Kia Davies: Tysk politik er vendt på hovedet. Her er de store knaster, som de to kongemagerpartier skal løse
29.09.2021
FDP og De Grønne har indledt forhandlinger med hinanden foran næsen på de store midterpartier. Det er en ny situation for tysk politik, hvor de næststørste partier træder ud af storpartiernes skygge og indtager mere af rampelyset i magtens centrum. Men kan samarbejdet lykkes? Selvom de deler værdipolitik og begge varsler et brud med Merkels ”Keine Eksperimente”-doktrin, så splitter spørgsmål om gæld, skat og klima.
Af Kia Davies, Berlin
DE KOMMENDE FORHANDLINGER om Tysklands (måske) første trepartiregering hjemsøges allerede af 2017-valgets katastrofale sammenbrud af de såkaldte Jamaika-forhandlinger mellem CDU/CSU, De Grønne og FDP. Dengang trak formanden for Tysklands liberale alliance FDP, Christian Lindner [anden person fra højre på billedet ovenover], sig ud efter fire måneder med ordene: “Es ist besser, nicht zu regieren, als falsch zu regieren“ – det er bedre ikke at regere end at regere forkert.
Lindner kunne dengang ikke genkende nok af sit parti i regeringsskitserne, der ifølge ham var fuld af modstridende interesser. Spørgsmålet er, om viljen til kompromis er der denne gang, for FDP kan umuligt komme uden om modstridende interesser og et kompromisfyldt samarbejde i de kommende fire år i tysk politik.
For dilemmaet for FDP står nu for døren igen. Efter valgresultatet i søndags, står Tyskland til enten at få en regering bestående af en såkaldt centrum-højre “Jamaica”-konstellation mellem Armin Laschets CDU/CSU, FDP og De Grønne eller en centrum-venstre trafiklys-konstellation mellem SPD, FDP og De Grønne. Både SPD og Unionen (CDU/CSU) har fejet muligheden for at fortsætte storkoalitionen mellem de to partier af tegnebrættet.
Dette stiller de to nye kongemagere De Frie Demokrater (FDP) og De Grønne med nøglen til at sætte enten CDU’s Armin Laschet eller SPD’s Olaf Scholz i forbundskansleriet. Allerede umiddelbart efter valgresultaterne tikkede ind, budte FDP-formand Lindner De Grønnes kanslerkandidat Annalena Baerbock op til at indlede forhandlingsballet med en første pardans. En invitation, De Grønne tog imod, mens SPD og Unionen må se sig selv afventende på de to mindre partiers kommende fælles betingelser.
Valget om at indlede forhandlingerne mellem de næststørste partier er en ny situation for tysk politik. Situationen tyder på, at både FDP og De Grønne er modne til at træde ud af storpartiernes skygge og indtage mere af rampelyset i magtens centrum. Den smalle forskel mellem storpartiernes valgresultater efterlader hverken Scholz eller Laschet som stærke kanslerkandidater, hvilket giver plads til at de mindre partier kan puste sig op: “De små dominerer de store”, skrev avisen Die Zeit mandagen efter valget. Magtbalancen i regeringsdannelsen er vendt på hovedet for tyskerne.
Brud med stilstand
På overfladen er FDP og De Grønne enige om målet med en fremtidig regering; fornyelse og forandring af både tysk industri, offentlig administration og uddannelse skal være store prioriteter i fremtiden.
De Grønnes slogan “Klar, fordi I er!‟, eller FDP’s “Som det er, må det ej forblive!‟ skal ses som varslende brud på [Merkels] “Keine Eksperimente”-doktrin. Der skal investeres i digitalisering, klima og uddannelse. Nu.‟
_______
Skiftende Merkel-regeringer har sikret de midtsøgende CDU/CSU’s magt og opnået stabilitet i tysk politik gennem en pragmatisk konsensussøgende kurs, tro mod CDU’s centrum-mantra “Keine Experimente”- ingen eksperimenter. Økonomisk og politisk stabilitet har da også traditionelt set nærmest haft hellig status i tysk politik, der stadig hjemsøges af de politiske “eksperimenter” og ustabilitet, der kendetegnede splittelse af Weimarrepublikken i 20’erne og 30’erne med de efterfølgende uhyggelige konsekvenser.
Men valget 2021 er mærket af hårde corona-nedlukninger af tyske skoler og belastning af det tyske sundhedsvæsen, som har forårsaget ridser i lakken på “den evige kansler” Merkels glanspolerede regeringseftermæle. Coronakrisen har gjort tyskerne pinligt selvbevidste om deres ineffektive, faxdrevne offentlige administration. Samtidigt har de voldsomme naturkatastrofer i Syd- og Vesttyskland for alvor gjort klimaforandringerne nærværende for tyskerne og gjort dommen over Merkels uopnåede klimamål om at reducere CO2-udledninger med 40 pct. fra 1990 til 2020 hårdere.
I lyset af den senestes tid kriser, er der dermed også skabt et momentum for en reformdagsorden, som både De Grønne og FDP er bannerførere for. Det er i denne sammenhæng, kontrasten til De Grønnes slogan “Bereit, weil Ihr es seid!” Klar, fordi I er!, eller FDP’s “Wie es ist, darf es nicht bleiben!”, Som det er, må det ej forblive! skal ses som varslende brud på “Keine Eksperimente”-doktrinen. Der skal investeres i digitalisering, klima og uddannelse. Nu.
Den progressive midte
Trods forskelle er partierne egentlig ikke så forskellige, som nogle medier tegner et billede af. Begge partiers vælgergrupper er typisk vesttyske, veluddannede og velstillede og er de to mest populære partier blandt de unge vælgere. Analyser af partiernes valgprogrammer foretaget af Berlin Social Science Center viser, at partierne har nærmet sig hinanden yderligere de sidste 30 år i forhold til kulturelle værdispørgsmål, hvor de begge ligger til venstre for midten i forhold til SPD og Unionen og dermed udgør den værdimæssigt progressive del af midterpartierne.
“De små dominerer de store”, skrev avisen Die Zeit mandagen efter valget. Magtbalancen i regeringsdannelsen er vendt på hovedet for tyskerne.
_______
Især en liberal retspolitik kan de enes om. De er begge imod øget statslige overvågningbeføjelser, for resocialisering frem for højere fængselsstraf, legalisering af cannabis, og de er enige om en stærkt liberal LGBT-politik. Både De Grønne og FDP er åbne for øget men kontrolleret immigration, hvorimod CDU/CSU i højere grad ønsker at begrænse den. Dog vægter De Grønne de humanistiske årsager til mere åbne grænser, hvorimod FDP ønsker at tiltrække kompetencer og arbejdskraft. Det ser ud til, at der kan findes fælles grund i værdipolitikken.
Det store økonomiske stridspunkt
Men det var ikke værdipolitiske spørgsmål, der blev diskuteret ved årets tyske valgkamp. Ifølge målinger, er det hverken indvandring eller klima, der forårsager den dybeste bekymring i den tyske befolkning. Derimod er det stadig frygten for en ustabil økonomi og en blødende statskasse, der i sidste ende ligger de tyske vælgere mest på sinde, når de går i stemmeboksen. Og netop økonomien udgør de største forskelle mellem den grønne og gule lejr.
Coronakrisens indhug i statskassen har gjort den tyske “gældsbremse” til et centralt emne i valgkampen. Gældsbremsen har siden 2009 har været en grundlovssikret stopklods på øget statslån, der dikterede, at de føderale og statslige budgetter stort set skulle gå op uden låntagning for at ruste økonomien til fremtidige krisetider. Til glæde og stolthed for tyskerne har den strenge økonomiske politik betydet en markant nedbringning af den tyske statsgæld fra finanskrisen fra knap 80 pct. af BNP i 2011 til lige under 60 pct. i 2019. Men i 2020 steg gælden med 10,3 pct., blandt andet ved at finansminister Olaf Sholtz, SPD’s spidskandidat, affyrede en, med egne ord, “bazooka” af stimulanspakke og økonomisk coronanødhjælp til tyske virksomheder på svimlende 1,4 billioner euro.
Står det til de fleste politikere i FDP og CDU/CSU, skal gælden indhentes ”så hurtigt så muligt”, og ifølge FDP bør økonomien stimuleres med skattelettelser for omkring 60 milliarder euro årligt. I den anden lejr står De Grønne, der helt konkret ønsker, at gældsbremsen bliver udstyret med en undtagelsestilføjelse til lovgivningen, der muliggør lånefinansierede offentlige grønne investeringer for 50 milliarder euro årligt.
Det er desuden svært at se FDP gå med til De Grønne og SPD’s fælles ønske om øget top- og formueskat for de rigeste, reform af arveafgiften og øgede skatter på investeringsindkomster, da FDP har lovet deres økonomibekymrede vælgere at hæve bunden for topskatten og sænke virksomhedsskatten. Men uden skattestigning og øget mulighed for årlige lån, bliver det svært for De Grønne at realisere deres ambitiøse planer for en klimavenlig stat og industri.
Bedre klima: reguleringer eller investeringer?
Selvom FDP og De Grønne er enige om at gøre noget ved klimaet, så er de grundlæggende uenige om midlerne og har også forskellige ambitionsniveauer. De Grønne ønsker øget statsligt ansvar gennem afgifter og forbud, hvorimod FDP indtager den mest yderliggående markedsliberale position af alle de tyske partier: “Vi overlader vejen til klimaneutralitet til ingeniørernes, teknikernes og forskernes opfindsomhed”, står der i FDP’s valgprogram.
Et af de mest vidtgående forslag fra De Grønne er et forbud mod indregistreringer af benzin- og dieselbiler fra 2030. Den Porsche-ejende Lindner i spidsen for FDP afviser pure forbud mod brændstofmotorer
_______
Helt grundlæggende er de uenige om, hvor travlt staten skal have med at regulere. Hvor De Grønne ønsker at gennemtvinge en dyr udfasning af kul allerede i 2030, vil FDP holde sig til den aktuelle 2038-plan. De Grønne vil allerede være klimaneutrale i starten af 2040, FDP sigter efter at følges med resten af Europa og være klimaneutrale i 2050. Et af de mest vidtgående forslag fra De Grønne er et forbud mod indregistreringer af benzin- og dieselbiler fra 2030. Den Porsche-ejende Lindner i spidsen for FDP afviser pure forbud mod brændstofmotorer. Står det til ham, skal reformer af Tysklands enorme bilindustri skal ske via incitamentsfremmende politik som fx investering i flere laderstationer til elbiler eller ny brændstofteknologi.
Hvor de Grønnes valgprogram indbefatter en lang række konkrete afgifter eller forbud, tilbyder FDP’s klimapolitik mest af alt af liberale løsninger som at give skattefordele til grønne investeringer eller udvider EU’s marked for handel med CO2-kvoter.
Fremtidens koalition: Progressiv enighed eller endnu mere stilstand
Tyske politikere er europamestre i kompromisser. Det gav sig til udtryk i både FDP og De Grønnes post-valgretorik. Umiddelbart efter valget i søndags udglattede FDP-formand Lindner forskellene mellem de to partier ved at præsenterer den indledende gulgrønne alliance for et “fortschrittliches Zentrum” – et progressivt centrum. De grønnes kanslerkandidat Annalena Baerbock stemte i med, at det ikke handler om fælles midler, men fælles mål. Dermed modererede hun allerede sit partis krav om lovbaserede forbud og regulering. Ballet er erklæret åbent.
Spørgsmålet er, om de to partier kan komme til enighed om gælden, skatterne og reguleringen af den tunge tyske industri i skitseringen af en ny regering. FDP’s vælgere vil næppe acceptere en stigning i skatten eller streng regulering af bilindustrien, mens De Grønne ville spille fallit, hvis de ikke får større indrømmelser på klimaområdet. Samtidigt ønsker de fleste tyskere en trafiklyskonstellation mellem SPD, De Grønne og FDP.
Man kan derfor tænke, at De Grønne og SPD vil satse på at lokke FDP med på en upopulær beslutning om øget statsgæld til at finansiere de nødvendige grønne investeringer og reformer for at undgå de endnu mere upopulære øgede skatter. Det kræver en forfatningsændring og to tredjedele af forbundsdagens stemmer for at foretage en banebrydende grøn tilføjelse til den tyske grundlov.
En ting er sikkert: Et muligt gulgrønt aftalepapir har mulighed for at skabe en banebrydende reformpolitik. Men vejen dertil er belagt med store kompromisser og indrømmelser. Alternativet er endnu et uskønt kollaps, som med stor sandsynlighed bevarer den politiske status quo.
Hverken De Grønne eller FDP har lagt skjul på, at de foretrækker deres vante koalitionspartnere. For FDP er økonomien og sikring af det frie marked vigtigst, hvilket han bedst kan enes med CDU/CSU om. Derimod er De Grønnes politik tættere på SPD end CDU på stort set alle områder. Lige nu bliver, der sået en lyskrydskoalition, men uanset, hvilken koalition det bliver, er der en af de to kongemagerne, som skal sluge nogle kameler i den kommende regeringstid. Nu gælder det for de to kongemagere om både at finde fælles fodslag om øget forandringspolitik, samt fastslå prisen for samarbejdet og de kameler, der skal sluges. ■
En ting er sikkert: Et muligt gulgrønt aftalepapir har mulighed for at skabe en banebrydende reformpolitik. Men vejen dertil er belagt med store kompromisser og indrømmelser
_______
Kia Davies (f.1993) er cand.mag. i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og freelancejournalist bosiddende i Berlin. ILLUSTRATION: Selfie fra FDP’s Volker Wissings (første fra venstre) instagram-konto om aftenden d.28 september sammen med De Grønnes Annalena Baerbock (anden fra venstre) og Robert Habeck (første fra højre) og FDP’s leder Christian Lindner (anden fra højre) til deres første forhandlingsmøde. [Foto: Volker Wissing]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
