Klimaforsker Peter Stott: Når vi ser succes med klimaforhandlinger, så er det fordi, de involverede politikere er helt sikre på, at de har befolkningen i ryggen
17.06.2021
”Påstandene, som klimaskeptikerne plejede at sætte sin lid til, er i så høj grad blevet bortkastet, at det gør mindre indtryk. I nogle tilfælde er de begyndt at skifte standpunkt og falde tilbage på håbløshedsargumentet. Så vil de fx sige, at Paris-aftalen fra 2015 ikke vil gøre den store forskel, selvom den er et vigtigt skridt fremad. Men de her skiftende standpunkter tror jeg bevidner om, at de har langt mindre indflydelse i dag, end de plejede at have.”
Interview af Albert Søgaard Thomsen
Forud for klimatopmødet i Glasgow til november, COP26, har den amerikanske præsident Joe Biden holdt klimatopmøde med 40 af verdens ledere. Klimadagsordenen tages i dag seriøst af ledere verden over, men det har krævet meget af aktivister og forskere at overbevise verdenen om, at klimaforandringerne var en reel trussel.
Professor Peter Stott er ekspert i menneskeskabte og naturlige klimaforandringer og har længe været en af verdens førende forskere på området. Han har blandt andet arbejdet for FN’s klimapanel og har deltaget i utallige klimadebatter og -topmøder.
Den klimagate-hændelse, som jeg nævnte før, skete i opløbet til klimatopmødet i København. På vildledende vis skabte den en offentlig opfattelse af, at der var et problem med klimaforskningen
_______
Til november udkommer hans bog ’Hot Air’, hvor han giver et indblik i sit arbejde som klimaforsker for at overbevise omverdenen om, at klimaforandringerne bør tages seriøst. Han fortæller i bogen om udfordringerne med klimaskeptikere, der ifølge ham i mange år fik for meget taletid i medierne og havde stor succes med at skabe en opfattelse af tvivl omkring videnskaben.
RÆSON har talt med ham om klimavidenskabens kamp for at blive taget seriøst, de fejlende klimatopmøder, klimaskeptikere og vigtigheden i at kommunikere budskabet om klimaforandringer ud, så befolkningen forstår det.
RÆSON: Din bog, Hot Air, der udkommer snart, handler om klimaskeptikere. Kan du starte ud med at uddybe, hvad der karakteriserer en klimaskeptiker?
STOTT: At være skeptisk er, hvad en god videnskabsmand er, men det der ofte er blevet kaldt klimaskepsis, er i virkeligheden en form for klimaforandringsbenægtelse, fordi de nægter at acceptere den videnskabelige proces. De bruger cherrypicking af data, som betyder at de vælger den data, der passer til dét narrativ, de prøver at konstruere. Der er også eksempler på, at de laver dårlig videnskab udgivet i en eller to temmelig tvivlsomme videnskabelige tidsskrifter, og så promoverer de den dårlige videnskab for at støtte narrativet om, at klimaet ikke forandrer sig.
Fx var der en klimagate-hændelse, – ud af mange – hvor Phil Jones [professor i klimatologi, red.] fra University of East Anglia, blev angrebet, fordi de ord, han havde brugt i nogle emails, blev forvrænget med det formål at nedgøre hans videnskabelige processer.
Et andet aspekt af klimaforandringsbenægtelse er at angribe forskere for at skabe et billede af, at der er en stor konspiration i gang bag kulisserne. Det var også en del af motivationen bag min bog.
RÆSON: I din blog har du skrevet en kritik af COP-mødet, der foregik i København, hvor du bl.a. skrev, at det længeventede topmøde fejlede, bl.a. fordi klimaskeptikerne havde en fremtræden plads i medierne. Kan du uddybe den pointe om klimaskeptikernes rolle. Hvorfor havde de del i, at topmødet fejlede?
STOTT: Den klimagate-hændelse, som jeg nævnte før, skete i opløbet til klimatopmødet i København. På vildledende vis skabte den en offentlig opfattelse af, at der var et problem med klimaforskningen. Selvfølgelig fejlede topmødet på grund af en lang række årsager, og man kan selvfølgelig ikke direkte forklare det fejlede klimatopmøde i København med klimagate-hændelsen. Men der var på det tidspunkt en ret udbredt bevægelse, der tvivlede på både videnskaben og nødvendigheden af at tage de ønskede skridt.
Med flere hændelser med ekstremt vejr, hvor flere og flere bliver påvirket af brande og oversvømmelser, bliver befolkningen overbeviste om, at vejret ændrer sig, og at de er blevet direkte påvirket af klimaforandringerne
_______
Så der var en atmosfære omkring klimatopmødet, som ikke var hjælpsom eller befordrende. Og igen, jeg tror ikke, det er muligt at drage en entydig forbindelse mellem den offentlige opfattelse og det fejlende klimatopmøde. Men jeg tror, at når vi ser succes med klimaforhandlinger, så er det fordi, de involverede politikere er helt sikre på, at de har befolkningen i ryggen.
RÆSON: Så når der spreder sig en atmosfære af klimaskepsis i befolkningen, så følger politikerne med?
STOTT: Ja, jeg tror, at politikerne skal træffe nogle meget svære valg for at håndtere et globalt problem som klimaforandringer, der har langsigtede konsekvenser. Men normalt er politikere, uanset hvor de står, eller hvilket parti de er fra, fokuserede på kortsigtede eller potentielle indenrigsproblemer, hvilket er forståeligt nok. Så for at opnå fremskridt i forhandlinger, er politikerne nødt til at vide, at befolkningen er bag dem og kan skubbe dem fremad i stedet for at trække dem tilbage.
Fx er én af de ting, jeg snakker om i bogen, det faktum, at med flere hændelser med ekstremt vejr, hvor flere og flere bliver påvirket af brande og oversvømmelser, bliver befolkningen overbeviste om, at vejret ændrer sig, og at de er blevet direkte påvirket af klimaforandringerne.
RÆSON: Så i fremtiden vil klimaskepsissen trække sig tilbage i takt med, at flere og flere mennesker oplever ekstreme vejrfænomener?
STOTT: Jeg tror, det er sket. Og i forhold til klimahandling drejer det også om, at handling vil ændre tingene til det bedre, og at handling er mulig. Der er en risiko for, at befolkningens reaktion på klimaforandringer vil være en form for fatalisme; at det opfattes som skæbnesvangert, at det er håbløst, og at der ikke er noget at gøre. Det synes jeg faktisk er en anden form for klimaforandringsbenægtelse.
Men situationen er ikke håbløs overhovedet, og tingene ændrer sig hurtigt lige nu over hele verden – fx i forhold til energiproduktion. Så det er også vigtigt, at folk kan se, at der er håb. Fx kan vi reducere luftforurening og gøre vores luftkvalitet bedre, eller vi kan finde nye måder at transportere os på.
RÆSON: Vil du mene, at klimaskeptikernes stemme er begrænset i dag sammenlignet med opløbet til klimatopmødet i København?
STOTT: Jeg synes, klimaskepticismen er mere begrænset. Jeg tror, folk kan se med deres egne øjne nu, hvordan klimaet i deres del af verden ændrer sig. Og hvis man kigger på dataen og den globale gennemsnitlige temperatur, kan man se, at vi har haft rekordvarme år siden 2014.
Påstandene, som klimaskeptikerne plejede at sætte sin lid til, er i så høj grad blevet bortkastet, at det gør mindre indtryk. I nogle tilfælde er de begyndt at skifte standpunkt og falde tilbage på håbløshedsargumentet. Så vil de fx sige, at Paris-aftalen fra 2015 ikke vil gøre den store forskel, selvom den er et vigtigt skridt fremad. Men de her skiftende standpunkter tror jeg bevidner om, at de har langt mindre indflydelse i dag, end de plejede at have.
I min situation var det meget vigtigt, at det russiske folk kendte til informationen og forstod den, men informationen blev undertrykt, og vores stemmeblev ikke hørt
_______
RÆSON: På Atlantic Books hjemmeside bruges en sætning til at beskrive din bog: “Den afslører en bitter kamp for at få international anerkendelse for, hvad der blandt forskere har været kendt i årtier: menneskelig aktivitet er skyld i klimaforandringer.” Kan du forklare den “kamp” set fra en klimaforskers perspektiv?
STOTT: Jeg skriver om en række situationer i bogen, som jeg har været involveret i. Fx snakker jeg i bogen om en episode i 2004, hvor jeg tog til Moskva med en gruppe af britiske forskere. Det var meningen, at det skulle være et engelsk-russisk møde om klimaforandringer og i særdeleshed klimavidenskab på et tidspunkt, hvor Rusland var i gang med at beslutte, om de ville ratificere Kyoto-protokollen fra 1997, der var den første internationale aftale om at reducere drivhusgasudledningen.
Mødet var betydningsfuldt for Rusland, da de endnu ikke havde ratificeret Kyoto-protokollen, og indtil de ratificerede den, ville protokollen ikke være juridisk bindende.
Der var modstand mod ratificeringen i Rusland, og præsident Putins økonomiske rådgiver havde inviteret mange af de bedst kendte klimaskeptikere til Moskva for at ’debattere’ klimaforandringer med britiske forskere.
Vi vidste ikke noget, før vi ankom, og debatten blev meget unuanceret. Jeg blev fx forhindret i at fremføre beviser for, at der var klimaforandringer.
Resultatet blev en offentliggjort pressemeddelelse, der påstod, at der ikke var nogen basis for at reducere udledningen af drivhusgasser, fordi der ikke var nogen videnskabelig basis for klimaforandringer på baggrund af mødet.
I bogen skriver jeg også om en række andre tilfælde, hvor andre kollegaer oplever lignende tilfælde. I min situation var det meget vigtigt, at det russiske folk kendte til informationen og forstod den, men informationen blev undertrykt, og vores stemmeblev ikke hørt.
RÆSON: Har du i kampen mod klimaskeptikere brugt særlige metoder til at kommunikere?
STOTT: Den grundlæggende måde at kommunikere på er først og fremmest at lave vurderingerne gennem FN’s klimapanel, og derefter præsentere det til både befolkning og regeringer på en forståelig og grundig måde.
Når det kommer til den globale gennemsnitlige temperatur og en stigning på tre grader, betyder det ikke noget i sig selv, hvis det ikke kobles op på ting, der påvirker folk i dag, som fx brande, hedebølger og tørke.
I min bog taler jeg om hedebølgen i Europa i 2003, der estimerede over 70.000 døde menneskeliv. Min research viste en direkte forbindelse mellem den europæiske hedebølge og udledning af drivhusgasser, og det var ved at lave den forbindelse til hedebølgen, at det skar igennem og gjorde indtryk på folk. Så jeg tror, at det er vigtigt, at vi bevæger os fra det abstrakte til det konkrete.
RÆSON: Hvordan ser du dig selv have en rolle at spille i den her kamp som forsker? Man kan jo sige, at det handler om politik, så hvorfor har du en rolle i dét?
STOTT: Det er fordi, at den videnskabelige information, som vi har samlet, og den forståelse, som vi har udviklet, er så vigtig for samfundet at forstå. Implikationerne af videnskaben er meget signifikante både i forhold til klimaforandringernes virkning, hvis menneskeheden fortsætter med at udlede drivhusgasser, men også i forhold til de markante forandringer, som samfundet er nødt til at lave.
Det er ikke mit job som klimaforsker at være engageret direkte i politiske beslutninger. En af de store styrker ved FN’s klimapanel er, at det ikke advokerer for en bestemt politik for regeringerne
_______
Et af de aspekter, som jeg skriver om i min bog, er faktisk, at klimaforskere efter topmødet i København og særligt klimagate-hændelsen i det tidlige 2010 ikke havde lyst til at snakke for højt om deres videnskab, fordi der var et fjendtligt miljø blandt journalisterne.
Så vi var nødt til at forsvare vores videnskab, før vi overhovedet kunne snakke om dens betydning. Jeg tror, at den tid viste problemerne med klimaskepsis, fordi folk, der snakkede om deres forskning, blev angrebet.
Jeg har mange kollegaer, som fx klimaforskeren Ben Santer i USA, der er blevet ved med at snakke om sin forskning, og som derfor er kommet under angreb af republikanere i USA. Selvom det har ikke været let, er han blevet ved med at gøre det alligevel, fordi det er vigtigt for samfundet og vigtigt, at folk forstår implikationerne af forskningen.
RÆSON: Er der ikke en risiko for, at dit engagement i klimapolitik underminerer din troværdighed som forsker?
STOTT: Det er ikke mit job som klimaforsker at være engageret direkte i politiske beslutninger. En af de store styrker ved FN’s klimapanel er, at det ikke advokerer for en bestemt politik for regeringerne. Den linje følger jeg også. Samtidig er regeringerne nødt til at tage videnskaben seriøst og reagere på forskningen, og heldigvis sker det også – sådan har det faktisk været i mange år i fx Storbritannien og mange andre steder. Det blev dog ikke taget seriøst under Trump-administrationen i USA.
De enkelte regeringer vil altid tage forskellige specifikke valg om, hvordan de vil reducere udledningen, og hvordan de vil tilskynde befolkningen til at leve bæredygtigt. Tager vi fx den uafhængige rådgivning fra Klimaforandringskomitéen, så fortæller de ikke politikerne, hvilket valg de skal tage. I stedet leverer udvalget information om fordele og ulemper ved specifikke handlinger. Det er en meget god model, som gør det muligt at tage handling.
Men hvad jeg ikke gør som forsker er at advokere for et bestemt politisk parti med bestemte politikker. Som borger har jeg mine egne private holdninger, men jeg lader dem ikke påvirke mine videnskabelige råd. ■
Hvad jeg ikke gør som forsker er at advokere for et bestemt politisk parti med bestemte politikker
_______
Peter Stott er professor i klimaforandringer og menneskets påvirking af klimaet på University of Exeter. Præsident Emmanuel Macron, Fijis premiereminister og COP-præsident Frank Bainimarama, Angela Merkel og UN Secretary General til den 23. COP, Bonn, Tyskland, 15. november 2017. [FOTO: Martin Meissner/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
