Kristian Westfall: Vi bør elske professionelle politikere frem for at glorificere amatørerne

22.03.2021

At være politiker er en metier, et fag og en professionel levevej. Det bør anerkendes, selvom vi danskere tilsyneladende har svært ved at acceptere det. I stedet elsker vi amatøren. Men det bør vi stoppe med. Dem, der begræder, at der er langt mellem de lange erhvervserfaringer blandt politikerne i dag, har på flere punkter taget fejl af det moderne demokrati. Thyra Frank er hendes hårde medfart til trods et kerneeksempel.

Kommentar af Kristian Westfall

GRUNDLÆGGENDE SKAL VI være glade for, at de fleste politikere professionelt spiller spillet på Christiansborg og i medierne og ikke insisterer på at gribe sit ansvar an som en politisk fumlegænger. Det modsatte synspunkt er ellers nemt at finde ytret mange steder – ikke mindst på sociale medier. Som erhvervsinvestor Mark Kaa Andersen skrev på LinkedIn i sidste uge:

“En mand, der stort set ingen erhvervserfaring har, vurderer at alle må gå i udvalgsvarebutikker på 10.000 m2, men at et Bycenter på 7.000 m2 simpelthen ikke må åbne… Der skal et lovkrav på bordet om at alle siddende i Regeringen skal have X års erhvervserfaring eller X års erhvervspraktik, så de ved hvor skadelige de selv er over for deres lands erhvervsliv, når tåbeligheder som det her kommer på bordet!!!”

Opslaget fik mere end 500 likes, og budskabet var klart: Hvordan kan erhvervsminister Simon Kollerup træffe en god beslutning for dansk erhvervsliv, når han nærmest er gået direkte fra studiet som cand.scient.pol til en parlamentarisk karriere og for nuværende som minister?

Det er bare ét eksempel, men det er ikke svært at finde lignende ytringer i pressen og på de sociale medier. Samtidig er det nemt at finde hyldest til politikere, der har et fag eller erhvervsfaglige erfaringer med sig som ringbrynje mod at være professionel politiker. Kort eller ingen erhvervserfaring er tilsyneladende blevet diskvalificerende for at være en god politiker. Også iværksætteren Martin Thorborg har været ude med lignende budskab.

Det er selvfølgelig ikke diskvalificerende at have et langt erhvervs-CV, når man går ind i politik, men det modsatte bør heller ikke være tilfældet.

 

Det er selvfølgelig ikke diskvalificerende at have et langt erhvervs-CV, når man går ind i politik, men det modsatte bør heller ikke være tilfældet
_______

 

Et forunderligt paradoks
Vi har dermed et forunderligt paradoks, hvor professionalisme hyldes i samfundet, men bliver nedgjort på Christiansborg. Vi elsker tilsyneladende Klods-Hans(ine), der kommer ridende på sin gedebuk og får prinsessen og den halve centraladministration, selv om hans dilettanteri risikerer at banke et ministerium i bund med dårlige beslutninger.

Og vi miskender hende eller ham, der har tilegnet sig en politisk tæft, og med egen krop og sind har trænet den professionelle politiker, der træffer beslutninger, der er mere komplekse end et svendebrev eller en enstrenget erhvervskarriere kan rumme.

At der er folkelig vælgerkapital i at have haft ‘et rigtigt´ arbejde eller en lang karriere uden for Christiansborg ved de fleste politikere og mange benytter sig af det. Et af de mest kendte eksempler er vel Pia Kjærsgaard, der vistnok havde en periode som hjemmehjælper i Gentofte for 35 år siden, hvilket har været et folkeligt og fagligt adelsmærke lige siden – selvom hun har tilhørt magteliten de seneste mange, mange år.

Og der er helt sikkert flere i Danmark, der ved at tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt i sine meget unge år har arbejdet i bistroen i Bilka, end at hun er datter af en kontorchef og en lektor, og at bistroen er det tætteste hun har været på et almindeligt arbejde.

Folketingets formand Henrik Dam Kristensen betegnes stadig som landpost, når han beskrives i presse, og der er ikke langt fra Folketingets talerstol til håndbajeren må man forstå.

 

Men professionelle meningsmaskiner med politisk boldøje er klart at foretrække frem for politiske amatører med både læreplads og bestyrelsespost på CV’et
_______

 

Samtidig med at de folkevalgte skruer op for erhvervserfaringen, skruer de ned for hvor politisk kloge, de egentlig er. At man fx er opvokset med ungdomspolitik anses ikke som en styrke. Det må siges at være en ejendommelig tendens, når nu man faktisk er professionel politiker. At være ’professionel politiker’ er bare ikke en hædersbevisning et medlem af Folketinget er interesseret i at modtage. Det til trods for at modsætningen – en amatør – i alle andre af livets henseender også er en kedelig sviner.

Men professionelle meningsmaskiner med politisk boldøje er klart at foretrække frem for politiske amatører med både læreplads og bestyrelsespost på CV’et. Og det er der som minimum tre gode grunde til:

1: Amatører opnår ikke indflydelse
Er man en god politiker, hvis man kan tale lige ind i hjertet på vælgerne, men går fra ethvert forlig med håret i postkassen og dårlig aftale? Nej, så er man en amatør, der lægger sit fokus forkert, for politik handler om at få indflydelse.

Lad os tage et godt amatør-eksempel, der også blev omtalt intenst i sidste uge. Her kom TV2 med en længere artikel om tidligere bestyrer af plejehjemmet Lotte og ikke mindst tidligere ældreminister Thyra Franks (LA) ministertid med angst og ondt maven.

Ingen tvivl om at Thyra Frank er en kapacitet på sit felt, når det handler om et værdigt ældreliv og omsorg. Men det er nok de færreste, der vil betegne det som en succes, da hun blev hevet ind i et ministerium som politisk ansvarlig.

Vinklen på artiklen er stærkt på, hvor hårdt det var for Thyra Frank, og det er da heller ikke en sjov kultur at komme ind i, hvis man ikke er trænet i det. Og det gik heller ikke godt. Synd for hende personligt, men da mindst lige så synd for de vælgere, der går op i livskvalitet blandt vores ældre medborgere. For hun satte med sin amatørisme sig selv uden for indflydelse, og indflydelse er jo netop, hvad politik handler om.

 

Ingen tvivl om at Thyra Frank er en kapacitet på sit felt, når det handler om et værdigt ældreliv og omsorg. Men det er nok de færreste, der vil betegne det som en succes, da hun blev hevet ind i et ministerium som politisk ansvarlig
_______

 

2: Amatører samarbejder dårligt med politiske modstandere
Hvis dine politiske holdninger er med dig overalt, sidder uden på tøjet og du ikke kan relatere til andre mennesker uden for din vidensboble, er du en amatør, der ikke kan forholde sig professionelt til modstand og saglige argumenter. Og i mine øjne en dårlig politiker.

Politikere fra forskellige partier er ikke politiske fjender, men modstandere, der forfægter hver sit synspunkt. Men de fleste har gode relationer til hinanden, og kan dermed arbejde sammen. Og sammen opnå resultater. Uden for Christiansborg er det positivt at kunne forholde sig professionelt til en sag. Det samme bør hyldes inden for murene.

3: Amatører har svært ved at blive klogere
Jeg er blevet klogere’. Sådan lyder det sommetider fra politikere, og politik er (også) at justere på sine synspunkter. Nogle vil sikkert mene, at det ikke sker ofte nok, men det sker endnu sjældnere for den politiske amatør. Og det er fordi, det gør ondt. For det kræver hårdhed og kynisme at ændre på sine holdninger og rettesnore – og sommetider grundlæggende værdier. Men verden ændrer sig og dermed nogle gange forudsætningerne for ellers bærende synspunkter.

En professionel politiker kan justere, det kan en amatør ikke. Grundlæggende ligger forklaringen i udtrykket: ’Den glade amatør’. En amatør gør nemlig det umiddelbare, der falder nemmest. Det du ikke skal bruge meget energi og fokus på at gøre. Det der holder mig fra ubehageligheder.

En professionel politiker (eller tennisspiller, balletdanser, bestyrelsesformand, etc.) derimod besidder ens vis masochisme, der gør at man kan rykke i sin udvikling. Også selvom det gør ondt. ’Den glade amatør’ er netop ikke tynget af den svære intellektuelle kunst at blive klogere.

Som overordnet eksempel på den amatøristiske tendens er, at man stiller ultimative krav. Nærmest en ny-klassiker i dansk politik. Man er måske ikke en gennemført amatør ved ultimative krav, men det er i hvert fald en amatør-agtig tilgang. For man er altid tvunget til at justere i en forhandling. Enten i holdninger eller i omstændigheder.

En professionel politiker er derfor klart at foretrække i en verden, hvor ellers bastante taksonomier ændres hurtigere end nogensinde.

 

Man er måske ikke en gennemført amatør ved ultimative krav, men det er i hvert fald en amatør-agtig tilgang. For man er altid tvunget til at justere i en forhandling. Enten i holdninger eller i omstændigheder
_______

 

Både hjerne og hjerte tæller i politik
De allerbedste politikere har hele pakken: De kan tale til hjertet hos vælgeren, lave politik med hjernen og justere på deres synspunkter, når det er nødvendigt.

Og selvfølgelig er modsætningen mellem amatøren og den professionelle hårdt skåret op. Der er flere eksempler på politiske nybegyndere, der er kommet godt ind på Christiansborg, fx Tommy Ahlers (V) og Stinus Lindgren (RV). Min påstand er dog, at de har taget det politiske på sig som en professionel, og derfor er lykkedes. Dem, der ikke gør, forlader dansk politik.

Selvom erhvervserfaring er fint at have med, vil det være ekstremt problematisk for demokratiet, hvis man de facto krævede erhvervserfaring fra de folkevalgte. En kæmpe befolkningsgruppe ville blive afskåret fra at deltage aktivt i vores folkestyre uden fornuftig grund.

Men et sådan krav har heller ingen gang på jord, selv om mange umiddelbart ytrer sig positivt herom. I Grundloven § 30, stk. 1 står der: Valgbar til folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af folketinget.

Der skal altså en Grundlovsændring til af Folketinget, der må siges at være ekstrem usandsynlig. Lad os derfor – indtil et rabiat flertal ændrer Grundloven – erkende at den professionelle politiker findes, og at politiske amatører er velkomne i demokratiet, men at politik er et hårdt tillært håndværk, der ikke bør ringeagtes. ◼

 

En professionel politiker er derfor klart at foretrække i en verden, hvor ellers bastante taksonomier ændres hurtigere end nogensinde

_______

 

Kristian Westfall (f. 1979) er selvstændig kommunikationsrådgiver og underviser med speciale inden for politik og medier. Opgaverne bevæger sig i spændingsfeltet mellem politik, organisation og samfund. Han er BA i filosofi og Cand.soc. i politisk kommunikation og ledelse. Se westfallkom.dkfor yderligere. ILLUSTRATION: Erhvervsminister Simon Kollerup (v) og finansminister Nicolai Wammen (h) til pressemøde om nye initiativer på det økonomiske område, 18. marts 2020 [Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix]