Kia Davies i RÆSON SØNDAG: Kan den nye fremskridtskoalition indfri forventningerne om forandring?
06.11.2021
Der er ingen tvivl om, at den nye “Fremskridtskoalition”, som de selv kalder sig, vil tage kvantespring i tysk politik. Det skal være slut med Merkel og storkoalitionens små, forsigtige skridt på samme sted. Men vejen til Tysklands første trepartiregering er belagt med kompromisser. Så trods stor forandringsoptimisme hos de tre forhandlende partier, skal de ikke mindst vise, at samarbejdet er overlevelsesdygtigt.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Kia Davies
En gordisk knude af modstridende interesser venter den regeringsforhandlende koalition mellem de socialdemokratiske velfærdskæmpere i SPD, klimabeskytterne fra De Grønne, og de nålestribede liberale i FDP.
Selvom FDP og De Grønne er enige om en progressiv retspolitik og har fælles ambitioner om grøn omstilling, bedre uddannelse og omfattende digitalisering, er der stadig store fundamentale uenigheder, som deler partierne . De Grønne ønsker at bygge en bæredygtig fremtid på drastiske forbud og massive gældsfinansierede offentlige investeringer, mens de liberale FDP derimod vil skabe en friere fremtid med forbedret konkurrencedygtighed, lavere skatter og en effektiv sparepolitik.
Tilføjer man SPD til puslespillet, øges kompleksiteten til en tredimensionel Rubiks cube af uforenelige politiske ønsker. SPD gik i år til valgkamp på klassisk socialdemokratisk politik, hvor partiet blandt andet vil udvide den offentlige sygeforsikring, hæve mindstelønnen, styrke fagforeningerne, stabilisere den offentlige pension, begrænse huslejestigninger, og øge skatten for de rigeste. Grundlæggende: en mindre aggressiv sparepolitik til fordel for mere velfærd.
Men viljen til ny politik synes at overdøve de politiske uenigheder. “Tyskland har brug for en ny begyndelse”, skriver de tre partier i deres foreløbige aftalepapir. Papiret indeholder skitser til en ny fælles politik. “Visionær”, “kreativ”, “nytænkende“ og “proaktiv”, det er de adjektiver, der fylder, når man bladrer ned igennem de ambitiøse planer. Kreativitet bliver nødvendigt. For vejen til Tysklands første trepartiregering er belagt med store kompromisser. Dem vender vi tilbage til.
Der er ingen tvivl om, at den nye “Fremskridtskoalition” har ambitioner om kvantespring. Det skal være slut med Merkel og storkoalitionens små, forsigtige skridt på samme sted. Den nye koalition forbereder sig på at agere styrmænd på „det største industrielle moderniseringsprojekt, som Tyskland formentlig har gennemført i over 100 år‟, udtalte den kommende socialdemokratiske kansler, Olaf Scholz.
Fornuftsægteskabet på midten
Bagtæppet for dette brændende ønske om ny udvikling er 16 år med Merkels midtersøgende politiske linje og varetagelse af de forsigtige tyskeres ønske om tryghedsskabende stabilitet. I sin lange regeringstid har Merkel med sin store personlige troværdighed været garant for økonomisk velstand uden de store armbevægelser. Det er, hvad hendes kernevælgere – især de ældre midtervælgere – vil have: “Keine Experimente!”, som CDU/CSU’s traditionelle valgslogan har lydt gentagende gange siden 1957.
Med en rolig hånd på rattet har Merkel sikret en tredobling af væksten og en stødt faldende arbejdsløshed i forhold til tidligere Kohl- og Schröder-regeringer. Hun har styret landets politik afventende og pragmatisk. Tre ud af fire Merkel-regeringer har været et fornuftsægteskab med storrivalen SPD. Det umage par har skændtes ustandseligt, blandt andet fordi Merkel gang på gang udmanøvrerede SPD ved afventende at vejre stemningen hos midtervælgerne for derefter at overtage SPD’s populære mærkesager som foreksempel mindsteløn i 2013. Merkel har fingerspidsfornemmelser for sine kernevælgere. Strategien har gentagende gange demobiliseret SPD’s vælgerbase og rykket CDU til venstre – til irritation for det konservative bagland. Det har dog sikret hende magten gang på gang at føre en afprøvet, kompromisbaseret og vælgertilfredsstillende politik.
Men Merkels orientering mod midten har negligeret ønsker fra de mere progressive mellemstore partier. Især De Grønne og FDP har været de utilfredse bænkevarmere med uforløste indenrigspolitiske mål. Både De Grønne og FDP har en ung vælgerbase, som er trætte af en papirbaseret offentlig administration, et skolevæsen uden tidssvarende IT og en fodslæbende grøn omstilling.
De seneste otte års trættende udmanøvrering og kamp for kompromisser, har skærpet SPD’s appetit på de nødvendige og svære reformtiltag
_______
Digitaliseringen er ikke øverst på ønskelisten hos den ældre, teknologiforskrækkede del af befolkningen, der udgør store dele af SPD og CDU/CSU’s vælgerbase. Desuden har digitaliseringen af den offentlige forvaltning mødt modstand fra de borgere, der stadig tydeligt husker DDR-tidens masseovervågning og tiden med Berufsverbot. De foretrækker tingene, som de er uden nye værktøjer, de ikke har tillid til.
Da formanden for IT-branchens interesseorganisation, BitKom, tilbage i 2010 efterspurgte en IT-minister og en samlet digitaliseringsstrateg i, svarede Merkel lidt kækt, men affejende: „Vær glad for, at så mange ministre beskæftiger sig med IT-spørgsmål”.
Først seks år senere, i marts 2016, vovede Merkel i storkoalitionen med SPD at tage springet ud i en reel digitaliseringsstrategi for hele Tyskland. Offentlige administrationer skulle nå at gøre sine tjenester tilgængelige online inden 2022. Og først i 2018 fik Tyskland en minister for digitalisering. Men resultaterne lader vente på sig. I 2020 er Tyskland ifølge EU’s målinger stadig et af de europæiske lande med den mindst digitaliserede administration. Kun overgået af Bulgarien, Ungarn, Grækenland og Rumænien. Og nå ja, nu ti år efter første initiativ, er bredbåndsforbindelsen stadig ikke tilgængelig eller stabil i hele Tyskland, hvilket frustrerer skoleelever og hjemsendte medarbejdere. Under den hårde tyske coronanedlukning, måtte de for alvor opleve konsekvensen af, at Merkel hoppede på stedet, da digitaliseringen kunne være blevet udviklet elleve år tilbage.
Fra klimaminister til vælger-pleaser
I 1997 udgav Merkel bogen “Prisen for at overleve” som klimaminister. Budskabet var, at der skulle handling på klimaområdet, hvis fremtidens generationer skulle sikres: „Enhver, der påstår, at effektiv miljøbeskyttelse er gratis, narrer folk til noget”, skrev hun dengang. Men som kansler var det ikke hendes midtervælgere, der gik på gaden til klimademonstration. Og det ville koste job på kulkraftværkerne og i bilindustrien at indføre dyre, grønne krav.
Ca. 20 år senere vandt kanslerens pragmatisme over klimaministerens ambitioner. I 2018 ønskede Merkels storkoalitionsregering at droppe 2020-mål om 40 pct. CO2-reduktion i forhold til 1990. Det kunne alligevel ikke nås, lød det. I 2019 stemte de ligeledes en mindre ambitiøs klimalov igennem, der yderligere nedjusterede fremtidige mål for 2040 og 2050. ”Det rækker i høj grad langt nok for den normale borger” var udmeldingen fra chefen for Merkels kansleramt, Helge Braun. Klimademonstrationerne foran Rigsdagen bestod af unge med anderledes radikale holdninger til klimapolitik, mens midtervælgerne var tilfredse, så grønt lederskab var unødvendigt.
Fremskridtskoalitionen
I en ny trepartiregering trækker De Grønne og FDP, der længe har ønsket fremgang og reformer, det andet storparti SPD med ind i en klima- og digitaliseringsdagsorden. Denne gang har coronakrise og fatale klimaskabte oversvømmelser presset dagsordenen længere op af tyskernes ønskeliste. De seneste otte års trættende udmanøvrering og kamp for kompromisser har skærpet SPD’s appetit på de nødvendige og svære reformtiltag.
Alle har måttet tage og slippe lidt i det tovtrækkeri, forhandlingerne indtil nu har været. Blandt andet måtte FDP sluge, at mindstelønnen bliver hævet fra 9,6 euro til 12 euro på bekostning af konkurrenceevnen. Et ultimatum fra SPD. Pensionsalderen sættes ikke op fra 67, og der skal bygges sociale boliger i byerne, som alle skal udstyres med solceller. De Grønne har nemlig fået deres krav om solceller på nye hustage. Og så skal to pct. af Tysklands landarealer udpeges til vindkraft. Mest kontroversielt skal kulkraftværkerne “ideelt set” lukkes i 2030 – otte år før den nuværende plan foreskriver. En af De Grønnes mærkesager.
FDP har til gengæld sat bremsen i overfor De Grønnes ønske om et forbud mod CO2-udledende biler i 2030 og en hastighedsgrænse på 130 km/t på de tyske autobahns til stor glæde for den tyske bilindustri. “Hvad våben er for amerikanerne er hastighedsgrænsen for tyskerne” udtalte De Grønnes premierminister i Baden-Württemberg, Winfried Kretschmann eftergivende. Begrænsningen kunne spare Tyskerne for 2 millioner tons CO2 – hvad der svarer til den årlige indlandsflyvning, men hastighedsgrænsen blev skrottet, og FDP fik hentet en vigtig sejr hjem for sine liberale, bilelskende vælgere.
Et sted, hvor SPD’s og De Grønnes reformønsker må vente, er i den tyske finanspolitik. ”Der bliver ingen venstredrejning med os”, har FDP formand, Christian Lindner, forsikret gentagende gange med sin sædvanlige alvorstunge mine. Det ser ud til, at han får ret. Den kommende regering vil hverken indføre nye skatter eller afgifter, og den omdiskuterede gældsbremse blive bevaret. En tydelig sejr for FDP, som fik selv CDU’s kanslerkandidat, Armin Laschet, og hans konservative partikammerat Friedrich Merz til at rose aftalen som “bemærkelsesværdig”, mens kommentatorer i medierne løfter brynene for de mange løfter og glæder sig til at se, hvordan de ambitiøse planer så skal finansieres.
Denne gang skal det lykkedes
Som man måske kan forstå, er de igangværende koalitionsforhandlinger ikke ren fryd og gammen for de tre partier. Men det skal helst lykkes. Især efter sidste valgs katastrofale koalitionsforhandlinger mellem CDU, De Grønne og FDP, der gik i vasken efter fire uger og ledte til en ny rekord i forhandlingstid. 172 dage kom det til at tage blot at lande ved det uønskede udgangspunkt: endnu en storkoalition mellem CDU/CSU og SPD.
Trods fremskridtskoalitionen beroligende miner og optimisme, ligger der et tungt forventningspres på fremskridtskoalitionens skuldre. De skal nemlig bevise overfor tyskerne, at trepartiregeringer er holdbare løsninger. For i fremtiden vil man nok se flere af dem. Det skyldes nedarvede tyske traditioner om at danne flertalsregeringer, udelukkelse af politiske yderfløje og en høj spærregrænse på 5 pct. Disse traditioner fungerer bl.a. som et værn mod det demokratiske kaos, som herskede under Weimarrepublikken. Traumerne fra et system, som tillod yderfløjene at korrumpere demokratiet, sænker stadig en alvorstung skygge over regeringsforhandlingerne i dag, og stabilitet og midterpolitik er et værn mod mere end blot indførelse af nye fartgrænser på Autobahn. Hvorfor alle venter i spænding frem til den 6. december, hvor Olaf Scholtz har lovet, at Tyskland får sin første trafiklys-farvede fremskridtsregering. ■
Traumerne fra et system, som tillod yderfløjene at korrumpere demokratiet, sænker stadig en alvorstung skygge over regeringsforhandlingerne i dag
_______
Kia Davies (f.1993) er cand.mag. i film- og medievidenskab ved Københavns Universitet og freelancejournalist bosiddende i Berlin. ILLUSTRATION: Olaf Scholz, kanserkandidat for SPD, står sammen med stoppen af SPD til partimøde 9. maj 2021. [FOTO: Florian Gaertner/Imago/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
