Kina-forsker David Stroup: Det er absolut den mest kontrollerede religiøse atmosfære, vi har set i Kina siden Den Kulturelle Revolution

11.11.2021

”Etniske og religiøse forhold italesættes af kommunistpartiet som potentielt destabiliserende for Kina og dermed nødvendige at kontrollere. Målet er en standardiseret kinesisk forståelse af den nationale identitet, hvilket har medført en højere regulering af alle aspekter i samfundet, heriblandt religion.”

Interview af Thilde Asmussen

Kinas tilgang til landets etniske og religiøse minoriteter er skiftet under Xi Jingping. Staten har gennemført kampagner og implementeret restriktioner, der skal gøre religioner og etniske kulturer i landet mere kinesiske. Den kinesiske stats indsats har særligt ramt Xinjiang, hvor myndighederne har tilbageholdt hundredtusindvis af uighurere, hvor de ifølge myndighederne bliver undervist i kinesisk og kommunistisk teori.

Ifølge David Stroup, der forsker i Kinas etniske politikker ved University of Manchester, ønsker Xi Jingping en assimilation af landets minoriteter for at sikre landets stabilitet og dermed også Kinas Kommunistiske Partis legitimitet.

RÆSON: Til en partikonference i 2017 sagde Xi Jingping, at Kinas Kommunistiske Parti (KKP) vil sikre ”at religioner i Kina skal være kinesisk i orientering”. Hvilke konkrete politikker har det løfte medført?
STROUP: Ønsket om at gøre religioner mere kinesiske startede før konferencen i 2017. Fundamentet for det, vi blandt andet har set i Xinjiang provinsen, har rødder i politikker der blev vedtaget i 2014 i et forsøg på at slå ned på, hvad staten kaldte de tre onder: separatisme, ekstremisme og terrorisme. Det har præget de senere års tiltag, der i højere grad har fokuseret på en assimileret idé om den kinesiske identitet. Et eksempel er implementering af politikker, der forsøger at ”af-islamisere” samfundet ved at fjerne arabisk tekst fra moskeer, restauranter og gadeskilte. Moskeer har også fået besked på, at de ikke længere må tilbyde arabiskundervisning.

Arkitektur er samtidig også blevet gjort mere kinesisk ved blandt andet at fjerne kupler fra moskeer og generelt fjerne alt, der måtte identificeres som ikke-kinesisk. Rapporter fra kinesiske kristne samfund fortæller, hvordan kors er blevet fjernet fra kirker, og at portrætter af Xi Jingping har erstattet billeder af Kristus. Det er et billede på partiets overordnede strategi om at al religion skal være forankret i en traditionel kinesisk kultur – defineret af KKP.

Strategien om et mere assimileret Kina handler ikke kun om religion, for man forsøger også at ramme etniske minoritetsgrupper. Hændelserne i Xinjiang viser med al tydelighed, at man også ønsker at slå ned på uighurernes kultur ved at fængsle deres historikere, antropologer, digtere og musikere. Tosproget undervisning er flere steder blevet forbudt, så der nu kun undervises på kinesisk, ligesom forskellige programmer, der er vigtige for at opretholde en kulturel identitet, er blevet nedlagt. Den statslige regulering gælder både en tilpasning af den religiøse og kulturelle identitet.

 

Den afgørende faktor for, at KKP er så fokuseret på assimilation af minoriteter i dag, er en meget stærk bekymring for landets stabilitet og dermed en bekymring for partiets legitimitet
_______

 

Kina har tidligere været mere tolerant overfor landets etniske minoriteter. Hvordan vil du beskrive udviklingen af Kinas etniske politikker?
Kulturrevolutionen under Mao forsøgte at tvinge alle ind i en streng defineret kinesisk identitet, men da Deng Xiaoping overtog magten i 1978, tillod han etniske og religiøse grupper at praktisere deres kultur, og der var i de efterfølgende 30 år en mere tolerant tilgang til minoriteter. Der var dog også folk i partiet, som begyndte at se mere kritisk på denne tolerance og som mente at den daværende praksis med at anerkende og tolerere etniske identiteter skabte flere problemer end den løste.

De ønskede et opgør med et system, der gav etniske minoriteter særlige rettigheder og fjerne folks etnicitet på officielle dokumenter, så alle fremgik som kinesere ud fra den logik, at anerkendelse af etnicitet skaber konflikter og uligheder mellem de forskellige grupper. Målet for dem var en universel kinesisk identitet. Siden Xi Jingping kom til i 2013, har vi set en større bevægelse hen mod dette ved hjælpe af en politik, der i høj grad bygger på assimilation af minoriteter.

Hvorfor har partiets tilgang til etnicitet og religion har ændret sig så markant?
Den afgørende faktor for, at KKP er så fokuseret på assimilation af minoriteter i dag, er en meget stærk bekymring for landets stabilitet og dermed en bekymring for partiets legitimitet. Stabilitet er som begreb meget bredt og næsten alt, hvad KKP foretager sig i dag, omtales som et spørgsmål om landets stabilitet. Ved at være dem, der kan sikre stabilitet og eliminere potentielle trusler, opnår KKP samtidig en nødvendig legitimitet.

Etniske og religiøse forhold italesættes af partiet som potentielt destabiliserende og dermed nødvendige at kontrollere. Målet er en standardiseret kinesisk forståelse af den nationale identitet, hvilket har medført en højere regulering af alle aspekter i samfundet, heriblandt religion. Vi ved, at Xi Jingping og andre i toppen af partiet ser islam som en stor trussel, som de blandt andet har omtalt som en virus og en psykisk sygdom. Man har i Kina statsgodkendte læseplaner for islamisk lære og islamiske organisationer, der er på linje med partiet, så længe de promoverer en partigodkendt version af islam. Men hvis en muslim vælger at følge Koranen frem for statens version, vil det unægtelig blive set som et problem i partiet. I dagens Kina er der en markant større partitilstedeværelse, når det kommer til at praktisere religion end tidligere.

Strategien om assimilation er selvsagt rettet mod landets minoritetsgrupper. Men hvordan har landets majoritet, Han-befolkningen, reageret på de seneste års udvikling af de etniske politikker?
Dele af Han-befolkning har længe været utilfredse med, at etniske minoriteter fik særlige rettigheder, anerkendelse af deres kulturelle traditioner og statsstøttede fordele, som Han-befolkningen ikke havde. Samtidig har statsretorikken omkring islam fremstillet religionen som en truende, farlig og fremmed ideologi forbundet med terrorisme og ekstremisme. Derfor ses foranstaltninger for at dæmme op for islam som nødvendige, da mange har indtrykket af, at det ellers kan føre til vold og kaos. Det er naturligvis ikke alle blandt Han-befolkningen, der tænker sådan, men mit indtryk er, at overvejende mange ser disse tiltag som noget, der fremmer sikkerhed og stabilitet.

Du nævnte tidligere Den Kulturelle Revolution, hvor man tvang folk ind i den samme kinesiske identitet. Kan man sammenligne, hvad vi ser i dag med, hvad der skete dengang?
Det er absolut den mest kontrollerede religiøse atmosfære, vi har set siden Den Kulturelle Revolution, og man er vendt tilbage til, at religion skal være under partitilsyn. Når det er sagt, skal man dog være forsigtig med at sammenligne de to perioder, fordi der en lang række forhold som er meget anderledes i dag, end de var for 50 år siden.

Kina har de senere år engageret sig meget i Mellemøsten, men har dette nogen indflydelse på hvordan de behandler deres egne muslimske samfund?
Det korte svar er nej. Kina har investeret massivt i lande som Pakistan, Saudi-Arabien og lande i Afrikas Horn, men investeringerne kommer med en pris – ”I skal ikke blande jer i vores interne anliggender, ligesom vi ikke blander os i jeres”. Det er nok også grunden til, at de færreste muslimske lande har været ude offentligt og kritisere behandlingen af kinesiske muslimer. Derfor kan de fortsætte deres nuværende strategier hjemme, uden det vil have nogen effekt på deres position i Mellemøsten.■

 

I dagens Kina er der en markant større partitilstedeværelse, når det kommer til at praktisere religion end tidligere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland