Kenneth Haar: Selvom COVID-vaccinerne i høj grad er offentligt finansierede, har vi ladet private virksomheder køre butikken. Det har vi ikke råd til længere

03.05.2021

Det har kostet hele kloden dyrt, at vi har ladet nogle få virksomheder sidde med monopolet på COVID-vacciner. Og de argumenter, medicinalindustrien har brugt mod at dele viden om vaccineproduktion, er nu smuldret. Nu må den globale vaccinestrategi over på et andet spor, hvor patentreglerne på vaccinerne suspenderes, så teknologimonopol viger for samarbejde.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Kenneth Haar

Vi har brug for at få vaccineret hele kloden. Jo længere tid der går, des større er risikoen for, at der opstår nye varianter af virussen, som kan udfordre de eksisterende vacciner. Derfor har jeg længe været svært urolig ved tanken om, at vaccinerne ejes af nogle få, store medicinalvirksomheder, der i kraft af deres ophavsret kan bestemme, hvem der skal producere hvor meget. Og lige nu viser svaghederne i den privatiserede pandemi-indsats sig tydeligt, især på den sydlige halvkugle. I Afrika har kun tre lande færdigvaccineret mere end én pct. af befolkningen, mange lande har end ikke set den første vaccine, og alt tyder på, at der kommer til at gå meget lang tid, før det ændrer sig nævneværdigt. Omtrent halvdelen af verdens nationer vil først have et omfattende vaccinationsprogram om 2 år.

En af hovedårsagerne er, at de, der i dag ejer vaccinepatenterne, ikke nødvendigvis har interesse i, at alle mulige andre virksomheder bringes i spil. Det er derfor begrænset, hvor mange producenter, der har fået lov til at bidrage. Især uden for Europa og USA vogter de nidkært over deres ’intellektuelle ejendomsret’. Det føles måske ikke som det mest påtrængende problem i vores del af verden, hvor vores behov i princippet er dækket af store indkøbskontrakter, der får enhver anden form for hamstring til at blegne. Men i det Globale Syd er det dybt alvorligt.

 

I oktober 2020 fremsatte Indien og Sydafrika således et forslag i Verdenshandelsorganisationen (WTO) om at suspendere intellektuel ejendomsret på vacciner, medicin og testredskaber for den tid pandemien varer
_______

 

Bekymringer blev ignoreret
Det var et problem, mange havde forudset, ikke mindst i lande, der også tidligere har oplevet modsætninger mellem hensynet til folkesundheden og de globale regler for intellektuel ejendomsret. I oktober 2020 fremsatte Indien og Sydafrika således et forslag i Verdenshandelsorganisationen (WTO) om at suspendere intellektuel ejendomsret på vacciner, medicin og testredskaber for den tid pandemien varer. Det ville bane vejen for, at flere producenter – ikke mindst på klodens sydlige halvdel – ville kunne bidrage til forsyningssikkerheden. Her et halvt år efter diskuteres forslaget endnu. Det nyder opbakning fra flere end 100 lande, men USA, Canada, Australien, Schweiz og EU er arge modstandere, og det har hidtil været nok til at blokere for idéen. Modstanden er baseret på de helt samme argumenter, vi hører fra de store spillere i medicinalindustrien. Vores globale repræsentanter taler det samme sprog om intellektuel ejendomsret som Pfizer, AstraZeneca, Johnson & Johnson.

For et par måneder siden spurgte jeg derfor mig selv, hvordan medicinalindustrien egentlig har kunnet overbevise vores beslutningstagere om at gå så langt for at beskytte deres rettigheder.  Svaret fandt jeg i en gennemgang af hovedargumenterne fra medicinalindustriens globale og europæiske lobbyorganisationer (IFPMA og EFPIA), som blev præsenteret for EU-kommissionen på et møde den 9. december sidste år. På det tidspunkt var vaccinerne ved at blive godkendt, og rygter om de første leverancer begyndte at cirkulere. Det var øjeblikket før vaccineringerne begyndte, så det dokumentet viser er, hvad industrien selv mente de kunne love. Og det var ikke så lidt.

 

Da lobbyisterne blev stillet over for spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var nødvendigt at dele teknologi for, at alle kunne få, replicerede de, at Indien og Sydafrikas forslag om at suspendere patentreglerne er et ”vidtgående tiltag mod et ikke-identificeret problem”
_______

 

Da lobbyisterne blev stillet over for spørgsmålet om, hvorvidt det ikke var nødvendigt at dele teknologi for, at alle kunne få, replicerede de, at Indien og Sydafrikas forslag om at suspendere patentreglerne er et ”vidtgående tiltag mod et ikke-identificeret problem”. Men i dag står problemet med al ønskelig tydelighed og præcis som forudset: Vaccinerne er der simpelthen ikke i de nødvendige mængder, og i stedet for globalt samarbejde om udrulning i alle hjørner, har vi fået et hundeslagsmål om knappe ressourcer.   

I dag bestrider de færreste, at manglen på vacciner har noget med produktionskapacitet at gøre. Budskabet i december var dog, at en lang række samarbejdsaftaler mellem medicinalvirksomheder i højindkomstlande ville gøre det muligt at levere til hele kloden af egen kraft. De eneste hindringer for global vaccination var – i medicinalindustriens optik – landenes eget beredskab, godkendelsesprocedurerne, og forsyningskæderne. Mens der givetvis er flaskehalse på råvareområdet, så er produktionskapacitet ikke til at komme uden om, og dér står monopolrettighederne unægteligt i vejen for en ekspansiv strategi. Som Nicole Lurie fra det centralt placerede Coalition for Epidemic Preparedness Initiatives (CEPI) har udtrykt det: ”Der er mere produktionskapacitet til rådighed. Udfordringen lige nu er, at de virksomheder, der har etableret sig med vacciner, er meget tøvende over for at indgå partnerskaber, især med producenter i udviklingslandene.”

 

Når virksomheder er så pernitne omkring intellektuel ejendomsret, at de tøver med at indgå partnerskaber, så fører det til lavere produktion
_______

 

Ny strategi: Global vidensdeling
Det sidste spørgsmål, hvor industriens argumenter klinger hult i dag, vedrører adgangen til vacciner i de lande, der ikke umiddelbart kan anskaffe vacciner selv, og som har brug for international bistand: lav- og mellemindkomstlandene. Her fremsatte industrien den kække påstand i december, at de 92 lav- og mellemindkomstlande, som det globale vaccineprogram, COVAX, har udpeget som hovedindsatsområde, formentlig vil ”få samme adgang til COVID-vacciner som højindkomstlande, og på samme tid.” Det er der næppe nogen, der tør hævde i dag.

Når virksomheder er så pernitne omkring intellektuel ejendomsret, at de tøver med at indgå partnerskaber, så fører det til lavere produktion. Lavere produktion betyder, at COVAX får færre vacciner. I skrivende stund har programmet leveret ca. 20 pct. af målet for 2021 i juni, et mål på levering af 2,3 milliarder doser. Dette mål var i forvejen ikke ambitiøst nok til de 92 programlande. En betragtelig forsinkelse i år er derfor meget alvorlig.   Vi må derfor begynde at finde andre løsninger. Privatiseringen af den globale vaccineindsats har været et dyrt eksperiment.

Selvom vaccinerne i det store hele er offentligt finansierede, har vi ladet nogle private virksomheder køre butikken. Det har vi ikke råd til længere. Svaret er derfor ikke flere offentlig-private partnerskaber, som den danske regering nu har budt ind med. Den model er prøvet af, især med AstraZeneca vaccinen, der trods en lav pris i en overgang, stadig er et kommercielt projekt, med alt hvad det indebærer, herunder striks håndhævelse af ophavsret. Det er teknologi-deling, vi har behov for. Når virksomhederne selv forsømmer at dele deres teknologi i nye partnerskaber, må første skridt være dansk støtte til Indien og Sydafrikas forslag om at suspendere patentreglerne på COVID-vacciner.  

 

Når virksomhederne selv forsømmer at dele deres teknologi i nye partnerskaber, må første skridt være dansk støtte til Indien og Sydafrikas forslag om at suspendere patentreglerne på COVID-vacciner
_______

 

Kenneth Haar (f. 1964) er researcher i Corporate Europe Observatory (CEO), en lobbyvagthund med base i Bruxelles. Hans hovedområder er for tiden klimapolitik, finansmarkeder samt international handel, herunder intellektuel ejendomsret. Han har været tilknyttet CEO siden 2008. ILLUSTRATION: En sundhedsmedarbejder tager en pause udenfor COVID-19-hospital i Kolkata, Indien, 1. maj 2021. [FOTO: Chatterjee Debarchan/Abaca/Ritzau Scanpix]  

Redaktører: Christoffer H. Dausgaard samt chefredaktionen