Lars Arne Christensen (K): De Radikales trusler vil få lige præcis 0 komma 0 konsekvenser for Mette Frederiksen

12.11.2021


Sofie Carsten Nielsen har givet en sønderlemmende og ret præcis kritik af en socialdemokratisk mindretalsregering, der ledelsesmæssigt og demokratisk er kørt ud over kanten. Men når Radikale Venstre ikke vil – og pga. af lave meningsmålinger heller ikke kan – trække støtten i hverken denne eller næste valgperiode, så er der ikke tale om andet end tomme trusler, der intet løser.



Kommentar af Lars Arne Christensen

”REGERINGEN ER ALT for magtfuldkommen,” breaker den radikale partileder Sofie Carsten Nielsen onsdag 19.03 i bedste Mette Frederiksen-stil på sin egen Facebook-side og senere i et større Berlingske-interview.

Herefter går det over stok og sten med kritik af socialdemokratisk topstyring, ansættelse af partisoldater, slettede sms’er, manglende åbenhed, egenrådighed og behov for ny offentlighedslov samt en opfordring til, at både Socialdemokratiet og Venstre skal ind i kampen.

Jeg bliver helt forpustet, da jeg læser indlægget og tænker først, om det mon er Lars Boje Mathiesen (NB) eller Henrik Dahl (LA), der har hacket Sofie Carsten Nielsens Facebook-konto. Men der er dog den klassiske radikale krølle på indlægget, at der ikke er nogen klar konklusion på den sønderlemmende kritik. En konklusion, som ellers oplagt, er en opsigelse af rollen som støtteparti. Simpelthen at stille et mistillidsvotum.

Torsdag aften i TV2 Go’ Aften Live er det da også Sofie Carsten Nielsen og hverken Henrik Dahl eller Lars Boje, der bliver skarpt interviewet af Abdel Aziz Mahmoud. Mahmoud går ret hurtigt lige til stålet: ”Hvorfor vælter I ikke regeringen?” Hvilket efterfølges af den rene pølsesnak fra Sofie Carsten Nielsen med en svada af: ”jeg kæmper for hvad jeg har kært”, ”jeg har respekt for retsstaten” og ”jeg kæmper for grundlæggende demokratiske principper”. Men Mahmoud holder fast og til sidst svarer Sofie Carsten Nielsen, at ”vi kan ikke køre i denne rille EFTER næste valg”.

 

Vi er en del der måber over, at Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre åbenbart i denne periode fortsat gerne vil lægge stemmer til socialdemokratisk mørkelægning, manglende lovhjemmel og nepotisme
_______

 

Det er jo endelig klar tale. Vi er dog så en del der måber over, at Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre åbenbart i denne periode fortsat gerne vil lægge stemmer til socialdemokratisk mørkelægning, manglende lovhjemmel og nepotisme. Senere svarer Sofie Carsten Nielsen, at ” det ikke må foregå i FLERE valgperioder endnu”

Det er jo igen klar tale. Men vi kan hermed omvendt konstatere, at Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre åbenbart i et ikke videre beskrevet antal fremtidige valgperioder fortsat gerne vil lægge mandater til socialdemokratisk topstyring, ansættelse af partisoldater, slettede sms’er, manglende åbenhed og egenrådighed.

Sofie Carsten Nielsen vil dermed gerne give en sønderlemmende og en i mine øjne ret præcis kritik af en socialdemokratisk mindretalsregering. En mindretalsregering der ledelsesmæssigt og demokratisk er kørt ud over kanten. Ret beset giver hun også en lignende kritik af Venstre-mindretalsregeringen og den lukkethed, som førte til rigsretten mod Støjberg.

Men når Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre ikke vil trække støtten til den socialdemokratiske mindretalsregering hverken i denne eller i en næste valgperiode, så er der heller ikke nogen motivation hos statsminister Mette Frederiksen til at skabe de nødvendige forandringer hverken i den socialdemokratiske regeringsudførelse eller i offentlighedsloven. Ser vi på de seneste meningsmålinger for Radikale Venstre, som ligger lavt siden #metoo-skandalen med Morten Østergaard, så er det realpolitisk heller ikke klogt at true med at afsætte regeringen.

KONKLUSIONEN ER DERFOR KLAR: Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre har med dette udspil sat sig på den velkendte radikale høje moralske hest. Udspillet vil få lige præcis 0 komma 0 konsekvenser for den socialdemokratiske regering. Kritik af offentlighedsloven, som i mine øjne er berettiget,forpligter heller ikke Sofie Carsten Nielsen til noget som helst, fordi forliget omkring offentlighedsloven beror på enighed mellem Socialdemokratiet og Venstre.

 

Når hun har en sønderlemmende kritik af den socialdemokratiske mindretalsregering, men aktivt vælger ikke at trække tæppet væk under dem, så fremstår kritikken utroværdig
_______

 

Den helt korte konklusion er, at Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre truer regeringen med absolut ingenting. De kan reelt heller ikke true regeringen, så længe de ligger lavt i meningsmålinger. De er det, man i amerikansk politik kalder ”a lame duck”.

Og det er jo beskæmmende. For Sofie Carsten Nielsen tog på Folkemødet fat på et væsentligt emne, nemlig at politik var gået i stykker og skulle repareres. At vi skulle etablere tilliden til politik og politikerne igen. Men for for min del så er dette udspil fra Sofie Carsten Nielsen absolut ikke med til at genetablere tillid til politikere.

Når hun og Radikale Venstre har en sønderlemmende kritik af den socialdemokratiske mindretalsregering, men aktivt vælger ikke at trække tæppet væk under dem, hverken i denne eller i fremtidige valgperioder, så fremstår kritikken utroværdig. Så er Sofie Carsten Nielsen netop med til at gøde mistilliden mod politikerne.

Jeg er dog grundlæggende enig i den fremførte kritik, så jeg ser bestemt frem til en mulig episode to i en fremtidig række af regeringskritiske udspil fra Radikale Venstre. Jeg håber dog bare, at det er bedre gennemtænkt. Der er behov for aktivt modspil til den egenrådige socialdemokratiske regering, og der er stor interesse i den borgerlige lejr for at gøre noget, fremfor – som Radikale Venstre gør her – at råbe op og reelt gøre ingenting. ■

 

Den helt korte konklusion er, at Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre truer regeringen med absolut ingenting
_______

 

Lars Arne Christensen (f. 1965) er borgerlig debattør og tidligere folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Nordsjælland, cand.scient. i datalogi og matematik, HD i finansiering og Executive MBA. Desuden partner i ScienceJob, Business Angel. ILLUSTRATIONER: Sofie Carsten Nielsen (RV) under spørgetime med statsminister Mette Frederiksen (S) i Folketingssalen på Christiansborg i København, d. 9. november 2021. [Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]