Jon Rahbek-Clemmensen i RÆSON SØNDAG: Grønlands nye regering vil demilitarisere landet. I stedet bør de tage sikkerhedspolitikken alvorligt

25.04.2021

For nu at parafrasere Trotskij, så kan det godt være, at Grønland ikke er interesseret i sikkerhedspolitikken, men sikkerhedspolitikken er interesseret i Grønland. I stedet for at sætte sig urealistiske mål, såsom en demilitarisering, bør Grønland opbygge egne sikkerhedspolitiske kapaciteter og opstille en konkret og gennemførlig strategi for, hvordan man vil håndtere den stigende sikkerhedspolitiske interesse i Grønland.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Jon Rahbek-Clemmesen om Grønland og sikkerhedspolitik. SIDSTE SØNDAG: Malthe Munkøe: Vaccinefiaskoen kan lære EU, at det er på tide at smide fløjlshandskerne i international politik

Af Jon Rahbek-Clemmensen

Det nye Naalakkersuisut (regering) i Nuuk, der består af det venstreorienterede parti IA og det mere nationalistiske Naleraq, ønsker, at “Grønland skal demilitariseres”. Det står klart, efter at de to partier 17. april har fremlagt deres nye koalitionsaftale. Målet om demilitarisering viser endnu en gang, at betydelige dele af den grønlandske elite og befolkning ikke forstår, eller foregiver ikke at forstå, hvad sikkerhedspolitik går ud på eller den sikkerhedspolitiske situation, som Grønland befinder sig i.

Der er intet, der tyder på, at Grønland kan demilitariseres indenfor en overskuelig årrække. Tværtimod øger USA i disse år sin militære tilstedeværelse i Arktis. Det er nemlig gået op for amerikanerne, at Rusland og Kina siden slutningen af 00’erne har styrket deres position i regionen på USA’s bekostning. Mens Kina særligt har fokuseret på økonomiske og diplomatiske aktiviteter, har Rusland opbygget militære installationer og indkøbt nye ubåde og fly. Det er særligt denne russiske opbygning, som skaber nye militære risici for USA.

På grund af begrænset radarkapacitet kan Rusland i dag flyve ned over Grønland og ned i Nordatlanten uden at blive opdaget, ligesom russiske fly næsten uvarslet kan angribe den amerikanske Thulebase i Nordvestgrønland. Samtidig frygter USA, at russiske ubåde i en krisesituation kan sejle gennem havene mellem Grønland, Island og Storbritannien – det såkaldte GIUK-gap – og true skibstrafikken og kommunikationslinjerne over Nordatlanten. Man skal derfor ikke blive overrasket, hvis der om få år er flere skibe og fly fra den amerikanske flåde og luftvåben i og omkring Grønland. Det er også blevet overvejet, om USA kunne anlægge en arktisk havn i Grønland, fx i Sisimiut.

 

Hvis Grønland gør alvor af ønsket om en demilitarisering, vil man med andre ord bide den (amerikanske) hånd, der fodrer én
_______

 

Samtidig har USA efterspurgt en større militær tilstedeværelse fra dansk side. Indtil videre har det danske svar været den såkaldte ”arktiske kapacitetspakke”, som bl.a. betyder indkøb af nye droner og oprettelsen af en forsvarsuddannelse i Grønland. Kapacitetspakken løser dog kun nogle af amerikanernes bekymringer – fx forbedrer den ikke luftrumsovervågningen i Grønland betydeligt. Det er derfor meget muligt, at Danmark i de kommende år vil købe yderligere militære kapaciteter til brug i Arktis.

Den nye regerings ønske om en demilitarisering støder ikke bare mod virkeligheden; det er også i modstrid med den udenrigspolitiske strategi, som Grønland hidtil har fulgt, og som den nye regering ellers har lagt op til også at ville følge. Den øgede amerikanske militære interesse kan veksles til økonomiske og diplomatiske fordele for Grønland. Således vil USA nu gøre det muligt, at den økonomisk vigtige servicekontrakt på Thulebasen igen skal komme i grønlandske hænder.

Et dansk-grønlandsk firma, der er delvist eget af det grønlandske selvstyre, mistede i 2014 kontrakten om at levere serviceydelser på Thulebasen til et amerikansk firma. Danmark og Grønland har siden udfordret det juridiske grundlag for denne beslutning, men har mødt modstand fra USA indtil sidste år, hvor USA pludselig skiftede kurs. USA har også oprettet et konsulat i Nuuk, givet en mindre hjælpepakke til bl.a. turisme- og minesektorerne, indgået en aftale om mere samarbejde på mineralområdet og luftet muligheden for investeringer i infrastruktur.

Den nye grønlandske Naalakkersuisoq for udenrigsanliggender (udenrigsminister), Pele Broberg, har tidligere slået på tromme for, at Grønland bør udnytte den amerikanske interesse i endnu højere grad og bl.a. bruge den til at lægge pres på Danmark for at opnå øget selvbestemmelse. Denne strategi fungerer selvsagt kun, så længe Washington kan få noget til gengæld, og det vigtigste USA ønsker, er militær adgang til Grønland. Hvis Grønland gør alvor af ønsket om en demilitarisering, vil man med andre ord bide den (amerikanske) hånd, der fodrer én.

 

I Grønland mødte vi flere misforståelser om, hvordan sikkerhedspolitik fungerer og en modvilje mod egentlig at beskæftige sig med sikkerhedspolitiske spørgsmål
_______

 

Når et ønske om en demilitarisering bliver inkluderet i et så vigtigt dokument som en koalitionsaftale, der skal udstikke Grønlands politiske kurs i de kommende fire år, viser det atter, at Grønland har et problem med at diskutere sikkerhedspolitik. Som Rasmus K. Rasmussen fra Roskilde Universitet, der forsker i Arktis, har vist, nægter den grønlandske regering ofte at diskutere den sikkerhedspolitiske dimension af forskellige politiske spørgsmål. Anders Henriksen (daværende lektor i jura på Københavns Universitet) og jeg mødte et lignende billede, da vi for nogle år siden interviewede amerikanske, danske og grønlandske beslutningstagere om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål i Arktis.

I Grønland mødte vi flere misforståelser om, hvordan sikkerhedspolitik fungerer og en modvilje mod egentlig at beskæftige sig med sikkerhedspolitiske spørgsmål. Fx overvurderede én grønlandsk interviewperson, hvor store fordele Danmark kan opnå fra USA, som blev vurderet til at svare til et to-chifret milliardbeløb, idet Danmark alene pga. Grønland ikke behøver at leve op til NATO’s krav om et forsvarsbudget på mindst 2 pct. af BNP. Samme opfattelse bliver til tider fremført af grønlandske politikere i pressen. Selvom der er noget, der tyder på, at Grønland kan lette USA og NATO’s pres på det danske forsvarsbudget, er der også mange andre faktorer på spil. Hvis Danmark får en rabat på grund af Grønland, er den meget mindre end det beløb, som flere grønlandske beslutningstagere forestiller sig.

Den grønlandske modvilje mod at diskutere sikkerhedspolitiske spørgsmål hænger til dels sammen med den måde, Rigsfællesskabet er indrettet på. Som jeg beskrev i RÆSONs forårsnummer i 2020, er Rigsfællesskabet præget af grundlæggende systemfejl, hvor beslutningskompetencen på bl.a. det forsvars- og sikkerhedspolitiske område ikke er klar. Officielt er det Danmark, der bestemmer over forsvars- og sikkerhedspolitikken, men virkeligheden er mere kompleks.

Grønland har hjemtaget en lang række områder, såsom råstofpolitikken og transportpolitikken, som kan have sikkerhedspolitiske konsekvenser. Kan Danmark fx sætte foden ned, når kinesiske firmaer ønsker at investere i grønlandske miner eller lufthavne? Det betyder, at man i Grønland er tilbageholdende med at se emner gennem sikkerhedspolitiske briller, og at der generelt er en mistillid til de sikkerhedspolitiske analyser, der kommer fra København, idet et større sikkerhedspolitisk fokus åbner for, at Danmark får indflydelse på det konkrete område.

 

Mistilliden til sikkerhedspolitikken vil blive mindre, hvis Grønland selv kan lave egne sikkerhedspolitiske analyser, som man ikke skal frygte, er et dansk forsøg på at kontrollere Grønland
_______

 

Denne afvisning af sikkerhedspolitiske spørgsmål er måske forståelig, men den blokerer for en nødvendig strategisk debat i Grønland. Hvis Grønland skal kunne håndtere de nye udfordringer og muligheder, der følger af USA’s sikkerhedspolitiske interesse, kræver det, at grønlandske beslutningstagere gør sig klart, hvordan man ønsker den øgede militære tilstedeværelse skal se ud, hvad man ikke ønsker, der sker, og hvordan den kan komme Grønland til gode.

Grønland hungrer fx efter infrastruktur, såsom veje, havne og lufthavne. Dette behov kan mindskes, hvis man kan sikre, at ny militær infrastruktur kan benyttes af civile. På samme vis giver nye danske investeringer i militært isenkram Grønland mulighed for at sikre, at nye droner, skibe, radar m.v. også kan bruges til de kystvagtsopgaver, som Forsvaret udfører for det grønlandske samfund. Det kræver viden om forsvars- og sikkerhedspolitik, hvis Grønland skal sikre, at man påvirker situationen på den rigtige måde.

Det er derfor på tide, at Grønland opbygger egne kapaciteter til at forstå udenrigs- og sikkerhedspolitiske dynamikker. Dette er også i Danmarks interesse. Mistilliden til sikkerhedspolitikken vil blive mindre, hvis Grønland selv kan lave egne sikkerhedspolitiske analyser, som man ikke skal frygte, er et dansk forsøg på at kontrollere Grønland. Det vil gøre det nemmere at samarbejde internt i Rigsfællesskabet om sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Og der blev taget et vigtigt skridt i den rigtige retning i forbindelse med den seneste danske finanslov, hvor der blev afsat penge til ”forskning om klima, geopolitik samt udenrigs- og sikkerhedspolitik i Arktis” på Ilisimatusarfik (Grønlands Universitet). Et næste skridt kunne være en grønlandsk Arktisstrategi, som det nye regeringsparti IA tidligere har foreslået, der opstiller en vision for, hvordan Grønland ser sig selv i en region i forandring.

Grønland kan ikke ignorere de sikkerhedspolitiske vinde, der blæser i Arktis. Med de rette tiltag kan man i stedet bruge dem til at sætte sejl. ■

 

Grønland kan ikke ignorere de sikkerhedspolitiske vinde, der blæser i Arktis. Med de rette tiltag kan man i stedet bruge dem til at sætte sejl
_______

Apropos denne artikel:

Bertel Heurlin i RÆSON SØNDAG: En multipolar verden? Forkert. Verden er unipolær, og den er netop blevet udvidet

Mads Hvidbjerg (DSU): Den danske højrefløj hylder Mileis reformer, men vender ryggen til Argentinas sultende børn. Er det virkelig sådan et samfund, højrefløjen ønsker sig?

Øjvind Hesselager: Ved at spille Grønlands-kortet har Trump fået Europas ledere til at vise deres hånd

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Regeringen maner til ro, men Grønlandskrisen kræver nyt diplomati – fra 1700-tallet

Lars Erslev Andersen: Trumps hybris vil blive Vestens nemesis

Vidensfestival 2025 finder sted lørdag 22. marts – bestil dine billetter allerede idag (der er udsolgt hvert år)