KL: Det går ud over borgerne, hvis ikke Jacob Mark er villig til at betale den fulde regning for sine minimumsnormeringer
08.04.2021
At løfte normeringerne og antallet af pædagoger koster flere penge for en kommune end lønnen til den enkelte pædagog. Der er fx brug for it- og lønsystemer, inventar, gode faciliteter, forsikring, efteruddannelse og en kompetent ledelse. Så hvis man afviger fra normal praksis i aftalen om minimumsnormeringer, som Jacob Mark (SF) foreslår, og ikke betaler den fulde regning nu, skubber man den blot videre til andre borgere – fx de ældre.
Kommentar af Kommunernes Landsforenings formand Jacob Bundsgaard og næstformand Martin Damm
VI ØNSKER ALLE, at børnene i vores dagtilbud får de bedst mulige rammer, så de kan udvikle sig, lege og lære. Derfor er vi også glade for, at Folketinget igennem de såkaldte minimumsnormeringer har valgt at prioritere flere midler til dagtilbudsområdet og flere pædagoger. Men kæden hopper af, når SF’s børneordfører Jacob Mark i et indlæg i RÆSON retter en skarp kritik af KL, fordi vi beder folketingspolitikerne om at betale for det, de bestiller: navnlig den ekstraomkostning, der nødvendigvis følger med at ansætte mere personale i vores daginstitutioner.
Konsekvensen af Jacob Marks tænkning er, at man må finde besparelser et andet sted – på børnene, på de ældre eller på nogle af samfundets svageste – for at have råd til den regning.
For sandheden er, at det koster flere penge for en kommune at løfte normeringerne og antallet af pædagoger end lønnen til den enkelte pædagog alene. Ligesom det koster flere penge for kommunen at ansætte 20 ekstra lærere, end hvad de 20 lærere skal have i løn. Det er ikke penge, der skal gå til ”kolde hænder”. Det er penge, så vores medarbejdere kan få udbetalt løn, have adgang til it-udstyr, så de fx kan lave planer for de pædagogiske aktiviteter eller have kontakt med forældrene. Det er penge, så de har en stol at sidde på i frokoststuen, et godt indeklima, en forsikring, hvis der sker noget på legepladsen, mulighed for at tage på efteruddannelse og en chef at holde medarbejderudviklingssamtalen med.
[D]et er vel mest af alt et udtryk for, at Christiansborg vil styre helt ned i detaljen, hvordan kommunerne skal levere velfærd til borgerne lokalt
_______
Derfor er der en lang tradition for, at denne udgift ved siden af lønudgiften – overhead – fastsættes til 20 pct. Det gælder, når vi får en ny opgave, ligesom vi afleverer 20 pct., når der er en opgave, kommunerne ikke længere skal løfte. Hvert år forhandles flere hundrede sager om prisen på ny lovgivning på den måde mellem KL og regeringen, og de 20 pct. er et gennemsnit. I nogle sager er det sikkert for lidt og i nogle for meget. Men i gennemsnit passer det meget godt.
Parterne har indtil nu været enige om, at der ikke skal bruges administrative ressourcer på at beregne udgiften til overhead i hver enkelt sag. Det ville da for alvor blive beskæftigelsesterapi for DJØF’ere over det ganske land, hvis dét blev tilfældet. Derfor er der en gensidig forståelse og accept af, at pengene cirka passer, når man ser sagerne og de nye kommunale opgaver under ét.
DET PRINCIP stiller Jacob Mark nu spørgsmålstegn ved. Og det bekymrer os i kommunerne. For hvordan rimer det med løfterne om lokal frihed og stor opmærksomhed på, at der ikke skrues op for de administrative opgaver. Forhandling af overhead fra sag til sag vil kræve et kæmpe administrativt setup. Og det er vel mest af alt et udtryk for, at Christiansborg vil styre helt ned i detaljen, hvordan kommunerne skal levere velfærd til borgerne lokalt.
Jacob Marks argumentation er, at det kan gå ud over velfærden, hvis overhead fastholdes på 20 pct. Men det er faktisk lige omvendt. I kommunerne er der kun én mulighed for at håndtere ubetalte regninger. Det er at lade det gå ud over den kommunale velfærd. Altså de ældre, folkeskolen eller andre velfærdsområder, hvor kommunerne har mulighed for at skrue på serviceniveauet.
Og vi er også nødt til at anholde det synspunkt, at overhead er udtryk for, at der så ryger 20 pct. til administration. Kendere af den kommunale økonomi vil vide, at kommunernes administrationsudgifter ikke er steget i mange år, og at udgifterne til administration pr. indbygger falder. Når kommunerne kompenseres for nye opgaver, er der altså ikke tale om, at en større andel af pengene automatisk går til administration. Det bliver først til bunker af administrative udgifter, hvis Folketinget kræver at kommunerne skal følge nidkært op på anvendelsen og får revisorpåtegninger og alt muligt andet.
I kommunerne er der kun én mulighed for at håndtere ubetalte regninger. Det er at lade det gå ud over den kommunale velfærd. Altså de ældre, folkeskolen eller andre velfærdsområder
_______
I denne konkrete sag om minimumsnormeringer er der uden tvivl kommuner, hvor følgeomkostningerne til at ansætte mere personale i vores dagtilbud er lavere end de 20 pct. Men vi ved det ikke, da man netop for at undgå et registreringstyranni og ressourcespild anvender en gennemsnitlig størrelse på tværs af alle kommunale opgaver. Pointen er, at betaler Folketinget og Jacob Mark ikke for disse udgifter, så tørrer de regningen af på den enkelte børnehave eller på et andet område i kommunen. For udgifterne forsvinder ikke af, at staten ikke vil betale dem – de trækkes i stedet blot fra andre dele af kommunernes budgetter.
Så når KL holder fast i princippet om 20 pct. i overhead, så er det ikke, fordi vi vil reservere 20 pct. af pengene til ”administration nede på kommunekontoret”. Det handler om, at vi vil sikre, at der i kommunerne er penge nok til at øge normeringerne til det niveau, man ønsker fra Folketinget. For i denne debat forsvinder fuldstændig det faktum, at Folketinget har besluttet, at normeringerne i daginstitutionerne i kommunerne fra 2024 skal være 1 medarbejder til 3 børn i vuggestuen og 1 medarbejder til 6 børn i børnehavealderen. Det lovkrav skal kommunerne leve op til – og det skal der selvfølgelig være de fornødne ressourcer til.
Jacob Mark kan ikke få rabat på prisen for sine løfter om minimumsnormeringer, uden at konsekvensen bliver besparelser et andet sted. Han burde i stedet fokusere på at betale prisen for det, han har ønsket, så vi sammen kan give vores børn de bedste dagtilbud. ■
Kendere af den kommunale økonomi vil vide, at kommunernes administrationsudgifter ikke er steget i mange år, og at udgifterne til administration pr. indbygger falder
_______
Jacob Bundsgaard (f. 1976) er formand for KL og borgmester i Aarhus Kommune siden 2011. Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. Martin Damm (f. 1963) er næstformand i KL og borgmester i Kalundborg Kommune siden 2010. Han er uddannet civiløkonom, seniorsergent og elektronikmekaniker. ILLUSTRATION: Martin Damm (tv) og Jacob Bundsgaard (th) [Foto:
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
