Kia Davies om tysk regeringsdannelse: De politiske planer har et historisk vildt ambitionsniveau, men konflikterne lurer både mellem ministre og fra partiernes bagland

08.12.2021

Olaf Scholz er nu forbundskansler i Tyskland og SPD, De Grønne og det liberale parti, FDP, har officielt overtaget magten. På et temperamentsforladt pressemøde præsenterede den nye regering historisk store reformer. De indledende magtkampe om ministerposterne er overstået og partierne ved, at succes afhænger af et stabilt samarbejde mellem de nye ministre. Stemningen er optimistisk. Indtil videre. 

Analyse af Kia Davies

“Trafiklyset er tændt” erklærede den kommende kansler Olaf Scholz på et pressemødet to uger tilbage, da den en endelig regeringsaftale var færdigarbejdet mellem SPD, FDP og De Grønne. Og det var så muligvis også det mest farverige, der blev sagt på pressemødet, der ellers var lige så ophidsende som en generalforsamling i den lokale sparekasse. Med monoton stemmeføring præsenterede den kommende kansler mekanisk resultatet af knap to måneders forhandlinger. Men der er intet så beroligende for tyskerne som teknokratiske og stabile ledere. De foretrækker kedsomhed over karisma.

“Han bliver en stærk leder”, lød det fra FDP’s formand Christian Lindner, som roste Scholz’ “indre værdier” og lagde dermed sin skepsis mod socialdemokraten bag sig. Efter de utallige timer sammen i forhandlingslokalerne har de tre partier fået en dybere forståelse for gamle politiske modstandere, understregede De Grønnes medformand, Robert Habeck. Ifølge de to koaltionsparter blev diskussionerne ført med en nærmest habermasiansk idealisme om, at “de bedste argumenter vandt”. Eller som Habeck filosofisk fortsatte: “modsætninger kan overvindes ved en lærende politik – et lærende Tyskland”. 

Store udfordringer og vilde planer 
Ordene “fremskridt” og “fornyelse” bliver gentaget som mantra i den nye aftale. “Mehr fortschritt wagen” – at turde mere fremskridt, lyder overskriften. Bladrer man igennem den 177 sider lange koalitionsaftale, står det klart, at de politiske planer har et historisk vildt ambitionsniveau, der står i stærk kontrast til sidste uges temperamentsforladte pressemøde.

Scholz præsenterede det nye regeringsprojekt som en regering med ligeværdige partnere. To mindre og progressive partier, De Grønne og FDP, har fået mere indflydelse og med tydelig pen tegnet en yderst liberal værdipolitisk profil. Velintegrerede flygtninge, der kom til Tyskland under flygtningekrisen, skal få nemmere ved at opnå permanent ophold samt hurtigere familiesammenføring. Trans- og queer-personer skal have forbedret rettigheder. Cannabis skal legaliseres for voksne til fornøjelsesbrug, og valgretsalderen skal sættes ned til 16 år. Så er vi i gang. 

Men det er ikke værdipolitikken, som fylder mest i tysk politik. „Dette bliver et årti med investeringer”, konstaterede Scholz. Demografien og de eksploderende pensionsudgifter, digitalisering, den grønne omstilling, rekordhøj statsgæld og coronasmitte er de fem største udfordringer, den nye regering skal løse for at kunne erklære sig selv en succes. En gavebod mener nogle kritikere, der savner en klar finansieringsplan. “Vi ved præcis, hvordan vi skal betale for det”, forsikrede Habeck. Offentlige investeringer, effektiviseringer og incitamenter for erhvervslivet skal føre planerne til dørs. 

Spørgsmålet er, om partierne kan holde sig til aftalen, så snart de har sat sig bekvemmeligt på hver deres ministerpost. Fordelingen af ministerposter har måske nemlig allerede sået frø til konflikter, der kan vokse sig større i fremtiden.

FDP solgte sig dyrt
Selvom de er det mindste parti i den nye regering, tog FDP sig dyrt betalt for et samarbejde med venstrefløjen. Både FDP’s Lindner og De Grønnes Habeck har gentagne gange gjort krav på den magtfulde post som Tysklands finansminister. Det blev den alvorstunge slipseklædte FDP-formand, Christian Lindner, der selvtilfreds satte sig på posten. Hans troværdighed overfor sine vælgere afhænger af hans evne til at bevare gældsbremsen og sparepolitikken uden at hæve skatterne. Derfor vil han vogte over den tyske statskasse som en liberal vagthund og med bidsk trofasthed over for den økonomiske højrefløj sikre “solide finanser”.

FDP trak desuden endnu en sejr hjem for næsen af De Grønne, som foruden finansministerposten ønskede en grøn minister i det CO2-tunge transportministerium. FDP har aldrig lagt skjul på deres troskab til de tyske bilister, hvilket har givet grønne politikere nervøse tics over at gå i regering sammen. En konflikt slog allerede gnister i sidste uge. Den kommer vi tilbage til om lidt. 

Foruden Finansministeriet og Transportministeriet kunne FDP gnide sig i hænderne over at have tilegnet sig Justitsministeriet, Uddannelsesministeriet og Ministeriet for Digital Infrastruktur. Med disse ministerier på hånden vil partiet have mulighed for at sikre deres politiske mærkesager fra regeringsaftalen; en liberal retspolitik, modernisering og investering i uddannelsessystemet og omfattende digitalisering af de offentlige administrationer, som alt for længe har kostet erhvervslivet dyrt.

Med de eftertragtede poster har Christian Lindner bevist sig selv som en benhård forhandler og levet op til de høje forventninger i partiet. FDP var det første regeringsparti, der kunne præsentere et samlet ministerhold efterfulgt af en opbakning på 92,2 pct. af de politisk delegerede, da aftalen blev stemt igennem i søndags. En klar tillidserklæring til formanden. Lindner lovede på partikongressen i søndags at overlade den hårde retorik til oppositionen og opfordrede partiets politikere til at deltage i samarbejdet over midten med „ydmyghed, tålmodighed og tolerance“.

 

Konflikter mellem De Grønnes bagland og FDP er allerede antændt
_______

 

Tysklands grønne paradigmeskifte
Selvom De Grønnes Robert Habeck måtte opgive finansministerposten, fik han en specialdesignet dobbeltrolle som vicekansler og minister for et “superministerium” for klima- og økonomi. Det nye ministerium skal skabe “synergi” mellem miljø- og erhvervsinteresser og tænke klima ind i økonomi-, energi-, og industripolitikken. De Grønne fik også Miljøministeriet, som i samarbejde med Habecks superministerium kan stille fremtidens tyske industri overfor et paradigmeskifte. 

De Grønnes største sejr i koalitionsaftalen er nemlig omstillingen af den enorme, tyske energisektor, der forsyner EU’s største industri med strøm. Et areal på størrelse med Sjælland skal dækkes af vindmøller, og solceller skal pryde samtlige tyske hustage, så 80 pct. af den tyske strømforsyning allerede i 2030 er grøn. En svimlende stigning på 35 pct. „Vi er på 1,5 graders vej med denne koalitionsaftale”, forsikrede Habeck ved præsentationen af planerne. 

De to grønne formænd Robert Habecks og Annalena Baerbock måtte dog også hjem og præsentere baglandet for et par skuffelser. Den grønne omstilling ligger ikke kun i hænderne på miljøpartiet, da Lindner som bekendt løb med finansministerposten og dermed vetoret overfor eventuelle fremtidige grønne investeringer. Og så var der Transportministeriet, der også endte hos de bilglade i FDP. Det grønne bagland nåede knap nok at påpege, at den grønne omstilling afhang af et samarbejdsvilligt transportministerium, før en konflikt antændte allerede i sidste uge. 

Den kommende transportminister Volker Wissing, hældte benzin på De Grønnes bekymring og smed en tændstik. Kort efter offentliggørelsen af hans ministerpost, var han hurtigt ude og love en kompensation tilalle bilister, der måtte blive ramt af nye grønne afgifter på diesel. “En katastrofal beslutning”, lød det fra det grønne bagland. En direkte modarbejdelse af De Grønnes ønske om at omstille transportsektoren, der alene står for en tredjedel af EU’s CO2-udledning. Konflikter mellem De Grønnes bagland og FDP er allerede antændt.

Optimisten Habeck så den anden vej og brugte i stedet energien på at promovere Landbrugsministeriet som en vigtig sejr for De Grønne. Fremtidens tyske landbrugsminister er vegetar og hedder Cem Özdemir. Tysklands første minister med tyrkiske rødder. Han har erklæret, at han vil fokusere på kvalitet, dyrevelfærd og økologi, og har allerede varslet strengere krav til kødindustrien. 

Annalena Baerbock indtager rollen som Tysklands udenrigsminister, hvor hun kan bryste sig af at skrive historie som den første kvinde på posten, og med sine blot 40 år er hun også den yngste. De Grønne råder desuden over Familieministeriet og får en rolle som statens kulturminister, en post uden eget ministerium. Trods to skuffelser dog et ministerium og en vigtig post mere end FDP. 

SPD har ro på baglandet
Mens FDP veltilfreds mæskede sig i sine eftertragtede ministerposter og De Grønnes bagland farede i kødet på den kommende transportminister, er kommende kansler Olaf Scholz optaget af sin sejrsgang på hjemmefronten. Hele 98,8 pct. af et socialdemokratisk parti stemte for koalitionsaftalen, og dermed har fredstid erstattet fløjkrige i SPD. Partiets unge venstrefløj har ellers skævet med en vis skepsis mod samarbejdet mellem Olaf Scholz, som tilhører partiets liberale fløj, og FDP. Ville Scholz forblive tro mod partiets venstredrejning? 

Men mistroen er stedt til hvile. Socialdemokraterne gik til valg på en ambitiøs socialpolitik og fik dertil matchende ministerier. Foruden kanslerposten og kansleramtet, gik Indenrigsministeriet, Social- og Arbejdsministeriet, Sundhedsministeriet, Byggeministeriet, Forsvarsministeriet og Udviklingsministeriet til de røde. Med disse ministerier på hånden kan SPD overse udviklingen på de områder, som huser SPD’s vigtigste politiske mål med den nye regering; mindsteløn på 12 euro, lov om lavere husleje, opførsel af 100.000 nye lejligheder om året, reform af dagpengesystemet og som en af de vigtigste løfter for deres mange ældre vælgere, lykkedes det SPD at blokere for nedskæringer i de offentlige pensioner og en fastfrysning af pensionsalderen på de nuværende 67 år. 

På SPD’s partikongres i lørdags kvitterede partiets bagland med lange klapsalver. „Vi vil vise, hvad social retfærdighed betyder i det 21. århundrede”, erklærede medformand og forhandler Saskia Esken, som tilhører SPD’s venstrefløj. De kritiske røster forblev dermed stumme, og SPD ser ud til at samle sig om den stoiske nordtysker og nye tyske kansler, Olaf Scholz. 

De næste fire års balancegang
Alle tre partier har ventet utålmodigt på at komme til magten, og nu er de her. “Vi har ekstraordinært ambitiøse projekter”, erkendte FDP formand Lindner om deres samlede planer.

Potentielle konflikter lurer allerede i baglandet og mellem nogle af ministerierne, hvor der er overlappende interesser. Hvert parti går i regeringen udstyret med de ministerposter på hånden, som tillader dem, at beskytte deres egne politiske interesser. Et attraktivt sted at stå for de enkelte partier, men potentielt farligt for en samlet regering. Skal fremskridtet lykkedes de næste fire år, kræver det, at partierne ikke vender tilbage til valgkampens tunnelsyn på egne mærkesager. Trækker hvert parti for meget i hver sin retning, risikerer de at sprænge regeringen. Fremtidens tyske politik skal præstere en forsigtig balancegang mellem egne og fælles ambitioner, hvis de historiske fremskridt skal nås.  ■

 

Skal fremskridtet lykkedes de næste fire år, kræver det, at partierne ikke vender tilbage til valgkampens tunnelsyn på egne mærkesager. Trækker hvert parti for meget i hver sin retning, risikerer de at sprænge regeringen
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne