Klimaprofessor Peter Stott om COP26 i Glasgow: Jeg er endnu mere optimistisk, end jeg var i Paris

23.06.2021

„Parisaftalen var en start, men den reducering af udledning af drivhusgasser, som landene forpligtede sig på, var ikke nok. Til gengæld aftalte landene også at øge deres ambitioner. Derfor er klimatopmødet i Glasgow senere i år vigtigt, for det er her, landene skal fremlægge de øgede ambitioner.‟

Interview af Albert Søgaard Thomsen

Gennem årene har det internationale samfund kæmpet med at blive enige om, hvilke nationer der skal gå i front og tage det største læs i kampen mod en af tidens største udfordringer: klimaforandringer. Mens udviklingslandene har kritiseret Vesten for at nøle, har Vesten argumenteret for, at udviklingslandene også skal med i kampen.

Det internationale samfunds evne til at løse klimaforandringerne har været betvivlet og kritiseret. Fra Kyoto-protokollen over det fejlede klimatopmøde i København i 2009 til Parisaftalen, der blev lavet i 2015 og blev kritiseret for blot at være intentionel og symbolsk.

Forud for det kommende klimatopmøde – COP26 – i Glasgow til november, har RÆSON talt med professor Peter Stott. Han forsker i menneskeskabte og naturlige klimaforandringer og har arbejdet for FN’s klimapanel. Gennem årene har han fulgt klimatopmøderne, og hvor han før har været modløs, er han nu optimistisk, når det kommer til det internationale samfunds evne til at håndtere udfordringerne.

Dette er anden del i interviewserien med klimaprofessor Peter Stott. Første del: Når vi ser succes med klimaforhandlinger, så er det fordi, de involverede politikere er helt sikre på, at de har befolkningen i ryggen.

RÆSON: Vi begynder Parisaftalen har været kritiseret for at være symbolsk og alene intentioner. Du kaldte det dog en banebrydende aftale på din blog, hvor du skrev: “Det føltes som om, at den politiske vilje endelig var der til at handle på klimaforandringerne.” Hvorfor havde du så positiv en reaktion dengang?
STOTT: Parisaftalen var bundet op på et meget konkret mål, som var at holde den globale gennemsnitlige temperaturstigning på godt under to grader celsius sammenlignet med præindustriel tid, mens man ville forsøge at holde temperaturstigningen på under 1,5 grader. I sig selv var det et ambitiøst mål, fordi den globale gennemsnitstemperatur allerede er steget mere end én grad celsius. Samtidig gav aftalen for første gang en ramme for at nedbringe udledningen. Desuden handlede det også om, at alle nationer verden over var involveret i bestræbelserne.

Men en anden grund var, at der var indbygget en mekanisme i aftalen for at nå det ambitiøse mål; den stigende ambition, som blev bygget ind i aftalen.

Parisaftalen var en start, men den reducering af udledning af drivhusgasser, som landene forpligtede sig på, var ikke nok. Til gengæld aftalte landene også at øge deres ambitioner. Derfor er klimatopmødet i Glasgow senere i år vigtigt, for det er her, landene skal fremlægge de øgede ambitioner.

 

Lande som Kina er i dag meget engageret, hvilket ikke nødvendigvis var tilfældet før Parisaftalen. Så derfor er den internationale ramme i dag mere favorabel
_______

 

RÆSON: Siden Parisaftalen lader det ikke til, at der er nogen lande, der for alvor har øget deres ambitioner eller levet op til Parisaftalen. Har dit indtryk af aftalen ændret sig?
STOTT: Det vil jeg faktisk erklære mig uenig i. Jeg er stadig meget optimistisk, og den opfattelse, er jeg overbevist om, at mange af mine forskerkollegaer deler. For situationen ændrer sig hurtigt i mange lande.

Landene kommer med målsætninger om at nå nettonuludledning, og oveni det kommer de med delmål. Fx er der i Storbritannien et ambitiøst delmål om en reduceret udledning i 2035.

Samtidig er situationen i USA meget mere positiv nu, end den var under Donald Trump. Biden-administrationen har ret stærke ambitioner i forhold til at reducere udledningen, og der er tegn på, at mange industrier hopper med på ambitionen om nettonuludledning.

Coronapandemien har demonstreret for os alle, at vi kan skabe store forandringer. Da pandemien startede, var vi nødt til at træffe store beslutninger, og det viser, at vi også kan tage store beslutninger, når det kommer til klimaforandringerne. Men sammenlignet med tidligere præsidentskaber i USA, så er min grund til optimisme i dag i højere grad betinget af den internationale kontekst. Lande som Kina er i dag meget engageret, hvilket ikke nødvendigvis var tilfældet før Parisaftalen. Så derfor er den internationale ramme i dag mere favorabel, end den fx var under Obama-administrationen.

Men selvfølgelig er der meget mere at gøre. Mødet i Glasgow er meget vigtigt, og vi må se, hvordan det ender, men jeg er endnu mere optimistisk, end jeg var i Paris.  

RÆSON: Har du eksempler på nogen specifikke, internationale initiativer, som gør dig så optimistisk?
STOTT: Dét, jeg hovedsageligt vil pege på, er den meget udbredt accept af, at vi sammen er nødt til at arbejde os hen mod målet om nettonuludledning. Og lande over hele verden arbejder på at sikre sig, at deres egne nationale mål er på linje hermed. Derfor begynder de lande, der falder bagud, at være dem, der er ude af trit med tiden.

 

Dog har klimaforandringernes negative konsekvenser vist sig meget tydeligt de senere år, og det er også min grund til optimisme
_______

 

FN’s klimapanel er jo et internationalt initiativ. Det involverer forskere fra hele verden, som arbejder sammen, deler viden og ekspertise. Og den rådgivning tages meget seriøst af FN’s klimakonvention.  Det viser, at der er meget enighed i det internationale politiske miljø om at tage videnskaben seriøst. Det er et godt eksempel på internationalt samarbejde.

RÆSON: Er det ikke problematisk, at vi har en struktur i det internationale samfund, hvor nogle har vetoret i sikkerhedsrådet, ligesom det er næsten umuligtat få alle lande til at være enige. Er det ikke næsten umuligt at blive enige om de omfattende handlinger, som vi er nødt til at tage over for klimaforandringerne?
STOTT: Det er selvfølgelig ikke ligetil at opnå international konsensus. Vi har set forhandlingerne gennem årene, hvor det har krævet en stor indsats for landene at blive enige trods deres individuelle, nationale situationer. Dog har klimaforandringernes negative konsekvenser vist sig meget tydeligt de senere år, og det er også min grund til optimisme.

Hvis jeg skal være ærlig, er det lidt ligegyldigt, hvilket land du kigger på. Hvis vi fx kigger på Kina, så er der markante trusler i form af tørke og oversvømmelse, som anerkendes af kinesiske forskere og af regeringen. Kina tager de her trusler meget seriøst og ved, at den eneste måde at håndtere truslerne på er at være en del af de globale aftaler.

Så jo, der er potentielt nationale spændinger for alle lande i forhold til deres egen befolkning. Men forskellen er, at de også alle sammen nu ved, at klimaforandringerne medfører markante trusler. Jeg tror, det hjælper dem til at opnå konsensus trods deres forskelligheder, og jeg tror, den store trussel fra klimaforandringerne hjælper med at fremme den konsensus. ■

 

Kina tager de her trusler meget seriøst og ved, at den eneste måde at håndtere truslerne på er at være en del af de globale aftaler
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland