Jens Rohde: Da Europa tabte Rusland [long-read]
02.03.2021
Over det seneste årti har mange misforståelser kastet Europa ud i en kold krig med Rusland. Vi taler ganske enkelt ikke samme magtsprog, fordi vi er rundet af vidt forskellige politiske kulturer. Og spørgsmålet er, om det er muligt at overkomme disse forskelligheder gennem endnu flere sanktioner? Om ophøjelsen af bestemte personer til symboler på vestlige værdier, ikke blot skygger for det store billede og reelt forhindrer en afspænding?
Af Jens Rohde
Som tilfældet var med krisen i Ukraine, indfører EU nu sanktioner mod Rusland. Og som tilfældet var med den daværende oppositionsleder i Ukraine, Yulia Tymoshenko, er der endnu engang en person, denne gang den russiske oppositionsleder Alexej Navalnyj, der ophøjes til symbolet på den manglende retsstat og fører EU til handling og belæring af Rusland.
Man kan naturligvis – og skal muligvis – argumentere moralsk for EU-sanktioner som følge af anholdelsen af Navalnyj, der som bekendt overlevede et giftangreb sidste år. Men sanktioner er ikke nødvendigvis i Europas interesse, og det forbedrer næppe forholdet til Rusland – og hjælper formentlig Navalnyj lige så lidt, som det hjælper os selv.
Måske fortæller de nyeste sanktioner, som er baseret på ophøjelsen af Navalnyj til internationalt symbol, endda, at vi ikke har lært meget af vores egen håndtering af Ukrainekrisen. Måske er vi derfor dømt til den evige og slagne økonomiske sanktionsvej, som Putin aldrig kommer til at bøje sig for, da det kun styrker ham hjemme at udstille, at EU er Venus, og han er Mars. Putin ved kun alt for godt, at Tyskland og Frankrig har brug for Rusland. Og han ved, at EU ikke har andre våben end nogle meget målrettede økonomiske sanktioner.
EU-Kommissionen og de europæiske udenrigsministre slår sig i disse dage for brystet i sagen om Navalnyj. Men de gør det velvidende, at tilfældet i Ukraine ganske tydeligt viste, at andre magter afgør, hvor langt EU’s bløde magt rækker. For at forstå den realitet, skal vi en tur tilbage i tiden.
EU kunne måske også lære til egen fordel, at vejen til den totale associeringsfiasko med Ukraine var lang og fuld af fejl – også begået af os. EU
_______
En aften i Vilnius
28. NOVEMBER 2013 blev dagen for en af de største farcer i EU’s historie. Denne dag cementerede, at Rusland og Europa havde et dårligere forhold, end tilfældet var de sidste år før murens fald. Putin og Merkel var – og er – uden for hinandens rækkevidde.
Resten kender vi. Krim blev kort tid efter annekteret og forholdet mellem Rusland og EU fastlåst i uløselige spændinger, der trækker sine spor helt ind i Syrien. Hvordan kunne det komme dertil? Det lette svar er naturligvis, at Putin er en bølle. Det er han uden tvivl. Men EU kunne måske også lære til egen fordel, at vejen til den totale associeringsfiasko med Ukraine var lang og fuld af fejl – også begået af os. EU.
Hverken Berlin eller vi, der dengang i 2012 havde politisk ansvar i Bruxelles, forstod i tide, at Rusland ikke betragter forhandlinger om de tidligere sovjetrepublikker som en konkurrence i integrationsprocesser – for Putin er der tale om vigtige territorialinteresser, og det er en helt anden forhandling.
Europa ejer ikke evnen til at se, at den russiske politiske kultur ikke som den europæiske bygger på store indviklede traktater med flest mulige paragraffer, påberåbelse af menneskerettigheder og åbne markeder, men i lige så høj grad er et spil om status og symboler.
Jeg fulgte dengang Ukraine-forhandlingerne tæt som medlem af civilretsudvalget i Europa-Parlamentet. Netop dette udvalg og Parlamentet som helhed fik sammen med mange europæiske aktører gjort associeringsforhandlingerne til en sag om løsladelse af tidligere premierminister i Ukraine, Yulia Tymoshenko. Jeg mødte selv Tymoshenkos datter i Parlamentet, mens moderen var fængslet. En smuk, klog og sympatisk kvinde. Men det er vanskeligt at komme uden om, at hendes mors sag skyggede for mange lurende farer.
Mine egne oplevelser, adgang til dokumenter og ganske fyldige beretninger fra såvel tyske som franske og belgiske medier om ikke mindst den tyske kanslers gøren og laden i sagen, tegner nogle tydelige mønstre.
Det skal også vise sig, at der kun langsomt breder sig en erkendelse af, at Europa står i en regulær kold krig med Rusland
_______
Således begynder den egentlige historie om begivenhederne i den dramatiske tid. Historien begynder med Ukraines præsident Yanukovych og tyske kansler Merkel på den skæbnesvangre aften 28. november 2013 i riddersalen i det gamle storfyrstepalads i Litauen. Det står her klart, at der ikke bliver en handels- og associeringsaftale mellem Ukraine og EU. Men den ukrainske præsident bedyrer, at topmødet ikke nødvendigvis er så nytteløst, som det ser ud. Følgende ordveksling er siden gået verden rundt: ”Vi har stærkt behov for hjælp i milliardklassen,” siger han. Merkel tager ordet og siger sarkastisk: ”Jeg føler mig som en brud, der er mødt op i kirken og står foran alteret, hvorefter brudgommen pludselig stiller nye krav for at indgå i ægteskabet.”
Forhandlingerne mellem Ukraine og EU om at få Ukraine integreret i Europa havde stået på i syv år. Der var underskrevet hensigtserklæringer, truffet kabinet- og parlamentsbeslutninger og gennemført et utal af delegationsrejser på tværs af landegrænser i Europa.
Denne aften står det imidlertid klart, at et sidste forsøg fra daværende formand for Det Europæiske Råd Herman Van Rompuy og Kommissionsformand Manuel Barroso få timer forinden er faldet til jorden. Syv års bestræbelser har ifølge de europæiske ledere været skønne, spildte kræfter.
På det tidspunkt kender ingen til de vidtrækkende konsekvenser. Ingen ved, at det skal blive aftenen, hvor der trækkes nye grænser i Europa, hvor den største spænding mellem Vesten og Rusland siden den kolde krig bliver en realitet. Ingen ved endnu, at det er aftenen, hvor Europa taber både Ukraine og Rusland.
For Ukraine bliver aftenen fatal. Siden sin uafhængighed i 1991 har landet brugt mange kræfter på at orientere sig mod EU uden at skade forholdet til Moskva. Det viser sig, at da landet bliver stillet over for valget mellem øst og vest, udvikler det sig til en regulær katastrofe for den skrøbelige stat.
Det skal også vise sig, at der kun langsomt breder sig en erkendelse af, at Europa står i en regulær kold krig med Rusland.
Europa overså de historiske advarselssignaler op til aftenen i Vilnius i 2013, og vi forsømte at sætte det langsigtede lys på. Vi forstod ikke omfanget af konflikten, før det var for sent
_______
Europa er igen delt. Og som så ofte før er forhistorien til denne aften en krønike i udenrigspolitiske fejl, misforståelser og svigt. På begge sider. Rusland undervurderede den ukrainske befolknings ønske om tilnærmelse mod vest og nærede alt for stor tiltro til eget magtspil. I EU producerede vi omvendt et traktathelvede på godt 1000 sider og ignorerede magtspillet – i naiv tiltro til Unionens økonomiske styrke.
I Berlin og i Bruxelles opfangede man ikke, i hvor høj grad det var lykkedes Putin at få russerne til at forstå udvidelserne af NATO og EU som en ekspansion af Vestens interessesfære. Vi havde ikke på radaren, at Putin var rede til at bruge militær magt for at bremse Vestens rejse mod øst, der i Rusland blev opfattet som den evige vesteuropæiske ”Drang nach Osten”. En opfattelse, man kun vanskeligt kan påstå, der ikke skulle være belæg for i historisk perspektiv.
’Længslen mod øst’ kendes i dag bedst ved nazisternes idé om Lebensraum, men det kom til verden allerede i det 8. århundrede i Karl den Stores epoke. Koloniseringer og udryddelse af orientalske folkestammer hørte både tidens og Tysklands orden til. ”Den, der hersker over Østeuropa, behersker Hjertelandet; den, der hersker over Hjertelandet behersker Verdens Øen; den der hersker over Verdensøen, behersker verden”. Det var den britiske geograf Sir Halford John Mackinder (1861-1947), der skrev disse ord. Hjertelandet er Rusland, og ”Verdensøen” er Eurasien.
I Europa overså vi de historiske advarselssignaler op til aftenen i Vilnius i 2013, og vi forsømte at sætte det langsigtede lys på. Vi forstod ikke omfanget af konflikten, før det var for sent.
Et besøg i Ukraine
Tilbage til 2010: Den officielle presseportal for den ukrainske præsident fortæller, hvem de første officielle gæster var hos den nyvalgte Yanukovych i Ukraine. Det var daværende udenrigschef for EU, Catherine Ashton samt Stefan Füle, EU’s udvidelseskommissær. Officielt har Yanukovych i sin tale netop afsværget sin forgængers begejstrede og ensidige orientering mod vest. Han proklamerer i stedet Ukraine som en blokfri stat, der i højere grad skal bygge bro mellem de to sider.
Ashton og Füle fortæller senere i Europa-Parlamentet, at de var overbeviste om, at de gav den nye præsident en gave, da de overbragte ham et stykke papir, som på den særlige bruxelleske, bureaukratiske vis angiver vejen til Ukrainsk tilknytning til EU. Papiret var en matrix: I den venstre spalte står oplistet en række betingelser om opfyldelse af EU’s standarder på både retsområdet og ift. økonomiske reformer. Til højre står, hvilke penge EU i så fald vil oversende.
Vi er i udvalget af den klare opfattelse, at en fængsling af Tymoshenko vil være symbol på den manglende retsstat i Ukraine
_______
Yanukovych interesserer sig alene for højre spalte, og det er der ikke noget nyt i. Sådan har det altid været. Han opfatter europæerne som naive menneskerettighedsforkæmpere, der tror, at de kan købe menneskerettigheder og retsstatsforhold for penge. Han lover, at hans første udenlandske besøg bliver i Bruxelles, og Ashton og Füle ser det som et godt tegn. Det skal blive den første af mange misforståelser.
Et halvt år senere er Füle endnu engang ankommet til Ukraine. Denne gang for at advare Yanukovych mod at sende sin tidligere modstander Tymoshenko bag tremmer. Füle fortæller ifølge Süddeutsche Zeitung den ukrainske præsident på flydende russisk, at denne bevæger sig på meget tynd is og minder ham om, at han kun et år tidligere lovede at reformere sit retssystem.
For Füle tæller det her, at han som udvidelseskommissær ikke har lyst til over for den europæiske offentlighed at udstille, hvor langt Ukraine i realiteten er fra en retsstat. Dette problematiske faktum debatterer vi ikke desto mindre heftigt i Parlamentets civilretsudvalg. Man skal her være opmærksom på, at EU-Parlamentet og særligt dette udvalg har mange medlemmer for hvem, idealismen er den eneste gyldige rettesnor i politik.
Vi er i udvalget af den klare opfattelse, at en fængsling af Tymoshenko vil være symbol på den manglende retsstat i Ukraine. Hun er ikonet på Den Orange Revolution, og det gør vi et stort nummer ud af over for EU-Kommissionen. Derfor forlanger EU garanti for, at fængslingen ikke bliver en politisk proces. Præsidenten svarer ifølge Füle, at man roligt kan regne med, at det ukrainske retssystem er uafhængigt.
DECEMBER 2011 – 10 måneder senere – har Tymoshenko siddet i undersøgelsesarrest i tre måneder. Hendes datter besøger Europa-Parlamentets politiske grupper, og der piskes yderligere en stemning op. Parlamentarikerne – også flere danske kolleger – vil åh så gerne fotograferes med den smukke kvinde, og nu går der for alvor parallelpolitik i spørgsmålet om Ukraine. Efter pres fra parlamentet spørger EU-Kommissær Füle ukrainerne, om han kan besøge Tymoshenko i fængslet. Det får han lov til.
Besøget finder sted 14. februar 2012 i kvindefænglset Katscjaniwskas. To tyske, to canadiske og en ukrainsk læge tilser Tymoshenko, som hun ligger der på briksen. Hun kan knapt vende sig på briksen, så medtaget er hun. Det er i dette øjeblik, at Tymoshenko får ophøjet sin status som internationalt symbol. Hvis Ukraine skal have en aftale med EU, kræver det hendes løsladelse.
Lægernes diagnose er klar: Tymoshenko skal behandles og kan ikke blive i fængslet. Men en af lægerne konstaterer senere over for Der Spiegel, at der også var tale om en politisk diagnose: ”Vi var sendt afsted som læger – men det er kun den halve sandhed”.
Den udtalelse kan kun tolkes på én måde: Det var vigtigt at få konstateret Tymoshenko så medtaget, at man kunne kræve hendes løsladelse.
Europæerne lægger ganske enkelt ikke mærke til, at Yanukovych bevæger sig længere og længere over mod Putin
_______
30. MAJ 2012 – godt tre måneder senere – mødes EU-kommissær Stefan Füle med den daværende polske præsident Aleksander Kwasniewski, der netop var blevet EU-forhandler angående Tymoshenkos løsladelse. På mødet deltager også den ukrainske oligark og forretningsmand, Viktor Pinchuk.
Kilder i EU-Kommissionen fortæller uafhængigt af hinanden, at Füle har bestilt god vin og vil skåle på Ukraines fremtid med Europa. Anledningen er, at EU og Ukraine to måneder forinden reelt har lukket den indholdsmæssige del af associeringsaftalen. Rusland er ikke på dagsordenen til mødet. Ifølge den ukrainske britiskuddannede professor, Oleh Havrylyshyn, der har skrevet bogen The Political Economy Of Independent Ukraine, er Oligarken Pinchuk på dette møde mærkbart bekymret. Den aften skåler han med Füle med en advarsel om, at EU skal finde en løsning, som også er acceptabel for Putin: ”Det kan blive vanskeligt med russerne”, er Pinchuk citeret for at sige. Füle svarer lettere koket, at: ”med russerne er det jo altid vanskeligt”. Han aner ganske enkelt ikke uråd.
Illusionen i Bruxelles
I Bruxelles tror ingen nemlig på, at Rusland reelt har problemer med EU, og vi bekræfter da også løbende hinanden i, at Putin jo i Spanien i 2004 har sagt, at hvis Ukraine vil ind i EU, skal de have lov til det.
De europæiske ledere og Europa-Parlamentet synes at have glemt, at Putins løfte i Spanien 2004 faldt før Den Orange Revolution i Ukraine, der endte med indsættelsen af den meget pro-europæiske præsident Yushchenko. Siden da gjorde ikke bare EU, men i den grad også Moskva sig store anstrengelser for at få landene i mellem sig knyttet tættere til egen side. Det tog vi roligt i EU. Det betragtedes som sagt som en slags integrationskonkurrence. I Rusland så og ser man den slags noget anderledes: Nemlig som en kamp om territoriale interesser, om man vil.
I Berlin synes man på dette tidspunkt heller ikke at være synderligt optaget af Rusland. Merkel bekymrer sig langt mere om Tymoshenko, hvilket er ganske tydeligt i de tyske medier. Det fremgår lige så tydeligt i Forbundsdagen i Berlin, både af debatter og de senere forklaringer fra Merkel. Kort før fodbold EM i Ukraine og Polen i 2012 ringer Merkel til Yanukovych. Kansleren har kun et ærinde: Tymoshenko skal løslades. Yanukovych forsøger sig med small-talk og spørger, om de ikke skal tale russisk sammen. Merkel taler jo sproget. Men Merkel afviser og siger, at hun ringer for at hjælpe den ukrainske præsident, mod at han løslader Tymoshenko. Den samtale ender blindt.
Det kan her, ni år efter, forekomme som bagklogskabens ulidelige klare lys, men jeg husker det som, at vi dengang i høj grad troede, at Ukraine ville spise af hånden. Al fokus rettes mod Tymoshenkos løsladelse. Indholdet af samarbejdsaftalen var man jo for længst blevet enige om. Europæerne lægger ganske enkelt ikke mærke til, at Yanukovych bevæger sig længere og længere over mod Putin.
Ikke mange forstår alvoren, men hos Putin og Yanukovych er der ingen smil. Tværtimod. Det er blodig alvor. Viktor Yanukovych går nu målrettet efter flere penge fra EU
_______
25. FEBRUAR 2013 kulminerer det foreløbigt, hvor den ukrainske præsident på et topmøde mellem EU og Ukraine lader forstå, at han vil knytte Ukraine tættere til Putins toldunion med navnet Den Eurasiske Union. Den skal knytte de tidligere sovjetrepublikker tættere sammen – og Ukraines medvirken er i Putins opfattelse central.
Unionen er på papiret et indre marked, men reelt er den en kernefaktor i Putins udenrigspolitik, hvor han målrettet går efter at vinde tabt terræn tilbage. Og ikke at forglemme: Unionen er også – ifølge ruslandskendere – som meget andet i russisk politik: et spørgsmål om status.
Før mødet denne dag i februar 2013 har Kreml tilbudt EU en forhandling om Ukraine – og den skal finde sted mellem den Eurasiske Union og EU. Det vil være en forhandling mellem to ligeværdige økonomiske supermagter, i hvert fald som Putin ser det. Men EU’s Kommissionsformand Manuel Barroso siger nej til overhovedet at mødes. Han lader både indadtil og udadtil forstå, at man ikke kan være i både den ene og i den anden union. Det er op til Ukraine at beslutte sig for, hvor landet vil være, slår han fast. Enten eller. Dette fortæller han Europa-Parlamentet på en session i Strasbourg.
Når man i dag ser optagelser af Barrosos taler desangående i parlamentet, er det tydeligt, at han ikke i sin vildeste fantasi forestiller sig, at Ukraine kan takke nej til den aftale, der reelt er på plads. Ingen forestiller sig, at Putin vil turde gøre anslag mod den.
27. JULI 2013 bliver et vendepunkt. Putin dukker uventet op i Kiev. Her holder han en tale på en konference på Hotel Premier Palace, som enhver kan slå op og se på nettet: ”Rusland vil respektere Ukraines retningsorientering,” siger han og tilføjer så: ”Men der er fakta, der taler for sig selv.” Den sidste sætning er ikke venligt ment. For den ukrainske regering er der tale om en reel øretæve, og det ved landets præsident kun alt for godt. Putin har gjort det klart, at han vil føre handelskrig, der reelt lægger Ukraine i økonomiske ruiner, hvis landet underskriver en aftale med EU.
På vanlig vis demonstrerer Putin sin handlekraft to dage senere. Det russiske nyhedsbureau Interfax udsender en meddelelse, hvori import og salg af ukrainsk chokolade og bolsjer fra den senere præsident Petro Poroshenko fabrikker bliver forbudt grundet kvalitets- og fødesvaresikkerhedsproblemer. Poroshenko ejer en tv-kanal, der aktivt agiterer for ukrainsk integration i Europa. I de internationale mediers historier om dette forbud – ”chokoladekrigen” – aner man nærmest et lille smil på læben. Ikke mange forstår alvoren, men hos Putin og Yanukovych er der ingen smil. Tværtimod. Det er blodig alvor. Viktor Yanukovych går nu målrettet efter flere penge fra EU.
Men indtil mødet med den polske præsident er Tyskland så dybt engageret i Tymoshenko-sagen, at det skygger for den egentlige trussel mod aftalen fra russerne
_______
I Tyskland lader man som om, der ikke er et nyt pengeslagsmål i gang. Her ønsker regeringen nemlig ikke endnu en offentlig debat om tysk betaling til lande, der er på katastrofens rand. I øvrigt har Ukraine ikke råd til at stå uden for, synes holdningen at være i både Berlin og Bruxelles. Desuden er Merkel optaget af en intens valgkamp og efterfølgende koalitionsforhandlinger i Berlin, så da Putin ringer til hende for at gratulere med valgsejren, nævner hun ifølge egen forklaring til Forbundsdagen ikke Ukraine med ét ord. I stedet går hun til kamp for Greenpeace-aktivister, der den 19. september 2013 blev anholdt og fængslet i Rusland efter en demonstration mod Gazprom. I denne tid taler Merkel slet ikke med Yanukovych.
17. OKTOBER 2013 kommer en delegation fra Ukraine til Bruxelles. Ukraine står over for en truende konkurs. Delegationen er overbevist om, at tallene for landets økonomi, de har med, taler for sig selv. Men udvidelseskommissær Füle tager ifølge ukrainerne ikke delegationen alvorligt, men spørger i stedet, om: „Ukraine også har beregnet, hvad det vil koste landets virksomheder, hvis en meteorit rammer landet”?
Samme dag begiver den ukrainske ambassadør i Berlin sig på rundtur til de hovedstæder/regeringsbyer, som ukrainerne benævner som de problematiske: København, Den Haag, Rom, Madrid, Paris, London og Berlin selv.
Formålet med rejsen er at få regeringerne til at forstå, at en række farer lurer – herunder risikoen for, at Rusland starter en handelskrig mod Ukraine, de faldende gaspriser og en truende statsbankerot. Ukraine oplever, at disse hovedstæder alene fokuserer på Tymoshenko-sagen. Og på sin rejse får ambassadøren en kold skulder – også i Danmark.
Der er nu kun lidt over en måned til det planlagte topmøde i Kiev, der endeligt skal besegle en associeringsaftale mellem Ukraine og EU. En del regeringer i særligt Østeuropa bliver mere og mere bekymrede. Den polske præsident Komorowski beder inderligt tyskerne om ikke at lade aftalen falde til jorden: Polen vil aldrig mere have fælles grænse med Rusland, siger han offentligt forud for mødet med den tyske kansler.
Tyskerne begynder nu at overveje klogskaben i deres position, men det er for sent. Paradoksalt nok har Merkel netop udenrigspolitisk ry for at være pragmatiker, der aldrig mister overblikket ved at koncentrere sig om enkeltsager: Det beskrives, hvordan hun altid forud analyserer en sag og et møde ud fra, hvordan hun ønsker, det skal slutte. Men indtil mødet med den polske præsident er Tyskland så dybt engageret i Tymoshenko-sagen, at det skygger for den egentlige trussel mod aftalen fra russerne.
Putin foragter Yanukovych, men han ved også, at han trods alt er mindre Europa-venlig end sin forgænger, og derfor er der intet alternativ for Putin
_______
Et møde i Moskva
I bogen The European Union’s Eastern Neighbourhood Today skrevet af Valentin Naumescu og Dan Dungaciu fra Institut for Europæiske Studier på Babes-Bolyai Universitetet i Rumænien, kan man læse en ganske udførlig gengivelse af et møde mellem Yanukovych og Putin den 9. november 2013 i en militærlufthavn nær Moskva. Mødet var annonceret helt officielt på forhånd. Alligevel kan man den dag i dag stadig læse om ”det overraskende kommende møde” på radioFreeEurope’s hjemmeside.
Putin foragter Yanukovych, men han ved også, at han trods alt er mindre Europa-venlig end sin forgænger, og derfor er der intet alternativ for Putin. EU har – som vanligt tør man næsten sige – alene fremsendt en aftaleudgave til Yanukovych på engelsk. Hans engelsk er ikke godt. Så russerne har til lejligheden fremstillet en russisk oversættelse af associeringsaftalen, og skal man tro Putins egen udlægning af det møde, så lader han forstå, at denne aftale er ukrainsk selvmord.
Putin lover både milliarder af dollars og billigere olie og gas, men gør det samtidig klart, at Rusland er parat med en handelskrig, der fuldstændigt vil ruinere Ukraine, hvis den ukrainske præsident sætter sin underskrift på aftalen med EU. Kilder i EU-kommissionen i Bruxelles fortæller, at Yanukovychs sindstilstand efter dette møde ændrer sig radikalt. Han bliver opfarende og sensibel og vil ikke tale om russerne.
Alligevel afgiver Merkel i Forbundsdagen – som reglerne foreskriver – en regeringserklæring ti dage forud for topmødet i Vilnius med følgende ordlyd: ”Alle lande i partnerskabsaftalen med EU bestemmer selv og helt selv deres fremtidige kurs,” siger hun. Særligt interessant er det, at hun fra talerpulten tilføjer, at hun har forsikret sig om dette hos Putin. Sagen er nemlig, at det har meget lidt med realiteterne at gøre. På det tidspunkt er det længe siden, at Kiev selv kunne træffe beslutninger uden om Moskva. Og Merkel bruger det meste af sin tale i Forbundsdagen på at cementere Tymoshenko som symbol på demokrati, retsstat og borgerfrihed.
Så fortæller præsident Yakunovych, at han omgående er nødt til at vende sig til Rusland, men beder om, at det ikke tolkes som en afvisning af Europa
_______
Ni dage før topmødet i Vilnius rejser udvidelseskommissær Füle på foranledning af kommissionspræsident Barroso til Kiev. Ifølge Der Spiegel går den ukrainske præsident denne gang direkte til sagen. Han fortæller, at han har haft samtaler med Putin, og at denne har forsikret ham om de tætte industri- og erhvervsbånd mellem Rusland og Ukraine, og at han er blevet meget overrasket over den positive udmelding fra Putin.
Füle tror ifølge egne ord ”ikke sine egne ører”. Han anfører, at præsidenten har været i toppolitik så længe, at forholdet mellem de to landes industrier ikke kan komme som nogen overraskelse, og han pointerer, at associeringsaftalen med EU overhovedet ikke ændrer på disse forhold.
Yanukovych henviser til de tab på handel med Rusland, hans hyrede eksperter fra Tyskland har beregnet. Men tallet er nu steget fra 3 mia. til 160 mia. dollar i tab for Ukraine – altså mere end en halvtredsdobling. Han spørger, om EU er parat til at hjælpe med penge, hvis han underskriver. Füle har senere i Parlamentet beskrevet, at han her var ved at tabe ”øre, næse og mund”. Han forsikrer os, at han svarer – som han skal – at EU ikke er IMF. Der kommer ikke mere ud af mødet.
21. NOVEMBER – to dage efter mødet med Füle – ankommer Yanukovych til Wien. Samme aften sidder præsidenten med den østrigske forbundspræsident Heinz Fisher på Hotel Sacher. Denne middag er også velbeskrevet på såvel netmediet neweasterneurope.eu som i Der Spiegel.
Fisher er ifølge artiklerne forvirret og rystet. To timer før mødet har han fået stukket en seddel i hånden fra sine rådgivere, hvori der står: Ukraine siger nej til aftalen med EU.
Yanukovych takker efter middagen for gæstfriheden og forklarer så, at han ikke har haft mulighed for at nævne noget om afslaget på et tidligere tidspunkt. Han fortæller, at det var en uafvendelig beslutning og beder om forståelse. Så fortæller han, at han omgående er nødt til at vende sig til Rusland, men beder om, at det ikke tolkes som en afvisning af Europa. I de to efterfølgende timer, skal den ukrainske præsident have talt og talt og talt om de historiske bånd med Rusland. Der kommer ikke yderligere ud af samtalen.
Ord, der synes at være en ren tilståelsessag om EU’s mangel på indblik i, hvad der er foregået de sidste måneder: ”EU er villig til at opgive kravet om frigivelse af Tymoshenko”
_______
28. NOVEMBER 2014. Klokken 18.30 står Barroso og EU-formand Van Rompuy og venter på Yanukovych. De to EU-topfolk har besluttet sig for at forsøge det umulige: at redde aftalen. Rompuy har taget to udgaver af aftalen med, så den kan underskrives med det samme. Yanukovych kommer ind ad døren og hilser kort. Det er tydeligt, at rollerne er byttet om. Nu er det EU, der står med hatten i hånden. Barroso forsøger ifølge BBC.com at forklare Yanukovych, at Ukraine vil vinde stort på aftalen. Han bruger eksemplet med Polen, hvis BNP er tredoblet siden landets optagelse i EU.
Det er stadig EU’s økonomiske styrke, der bruges i argumentationen. Så falder ordene ifølge Der Spiegel fra Barroso. Ord, der synes at være en ren tilståelsessag om EU’s mangel på indblik i, hvad der er foregået de sidste måneder: ”EU er villig til at opgive kravet om frigivelse af Tymoshenko”.
Den ukrainske præsident spørger de to, om de virkelig ikke kan se, at det ikke længere handler om Tymoshenko. Udenfor er stats- og regeringsledere begyndt at indfinde sig. Barroso og Rompuy er skatmat. De kan ikke overbevise Yanukovych.
Den følgende morgen, da den tyske kansler møder Yanukovych, er alt for længst mejslet i granit. De udveksler de kendte positioner. Det hele er en farce. Alle ved, at en af de vigtigste beslutninger om Europas fremtid i mange år er tabt på gulvet.
Resten af historien kender vi igen. Den er blodig. (…) Mere end 5000 er siden døde i krigen i Ukraine, som ingen har løsningen på
_______
Hvad vil sanktionerne ændre?
Resten af historien kender vi igen. Den er blodig. Tre måneder senere flyver Yanukovych til Moskva, og Putin annekterer Krim. Et civilt hollandsk fly skydes ned over Krimhalvøen. Der iværksættes som følge heraf sanktioner mod Rusland. Mere end 5000 er siden døde i krigen i Ukraine, som ingen har løsningen på.
Merkel forregnede sig. Barroso, Van Rompuy og Füle forregnede sig. EU’s medlemslande – herunder Danmark – forregnede sig. Vi i Europa-Parlamentet forregnede os. Alle overvurderede den europæiske bløde magt og overså, hvad der var under opsejling. Man overså Rusland. Man overså alle de statusbegreber, der i russisk politik betyder så meget. Men også Putin forregnede sig. Han havde næppe forudset de demonstrationer, der allerede begyndte om aftenen d. 29. november 2013.
Over det seneste årti har mange misforståelser kastet Europa ud i en kold krig med Rusland. Vi taler ganske enkelt ikke samme magtsprog. Vi er rundet af vidt forskellige politiske kulturer. Spørgsmålet er, om det er muligt at overkomme disse forskelle gennem endnu flere sanktioner? Om ophøjelse af bestemte personer til symboler ikke blot skygger for det store billede og reelt forhindrer en afspænding?
At stille disse spørgsmål kan virke både kynisk og naivt på samme tid. Men i international politik er man nødt til at tale med alle dem, man ikke bryder sig om. Og man må finde sig i betydeligt forskellige smertegrænser.
Foreløbig er Europa ikke i stand til at løse noget som helst med russerne. Hverken Ukraine, Syrien eller andre spørgsmål på den store scene. De hidtidige sanktioner har ikke gjort det lettere. Der er ganske enkelt historisk belæg for at betvivle, at nye sanktioner fører meget nyt med sig i forholdet mellem EU og Rusland. Måske burde Europa derfor genoverveje sin strategi. Uden et nyt perspektiv synes Rusland tabt for Europa. Det er vanskeligt at se, at dét er i vores egeninteresse. Så spørgsmålet må være nu: Hvad skal sanktionerne i forbindelse med Navalnyj egentlig føre til? ■
Den følgende morgen 29 november 2013, da den tyske kansler møder Yanukovych, er alt for længst mejslet i granit. (…) Alle ved, at en af de vigtigste beslutninger om Europas fremtid i mange år er tabt på gulvet
_______
Jens Rohde (f.1970) er medlem af Folketinget, tidligere Europa-parlamentariker og radiovært og har gennem mange år beskæftiget sig indgående med forholdet mellem Tyskland, EU og Rusland. ILLUSTRATION: Præsident Vladimir Putin og ukrainske præsident Viktor Yanukovych smiler til hinanden efter at være nået til enighed i Moskva, 17. december 2013. [foto: Ivan Sekretarev/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
