Jens Ladefoged Mortensen i RÆSON SØNDAG: Bliver Bidens ‘Fair Global Tax’ et gennembrud for G7?

05.06.2021

Så længe der ikke er nogle konsekvenser ved at underbyde andre på erhvervsskatten, vil det nedadgående pres mod lavest mulige erhvervsskat forsætte. Det er det Biden vil stoppe, og det hænger sammen med hans investeringsplan for hele USA.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Jens Ladefoged Mortensen om G7. SIDSTE SØNDAG: Hans Henrik Fafner om regeringsdannelse i Israel.

Analyse af Jens Ladefoged Mortensen

DEN VESTLIGE VERDENS økonomiske sværvægtere mødes den 11. juni i Storbritannien. Og dagsordenen på Cornwall G7-topmødet er tætpakket: akutte geopolitiske spændinger, intensiveret geoøkonomisk rivalisering og en klimakatastrofe i slowmotion. Side om side med Israel/Palæstina konflikten, patentbeskyttelse af COVID-19 vacciner, Kinas fremmarch, og klimakrisen, bl.a.  global plastic pagt, er der noget overraskende sat et emne som globale skatteregler på programmet. Det er langtfra første gang, at staterne har ytre ønsket om at få fælles fodslag på spørgsmålet om, hvordan transnationale firmaer skal beskattes. Det er bare aldrig lykkedes før.

 

Minimumsskatten er afhængig af firmaets størrelse og muligvis også sektor, for Biden vil presse de store amerikanske IT-giganter til at betale amerikansk erhvervsskat
_______

 

Det korte svar på, hvorfor globale skatteregler er tilbage på G7-dagsorden, er , at Biden den 21. april meldte ud, at USA nu ønskede at få lavet en aftale om et fremtidigt minimumsniveau på erhvervsskat på 21 pct. Det er nu ændret til et minimumsniveau på 15 pct. En sådan skatteaftale skal målrettes 100 navngivne firmaer, ikke mindst de transnationale IT-giganter. Det minder om den franske digitale skat, som fik Trump til at true med en handelskrig. Det er dog ikke tale om en bred skatteaftale. Det er et samarbejde mellem G7-landene, der kan effektueres inden for fx OECD. Og netop i OECD-regi har en global skatteaftale været på dagsordenen siden finanskrisen i 2007.

Aftaleskitsen er selvsagt uklar på nuværende tidspunkt. En del af aftalen giver staterne en rettighed til at indkræve skat på den profit, der er tjent i et land, men beskattet i det land, hvor firmaet har hovedkvarter. Hvis fx et firma betaler under 15 pct. i skat i et land, så har andre lande ret til at indkræve differencen i deres land fra det pågældende firma. Andre stater har altså ret til at udligne skatteforskellen. Den anden del er målrettet de transnationale firmaers oversøiske profitter.  Her er planen, at det land, som har firmaets hovedkvarter, får en ret til at indkræve skatten af den oversøiske profit, der er kanaliseret over i et skattely.

Her skal der forhandles om præcis, hvor store firmaer, der skal omfattes af en eventuel aftale, og om den skal begrænses til firmaer, der leverer såkaldte ’automated digital services’. Minimumsskatten er afhængig af firmaets størrelse og muligvis også sektor, for Biden vil presse de store amerikanske IT-giganter til at betale amerikansk erhvervsskat. Forhandlingerne vil fortsætte ad det spor, som OECD-processen har udstukket. G20 mødet i Venedig i juli er næste stop efter G7-mødet, og forhåbningen er, at en OECD-aftale kan falde på plads i oktober 2021.

Hvis den skattetekniske kompleksitet er høj, så er det politiske problem ret enkelt. Aftalen opererer fx ikke med et loft for erhvervsskat. Det er også unødvendigt. De transnationale firmaernes har opnået en nærmest urørlig magtposition i verdensøkonomien. Det primære mål for den fælles erhvervsskat er derfor de seks store IT-giganter, Facebook, Amazon, Netflix, Google (ejet af Alphabet), Apple og Microsoft. Andre lande ønsker de store olie og mine-selskaber samt bankgiganterne inkluderet. Og andre lande igen ønsker landespecifikke undtagelser. I Europa kræver Irland, Cypern og Ungarn at blive undtaget aftalen. Op til  8000 firmaer ventes at blive berørt.

 

Kampen om skattekronerne har skabt en selvforstærkende nedadgående spiral, spillet om erhvervsskatten er blevet til et ’race-to-the-bottom’. Fristelsen for den enkelte stat til at underbyde andre er stor, for gevinsterne er enorme
_______

 

Staternes indbyrdes konkurrence om investeringer, lukrative jobs og skatteindtægter sætter en øvre grænse for, hvor høj erhvervsskat en stat kan tillade sig at indkræve. Kampen om skattekronerne har skabt en selvforstærkende nedadgående spiral, spillet om erhvervsskatten er blevet til et ’race-to-the-bottom’. Fristelsen for den enkelte stat til at underbyde andre er stor, for gevinsterne er enorme.

Positiv modtagelse og snigende tilbageholdenhed
Bidens udmelding om en fælles erhvervsskat blev umiddelbart overordentligt positivt modtaget, specielt af EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Reaktionen var ret forudsigelig i lyset af Vestagers langvarige slagsmål med de store IT-giganter, hvor anklagerne om monopoliserende markedsadfærd og strategiske skatteunddragelse har resulteret i flere astronomiske bødeforlæg. Danmarks reaktion har også været forudsigelig begejstret. Det ligner unægtelig god socialdemokratisk politik på globalt niveau. Og udenrigsminister Jeppe Kofoed var som europaparlamentariker en af de stærkeste fortalere for en mere progressiv, fælleseuropæisk og global skattepolitik.

Noget mere overraskende var Storbritannien hurtigt ude med en positiv tilkendegivelse. Boris Johnson gav forslaget sin fulde opbakning. Samtidig har nabolandet Irland været en af de mest synlige modstander af forslaget, og generelt er opbakningen fra Europa er knap så sammentømret. Skeptikerne og svagere økonomier (uden et firma HQ) har genindtaget deres forbeholdende position. Cypern truer nu med et veto, og aftalen kræver enstemmighed i EU. Omvendt har Frankrig, Tyskland, Italien og Spanien udtrykt deres stærke opbakning. G7 mødet er dog ikke startet endnu, så et gennembrud kan ikke udelukkes.

Storbritanniens opbakning synes dog at svinde ind, hvilket heller ikke kan overraske. EU har en indgroet mistanke om, at Brexit-drømmen om ’the Global Britain’ er et skalkeskjul for en ’Singapore-on-the Thames’ strategi, som ved lav beskatning, deregulering og andre former for ’unfair konkurrence’ handler om at omdirigere investeringer fra EU-økonomierne og ind i ’City’. Omvendt vil Storbritannien gøre alt for at bevare deres specielle forhold med amerikanerne, uanset hvem der sidder i Det Hvide Hus, og ser samtidigt G7-værtskabet som et tiltrængt udstillingsvindue for, hvor godt Brexit har været for Storbritannien.

 

Erhvervsskatten er en del af den geoøkonomiske slagmark i globaliseringen. Fristelsen til at køre på frihjul er stor for de enkelte lande, og derfor kan verdensøkonomien minde om et rovdyrbur
_______

 

Bliver Bidens skatteplan til virkelighed?
Det bliver svært for Biden at realisere sine skattepolitiske drømme. Den irske og snigende britiske modstand illustrerer, hvor svært det er at finde fælles fodslag på skatteområdet. Erhvervsskatten er en del af den geoøkonomiske slagmark i globaliseringen. Fristelsen til at køre på frihjul er stor for de enkelte lande, og derfor kan verdensøkonomien minde om et rovdyrbur. Men det er også erkendt, at lande vinder på bekostning af andre.

Firmaerne flytter næppe hele deres produktionsapparat rundt på kloden alene på grund af en lav erhvervsskat. Direkte investeringer i bygninger eller maskiner er en mere kompleks beslutning, der baseres på baggrund af mange forhold, som fx lønniveau, kvalificeret arbejdskraft, infrastruktur, politisk stabilitet. Erhvervspolitik betyder stadig en del, og her kan det nationale skatteniveau  være en udslagsgivende faktor. Anderledes er det med profit. Penge og ejerskab kan relativt let flyttes hen over grænserne, alt efter hvor erhvervsskatten er lavest. Og så længe der ikke er nogle konsekvenser ved at underbyde andre på erhvervsskatten, vil det nedadgående pres mod lavest mulige erhvervsskat forsætte. Det er det Biden vil stoppe, og det hænger sammen med hans investeringsplan for hele USA. 

Der er noget, der tyder på, at det ikke længere er helt så urealistisk som tidligere. Noget er forandret. Den første ‘game-changer’ er Biden selv. G7 har fået USA tilbage ved bordenden, og Biden har haft lynende travlt siden januar. Han har vist overraskende stærk vilje til at gøre det, han sagde han ville, og i en  G7-kontekst har amerikansk lederskab har i den grad manglet. De fleste kan genkalde sig det næste ikoniske billede fra Ottowa G7-mødet i juni 2017, hvor Merkel, omgivet af kollegaerne fra Canada, Europa og Japan, stod i en kreds omkring Donald Trump, som nærmest trodsigt sad med hænderne over kors. Det indvarslede en ny tid med handelskrige og amerikansk retræte fra det internationale samfund. Det var et billede på opbrud og mistro – ’America First’ overtrumfede G7. Der var ingen allierede længere, kun rivaler.

Kontrasten til Biden-administrationens opvarmning til Cornwall G7-mødet kunne ikke være større. Biden taler om fair konkurrence, social retfærdighed og klimaregulering. G7 er en økonomiske alliance mellem demokratier, og visionen om en global minimumsskat er kun en del af Bidens globaliseringsstrategi. De vestlige demokratier skal stå sammen, ikke kun overfor Kina, men også overfor skattely, finansspekulation og transnationale firmaer. Der er i virkeligheden store fællesnævnere mellem EU’s og Biden-administrationens globaliseringsstrategi. Globaliseringen skal være mere fair, lyder det samstemmende over Atlanten. Men fair for hvem? Fair overfor amerikanske skatteydere? Fair for de store  digitale forbrugsmarkeder? Fair over for de lande, som lever af deres skattelys politik?

Nye toner på tværs af Atlanten
Den transatlantisk harmoni fra Obama-tiden synes genskabt. Selvom det ikke tyder på, at den ambitiøse transatlantisk handels- og investeringsaftale, den såkaldte TTIP-aftale, kommer tiltale på forhandlingsbordet. Biden har sagt, at han ønsker ikke store aftaler, og frihandel er efterhånden blevet en politisk tabersag. En skatteaftaler er noget helt andet.

 

Det er dog tydeligt, at Biden og Bruxelles, som de to demokratiske supermagter i verdensøkonomien, er helt på linje i deres respektive globaliseringsstrategi
_______

 

Det er dog tydeligt, at Biden og Bruxelles, som de to demokratiske supermagter i verdensøkonomien, er helt på linje i deres respektive globaliseringsstrategi. Kinas opstigning er et problem, den nye kolde krig forsætter, og EU er amerikanernes tætteste allierede i den kamp. Unfair globalisering ses af begge som et systemisk problem i verdensøkonomien: Erhvervsskat, konkurrenceforvridende statsstøtte og statskapitalisme er problemer, der skal takles. Biden signalerede en stærk vilje til at bruge økonomiske magtmidler ved menneskerettighedsovertrædelser. Handelskrigen mod Kina er udvidet til anklager om at Uigurerne bliver brugt som tvangsarbejdere i kinesisk tekstilproduktion.

Bidens handelsrepræsentant, Katherine Tai har i flere taler signalleret en politisk vilje til at bygge et økonomisk forsvar op omkring Bidens klimapolitik, altså en amerikansk version and EU’s klimaudligningstold. Endelig er USA og EU ved at finde sammen i de store internationale organisationer. De er enige om at WTO skal reformeres. USA truer ikke længere med udtrædelse, selvom  USA ikke har stoppet deres blokering af WTO dommer-udnævnelser. Endelig er USA igen med i Parisaftalen. Det står fortsat hen i det uvisse, om der engang kommer bindende udledningskrav i aftalen, og i så fald er det usikkert, om en præsident vil kunne få det igennem Kongressen. Polariseringen i amerikansk indenrigspolitik kaster fortsat en skygge ud over USA’s grænser.  

Pandemiens uforudsigelighed
Den anden game-changer er coronakrisen. Hvor G7 og Kina synes på vej tilbage i normaltilstand,  rasere pandemien fortsat på resten af kloden. Der er stadig en pandemi. Den er ikke under kontrol, og den kan kaste verdensøkonomien ud i en voldsom krise. G7 og Vesten er i gang med at genåbne økonomien. Statsgælden er vokset voldsomt under pandemien – selv for de stærkeste økonomier, men Kina er som et af de eneste lande i verden helt oven på. Og de har derigennem konsolideret deres global magtposition.

Da størstedelen af klodens lande endnu er dybt påvirket af pandemien, kan det lede til en ny global finanskrise. Selv hvis krisen undgås, står de fleste lande tilbage med et alvorligt gældsproblem. Derfor er pandemien en uforudsigelig gamechanger. G7-landene har også et akut behov for at hente skattekroner hjem til deres tømte statskasser.

Derfor er det ikke blot politisk uacceptabelt, men også samfundsøkonomisk uholdbart, at IT-giganterne ikke bidrager nok. IT-giganterne er derfor blevet et langt større problem under pandemien for G7-landene. Derfor er det en mulig konsekvens af pandemien, at der vedtages en stærk, global skatteaftale. ■

 

Selv hvis krisen undgås, står de fleste lande tilbage med et alvorligt gældsproblem. Derfor er pandemien en uforudsigelig gamechanger. G7-landene har også et akut behov for at hente skattekroner hjem til deres tømte statskasser
_______

 

Jens Ladefoged Mortensen (f. 19xx) er professor i statskundskab på Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Præsident Biden og vicepræsident Harris modtager spørgsmål fra journalister efter præsentation af sin budgetplan, Washington DC., USA, 2. juni 2021. [FOTO: Oliver Contreras/New York Times/Ritzau Scanpix]