Journalist Azmat Khan: USA kastede flere bomber over Afghanistan i 2019 end i noget andet år, men det ville man ikke kunne vide ud fra mediedækningen
27.08.2021
”Selvom krigen i Afghanistan ikke længere fik lige så stor opmærksomhed fra den amerikanske befolkning i 2019, så bombede USA landet mere i 2019, end det havde gjort i noget andet år hidtil i krigen. Mere end 7.000 bomber blev kastet.”
Interview af Markus Giessing
Luftbombardementer har spillet en stor rolle i den amerikanske krig i Afghanistan.
Alene i 2019 blev der, ifølge tal fra U.S. Central Command, smidt 7423 bomber og anden ammunition i Afghanistan, hvilket svarer til mere end 20 bomber om dagen. Det er det højeste antal bomber, USA har smidt i Afghanistan siden krigens begyndelse i 2001.
I den periode, hvor USA intensiverede bombardementerne af Afghanistan (i 2018 og 2019) skete der dog et bemærkelsesværdigt fald i undersøgelserne af anmeldte civile drab. Ifølge en artikel i Washington Post blev ”anklager om civile drab, der efterforskes af Pentagon, fordoblet” i den periode. ”Men antallet af dybdegående undersøgelser af disse anklager blev halveret”, fremgår det af artiklen. Det tyder altså på, at der er en manglende gennemsigtighed omkring de civile konsekvenser af amerikanske luftangreb.
I særdeleshed i 2019, da jeg virkelig prøvede at undersøge, hvordan situationen udfoldede sig på jorden, var jeg selv skrækslagen for at dø i et luftangreb
_______
Den amerikanske graverjournalist Azmat Khan har siden 2015 forsøgt at følge sporene af de amerikanske bomber, for at finde ud af hvilke mennesker, der gemmer sig bag tallene. Khan har rejst i Afghanistan, Syrien og Irak for at dokumentere de civile omkostninger ved amerikanernes krigsførelse i Mellemøsten, og hun har fundet ud af, at USA undertæller antallet af civile drab. RÆSON har interviewet Khan om hendes oplevelse af krigen i Afghanistan fra landjorden.
RÆSON: Din journalistik har vist, at USA’s bombardementer i bl.a. Afghanistan har slået mange civile ihjel, hvilket har resulteret i en vis vrede rettet mod USA hos mange af de ramtes efterladte familiemedlemmer. Du viser også, at dette har bidraget til, at Taliban har kunnet rekruttere nye medlemmer. Vil du begynde med at forklare, hvad du har lært om luftkrigene i Afghanistan og konsekvenserne deraf?
KHAN: Amerikansk luftstøtte har været essentiel i at understøtte den afghanske regerings usikre greb om landet de seneste år. Selvom krigen i Afghanistan ikke længere fik lige så stor opmærksomhed fra den amerikanske befolkning i 2019, bombede USA landet mere i 2019, end det havde gjort i noget andet år hidtil i krigen. Mere end 7.000 bomber blev kastet. Og det havde en voldsom indflydelse i Afghanistan.
Befolkningen bosiddende på landet udgør næsten 75 pct. af Afghanistans befolkning, og krigen er hovedsageligt blevet udkæmpet her. Derfor er det i høj grad netop den afghanske befolkning bosiddende på landet, som betaler prisen ikke kun for amerikansk luftstøtte og bombardement, men også for natlige razziaer af afghanske styrker – ofte støttet af den amerikanske hær eller CIA – Taliban-angreb og ikke mindst kidnapninger og andre former for kriminelle grupper.
Der har i de seneste år fx været en specifik gren af ISIS, der i særdeleshed har taget fat i den østlige del af Afghanistan. Det er derfor de civile, mener jeg, der har mærket størstedelen af konsekvenserne og voldeligheden af krigen. Jeg har selv ofte måttet mødes med overlevende fra amerikanske luftangreb i provinsielle hovedstæder eller andre større byer, fordi det var for farligt for mig at skulle komme til stedet, hvor luftangrebet var blevet udført. I særdeleshed i 2019, da jeg virkelig prøvede at undersøge, hvordan situationen udfoldede sig på jorden, var jeg selv skrækslagen for at dø i et luftangreb – ikke kun fordi de kom hele tiden, men også fordi jeg kendte til kvaliteten af den information, som luftangrebene er baseret på. Det er netop dette – hvilken information luftangrebene er baseret på – som jeg har brugt de seneste år på at undersøge.
RÆSON: Og hvad viste dine undersøgelser?
KHAN: Der er to former luftangreb, der bliver udført – jeg tøver endda med at bruge ordet ’air strike’, da det antyder et enkeltstående og præcist angreb. Egentlig er det ofte fly fra tidligere militære aktioner, der bliver brugt – fx B52s. Det er fly, der er beregnet til virkelig tunge bombardementer, så i realiteten bliver mange af disse steder kraftigt bombet af USA.
Derfor er ’air strike’ ikke altid det rigtige ord til at beskrive det bombardement, der egentlig finder sted. Og i 2019 begyndte jeg også at lære om noget, som jeg indtil da ikke havde kendt til i luftkrig: Afghanske styrker ville udføre natlige razziaer – måske ville de skyde nogle mennesker i et hus eller på et sted – og først efter de forlod stedet, ville der blive udført et luftangreb. Før da havde jeg altid kun kendt til det modsatte – at luftangreb gik forud for brugen af styrker på jorden. Men jeg havde aldrig kendt til det i denne ’omvendte’ form.
Den viden var ekstremt bekymrende, fordi den antydede, at der blev gjort et forsøg på at dække over nogle af de aktioner, som man i menneskerettighedsorganisationer ville kalde udenretslige drab (extrajudicial killings). Nogle folk fortæller, at ofrene for sådanne natlige razziaer er civile. Dog er det enormt svært at undersøge sådanne sager efter et luftangreb har fundet sted. Derimod kan det i sager, hvor der er tale om et udenretsligt drab – selvom processen og undersøgelsen deraf heller ikke er fantastisk – være nemmere at holde nogen til ansvar, end hvis der er blevet udført et luftangreb på stedet.
Man har set et mønster i den måde, det amerikanske militær undertæller antallet af civile, der er døde i luftangreb verden over. Det er veldokumenteret
_______
Jeg mener, at luftangreb længe har fået lov til at blive udført helt ukontrolleret. Denne mangel på opsyn tror jeg stammer fra en opfattelse af, at størstedelen af alle luftangreb bliver udført for at eliminere trusler mod allierede på jorden. Mens dette i nogle tilfælde er sagen, så findes der også disse intentionelt planlagte luftangreb af steder, som er overvåget i tiden op til. Selv de luftangreb, der er planlagt over lang tid og har gennemgået en lang bureaukratisk godkendelsesproces, kan i mange tilfælde stadig være baseret på fejlagtig evidens og forkerte informationer.
Folk tror ofte, at civile bliver ramt, fordi de tilfældigvis var i nærheden, da et legitimt mål blev angrebet. Mit arbejde med de sager, hvor civile blev ramt af luftangreb i den amerikanske aktion mod ISIS viste, at op mod halvdelen af civile dødsfald var forårsaget af forkerte informationer. Derfor var det frygtindgydende – med den viden jeg har om luftangreb og kvaliteten af de informationer, de er baseret på – at skulle ud til de steder, hvor luftangrebene fandt sted.
RÆSON: Hvis man søger efter informationer om de luftangreb, som USA udfører, finder man ofte informationer om specifikke ’air strikes’, som efter sigende skulle være rettet mod en fjende eller terrorist. I de officielle statistikker ser det ikke ud til, at der er så mange civile dødsfald, som du og andre beskriver. Hvorfor er du skeptisk overfor de officielle tal og beskrivelser af amerikanske luftangreb?
KHAN: Man har set et mønster i den måde, det amerikanske militær undertæller antallet af civile, der er døde i luftangreb verden over. Det er veldokumenteret. Men jeg vil sige, som én der har undersøgt den amerikanske luftkrig både mod ISIS og i Afghanistan, at der er langt mindre gennemsigtighed i aktionerne, der har fundet sted i Afghanistan, end i luftkrigen mod ISIS i Irak og Syrien. Meget mindre. I Irak og Syrien offentliggjorde USA løbende tal og statistikker. Der var en månedlig rapport, hvori de offentliggjorde, hvor mange af sådanne dødsfald, der blev vurderet til at være troværdige og hvor mange, der ikke var det.
Det eksisterer ikke i Afghanistan. Både the ’US Resolute Support Campaign’ og ’Operation Freedom’s Sentinel’ – de to militære kampagner, der har fundet sted i Afghanistan siden 2015 – har været ekstremt tavse. Når de bliver præsenteret for bevis på civile dødsfald –stærke beviser – så har de gjort sig meget umage for at kunne afvise dem. Der er fx en meget kendt sag, hvor et narkotikalaboratorium blev bombet. Her præsenterede mange menneskerettighedsorganisationer og FN solidt bevis for civile dødsfald, men det amerikanske militær i Afghanistan gjorde meget for at kæmpe imod den narrativ. Det er en form for kamp, som jeg ikke ser i andre amerikanske krigszoner.
Med skalaen og intensiteten af de bombardementer, der finder sted i Afghanistan, kunne man synes, at der burde være større anerkendelse af de civile tab.
Det skyldes ikke blot, at der ikke er et fungerende system for optællingen af civile dødsfald – selv i manglen på et sådant system kæmper det amerikanske militær aggressivt imod ethvert narrativ, der antyder tilstedeværelsen af civile dødsfald.
RÆSON: Mens mange civile afghanere har mistet livet eller familiemedlemmer i krigen, har nogle amerikanere tjent store pengesummer fra salget af militærudstyr til amerikanske styrker. Hvad tror du, økonomiske incitamenter som dette har betydet for krigen i Afghanistan?
KHAN: Man ved, at USA er en ledende sælger af forskelligt militærudstyr i verden. Det gælder ikke blot disse specifikke militære kampagner – det er også salg til USA’s allierede i Saudi Arabien, til allierede i de Forenede Arabiske Emirater og til andre lande, som er involveret i luftkrige. Fx er Saudi Arabien og de Forenede Arabiske Emirater engageret i en luftkampagne i Yemen.
Jeg ville argumentere for, at det går endnu mere vidt end blot amerikanske firmaer eller blot det amerikanske militær. Det er endnu større, end hvad vi tror. Med hensyn til økonomiske incitamenter, så har vi i løbet af krigen i Afghanistan set en fortjenestes proces finde sted, hvor amerikanere og andre, i særdeleshed ’strongmen’ på jorden i Afghanistan, har udnyttet de enorme ressourcer og mængder penge, som USA har hældt i deres militære kampagner i landet.
Man kunne se så mange forskellige fiaskoer i Afghanistan dokumenteret i nyhederne, men alligevel syntes alle at være enige om, at der var én utvetydig succes
_______
Dette handler ikke blot om våben – det handler også om de milliarder USA brugte på rekonstruktion af landet. Der var en idé om, at de skulle bygge skoler, sundhedsklinikker, broer, damme og veje. Men det, man oftest fandt, var, at lokale ’strongmen’ ikke blot fik kontrakterne til at udbygge infrastrukturen i landet, men de fik også kontrakter til at blive involveret i sikkerheden omkring denne udbygning.
Der er mange dokumenterede sager, hvori lokale ’strongmen’ selv har iscenesat angreb af deres rekonstruktionsprojekter for at få amerikanerne til at tro, at der var brug for enorme ressourcer for at sikre projekterne.
Da USA kom ind i Afghanistan i 2001, så man i de følgende år, at mange blev anholdt og sendt til Guantanamo eller Bagram, men ofte var disse anholdelser baseret på svage beviser og påstande, der ikke holdt vand – ofte med lokale rivaler, der pegede fingre ad hinanden. Forestil dig da de økonomiske incitamenter på spil – hvis man får at vide, at man kan få penge for at anmelde en terrorist. Det kan resultere i, at uskyldige bliver fængslet, samt at folk gør fortjeneste på krigen. Jeg tror den form for fortjenestes-logik, du taler om, har fundet sted i stort set alle stadier af krigen.
RÆSON: Du har også beskrevet hvor stor indflydelse korruption har haft på krigen i Afghanistan. I hvilken grad er de penge, der blev allokeret til opførelsen af skoler og andre projekter, der skulle styrke civilsamfundet, egentlig blevet brugt til det?
KHAN: Jeg tror, det er sandsynligt, at ressourcer er blevet brugt effektivt i store byer som Kabul – eller i hvert fald relativt effektivt. Men i de krigsramte provinser, hvor USA og deres allierede lagde størst vægt på strategien af at vinde sympati, er det mere sandsynligt, at ressourcerne blot er blevet ribbet fra alle sider.
I 2015, da USA først begyndte at trække sig tilbage fra Afghanistan, prøvede jeg at undersøge, hvad USA’s eftermæle i Afghanistan var. Man kunne se så mange forskellige fiaskoer i Afghanistan dokumenteret i nyhederne, men alligevel syntes alle at være enige om, at der var én utvetydig succes. Selv i Kongressen hørte man igen og igen folk sige, at USA’s mest positive præg på Afghanistan var udbygningen af uddannelsessystemet – antallet af skoler, der blev bygget, og piger, der kunne komme i skole. Jeg tog derfor ud for at se, om det rent faktisk passede. Og jeg fik koordinaterne til alle skoler støttet af USAID i Afghanistan, og jeg fandt mange andre skoler, bygget af militæret. Derefter undersøgte jeg 50 af skolerne i syv forskellige krigsramte provinser.
Fx i Qandahar besøgte jeg disse skoler uanmeldt, og her fandt jeg ud af, at størstedelen af skolerne var faldefærdige – der manglede døre, lokaler og det levede slet ikke op til standarden, der var blevet beskrevet. Og i 10 pct. af tilfældene var skolerne enten aldrig blevet bygget færdigt eller også eksisterede bygningerne ikke længere. I et tilfælde mødte jeg op på en skole, der var ufærdig, og hvor der endnu stod byggematerialer – men i de amerikanske bøger stod der, at skolen var åbnet flere år tidligere. Jeg gik over vejen, hvor børn sad foran den lokale moske, mens de læste Koranen. Jeg spurgte dem, hvad der var sket – hvorfor de ikke var børnene i skolen på den anden side af gaden. Her fik jeg fortalt, at en lokal mand havde doneret grunden til skolen. For dette havde han fået halvdelen af kontrakten til at bygge skolen, og den anden halvdel af kontrakten var gået til guvernørens bror i distriktet, som var blevet snydt for sin andel og nu nægtede at lade skolen åbne, før han havde fået sine penge tilbage.
Jeg tog hen for at interviewe distriktguvernøren, som påstod, at han ikke havde del i kontrakten – dette viste sig ikke at være sandt. Derudover kunne jeg bevise, at den amerikanske regering var fuldt bevidst om, at distriktguvernøren gentagende gange var blevet involveret i byggeprojekter gennem sin bror. Han påstod, at dette var grundet sikkerhedsmæssige årsager, men i realiteten var det en form for korruption.
Jeg så igen og igen og igen, at kontrakten for udbygningen af skoler blev givet til en lokal krigsherre
_______
For at understrege de menneskelige konsekvenser af dette, så fik børnene i dette distrikt – i hvert fald pigerne – kun en religiøs uddannelse. På den skole – på den anden side af vejen overfor den ufærdige USAID-støttede skole – var der en mand, som gik og slog børnene med en kæp. Da jeg spurgte ind til det, svarede en lille dreng mig: ”Uden bank er der ingen læring.” .
Jeg så igen og igen og igen, at kontrakten for udbygningen af skoler blev givet til en lokal krigsherre. I et tilfælde var der en skole, der manglede. Skolen fandtes ikke i den by, den skulle have været i, men var i stedet blevet bygget i byen kontrolleret af den berygtede Qandahar-strongman Abdul Razzaq, politimester i Qandahar. Razzaq er blevet anklaget for adskillige menneskerettighedsforbrydelser. Her sagde de lokale, at det havde taget en del år for skolen at åbne, fordi der ingen børn var i byen, udover denne ene strongmans familie.
Selvom der måske er blevet gjort substantielle og vigtige fremskridt i Kabul og andre byer, ser man også hvordan misbrugen af ressourcer i mange af de krigsramte provinser faktisk har isoleret lokale fra deres regering. På nogle måder har ressourcerne til rekonstruktion derfor bidraget til, at civile er begyndt at støtte Taliban, og ressourcerne har derfor også indirekte bidraget til kampe mellem Taliban og den afghanske regering.
Man så nogle mennesker, som følte sig så fremmedgjorte og isolerede fra deres regering, netop grundet korruption, at de ville stille sig tilfredse med hvad som helst for at få krigen til at slutte. Børn i særdeleshed udtrykte udmattelse af krigen, og mange af børnene har aldrig kendt til fredstid.
RÆSON: Noget som både den amerikanske og danske regering har brugt som begrundelse for at forlænge tilstedeværelsen i Afghanistan har været støtten til afghanske kvinder og kvinderettigheder. I hvilken grad opfatter du dette som en ’succeshistorie’ på jorden i Afghanistan?
KHAN: Jeg er virkelig glad for, at du spørger til det. I årene op til krigen var der mange mennesker, som følte, at USA og dets allierede var forpligtet til at gøre noget ved Talibans krænkelse af kvinderettigheder. Jeg tror, at der var mange velmenende mennesker, som virkelig ønskede at gøre en forskel i afghanske kvinders og pigers liv. Jeg tror også, at der i Kabul og andre store byer findes en generation af unge kvinder, som har oplevet store fremskridt – de har haft succes med deres karrierer, som de og deres forældre aldrig havde forestillet sig. Det er vigtigt, ikke at nedgøre dette fremskridt.
Jeg tror, at der er kvinder, som har set realiseringen af nogle af de løfter, der blev givet i krigens tidlige år. Det kan være, at de føler sig ekstremt skuffede over håndteringen af situationen nu, men i en årrække er der nogle kvinder, der har nydt godt af et vist fremskridt. Dog tror jeg, at der er mange kvinder og piger på landet, der ikke har set de samme resultater.
Hvis man besøger nogle af de steder, afhængigt af hvor man er – man kan ikke skære alle områder på landet over en kam – som har været brændpunkter i krigen som Qandahar og Nangarhar, er det virkelig kun i byerne, at man har set fremskridt. Ofte er ressourcerne allokeret til projekter, der skulle støtte kvinder og piger, blevet brugt af lokale ’strongmen’. Beskyttelsen af kvinderettigheder og ressourcerne dertil er helt sikkert også blevet udnyttet.
Det er forbløffende, at jeg og så mange andre har udført dette rapporteringsarbejde i årevis og følt, at meget få lyttede til, hvad vi sagde. Det gælder ikke kun i USA, men helt generelt i vestlige lande, er der en tendens til, at man kun følger situationen i Afghanistan, når der er vestlige aktører involveret. Under fremmarchen af amerikanske og allierede styrker i 2010 og 2011 dominerede Afghanistan avisoverskrifterne. Og den opmærksomhed er virkelig dalet. I 2019 blev krigen i Afghanistan dækket af medierne mindre en nogensinde, selvom krigen stadig rasede derudaf. USA kastede flere bomber over Afghanistan i 2019 end i noget andet år, men det ville man aldrig vide baseret på mediedækningen. Jeg vil derfor gerne opfordre jeres læsere til at opretholde den opmærksomhed, som Afghanistan får lige nu, også selv når vestlige aktører ikke spiller en central rolle. ■
Det gælder ikke kun i USA, men helt generelt i vestlige lande, er der en tendens til, at man kun følger situationen i Afghanistan, når der er vestlige aktører involveret
_______
Azmat Khan er en prisvindende, amerikansk graverjournalist, som blandt andet skriver for New York Times Magazine. Khan er professor ved Arizona State University School of Politics and Global Studies, og er lige nu ved at skrive en bog om USA’s luftkrige for forlaget Random House. ILLUSTRATION: En eksplosion efter et luftangreb ledt af NATO-styrker ifm. kampe med Taliban, Shewa, Nanagarhar-provinsen, Afghanistan, 17. juli 2011. [FOTO: Parwiz/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
