem område for område, så man kan nå at sikre sig, at oprørerne er væk og ikke truer befolkningen. Så skal man sætte sig fast ved at styrke og opbygge infrastruktur og etablere langsigtede relationer til befolkningen.
I 2001 var der således en masse viden – hengemt i bøger og rapporter – som kunne have hjulpet såvel politikere som militær.
Der var i 2001 få vesterlændinge med indgående kendskab til afghansk kultur, men de fandtes. I Danmark havde Klaus Ferdinand (1926-2005) på Moesgaard Museum opbygget en international anerkendt viden om Afghanistan og pashtuner. I Norge var der Fredrik Barth, og spredt ud over Vesten var der forskere på muser og universiteter med stor viden om dette fjerne land. En række af forskerne blev inddraget, særligt da USA fik en ny manual for COIN, hvor man lagde vægt på forståelsen af kultur. Set i bagklogskabens ulidelige lys, så skulle man have lyttet langt mere til Afghanistan-eksperterne og ikke søgt at overføre vestlige systemer til Afghanistan, som man i perioder gjorde.
Nu skal vi lære af Afghanistan
Så inden vi kaster os ud i den næste konflikt, bør militære planlæggere og embedsmænd sætte sig ind i fortidens erfaringer, såvel de gode som de dårlige. Militærhistorie, kulturforståelse og øvelser er de vigtigste former for erfaring, man kan fokusere på. Vi skal ikke tro, at vi kan overføre vore normer eller systemer til de steder, vi operer i. Dette skal dog ikke blive en undskyldning for fx korruption.
De politiske ledere i særligt USA valgte i 2001 og igen i 2003 at ignorere den militære og civile viden og ønskede ikke en Operation ECLIPSE 2. De ønskede ikke hundredtusinder af amerikanske soldater i Irak efter krigshandlingerne. Det er forståeligt, men man endte der alligevel.
Vi har brændt os på Afghanistan. Vi har tabt liv i Afghanistan. Vi skal lære af Afghanistan. At kaste os ind i en operation uden forberedelse er lige så kritisabelt som ikke at gøre noget, når det brænder på. Læren fra Afghanistan må ikke være, at vi ikke skal gribe ind over for brutale styrer eller terrorister, men at vi skal forberede os langt bedre på den type af intervention og se på den viden, vi faktisk har i situationen. Først derefter skal vi afveje, om vi kan gå ind og gøre noget.
Læren fra Afghanistan må ikke være, at vi ikke skal gribe ind over for brutale styrer eller terrorister, men at vi skal forberede os langt bedre
_______
Lars Bangert Struwe (f. 1968) er generalsekretær i den sikkerhedspolitiske tænketank Atlantsammenslutningen. Han er ph.d. og har bl.a. været forsker og fungerende kontorchef i forsvarsministeriet. ILLUSTRATION: En amerikansk Blackhawk helikopter affyrer skud mens den flyver over Kandahar-provinsen i det sydlige Afghanistan, 25. marts 2011. [FOTO: Peter Parks/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
