Johan Moesgaard om EU-mindsteløn: Kommissionens forslag respekterer ikke i tilstrækkelig grad den skandinaviske model

02.07.2021

Faktisk er det ikke lykkedes én jurist i ét EU-land over de seneste år at finde en juridisk tekst, hvor man på den ene side imødekommer nogle landes ønsker om at EU-politisere løn og overenskomster og på den anden side friholder fx Danmark.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

DER VAR GODT NYT fra Bruxelles i den forgangne uge for alle os, der elsker den danske arbejdsmarkedsmodel. Det står nemlig klart nu, at det i Danmark så forhadte forslag om EU-mindsteløn foreløbigt bliver lagt i fryseren, efter det portugisiske formandskab endegyldigt har kastet håndklædet i ringen, når det gælder om at finde et kompromis mellem EU’s medlemslande inden sommer.

I Danmark har vi fra dag ét dannet fælles front mellem arbejdsgivere, lønmodtagere, arbejdsmarkedsforskere og et bredt politisk spektrum helt fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti om at bekæmpe forslaget med næb og kløer. For i Danmark er det arbejdsmarkedets parter – og ikke politikerne – der aftaler løn og overenskomster. Derfor er det sprængfarligt at flytte magten over løndannelse og overenskomster til Bruxelles.

 

Fordi vi fra nordisk side altid har værnet om vores arbejdsmarkedsmodel, står det med flammeskrift i EU-traktaten – nærmere bestemt i artikel 153 (5) – at EU ikke kan blande sig i spørgsmål som løn, strejke, organisering og lockout
_______

 

Alligevel har vores brede danske alliance også mødt kritik herhjemme. Garvede EU-debattører som Steen Gade og Bjarke Møller har de seneste måneder stemplet os, der kæmper for den danske model, som usolidariske, skadelige og som repræsentanter for ”fake news”. Tilsyneladende fordi de to debattører mener, at de selv ved mere om arbejdsmarkedspolitik end alle dem, der arbejder med den danske model til hverdag.

Tilhængerne af forslaget findes dog stadig primært syd for Danmark – og det er ganske realistisk, at i hvert fald det franske formandskab i 2022 vil forsøge at hive forslaget op fra fryseren igen. Ligesom Europa-Parlamentet forhandler på livet løs om at gøre direktivet endnu mere omfattende. Vi arbejdsmarkedsfolk bliver af og til beskyldt for at være sortseere. Det ønsker vi ikke at være, så her kommer tre sommeroptimistiske bud på, hvorfor EU-mindstelønsforslaget kan ende med at forblive i fryseren lidt tid endnu:

For det første ser det ikke ud til at kunne lade sig gøre at lave et direktiv, som både overholder basale demokratiske spilleregler og samtidig tilfredsstiller alle dem, der ønsker mere EU-indblanding i løn. Idéen om at lade EU regulere mindsteløn og sætte en lovramme om overenskomster er oprindeligt født i den europæiske fagbevægelse. Til stor jubel blev mindstelønsforslaget en del af programmet for den nye Europa-Kommission i 2019.

Fra dansk side pegede vi straks på, at hele øvelsen er noget tvivlsom, hvis man læser EU-traktaten. Fordi vi fra nordisk side altid har værnet om vores arbejdsmarkedsmodel, står det med flammeskrift i EU-traktaten – nærmere bestemt i artikel 153 (5) – at EU ikke kan blande sig i spørgsmål som løn, strejke, organisering og lockout. Vi er mange i Europa, der finder det afgørende at betone værdien af ”rule of law” over for eksempelvis Viktor Orban i Ungarn, men ”rule of law” må også gælde EU-systemet selv. Traktaten må og skal overholdes i et demokrati.

For nylig har Rådets juridiske tjeneste bekræftet, at det ikke kan lade sig gøre at lave et direktiv, som regulerer lønninger eller mindstelønningers niveau, og det kan heller ikke lade sig gøre at udbrede lovbestemte mindstelønninger i et land. Det vil ifølge EU-juristerne være indblanding i løn. Dermed falder stort set hele intentionen med forslaget, og der er i øvrigt heller intet i det nuværende forslag, som umiddelbart hæver lønnen for nogen lønmodtagere i Europa. Selvom mange i Syd- og Østeuropa havde håbet på, at forslaget ville forpligte lande på at hæve deres lønninger, er det ikke tilfældet i direktivet – for det kan man altså ikke inden for de gældende demokratiske spilleregler. Derfor har det nuværende forslag nærmest heller ingen venner i Bruxelles.

