28.08.2021

„Hvis vi skal rejse et nyt paradigme fra asken af det gamle, er vi nødt til at sætte en mere realistisk målsætning, der handler om at begrænse den militante islamistiske trussel, men samtidig erkende, at den ikke kan udryddes, og at vi derfor må forholde os til et vist niveau af jihadistisk vold.‟

I serien BOGAKTUEL spørger vi bogaktuelle forfattere ind til tankerne bag, inspirationen og motivationen for at skrive netop dén bog lige nu. Interview af Johannes Sartou

HVEM:
Jakob Sheikh, 1987

AKTUEL MED:
”Vi Tabte: Hvordan jihadismen besejrede Vesten og hvordan vi kommer videre som tabere”, Gyldendal, 11. september 2021,

KENDT FRA: Journalist og forfatter, ansat på Politiken fra 2010-2017, særlig rådgiver for justitsminister Søren Pape fra 2017-2019. I 2015 udgav han bogen ”Danmarks Børn i Hellig Krig” om unge danskere, der drog til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat.

HVAD SKAL LÆSEREN TÆNKE EFTER SIDSTE SIDE?
Efter sidste side reflekterer læseren forhåbentligt over det politiske paradigme omkring ’krigen mod terror’, vi har bygget op over de sidste 20 år. Har vi været kloge i vores tilgang? Og hvad skal der til for at reducere den militante islamistiske trussel?

DET SVÆRESTE VED BOGEN VAR:
At bevare nuancerne. Det kan hurtigt fremstå. som om alt er Vestens skyld, at det hele bare er synd for muslimerne, eller at man skal lade stå til over for jihadisterne. Så min største opgave har været at få tegnet nuancerne klart op.

RÆSON: Det intellektuelle fundament, der har været helt centralt for den vestlige politiske tænkning om jihadisme, dannes i 90’erne af blandt andre Bernard Lewis, Peter Rodman og Samuel Huntington. Den tænkning, forklarer du i bogen, bygger på en antagelse om Vesten og den islamiske verden som to selvstændige civilisationer med et iboende potentiale for konflikt. Hvilken rolle har det helt konkret spillet for vestens forståelse af Islam og jihadisme, og hvilken betydning har det haft for Vestens tilgang i krigen mod terror?
SHEIKH: ’Islamisk kultur’ er blevet en sær form for essens, der driver alle muslimske borgeres gøren og laden, hvad enten de henter mælk i Fakta eller planlægger noget, der er til fare for nationens sikkerhed. Det bygger i mine øjne på civilisationismen, der fik særligt vind i sejlene efter murens fald og i endnu højere grad i det politiske klima, der i slutningen af 90’erne omkring bombningerne af de amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es-Salaam ledte op til det store opgør med jihadismen, der startede med krigen mod terror efter 9/11.

 

Spørgsmålet om muslimske borgere bliver gjort til spørgsmål om nationens sikkerhed. Det ser man helt konkret, når der bliver stillet forslag om, at man skal bekende, hvis man er muslim, når man søger om statsborgerskab
_______

 

Vi har reduceret borgere til produkter af ’islamisk kultur’ og gjort det til en indikator for, hvorvidt disse borgere udgør en sikkerhedsrisiko, hvilket har ført til, at vi har malet med for bred en pensel i forebyggelsen af jihadismen. Det betyder, at forebyggelsen er ufokuseret, og vi spilder for mange ressourcer på at mistænkeliggøre for mange mennesker, der ikke har nogen reel betydning for vores sikkerhed frem for at bruge kræfterne på de få, der rent faktisk udgør en trussel.

Den anden del er det kontraproduktive i den sikkerhedsliggørelse, som har skabt en tillidskløft mellem det muslimske civilsamfund og nationalstaten. Afstanden mellem myndighederne og civilsamfundet er blevet øget og det er af afgørende betydning, fordi politiet lever af anmeldelser, efterretningstjenester lever af efterretninger, kommuner lever af indberetninger om radikaliseringsbekymringer etc. Myndighederne er af den grund afhængige af et stærkt forhold til civilsamfundet, herunder det muslimske, og det forhold er blevet svækket som følge af sikkerhedsliggørelsen af almindelige muslimer, hvilket betyder, at vi går glip af afgørende informationer, der kan være med til at forebygge jihadisme.

Hvis vi antager, at jihadister bruger deres vågne timer på at planlægge, hvordan de kan tilintetgøre Vesten, så overser vi deres egentlige natur, som er den politiske og religiøse magtkamp, de udkæmper med de islamiske regimer, de forsøger at omstyrte.

Spørgsmålet om muslimske borgere bliver gjort til spørgsmål om nationens sikkerhed. Det ser man helt konkret, når der bliver stillet forslag om, at man skal bekende, hvis man er muslim, når man søger om statsborgerskab, når de danske børn i Syrien behandles gennem en sikkerhedsprisme snarere end en politisk prisme, og når Venstre forslår, at alle moskeer i landet skal overvåges. Vi forfægter en logik, der tilsiger, at moskeer overvåges, alene fordi de er moskeer, at imamer granskes, alene fordi de er imamer, at borgere med muslimsk baggrund sikkerhedsliggøres, alene fordi de er muslimer, og hvor muslimer skal bekende kulør, alene fordi de er muslimer, og ikke baseret på, om de udgør en trussel.

RÆSON: Du argumenterer for, at man ikke kan anskue 9/11 og lignende terrorangreb uafhængigt fra Vestens tilstedeværelse i den islamiske verden, og at det er afgørende, at Vesten lytter til jihadisterne, for at komme videre som tabere af krigen. Hvorfor er det en vigtig erkendelse for Vesten?
SHEIKH: Det har altid været sådan, at succesen af de krige, vi udkæmper, afhænger af vores forståelse af fjenden. Når vi har gjort jihadister til irrationelle væsener, tabuiseres forholdet mellem jihadisme og politik. Jihadismen er dybt religiøs og når folk hævder det modsatte, er det noget vrøvl, men den er også dybt politisk. Det er vigtigt at sondre mellem de to, fordi begge forklaringer lever side om side for jihadisten. De legitimerer sig gennem islamiske skrifter, hvilket fremgår tydeligt af taler og propaganda, hvor der er referencer til haditherne og koranvers.

 

Der ligger i erkendelsen af det politiske rationale, der ligger i jihadismen, en nøgle til at forstå, hvordan vi kan decimere den jihadistiske trussel
_______

 

Det er en afgørende del af den jihadistiske ideologi, at den hævder at være den sande forsvarer af den mest rendestillerede udgave af islam – præcis som civilisationisterne ofte hævder, at de er. Men med det sagt, er det vigtigt at se på, hvad der motiverer de angreb, de udfører. Når vi ser på de udtalelser, de sender ud efter et angreb, afhøringer fra retssalene og jihadisternes efterladte dokumenter, så er det oftest angreb, der finder sted i en politisk kontekst og har politiske mål.

Det er vigtigt at hæfte sig ved, for ellers underkender vi den kontekst, som jihadisterne udfolder sig i, hvilket gør det umuligt at bekæmpe dem. Et konkret eksempel er da metrostationen i London blev bombet i 2005, der forklarede al-Qaeda, at angrebet var funderet i den britiske tilstedeværelse i Irak, men det blev fuldstændig overset i den efterfølgende debat om angrebet. Det tror jeg skyldes, at hvis man starter den samtale, kan det lyde som om, at man undskylder eller retfærdiggøre jihadisternes handlinger. Derfor er den samtale og sondringen mellem legitimeringen og motivationen af jihadismen desværre fuldstændig fraværende.

Når jeg så mener, at det er en vigtig erkendelse, skyldes det, at der i erkendelsen af det politiske og religiøse rationale, der ligger i jihadismen, ligger en nøgle til at forstå, hvordan vi kan decimere den jihadistiske trussel. Hvis vi erkender det stærke radikaliseringsgrundlag, som den politiske ustabilitet har i de arenaer, hvor jihadismen vokser – som tilfældigvis også er de lande, vi har bekæmpet i krigen mod terror – hvis vi erkender den socioøkonomiske ulighed, som jihadismen tager sin næring fra, og hvis vi erkender betydningen af det politiske og religiøse vakuum, som korrupte regimer efterlader sig i stater, hvor befolkningen ingen tillid har til deres regenter, har vi nogle af forklaringerne på, hvordan vi kan tage luften ud af den jihadistiske rekruttering.

RÆSON: Talibans hurtige magtovertagelse i Afghanistan kunne blive endnu et kardinalpunkt i historien om krigen mod terror. Hvilken betydning får det for den historie, du fortæller i bogen?
SHEIKH: Nederlaget i Afghanistan understreger Vestens nederlag i krigen mod terror, men det er den kommende tid, der må afgøre, hvordan Afghanistan kommer til at passe ind i den overordnede fortælling. Lige nu ser man anti-taliban oprør i adskillige dele af Afghanistan, som forsøger at bekæmpe Taliban-regimet, og så vil spørgsmålet jo meget hurtigt melde sig: Skal Vesten bevæbne dem eller understøtte dem økonomisk og dermed gentage 20 års fejltagelser ved at reproducere et voldeligt økosystem med våben og penge?

Krigen mod terror står ved en skillevej, men hvorvidt vi formår at ændre kurs afhænger af, hvorvidt vi er i stand til at tænke Afghanistan ind i den samlede fortælling. Det synes jeg, vi har til gode at se. I den stort opsatte debat på DR1 om nederlaget i Afghanistan, var det påfaldende, hvor nemt det var for deltagerne at tale om krigen i Afghanistan, fordi det er en politisk samtale.  Og hvor lidt der egentlig blev åbnet op for en samtale om den overordnede krig mod terror.  Hvor krigen i Afghanistan er en politisk samtale, er krigen mod terror en samtale om os selv. Det stiller grundlæggende spørgsmålstegn ved, hvem vi er. Og stiller spørgsmålstegn ved den selvforståelse af Vesten som uovervindelige og værdimæssigt overlegne, som vi tog med os ud af sejren under Den Kolde Krig.

 

Hvis man erkender, at jihadismen grundlæggende ikke handler om os, kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er Vestens rolle at være til stede
_______

 

RÆSON: I forbindelse med dette, skriver du i bogen, at gennem forståelsen af jihadismen, opstår der en ramme for en krig, som Vesten kan vinde. Med tanke på den voksende jihadisme – der særligt giver sig sørgeligt til udtryk i Syd- og Nordafrika, men også i Afghanistan i form af selvmordsbomben ved Kabuls lufthavn – er det så ikke kontraintuitivt ift. dit argument om, at Vestens tilstedeværelse har haft afgørende betydning for denne udvikling, at Vesten skal indgå i endnu en krig? Hvorfor ikke tænke i alternativet, at Vesten ikke skal være til stede?
SHEIKH: Det er et godt spørgsmål, fordi en af mine centrale pointer er, at vi må bevæge os væk fra den præmis, der tilsiger, at enten må vi lade jihadisterne passe sig selv, ellers må vi nedkæmpe jihadismen snævert militært. Jeg mener, at der er en tredje vej, der handler om, at vi i mindre grad skal være til stede militært. Hvis man erkender, at jihadismen grundlæggende ikke handler om os, kan man stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er Vestens rolle at være så omfangsrigt militært til stede i de samfund, vi har gjort til slagmarker i krigen mod terror Det betyder imidlertid ikke, at vi skal lade stå til.

I bogen forsøger jeg at skitsere et alternativ, der handler om, at man i højere grad understøtter de politiske og religiøse modfortællinger til jihadismen, der eksisterer i den islamiske verden, hvor jihadismen primært har sine aktiviteter og udfører størstedelen af deres angreb. Hvis man vitterligt vil gå linen ud og støtte demokrati, så må man også støtte de demokratiske valg, der er og har været i den islamiske verden, samt de regimer, der kommer ud af de demokratiske valg, hvis de viser demokratiske takter – selv hvis der skulle være tale om islamistiske regime. Det gælder bl.a. det muslimske broderskab i Egypten, da de overtog magten i kølvandet på Det Arabiske Forår. Det kræver, at vi evner at skelne mellem islamisme og jihadisme.

I forhold til den kamp, jeg omtaler i bogen, som Vesten kan vinde, der mener jeg, at den krig mod terror, vi har udkæmpet de sidste 20 år, hvis politiske grundsætning er, at jihadismen skal udryddes, er vi dømt til at tabe, fordi jihadismen er et uudryddeligt fænomen i sin natur. Jihadismen er organisk. Hvis vi skal rejse et nyt paradigme fra asken af det gamle, er vi nødt til at sætte en mere realistisk målsætning, der handler om at begrænse den militante islamistiske trussel, men samtidig erkende, at den ikke kan udryddes betingelsesløst, og at vi derfor må forholde os til et vist niveau af jihadistisk vold – uanset hvor kontraintuitivt det kan lyde. Det er en af bogens mere provokerende pointer, men det er egentlig ikke anderledes end, at vi jo også accepterer et vist niveau af alle andre forbrydelser ud fra den erkendelse, at vi ikke kan udrydde dem fuldstændigt.

RÆSON: Mens terrorangrebene i Vesten er faldet i antal over de senere år, er de vokset eksplosivt i den islamiske verden og jihadismen står historisk stærkt. Hvad betyder det for Vesten?
SHEIKH: Så længe jihadismen buldrer derudaf i resten af verden og står stærkere end den har gjort før, vil det på sigt, for en bevægelse som jihadismen, som er grænseløs per natur, få sikkerhedsimplikationer for Vesten. Vi kan ikke mure os inde, hvilket diskussionen om børnene i Syrien jo meget godt illustrerer. Her antages det, at hvis man lader dem blive siddende i lejrene, så bliver Danmark tryggere. Sådan spiller klaveret ikke for jihadisterne.

 

I kampen for at bekæmpe den militante islamistiske trussel og udbrede det, vi opfatter som vestlige værdier, som retsstatsprincipper, demokrati og borgerrettigheder, har vi gennemført lovgivning, der sætter de selvsamme principper under pres i vores egne liberale demokratier i Vesten
_______

 

RÆSON: I bogens sidste del diskuterer du konsekvenserne af Vestens tab i krigen mod terror. Kan du uddybe disse konsekvenser?
SHEIKH: Den første konsekvens er den fejllæsning af jihadismen, der har ført til, at vi har bekæmpet en imaginær jihadisme – jihadismen som en irrationel, apolitisk, globalistisk og entydigt destruktiv bevægelse – frem for den, der var og er. Det har betydet, at jihadismen har fået frirum til at vokse sig større og stærkere. Den anden konsekvens er den måde, vi gennem kulturaliseringen af jihadismen har sikkerhedsliggjort islam –ikke bare jihadismen – og gjort ’islamisk kultur’ til omdrejningspunktet i forebyggelsesindsatsen, hvilket har betydet, at vi forebygger for bredt og for ufokuseret. Den tredje konsekvens er den værdimæssige pris, vi har betalt for at udkæmpe kampen mod terror. For man kan i virkeligheden spørge, om vi også har tabt til os selv. I kampen for at bekæmpe den militante islamistiske trussel og udbrede det, vi opfatter som vestlige værdier, som retsstatsprincipper, demokrati og borgerrettigheder, har vi gennemført lovgivning, der sætter de selvsamme principper under pres i vores egne liberale demokratier i Vesten – herunder jo også her i Danmark.

Det gælder indgreb i borgernes retssikkerhed og personlige frihed, som overvågning, blokering af jihadistisk indhold fra hjemmesider uden en dommergodkendelse, fratagelse af borgeres pas på baggrund af en mistanke om, at de vil rejse til krigszoner, samt hadprædikant-lister, hvor vi forhindrer mennesker i at komme ind i landet, selv om de ikke har udtalt sig strafbart. Vi tror grundlæggende ikke nok på vores demokrati. Man kan sige det meget simpelt: Vores frihed er blevet mindre de seneste 20 år mens jihadisternes er blevet større. Dele af den lovgivning, vi har indført for at dæmme op for jihadismen, har desværre også ramt os selv. Det er det, jeg mener, når jeg siger, at vi har tabt mod os selv.

RÆSON: Hvordan skal Vesten komme videre fra dette nederlag?
SHEIKH: Jeg nærer ikke et naivt håb om, at vi kan rulle årtiers lovgivning på området tilbage, og jeg mener heller ikke nødvendigvis, at det er det rigtige at gøre. Jeg mener, at meget af lovgivningen har været nødvendig, men vi er nødt til at spørge os selv, hvor langt vi vil fortsætte denne udvikling. Da man vedtog terrorpakke 1, hvor man gav politiet hjemmel til hemmelige ransagninger, der lød det fra strafferetsplejerådets betænkning, at det kun skulle bruges i absolutte nødstilfælde. I dag er antallet af hemmelige ransagninger mangedoblet – og anvendes i mange andre henseender end i terrorsager.

De paragraffer, der bliver brugt til at dømme folk for billigelse af terror, bliver brugt i langt højere grad end tidligere. Det er bestemt ikke entydigt dårligt: Det skal jo bruges i det omfang det kan dæmme op for jihadismen, og vi bør prise os lykkelige over det trusler, som lovene har været med til at inddæmme. Men vi er også nødt til at spørge os selv, om det skifte, hvor vi kriminaliserer farlig tænkning frem for farlig handling, er prisen værd, når vi betaler i indskrænkelser af retssikkerhed og personlig frihed og i form af et tillidsbrud til det muslimske civilsamfund. Er det den klogeste måde at reducere den jihadistiske trussel på? Det mener jeg ikke, det er. Har det decimeret den jihadistiske trussel? Nej. Har det gjort vores samfund tryggere? Nej. 20 års krig mod terror underbygger alle disse svar.

Vi har desuden mistet blikket for, hvor stærk en modfortælling demokratiet udgør over for jihadismen. Hver eneste dag er demokratiet med til at holde folk fra ekstremisme og det er helt fundamentalt, at vi holder fast i det faktum. Det kan lyde fuldstændig banalt og nærmest jubelidiotisk, men det er en af de vigtige nøgler til, hvordan Vesten kommer videre som tabere. ■

 

Vi er nødt til at spørge os selv om det skifte, hvor vi kriminaliserer farlig tænkning frem for farlig handling, er prisen værd, når vi betaler i indskrænkelser af retssikkerhed og personlig frihed og i form af et tillidsbrud til det muslimske civilsamfund
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland