Jesper Jespersen i RÆSON LØRDAG: Hvis vi skal ændre verden, må vi ændre vores syn på økonomien
10.07.2021
Åbenbart var det, at da krisen ramte, famlede de europæiske økonomiske rådgivere sig atter frem, for deres regnemodeller var lige så uanvendelige denne gang som i den forrige krise. Så stod vi her igen. Midt i en alvorlig samfundsøkonomisk krise, som kom helt og aldeles bag på de økonomiske rådgivere.
RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. I dag med Jesper Jespersen om behovet for ny økonomisk tænkning. Sidste lørdag med Asger Sørensen om politisk forskning.
Af Jesper Jespersen, dr.scient.adm., professor emeritus, Roskilde Universitet
”Økonomer sætter sig selv en for let og nytteløs opgave, hvis de, alt mens krisen raser, kun kan bidrage med det råd, at uvejret før eller senere vil drive over”- John Maynard Keynes, 1923
ØKONOMI ER IKKE en eksakt videnskab. Det er teorier om menneskers, virksomheders og politikeres adfærd, og hvordan disse i fællesskab påvirker samfundsøkonomien. Alligevel benytter mange traditionelle økonomer og politiske rådgivere store matematiske regnemodeller til at forudsige den økonomiske udvikling. Men de er ikke til megen hjælp, når uforudsete begivenheder indtræffer. Finanskrisen resulterede i efterkrigstidens længste stagnationsperiode. Ligesom rådgiverne stod famlende, da coronakrisen ramte. Den økonomiske sagkundskab synes at have overset betydningen af, at fremtiden er notorisk usikker, og der derfor altid vil være behov for en aktiv økonomisk politik baseret på en realistisk samfundsøkonomisk teori.
Har vi glemt John Maynard Keynes?
Økonomiske kriser fører ofte til en form for kortslutning i den økonomiske rådgivning baseret på mainstream økonomisk teori. De ekstraordinært store offentlige udgifter, der er blevet brugt til akutte hjælpepakker, leder umiddelbart til den husholdningsøkonomiske fejlslutning, at ’vi’ er blevet fattigere. Sådanne privatøkonomiske metaforer efterlader hos mange politikere og offentlige debattører det indtryk, at så må der naturligvis efterfølgende spares på de offentlige budgetter. Denne forestilling understøttes ydermere ofte af udtalelser fra etablerede topøkonomer, der ligeledes argumenterer, som om der bør gælde de samme kriterier for et statsbudget, som et husholdningsbudget. Det gælder fx to tidligere overvismænd Torben M. Andersen og Michael Svarer, der uden at ryste på hånden konkluderede først i Jyllandsposten (20. juni, 2020) og dernæst uændret i Altinget så sent som 15. januar 2021, at ”Mindre brug af offentlige ressourcer i dag øger muligheden for større offentligt forbrug i fremtiden, og bidrager således til også at have et stærkt forsvar næste gang, der kommer en økonomisk krise”
Det lyder som et ekko fra finanskrisen, hvor der efter to år med astronomiske bankpakker blev manet til sparsommelighed; for som bl.a. topøkonomerne dengang argumenterede: ”pengene kan jo kun bruges én gang” og ”der er kun ét skud i den finanspolitiske bøsse” efterfulgt af den husholdningsøkonomiske konstatering, at derfor må ’vi’ spare. Det er da også helt i tråd med, hvad bl.a. kansler Angela Merkel ofte er blevet citeret for at sige: som enhver ved hjemme fra spisebordet; man kan ikke bruge flere penge end man tjener.
Men der er ’brand i bygningen’, når end ikke topøkonomer skelner mellem husholdnings- og samfundsøkonomiske argumenter. Det er om noget det, den britiske økonom John Maynard Keynes burde kendes og huskes for
_______
Disse er samfundsøkonomiske argumenter, der er blevet fremført som den eneste ansvarlige økonomiske sandhed, hvorfor de også blev indskrevet i den danske Budgetlov af den socialdemokratisk ledede regering tilbage i 2012.
Men der er ’brand i bygningen’, når end ikke topøkonomer skelner mellem husholdnings- og samfundsøkonomiske argumenter. Det er om noget det, den britiske økonom John Maynard Keynes burde kendes og huskes for. Han udarbejdede The General Theory of Employment, Interest and Money (1936), der i første omgang trak den amerikanske økonomi ud af depressionen i 1930’erne, dernæst reddede den britiske økonomi nogenlunde helskindet gennem 2. verdenskrig og endelig lagde grundstenen til de efterfølgende 25 år med en økonomisk succes, som hverken er set før eller siden. Trist, at Keynes er gået i glemmebogen!
Forløbet efter finanskrisen burde dog have fungeret som en advarselstrekant for topøkonomerne med hensyn til konsekvenserne af at føre en så (unødigt) restriktiv finanspolitik. Det står ikke længere til megen diskussion i den internationale fagøkonomiske litteratur, at en væsentlig årsag til den langstrakte stagnationsperiode efter finanskrisen i høj grad skyldtes EU-kravet om budgetbalance og en reduceret offentlig gæld (max. 60 pct. af BNP).
Sammenlignes fx med USA og Storbritannien efter finanskrisen, hvor Keynes blev vakt til live, er det åbenbart, at den økonomiske politik kunne have spillet en langt mere konstruktiv rolle i EU-landene, se fx International Montary Fonds‛ Status Report on Financial Crisis. Alene i Danmark tog det 10 år, inden beskæftigelsen var tilbage på niveauet fra før finanskrisen og fortsat med en betydelig registreret arbejdsløshed, der aldrig kom under 150.000 personer.
Coronakrisen bragte økonomerne på glatis
Og så blev verdensøkonomien ramt af coronakrisen, der om noget har aktualiseret spørgsmålet, om der nu også i Europa skulle gribes til ’ukonventionel’ dvs. keynesiansk økonomisk politik?
Åbenbart var det, at da krisen ramte, famlede de europæiske økonomiske rådgivere sig atter frem, for deres regnemodeller var lige så uanvendelige denne gang som i den forrige krise. Så stod vi her igen. Midt i en alvorlig samfundsøkonomisk krise, som kom helt og aldeles bag på de økonomiske rådgivere. De måtte atter konstatere, at deres store regnemodeller ikke var til megen hjælp, måske endda tværtimod. Det har dog ikke fået ’topøkonomerne’ til at ryste på hånden. Politikere og befolkning måtte igennem 2020 lægge ører til, at dansk økonomi ifølge regnemodellerne inden udgangen af 2021 ville være tilbage på det tidligere vækstspor. De økonomiske rådgivere manede derfor til forsigtighed med hensyn til at benytte ’ukonventionel’ økonomisk politik. Hjælpepakkerne blev tidsmæssigt begrænset og gjort til engangspolitik for ikke at sætte den – i modellerne beregnede – finanspolitiske holdbarhed over styr. Det vil med andre ord sige ikke at forøge de offentlige udgifter permanent, for så ville den offentlige sektors underskud komme i konflikt med Budgetloven, der kun midlertidigt er suspenderet.
Der er derfor en betydelig risiko for, at forløbet efter finanskrisen vil gentage sig. Kravet om budgetbalance vil blive fremført allerede ved forhandlingerne om det kommende års finanslov. Derfor haster det med at få revideret Budgetloven. Her kunne den økonomiske rådgivning gøre en forskel med de fra finanskrisen og den efterfølgende stagnation indvundne erfaringer. Det burde være en selvfølge, at økonomerne forholdt sig til virkeligheden og til erfaringerne fra den fraværende økonomiske politik. Her er det, at de stadigt dominerende ’godt-vejrs modeller’ ikke er til megen hjælp – om overhovedet, idet vi ihukommer det indledende Keynes-citat.
Men heller ikke her er de økonomiske regnemodeller, der benyttes i finansministerier og centralbanker, til megen hjælp; de har ikke klimapåvirkningen indregnet – temperaturstigningen er samfundsøkonomisk ’gratis’
_______
Grønne investeringer er ikke værdiløse
Kravene til og mulighederne for den økonomiske politik skal derfor analyseres i lyset af de permanente ubalancer og af karakteren af det samfundsøkonomiske råderum, på såvel nationalt som internationalt plan.
Her sigter jeg naturligvis især til klimabelastningen, der grundlæggende er et globalt problem – men hvor rige nationalstater kan gøre en markant forskel. De enkelte lande kunne meget rimeligt starte med at feje for egen dør og derved bidrage til, at den globale CO2-udledning reduceres år for år. Det ville i sig selv være en markant udvikling, da CO2-udledning er en irreversibel proces. For hvert år, der tøves i klimapolitikken, bliver skaderne ved denne uundgåelige temperaturstigningstørre og større, samtidig med at omkostningerne ved at nå målet med nul-emission i 2050 øges.
Men heller ikke her er de økonomiske regnemodeller, der benyttes i finansministerier og centralbanker, til megen hjælp; de har ikke klimapåvirkningen indregnet – temperaturstigningen er samfundsøkonomisk ’gratis’. Grønne investeringer er derfor ’værdiløse’ – de gennemføres kun, fordi politikerne har lovet vælgerne det! Og som regnemodellerne viser, så vil disse investeringer ligefrem reducere fremtidens produktion i forhold til, hvad den ellers ville have været i økonomernes skønmaleri af det markedsøkonomiske system. Også her svigter regnemodellerne politikerne, for de tager ikke hensyn til den klimakrise, som er under opbygning, og hvor udgifterne til den grønne omstilling er at ligne med en form for forsikringspræmie, der mindsker de samfundsøkonomiske konsekvenser af fremtiden ’uvejr’.
Internationalt findes der dog enkelte regnemodeller, hvor omkostninger forbundet med klimakrisen indregnes. William Nordhaus fik således i 2018 nobelprisen i økonomi for udarbejdelse af en global model baseret på husholdningsøkonomisk teori, hvor der tages hensyn til, at temperaturstigningen dæmper BNP-væksten i fremtiden. Nordhaus’ konklusion var, at den samfundsøkonomisk ’optimale’ temperaturstigning ligger mellem 3 og 4 ˚C!
’Vi’ er ikke blevet fattigere af coronakrisen
Ofte bliver jeg spurgt, om coronakrisen har gjort ’os’ (det vil sige det danske samfund) fattigere. For i så fald kan der da ikke være så mange penge til rådighed til at gennemføre den grønne omstilling? Hvis dét var en rigtig vurdering, kunne den berettige, at regeringen blev mindre ambitiøs med hensyn til opfyldelsen af målsætningen om en 70 pct. CO2-reduktion. Men min konklusion er et rungende ’nej’ – ’vi’ er ikke blevet fattigere! Det er jo ikke et jordskælv, en storm, endsige et krigsudbrud, vi er vidner til – kapitalapparatet står fuldt intakt og den ledige arbejdskraft er stort set helbredsmæssigt uskadt. Udfordringen er tværtimod at sætte mere aktivitet i gang, så de ledige ressourcer udnyttes fuldt ud – nu blot på en mere klimaskånsom facon end hidtil. Nogle af de mange parkerede fly skal aldrig på vingerne igen; det er fortidens fejlinvesteringer. Dengang kunne pengene være blevet brugt mere fornuftigt, men fortid er nu engang fortid. Nu gælder det om at se fremad, olieindustrien er under afvikling, flytrafikken kraftigt reduceret, lufthavnene alt for store. Herved står (højt) kvalificeret arbejdskraft, bygninger og maskiner og venter på at komme i gang med den grønne omstilling, hvis bare regeringen vil sende klare og utvetydige signaler til erhvervslivet: Det er den grønne udvikling vi vil forfølge de næste ti år.
Hvor skal pengene komme fra?
Råderummet i dansk økonomi er bestemt af omfanget af ledige ressourcer og af den økonomiske politik. Når der er ledig arbejdskraft (og maskiner og bygninger), så skyldes det primært, at den private opsparing overstiger de private investeringer. Populært sagt, at virksomheder og pensionskasser ikke tør investere tilstrækkeligt i den danske samfundsøkonomi. I stedet investeres der i udlandet, i allerede eksisterende boliger eller statsobligationer, der ikke umiddelbart skaber beskæftigelse endsige gør samfundet mere grønt.
Det giver en ekstra stor samfundsøkonomisk gevinst, når ledig arbejdskraft og opsparing går hånd i hånd med aktivitet, som både nuværende og kommende generationer har fordel af
_______
Staten og kommunerne kunne aktivere denne passive opsparing gennem øgede forsknings-, velfærds- eller grønne investeringer, hvis de måtte for Budgetloven. Finansieringen heraf kan ske ved at udstede nogle øremærkede obligationer til disse specifikke formål. Den hollandske regering er i fuld gang med at udstede ’grønne’ statsobligationer, hvor provenuet udelukkende skal gå til grønne investeringer – og de sælger godt. Det giver en ekstra stor samfundsøkonomisk gevinst, når ledig arbejdskraft og opsparing går hånd i hånd med aktivitet, som både nuværende og kommende generationer har fordel af. Og derfor burde de holdes uden for Budgetloven: ”Look after unemployment and the Budget will look after itself”, som Keynes skrev til den amerikanske præsident Roosevelt i 1933.
Den grønne omstilling kan yderligere aktivt understøttes, hvis adfærden i husholdningerne og private (og offentlige) virksomheder drejes i en mindre CO2-belastende retning. Og her er der blandt fagøkonomer fuld enighed om, at en CO2-afgift er et vigtigt instrument i klimapolitikken. Men så hører enigheden også op, idet topøkonomerne argumenterer for en flad afgift pr. udledt ton CO2 fastsat i kroner og ører. Men CO2-afgiften ville være mere retfærdig og mere effektiv, hvis størrelsen blev afpasset de enkelte husholdningers indkomst (jo højere indkomst desto større afgift) og til erhvervslivets internationale konkurrenceposition. Effektiviteten ville yderligere forøges, hvis provenuet øremærkes til private og offentlige grønne investeringer. Det ville også sikre, at staten ikke gjorde sig afhængig af provenuet, der jo vil forsvinde i takt med, at omstillingen bliver realiseret.
Det er således ikke penge men derimod målrettet politiske beslutninger, som det skorter på. Coronakrisen skal vi nok, ligesom finanskrisen, før eller senere overvinde. Derimod kræver klimakrisen en langt dybere forståelse af det samfundsøkonomiske system og vekselvirkningen med klimaudfordringen. Den kan man ikke på et senere tidspunkt betale sig fra – CO2-udledningen er irreversibel. Som Keynes sagde i 1942: “Anything we can actually do we can afford. Once done, it is there.” ■
Derimod kræver klimakrisen en langt dybere forståelse af det samfundsøkonomiske system og vekselvirkningen med klimaudfordringen. Den kan man ikke på et senere tidspunkt betale sig fra – CO2-udledningen er irreversibel. Som Keynes sagde i 1942: “Anything we can actually do we can afford. Once done, it is there.”
_______
Denne kronik er en revideret og afkortet version af det introducerende kapitel til Jespersens netop udgivne bog, ’Kriseøkonomi og Klimagæld – hvor kommer pengene fra?’, Jensen og Dalgaard, 2021.
Jesper Jespersen (f. 1948) er professor emeritus i samfundsøkonomi ved Roskilde Universitet, cand.polit. fra Københavns Universitet, Ph.D. i international økonomi fra European University Institute, Firenze, og dr.scient.adm. ved Roskilde Universitet. Han har senest udgivet bogen, Kriseøkonomi og Klimagæld – hvor kommer pengene fra?, hvor han i en række essays beskriver, hvordan den grønne omstilling kan finansieres. [foto: Ronald Wittek/EPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