 

Ja, selv den europæiske fagbevægelse, som har født idéen til forslaget, anerkender, at Kommissionens forslag ikke i tilstrækkelig grad respekterer den skandinaviske model
_______

 

For det andet er det ganske tvivlsomt, om man kan imødekomme løfterne om ikke at skade vores skandinaviske arbejdsmarkedsmodel med direktivet. Forskellige kommissærer har nemlig lovet, at et initiativ ikke må skade vores arbejdsmarkeder. Her er det værd at kigge lidt i historiebøgerne. Danmark fik på Arbejdstidsdirektivet en lignende garanti. Den endte ikke med at holde og blev undermineret få år efter. På forsikringsområdet, hvor man også har forsøgt at undtage lande fra direktiver, er EU-domstolen trådt ind og har lavet lignende underkendelser – for eksempel med Test Achats-dommen.

Faktisk er det ikke lykkedes én jurist i ét EU-land over de seneste år at finde en juridisk tekst, hvor man på den ene side imødekommer nogle landes ønsker om at EU-politisere løn og overenskomster og på den anden side friholder fx Danmark. Kigger vi på Kommissionens forslag, så har ikke bare arbejdsmarkedets parter i Danmark advaret om, at forslaget kan gøre uoprettelig skade på den danske model; det har den danske regering også.

Ja, selv den europæiske fagbevægelse, som har født idéen til forslaget, anerkender, at Kommissionens forslag ikke i tilstrækkelig grad respekterer den skandinaviske model. Det synes altså ikke muligt at komme i mål med en løsning, hvor Danmark og Sverige kan fastholde vores gode arbejdsmarkedsmodel.

For det tredje er der efterhånden samlet en god håndfuld lande, som er skeptiske over for forslaget. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard har været meget aktiv i at samle lande fra nord, syd, øst og vest i Europa. Det er altså ikke længere bare en frygt  højt mod nord.

Hæver man diskussionen om løn op i et lidt større perspektiv, har forskere fra FAOS faktisk vist, at EU i forbindelse med kravene efter finanskrisen var med til at sænke lønnen og svække overenskomster i for eksempel Portugal. Flytter man lønspørgsmål til EU-niveau, er det på længere sigt ikke nogen naturlov, at EU-politisering af løn og overenskomster kun medfører forbedringer. Det vil også give EU magten til at sænke lønninger eller svække overenskomster igen, når eller hvis de politiske vinde i Bruxelles skifter. Det er sprængfarligt.

Ovenstående peger i retning af, at det i Danmark så frygtede direktiv om løn kan blive i fryseren lidt endnu. Men realistisk set bliver det en lang og svær kamp for Danmark og de nordiske lande at undgå lovgivningen. Heldigvis er der ekstremt stort nationalt sammenhold på denne vigtige sag. Arbejdsgivere og lønmodtagere står skulder ved skulder om at bekæmpe forslaget – bortset dog fra de gule fagforeninger, der slikker sig om munden ved udsigten til forslaget. Også i det politiske spektrum er stort set alle partier enige om at sige pænt nej tak til EU-politisering af løn og overenskomster. Det bliver også nødvendigt, hvis vi over tid skal fastholde den danske arbejdsmarkedsmodel. ■

 

Det vil også give EU magten til at sænke lønninger eller svække overenskomster igen, når eller hvis de politiske vinde i Bruxelles skifter. Det er sprængfarligt
_______

 

Johan Moesgaard (f. 1989) er EU-chef i Dansk Metal og tidligere ekstern lektor i statskundskab ved Københavns Universitet. Han er forfatter til bøger som ”Stemmer fra Produktionsdanmark” og ”Fodbold A/S”. ILLUSTRATION: Kommissionsformand Ursula von der Leyen taler til Europa-Parlamentet, Brussels, 8. juni 2021. [FOTO: Aa/Abaca/Ritzau Scanpix]