16.07.2021

”Det er simpelthen eksploderet nu. Der har været en form for indestængt socialt pres, der først og fremmest handler om daglige problemer. Følelsen af, at det ikke fungerer – og af, at man ikke kan se en eller anden form for perspektiv. Det er det, der har fået folk på gaden.”

Mandag 2. august udgiver RÆSON antologien ”Latinamerika Nu”, der allerede kan købes i vores webshop nu. Jan Gustafsson har skrevet kapitlet om Cuba.

Interview af Simon Sig

DET STARTEDE med protester i byen San Antonio de los Baños, og siden bredte det sig til resten af landet. Cubanske demonstranter i tusindvis, der kalder på forandring i lyset af stigende økonomisk nød med prisstigninger og mangel på basale fornødenheder som madvarer og medicin. I kombinationen med en fejlslagen corona-håndtering, der har accentueret de sociale og økonomiske spændinger i landet, ser den brede cubanske befolkning sig nødsaget til at tage til gaderne på en måde, som verden ikke har set i mange år.

”Frihed!” og sågar ”ned med kommunismen!” lyder protesterne over landet, i forstæderne og i selve hovedstaden Havana. Nogle af demonstranterne vælter politibiler og plyndrer butikker i desperation, mens regeringens sikkerhedsstyrker tyr til arrestation, peberspray og vold flittigt dokumenteret på de sociale medier, der spiller en helt central rolle i medieringen af uroen i Cuba.

I dagene efter er situationen i landet vendt tilbage til det normale, men spændingerne og utilfredsheden er der fortsat. For at bøde på mangelsituationen har regeringen afskaffet told på fødevarer indført fra udlandet.

RÆSON mødte på et telefonopkald Jan Gustafsson – aktuel om Cuba i den kommende antologi fra RÆSON ”Latinamerika Nu” – til en samtale om, hvorfor den cubanske befolkning går på gaden, og hvorfor vreden eksploderer i Cuba nu.

RÆSON: Hvordan ser du på de sidste dages protester?
GUSTAFSSON: Det er meget svært at få et klart billede af, hvor mange der har deltaget – vi taler ikke om kæmpestore marcher ned gennem Havanas gader, men om relativt spontant opståede begivenheder, hvor folk samler sig. Den situation er i sig selv en sensation i et land som Cuba, som har en form for konsensus – delvis tvunget konsensus – om at ’systemet er noget alle går ind for, og dem der ikke gør, de er ikke bare antirevolutionære, de er også antipatriotiske og anti-cubanske’. Det er den grundlæggende holdning – men der er så sket et brud på i hvert fald nogle dele af befolkningen.

Der er op imod en million cubansk fødte i USA, og de penge, de sender tilbage – remitterne – har også været en væsentlig indtægtskilde. Men grundet corona i USA og Trumps restriktioner, så er den indtægtskilde også faldet væsentlig
_______

 

RÆSON: Som du er inde på i bogen, er det i Cuba anden coronabølge, der har ramt hårdest. Hvordan er situationen nu? 
GUSTAFFSON: For første gang siden pandemiens udbrud ser det alvorligt ud for Cuba. Det daglige antal af smittede er for øjeblikket på over 5000, og antallet af døde har i flere dage været over 50. Det er et stort tal for et land med en befolkning cirka dobbelt så stor som den danske. Hvor pandemien frem til slutningen af 2020 var nogenlunde under kontrol, så har det taget noget voldsommere fat siden, og nu er det et reelt problem. Nogle steder har hospitalerne simpelthen haft svært ved at følge med. Og det betyder selvfølgelig endnu et tvist til den utilfredshed og skuffelse, der hersker i befolkningen.

I første omgang blev Cuba ramt ved, at man måtte lukke landet af for den internationale turisme, som selv uden USA var en af de vigtigste valutaindtægtskilder. Dertil kommer, at der er op imod en million cubansk fødte i USA, og de penge, de sender tilbage – remitterne – har også været en væsentlig indtægtskilde. Men grundet corona i USA og Trumps restriktioner så er den indtægtskilde også faldet væsentligt. Forholdet til USA og corona er de to hovedårsager til den økonomiske krise, landet befinder sig i, men den spidser til hele tiden, fordi man mangler det element, der skal forbedre tingene.

RÆSON: Kan du kort ridse op, hvilke restriktioner der førte til faldet i remitterne?
GUSTAFFSON: Cuba har altid haft en delvis koloniøkonomi – dvs. man er hele tiden afhængig af andre. Da Cuba var en spansk koloni, var det Spanien, man var afhængig af, men allerede mens det var spansk, kom USA til og tog over efter 1898. Det var det så frem til 1959-60, hvor man får revolutionen, forholdet til USA går galt, og Sovjetunionen og østbloklandene overtager. I starten og midten af 90’erne er Cuba i den her ekstremt vanskelige situation – ’specialperioden’ – hvor man i øvrigt også havde spontane protester i Havanas gader.

I 1999 kommer Chávez til i Venezuela, som på det tidspunkt var en ganske rig nation – han sympatiserede voldsomt med Castro, så de to lande fik meget hurtigt etableret en rigtigt god og økonomisk fordelagtig relation. I princippet har man stadigvæk det forhold, men oliepriserne var allerede begyndt at falde, da Chavez døde. Da Maduro overtager præsidentposten kommer der hurtigt en både økonomisk og politisk krise, så Cuba slet ikke kan få samme gavn af forholdet.

Man havde også The Rolling Stones-koncerten i Havana i 2016 og Obamas besøg samme år. Der blev skabt en social optimisme, og styret lagde strategien om for at få cubanerne til at tænke på økonomi frem for at tænke politik
_______

 

Her er det så, at Obama og Castro mødes omkring en åbning af forholdet mellem de to lande. USA’s embargo blev ikke løftet, men der blev åbnet for en masse ting – frem for alt amerikansk turisme. Eksilcubanere kunne meget nemmere rejse til Cuba, og ganske almindelige amerikanere begyndte at komme med fly og krydstogtskibe – og det blev jo simpelthen en turismefest for landet. Man havde også The Rolling Stones-koncerten i Havana i 2016 og Obamas besøg samme år. Der blev skabt en social optimisme, og styret lagde strategien om for at få cubanerne til at tænke på økonomi frem for at tænke politik.

Alt det her rulles tilbage, da Trump kommer til – samtidig med at han strammer restriktionerne samt indfører nye, så det bliver endnu vanskeligere for Cuba at handle ikke blot med USA, men også med mange firmaer, som har relationer til USA. Embargoen påvirker ikke kun forholdet til USA, men Cubas mulighed for at bygge økonomiske relationer rundt om i verden.

Nu viser det sig, at Biden er meget tøvende med at gå tilbage til Obamas politik. På baggrund af den helt aktuelle situation vil han nok gerne se, hvad der sker. Jeg kunne forestille mig, at man tænker: ’Nu holder vi lige lidt igen og ser, hvad der sker i Cuba’.

RÆSON: Det er interessant, at du siger, at Biden tøver – havde du skrevet det her kapitel for et halvt år siden, forventede man, at Biden ville stå for en bevægelse tilbage til stort set det, Obama havde lagt for dagen.
GUSTAFFSON: Ja, håbet var helt klart, at Biden ville vende tilbage til om ikke ligefrem Obamas linje, så i hvert fald en politik, der i højere grad åbnede op for de økonomiske relationer. Det kan jo stadigvæk nå at ske, men det er ikke sket endnu. For ikke så længe siden havde jeg et møde med den cubanske ambassadør i Danmark. Han fortalte, at de var meget, meget skuffede over Biden, og at der ikke var sket noget. Og det er jo så på det her punkt, at Cubas præsident med en vis rette stiller sig frem og siger: USA kvæler vores økonomi. Det er jo også et aktivt valgt at fastholde restriktionerne.

RÆSON: Du sammenlignede de nuværende protester med dem i 90’erne. Hvordan adskiller de sig?
GUSTAFFSON: For det første: De ses mange steder i landet. Det er ret væsentligt. Dernæst adskiller de sig også ved, at sociale medier og nye kommunikationsmuligheder er en del af billedet – også selvom der er besværlig og dyr adgang til internettet for den almindelige cubaner.

Selvforståelsen i Cuba går netop på, at ’det her samfund er det rigtige for alle cubanere, og hvis man ikke er for det, så er man ikke en rigtig cubaner’
_______

 

De protester, vi så i 90’erne, var relativt kortvarige – faktisk primært én dag. Og så var det meget unge mænd fra lavere sociale klasser. Vi har ikke ret mange billeder fra de nye protester, men det ser ud til, at det er en lidt bredere del af befolkningen denne gang – ikke kun mænd, og flere aldersgrupper end blot de yngste. Selvfølgelig er der mange unge, for det er dem, der har mindst at tabe, og måske dem, der er i stand til at opbygge den største vrede. Men det er væsentligt større, og det stikker dybere end i ’94, hvor regeringen kunne sige ”jamen, det er bare nogle utilfredse unge”.

RÆSON: Du skriver i kapitlet, at der venter Cuba et opgør med selvforståelsen. Er det det opgør, vi ser starte her?
GUSTAFFSON: Ja, for de mennesker, der protesterer, der er det jo helt klart et opgør med selvforståelsen. De tænker, at den utopi vi havde, den eksisterer ikke længere – og den har ikke eksisteret i lang tid.

Det her kan jo godt udvikle sig til en krise, der fører til at styret falder sammen. Jeg siger ikke, at det umiddelbart ser sådan ud – for det cubanske styre har jo været i stand til at navigere igennem meget vanskelige situationer både nationalt og internationalt.

Styret har jo også fungeret i 60 år med stor opbakning i befolkningen i lange perioder. Det her er jo seks årtier, der har sat sig helt fundamentalt fast i cubansk bevidsthed. Hvordan skal folket håndtere det, hvis det hele bare falder sammen?
_______

 

Selvforståelsen i Cuba går netop på, at ’det her samfund er det rigtige for alle cubanere, og hvis man ikke er for det, så er man ikke en rigtig cubaner’. Den selvforståelse får sværere og sværere ved at holde sig fast, specielt hvis vi begynder at se, at styret igennem politiet og civile kommer i voldelige konfrontationer med demonstranterne, for så begynder det at se grimt ud.

Når det er sagt, så har styret jo også fungeret i 60 år med stor opbakning i befolkningen i lange perioder. Det her er jo seks årtier, der har sat sig helt fundamentalt fast i cubansk bevidsthed. Hvordan skal folket håndtere det, hvis det hele bare falder sammen, og alle pludselig er enige om, at ’det var et forfærdeligt diktatur, vi levede under i 60 år? Så har du også et kæmpe socialpsykologisk sår og traume – også fordi at store dele af befolkningen så skal acceptere, at de faktisk har været en del af det her. Det var ikke bare noget, man var offer for, men faktisk var en del af.

RÆSON: Du sagde før at ’trykkogeren er eksploderet’. Kan du uddybe det?
GUSTAFFSON: Det er ikke første gang i Cubas historie, at man oplever det her. Der er en følelse af desperation, man har nu – følelsen af, at ’nu er vi tilbage ved 90’erne efter at have været så meget igennem’. Præsidentskiftet har ikke ført nogen reel fornyelse med sig. Måden, præsidenten og regeringen har angrebet det her på, har været meget traditionel. Og så bliver følelsen for cubanerne, at vi er i det samme – der er ikke nogen ny form for dialog mellem ledelse og befolkning. Følelsen af, at hver gang der sker noget godt, så bliver det ødelagt igen. ■

Så bliver følelsen for cubanerne, at vi er i det samme – der er ikke nogen ny form for dialog mellem ledelse og befolkning. Følelsen af, at hver gang der sker noget godt, så bliver det ødelagt igen
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne