Jon Burgwald (Ø): Klimakampen har brug for flere mandater, ikke flere partier

18.03.2021

Det skorter ikke på løsningsforslag og ideer til at løfte vores klimaansvar. Det er i stedet manglen på grønne mandater, der er problemet. Mandater til at gøre op med flertallet – og særligt Socialdemokratiets – manglende ambitioner og ansvar for handling. Men med væksten af nye, grønne et-temas-partier som Veganerpartiet og senest Momentum skaber vi en reel risiko for, at ingen af dem kommer over spærregrænsen – og at grønne stemmer dermed ikke konverteres til grønne mandater.

Kommentar af Jon Burgwald

DET VAR ET KLIMAVALG i 2019. Enhedslisten, SF og R gik til valg med en musketered om en reduktion af drivhusgasudslippet på 70 pct. i 2030. Socialdemokratiet gav i forståelsespapiret opbakning til den målsætning, og ved indgåelsen af aftalen om klimaloven blev målet cementeret.

Men de reelle forpligtelser og tiltag til at indfri løfterne i klimaloven udestår. I stedet sidder vi bænket i en lang fase med hockeystav og store erhvervstilskud med lille klimaeffekt. En fase, hvor regeringen er kisteglad for investeringer i forskning, teknologi og kloge kommissioner, der kan udskyde de svære beslutninger. Blandt andet vægrer regeringen sig ved at sætte et delmål for 2025, udmelde en regulering for landbruget og ikke mindst håndtere transportens store udledninger.

Det skorter ikke på løsningsforslag og ideer. Det er manglen på grønne mandater, der er problemet – mandater til at gøre op med flertallet – og særligt Socialdemokratiets – manglende ambitioner og ansvar for handling.

Enhedslisten kom i 2019 med en fuldt finansieret klimaplan, der kan realisere 70 pct.-målsætningen og samtidig sikre, at den grønne omstilling sker socialt afbalanceret. SF lancerede for nyligt et landbrugsudspil med store klimareduktioner, og De Radikale har været forkæmpere for en høj CO2-afgift. Alle seriøse, finansierede og realistiske tiltag, som gang på gang bliver båret til forhandlingsbordet, men hvor den socialdemokratiske regering udviser en meget lille appetit på reel handling. Hvis Socialdemokratiet havde viljen, så er mandaterne og ideerne der til en markant anden retning for et grønnere Danmark.

 

Hvis Socialdemokratiet havde viljen, så er mandaterne og ideerne der til en markant anden retning for et grønnere Danmark
_______

 

DET STORE SPØRGSMÅL ER, hvordan vi får brudt det dødvande. Desperationen vokser nærmest dagligt, både hos vælgerne, virksomhederne og på Christiansborg. Vi har bare på det seneste set flertal udenom regeringen, som efterspørger klimahandling, Dansk Erhverv som understreger, at det haster med fastsættelsen af en CO2-afgift og en vedvarende kritik fra de grønne organisationer. Personligt står jeg og tripper for den dag, hvor coronarestriktionerne ophæves, så jeg igen kan gå på gaden sammen med de grønne bevægelser og vise min utilfredshed med, at regeringen ikke lader handling stå mål med retorikken.

Men desperationen efter handling må ikke føre til, at grønne ildsjæle modarbejder hinanden. Med væksten af nye, grønne et-temas-partier som Veganerpartiet, Frie Grønne og senest Momentum gambler vi med de grønne mandater, fordi der er en reel risiko for, at ingen af dem kommer over den magiske spærregrænse på 2 pct. og dermed ikke kommer i Folketinget. De spildte stemmer vil være en bjørnetjeneste for klimakampen.

Problemet er nemlig ikke, at der mangler grønne stemmer eller ideer i Folketinget. Problemet er, at vi er i en situation, hvor der ikke er et flertal for de grønne løsninger. Selv hvis støttepartierne siger nej til de svage aftaler, skaber det desværre ikke et flertal for højere ambitioner. Derfor kan jeg ikke se, hvordan det skal være et mål i sig selv at smøre de grønne stemmer tyndt ud over mange partier. Målet må være at sikre flere grønne mandater, der kan tage kampen op.

Det betyder ikke, at vi skal droppe at diskutere strategi, og at det ikke er i orden at være frustrerede over støttepartierne. Det er både en svær og en rimelig diskussion, hvordan vi bedst får sat turbo på den grønne omstilling, og hvornår støttepartierne svigter sin grønne dagsorden. Her ser jeg også mit eget parti, Enhedslisten, som den aktør, der skal turde gå planken ud. Vi skal turde bære ansvaret for at presse regeringen og tage de nødvendige opgør. I en klimakrise er det ikke nok at stille sig tilfreds med de små forbedringer.

 

Når jeg ser på Momentum, Frie Grønne, Veganerpartiet og Alternativet, ser jeg partier, der langt, langt overvejende er enige om den grønne politik […] Alligevel puljer de ikke kræfterne, men kæmper mod hinanden om de samme stemmer
_______

 

MEN NÅR JEG SER på Momentum, Frie Grønne, Veganerpartiet og Alternativet, ser jeg partier, der langt, langt overvejende er enige om den grønne politik. Og egentlig også med Enhedslisten – de rød-grønne. Alligevel puljer de ikke kræfterne, men kæmper mod hinanden om de samme stemmer. Ikke på grund af substantielle, politiske uenigheder, men på grund af strategiske uenigheder og hidsige magtkampe.

Jeg er for så vidt enig med Theresa Scavenius i, at vi skal gøre klimasagen til en folkesag og samle flere om den. Jeg kan bare ikke se, hvordan vi skal skabe momentum ved at dele os op i fraktioner.

I 1990’erne tog de fraktionerede venstrefløjspartier et opgør med de interne magtkampe og dannede Enhedslisten. De grønne bevægelser bør gøre det samme. Ellers spilder vi alle tiden på at diskutere de fem procent, som vi er uenige om, i stedet for at kæmpe mod dem, som reelt bremser den grønne omstilling. Klimakrisen er for vigtig og haster for meget til at vente på, at der udråbes én ”vinder” på den grønne fløj.

Hvis vi for alvor skal vinde klimakampen og i mål med den grønne omstilling, er det ikke et spørgsmål om at fordele de eksisterende grønne mandater og stemmer, hvorved vi risikerer et stort stemmespild. Så er det et spørgsmål om at få klimabevægelsen i gear igen og sammen få taget et opgør med de magtpartier, som gang på gang svigter deres ansvar.

Derfor vil jeg appellere til, at de grønne partier søger sammen, gerne i mit eget parti, men ellers i en samlet, grøn front. For klimaets skyld. ◼

 

[J]eg [kan] ikke se, hvordan det skal være et mål i sig selv at smøre de grønne stemmer tyndt ud over mange partier. Målet må være at sikre flere grønne mandater, der kan tage kampen op
_______

 

Jon Burgwald (f. 1982) er klimapolitisk rådgiver for Enhedslisten. Han er uddannet cand. techn. soc. ILLUSTRATION: Pressebillede, Veganerpartiet [Foto: Luke Collins]