28.01.2021

For seks år siden kunne man afvise, at vi stod over for en ny Kold Krig – nu advarer Xi Jinping om en ny mellem Kina og USA. Tingene har imidlertid ændret sig, og Kold Krig dækker ikke over, den verden vi står i. I dag står vi over for et pentarki med fem stormagter, hvor demokratierne til dels vil stå over for autokratierne – en Varm Fred, der permanent vil være præget af kriser og konflikter.

Af Lars Bangert Struwe

FOR SEKS ÅR siden invaderede Rusland Krim-halvøen, og rigtig mange spurgte sig selv, om vi var på vej mod en ny Kold Krig. Det afviste jeg og andre af mine fagfæller, og dengang var analysen rigtig, men i dag ser tingene lidt anderledes ud. Gennem de seneste seks år har verden ændret sig og det gør, at præsident Joe Biden ikke kan kopiere udenrigs- og sikkerhedspolitikken fra præsident Obamas tid. Vi er på vej ind i det, vi kan kalde en ’Varm Fred’.

Vi kan nemlig ikke bruge Den Kolde Krig som en beskrivelse af situationen i dag. Xi Jinping advarer imod en ny Kold Krig i sin tale ved Davos, men ham rammer ved siden af, og er for optaget af USA kontra Kina. Under den Kolde Krig (194 –1989) havde vi to ideologier, der stod over for hinanden, og som kæmpede rent fysisk ved stedfortræderkrige i bl.a. Afrika og Asien. Der gik et jerntæppe igennem Europa, der delte hele verden i to dele.

I dag er verden delt i mange dele på tværs af kloden, og præsident Joe Biden, iklædt sin plan for at lede den demokratiske verden. I sin indsættelsestale formulerede han det som:

We will repair our alliances and engage with the world once again. Not to meet yesterday’s challenges, but today’s and tomorrow’s. We will lead not merely by the example of our power but by the power of our example. We will be a strong and trusted partner

 

[E]n reel krig imellem Kina og USA synes mindre plausibel, end den var imellem USA og Sovjetunionen. Man har endnu ikke talt sig op i den krog, som den Kolde Krig udgjorde, og i dag er man langt mere afhængige af hinanden økonomisk og ressourcemæssigt.
_______

 

Her nævnes alliance for demokrati ikke, hvilket skuffer denne forfatter, men i Bidens oplæg ‚The Power of America’s Example‛ beskriver han hvordan, han vil styrke det amerikanske demokrati, så det kan være en ledestjerne for resten af verden. Her vil Biden indbyde til et internationalt topmøde, hvor vægten skal ligge på tre forhold: 1. bekæmpe korruption, 2. forsvare imod autoritarisme, 3. fremme menneskerettigheder i egne stater og andre steder. Derved indbyder Biden til, at demokratierne skal samle sig overfor en række autokratier og diktatorer, der lige skal lære at forholde sig til de nye forhold i Det Hvide Hus.

Den nemmeste analyse af situationen er at tage de gamle lærebøger frem og udskifte Sovjetunionen med Kina. Hvis man gjorde det, ville man så kunne beskrive en bipolær verden, hvor verdens to stormagter står direkte over for hinanden, og hvor en tredje verdenskrig var lige om hjørnet. Men det er ikke tilfældet i dag. Vi mangler godt nok en masse af de kontrolmekanismer, der var til stede under Den Kolde Krig, men en reel krig imellem Kina og USA synes mindre plausibel, end den var imellem USA og Sovjetunionen. Man har endnu ikke talt sig op i den krog, som den Kolde Krig udgjorde, og i dag er man langt mere afhængige af hinanden økonomisk og ressourcemæssigt. Kina søger rent faktisk med ”Made in China 2025” til dels at komme ud af denne afhængighed (interdenpendens), men dette er ikke sket endnu.

I DAG ER KONKURRENCEN mellem stormagterne hård, men den er også differentieret. Det skyldes, at vi har mindst fem forskellige stormagter: USA, Kina, Rusland, Indien og EU. De har forskellige styrker, og lever til dels op til Kenneth Waltz (skaberen af den neorealistiske retning inden for studiet af international politisk teori) klassiske parametre til definition af en stormagt: 1. dens befolkning og territorium; 2. mængden af ressourcer i staten; 3. økonomisk kapabilitet; 4. politisk stabilitet og kompetence; samt 5. militær styrke. Imidlertid er kun USA er stærk på alle fem parametre.

De fem stormagter vil på forskellig vis kunne alliere sig varierende grupper, der over tid vil veksle. To overordnede grupper vil være demokratierne og autokratierne. Der er flere argumenter for dette. For det første har de to grupper ikke et fælles værdiset, og vil se på hinanden med meget forskellige briller, og have forskellige interesser og måder at agere på. For det andet, så er der deres geografiske fordeling. Denne gør, at EU, USA og Indien ikke har fælles grænser, og derved i alliancesammenhæng har lettere ved at bringes sammen.

 

EU er på demokratiernes side, men er ikke USA’s skødehund
_______

 

Geografien gør i øvrigt, at Rusland og Kina igennem århundreder ikke har været de bedste venner, og ikke nødvendigvis kommer tættere alliancemæssigt. Rusland og Kina har i de seneste år udvidet deres militære samarbejde. På kort sigt fungerer dette, men det er på ingen måde sikkert, at dette vil fortsætte. Dette kan blive en parameter i fremtiden. Man er typisk som stormagt ikke så glad for at være i alliance eller samarbejde med en stormagt, man deler grænse med. Lige nu er det meget lidt sandsynligt, at Putin og Rusland vil tilnærme sig Vesten, men det er usikkert, hvorvidt dette fortsætter. Særligt hvis Rusland kan se økonomiske fordele i at tilslutte sig Vesten.

I fremtiden kan der derfor opstå et rædselsscenarie for Kina, hvor de fire andre stormagter for en periode finder sammen i et forsøg på at dæmpe Kinas vækst. Vi kan meget vel i de næste par år se en kinesisk retorik, hvor man vil tale om frygten for inddæmning.

EU hverken homogen eller en stærk sikkerhedspolitisk aktør, men EU udgør en meget stærk økonomisk magt, der selv til dels søger mod at skabe en selvstændig position. I Frankrig og Tyskland har man i mange år kæmpet for at kunne udvikle EU udenrigs- og sikkerhedspolitisk, men Storbritannien spændte ofte ben. Dette benspænd er nu væk, og samtidigt har Trumps periode vist de europæiske stater, at de langt mere er overladt til sig selv. Det fremgik af von der Leyens tale til unionen i september 2020.

Stærke kræfter i EU vil derfor søge at udvikle det hen imod, hvad der kendetegner en stormagt – men med fortsatte begrænsninger. EU er på demokratiernes side, men er ikke USA’s skødehund. Man agerer selvstændigt fx i forbindelse med politikken overfor Kina, hvor EU har indgået et partnerskab, der ikke flugter den amerikanske politik over for Kina.

Indien udvikler i disse år en ny udenrigspolitik. Man har bevæget sig væk fra den neutrale og alliancefri politik til en udenrigspolitik, hvor man baserer sig på partnerskaber med flere forskellige aktører. Det betyder, at Indien indgår i et partnerskab med USA, men de allierer sig ikke med USA, bl.a. fordi de bibeholder et samarbejde med Rusland på forsvarsområdet.

En inddeling af verden i to blokke er derfor meget svært og en alt for stor forsimpling. Det spil, som præsident Joe Biden skal ind i, kommer i høj grad til at minde om den klassiske magtbalance vi så i 1700-tallet, hvor fem stormagter hele tiden søgte at balancere hinanden, og hvor stormagter kunne falde og blive afløst af andre magter. På den måde kan stater som Japan, Tyskland og en række afrikanske stater være på vej opad, mens EU eller Rusland kan være på vej nedad.

 

Igennem de seneste år har europæerne og andre vestligt orienterede magter oplevet et USA, der trak sig, og et USA, der mistede magt og anseelse. Dette skal Joe Biden nu reparere på, og det vil han gøre med sin koalition af demokratier
_______

 

I dette system, som den tyske historiker Heinz Ducchardt døbte ”Pentarkiet”, kan ingen være sig sikker, og alliancer og partnerskaber er ikke statiske. Der er fem magter, men disse skifter alliancer og partnerskaber imellem hinanden og vogter på, hvornår det kan betale sig at skifte allieret. Det vil være, hvad jeg kalder for den ’Varme Fred’. I forhold til 1700-tallet vil rummet og cyber som militære domæner dog ophæve geografien, mens truslen om atomvåben til stadighed vil begrænse risikoen for direkt krig.

Fra 1990 og 20 år frem havde vi langt hen af vejen et hegemoni, hvor USA var den eneste stormagt i verden, men det har vi set udfordret af såvel Rusland som Kina. I dag står vi overfor noget nyt og anderledes – eller meget gammelt og velkend for historikere, der vil genkende en masse træk for 1700-tallets meget ustabile magtbalancepolitik.

DEN VARME FRED er således kendetegnet ved evigt skiftende alliancer og en række kriser, der hele tiden vil skifte, og som vil påvirke mange i verden. Igennem de seneste år har europæerne og andre vestligt orienterede magter oplevet et USA, der trak sig, og et USA, der mistede magt og anseelse. Dette skal Joe Biden nu reparere på, og det vil han gøre med sin koalition af demokratier.

I NATO har Biden en stærk alliance, hvor han kan mødes med sine europæiske allierede og derved til dels alliere sig med stormagten EU. Der er et potentiale i dette samarbejde, hvor NATO og EU kan etablere en rollefordeling bl.a. i Europa, hvilket vi ser inden for fx cyber-området. Ligeledes vil præsident Joe Biden se til Asien, hvor Indien, Japan, Australien og New Zealand håber på et stærkt USA, der kan stå op imod Kina.

Vi ser lige nu skitsen til en Varm Fred, ikke den Kolde Krig, som Xi Jinping taler om. Her vil de fem stormagter balancere mod hinanden i løse alliancer, hvor vi meget vel kan se demokratierne, under ledelse af Joe Biden, sammen vil stille sig op imod de frembrusende autokratier og diktaturer rundt omkring i verden. ■

 

Vi ser lige nu skitsen til en Varm Fred, ikke den Kolde Krig, som Xi Jinping taler om
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne