Jakob Dreyer og Christine Nissen i RÆSON SØNDAG: Den voksende afstand mellem USA og Europa presser Danmark til en ny udenrigspolitik

26.12.2021

Danmarks udenrigspolitik har de sidste 20 år bygget på en præmis om USA som eneste garant for dansk sikkerhed og værdier. Grundlaget for den udenrigspolitiske linje er dog ved at forvitre. USA er både i sin egen selvforståelse og i det internationale samfunds øjne ved at miste sin status som supermagt. Og selv i USA ser vi nu et ønske om, at europæerne i højere grad agerer selvstændigt.




I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Jakob Dreyer og Christine Nissen i RÆSON SØNDAG

”Welcome, Mister Secretary, it is wonderful to have America back.” Med de ord bød Protokolchef og leder af den udenrigs- og sikkerhedspolitiske analysegruppe, Michael Zilmer-Johns, USA’s udenrigsminister Anthony Blinken velkommen til Danmark. Det fortalte Zilmer-Johns i den nylige DR-dokumentar, ’Diplomaterne’. Den varme velkomst afspejler en udbredt lettelse blandt danske beslutningstagere og diplomater efter Præsident Bidens tiltrædelse. Og et inderligt håb om, at det gamle transatlantiske forhold er tilbage, så klimaskepsis, snak om opkøb af Grønland, spørgsmålstegn ved NATO’s artikel 5, og andre kriser fra Trumps præsidentperiode, kan være en saga blot.

Men er USA tilbage, og kan vi i Europa regne med, at de bliver hængende i denne omgang? Det spørgsmål er naturligvis svært at spå om. Uanset om svaret er ja, tja, eller nej, har de seneste års udvikling skabt bevægelse i både amerikansk og europæisk udenrigspolitik, der gør det sværere for Danmark at fastholde forestillingen om, at forholdet er som i de gode gamle dage.

 

Selvom Præsident Biden utvivlsomt er oprigtig, når han nu erklærer, at USA er tilbage, kan man ikke sætte simpelt lighedstegn mellem den siddende præsidents taler og den førte amerikanske, udenrigspolitik
_______

 

USA: Den flakkende ledestjerne
Selvom Præsident Biden utvivlsomt er oprigtig, når han nu erklærer, at USA er tilbage, kan man ikke sætte simpelt lighedstegn mellem den siddende præsidents taler og den førte amerikanske, udenrigspolitik. Bidens beslutning om at lade USA genindtræde i Parisaftalen, og afholdelsen af konferencer om klima og demokrati, viser, at Bidens udenrigspolitik adskiller sig fra Trumps. Samtidig er Bidens mulighedsrum begrænset af langsigtede internationale tendenser så vel som indenrigspolitiske dynamikker.

De langsigtede tendenser er kommet til udtryk på flere politikområder, hvor Biden-regeringen, har videreført en række prioriteter, der har kendetegnet amerikansk udenrigspolitik under Trump og Obama. Ønsket om at afslutte krigen i Afghanistan, medførte en forhastet tilbagetrækning, som USA gennemførte uden inddragelse af sine europæiske samarbejdspartnere. USA har dog ønsket at trække sig ud af Afghanistan i hvert fald siden Obama erklærede, at han ville forskyde fokus til Asien. Selvom Østasien er førsteprioriteten, fastholder USA sin støtte til NATO og militære tilstedeværelse i Europa, som det også var tilfældet under Præsident Trump. Det fremgår af det amerikanske Forsvars nyligt afsluttede Global Posture Review, der er en klassificeret analyse af USA’s globale allokering af tropper, hvis hovedkonklusioner er blevet offentliggjort.

AUKUS-aftalen mellem USA, Storbritannien og Australien om køb af amerikanske frem for franske ubåde, og samarbejde i Det Indiske Ocean og Stillehavet, understreger, at USA er villig til at gå udenom europæiske samarbejdspartnere i sin higen efter at øge militær tilstedeværelse i Kinas interessesfære. Selvom Biden har beklaget den ”klodsede‟ håndtering af AUKUS-aftalen over for Frankrig, afspejler beslutningerne præsidentens udtalte strategi. Med Bidens slogan om at genopbygge USA (Build Back Better) og at prioritere den amerikanske middelklasse også i udenrigspolitiske anliggender, har hans agenda klare paralleller til Præsident Trumps ”America First”-strategi. Selv på det sikkerhedspolitiske område, hvor præsidenten har brede beføjelser, er det indadvendte fokus på den amerikanske befolknings interesser således i stigende grad i højsædet.

 

Selv på det sikkerhedspolitiske område, hvor præsidenten har brede beføjelser, er det indadvendte fokus på den amerikanske befolknings interesser således i stigende grad i højsædet
_______

 

I klimapolitikken, der er blevet en af de absolut vigtigste dagsordener i danske og europæisk politik, er præsidents mulighedsrum yderligere begrænset. Selvom demokratiske præsidenter siden Clinton har støttet føderal klimapolitisk handling, har deres republikanske afløsere og Kongressen afholdt USA fra at føre en ambitiøs klimapolitik på føderalt niveau. Det problem er fortsat under Præsident Biden.

Senator Joe Manchin, den konservative demokrat fra USA’s kulrige Westvirginia, der modtager størst støtte fra den fossile energisektor af alle senatorer, pressede først Præsident Biden til at beskære sin infrastrukturplan markant. Og den 19. december var Manchin på spil igen, da han trak sin støtte til Build Back Better Act, der primært skulle finansiere sociale programmer og klimatiltag, og som nu har en uvis skæbne. Samtidig medfører den fortsatte COVID-19-epidemi og en voksende inflation, at Præsident Biden mulighed og vilje til at prioritere udenrigspolitik er udfordret yderligere.

De grundlæggende svære arbejdsbetingelser og striben af politiske nederlag har bidraget til, at Biden er faldet støt i meningsmålingerne siden han tiltrådte, og det ser stadigt sværere ud at fastholde flertallet i Kongressen ved midtvejsvalget i 2022. Det vækker demokratisk bekymring i forhold til præsidentvalget i 2024. Det Republikanske Parti har ikke taget det opgør med Præsident Trump, som mange europæere havde håbet på, og muligheden for, at Donald Trump selv, eller en af hans støtter, kan vinde det kommende præsidentvalg, er derfor klart til stede. Selv hvis dette ikke sker, vil muligheden alene, presse Biden til at prioritere indenrigspolitiske agendaer. Så selvom Biden ikke har levet op til mange europæeres forhåbninger, er risikoen for, at relationen kan blive forværret efter de kommende valg.

Europa: Møntens bagside og forside
Skuffelserne fra Afghanistan over AUKUS til den krakelerende klimapolitik har gjort, at dagsordenen om mere europæiske selvstændighed på det udenrigspolitiske område, der begyndte under Præsident Trump, er fortsat. Debatten om styrkelsen af Europas sikkerhedspolitiske position kører på højeste blus i disse måneder. EU er ved at udarbejde et såkaldt strategisk kompas, der skal konkretisere, hvordan EU kan agere mere effektivt og selvstændigt på den globale scene. Der er også et EU-NATO-dokument undervejs, som skal kortlægge arbejdsdelingen og samarbejdsområder mellem de to organisationer, og Frankrig, der overtager det europæiske formandskab i januar 2022, vil præsentere et dokument om en forsvarsunion.

 

Bidens administration er formentlig den sidste med et så tydeligt, kulturelt, historisk tilhørsforhold til Europa
_______

 

Vi er netop kommet tilbage fra en to-ugers arbejdstur til Washington D.C., hvor vi har talt med diplomater og eksperter i hovedstaden om, hvordan de ser på, at Europa øger sin strategiske autonomi. Her var budskabet, at det transatlantiske forhold er under forandring. Bidens administration er formentlig den sidste med et så tydeligt, kulturelt, historisk tilhørsforhold til Europa. Med USA’s øgede indadvendthed, samt stigende prioritering af Asien, er det nødvendigt, at Europa selv formår at skabe stabilitet i Europas nærområde. Amerikanske beslutningstagere argumenterede for en reel styrkelse af europæisk autonomi i Europa og i det europæiske nærområde, hvilket de så som en forudsætning for den fremtidige, transatlantiske relation. Interessant nok er den samlede pointe således, at uanset om vi står over for en demokrat eller republikaner i Det Hvide Hus, er det nødvendigt at styrke Europas strategiske autonomi fremover – selvom det givetvis bliver en lang og svær proces. Flere amerikanske iagttagere understregere i forlængelse heraf, at der fortsat er ’al for meget retorik fremfor konkret handling’, når det kommer til Europas bestræbelser efter at agere mere selvstændigt.

Den erkendelse er i stigende grad nået til EU, som i sit strategiarbejde nu vil kortlægge sine egne svagheder, hvilket er en forudsætning for, at unionen kan lykkes med at blive en mere effektiv og samlet aktør. En betegnelse, der indfanger kernen i EU’s udfordringer, er fraværet af strategisk handling. ”Strategic shrinkage’ har EU’s udenrigschef Josep Borrell kaldt det, forstået som risikoen for, at EU mister sin relevans i verden, hvis man udelukkende fastholder en principiel og teknokratisk tilgang til politik. I verden i dag, hvor magtpolitik er så central, kan den altruistiske tilgang til udenrigspolitik og langsomhed, true EU’s evne til at handle. Det fremgår også af det strategisk kompas, at EU ikke har en fælles strategisk kultur, og at medlemslandene generelt har forskellige bud på trusselsbilleder, mål og instrumenter. Eksempelvis anser EU-lande i øst, Putins sabelraslen som det primære sikkerhedspolitiske problem for EU, hvor landene i syd har fokus på at sikre Europas grænser og forebygge endnu en migrationskrise.

Som løsning på disse helt grundlæggende problemer lægger det strategiske kompas op til, at EU går langt mere pragmatisk til værks, bliver konkret og mindre abstrakt, og accepterer værdien af EU som sikkerhedsaktør, der især skal kunne beskytte Europa og dets borgere for konkrete trusler. Europa starter dog ikke fra bunden i opbygningen af strategisk selvstændighed. I de seneste 5 år har EU’s sikkerheds- og forsvarspolitik udviklet sig mere end nogensinde før med lanceringen af en hel række initiativer, herunder oprettelsen af en forsvarsfond på otte milliarder euro og etableringen af et permanent, struktureret samarbejde på forsvar.

Netop disse måneder ser vi også nye forslag. I forbindelse med udgivelsen af det strategiske kompas i 2022, taler EU-landene om en udrykningsstyrke på 5000 personer, der skal kunne bestå af både landstyrker, luftstyrker og maritime styrker. Der diskuteres også, hvordan EU kan lancere militære og civile operationer mere fleksibelt og også potentielt udført små grupper af lande. Ligeledes skal det franskledede Europæiske Interventions-Initiativ (EI2), muliggøre hurtigere militær handling, som supplement til EU’s mere langsommelige beslutningsprocesser, der forudsætter enstemmighed.

 

Som løsning på disse helt grundlæggende problemer lægger det strategiske kompas op til, at EU går langt mere pragmatisk til værks, bliver konkret og mindre abstrakt
_______

 

Det sagt, er EU’s militære værktøjskasse stadig begrænset relativt til USA’s eller NATOs, og der gøres heller ikke forestillinger blandt EU’s medlemslande om, at EU skal konkurrere med NATO. Tværtimod ses sikkerhed og forsvar i EU-rammen som ’noget andet’ og bredere, end vi er vant til at tænke det i nationale sammenhænge eller i NATO-regi. EU har i langt højere grad prioriteret civile missioner i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik, ligesom EU sammen med sin medlemslande er verdens største bistandsyder. Kommissionen blevet stadig mere aktiv særligt på det forsvarsindustrielle område, og derved kan EU trække på EU’s styrkeside økonomien, herunder ressourcer fra EU-budgettet og det indre marked.

Klima står ligeledes centralt i Europas udenrigspolitik. EU er med sin Green Deal mere ambitiøs og længere fremme i den grønne omstilling end USA, og er ligeledes verdens største bidragyder af klimastøtte. Samtidig er EU’s forslag om en CO2-afgift på import af klimabelastende varer, den såkaldte CO2-grænsetilpasningsmekanisme, det mest konkrete og seriøse på at skabe en global skat på drivhusgasser.

Selvom EU har meget lang vej igen, og også er ramt af intern splittelse særligt i forholdet til Visegrad-landene, ser vi en hidtil uset bevægelse på området, hvor Europa ikke blot i EU-regi, former sig som en hybrid sikkerhedsaktør, der agerer på tværs af politikområder, og kombinerer ikke-militære og civile instrumenter.

Danmark: Det falske dilemma mellem Europa og USA
I en tale i forbindelse med Det Udenrigspolitiske Selskab i oktober 2021 udtalte Statsminister Mette Frederiksen: ”Vi må ikke bedømme vores forhold til USA ud fra et øjebliksbillede. Aldrig. Der skal ikke være et A4-ark imellem Europa og USA. USA har i årtier været vores vigtigste allierede. Sådan skal det også være i fremtiden. Vi må aldrig glemme det store perspektiv.” Statsministeren har bestemt ret i, at det ville være uklogt at kaste 75 års alliance over styr på grund af en enkelt præsidentperiode eller udenrigspolitisk krise. Samtidig er det også forbundet det med en vis risiko at agere udenrigspolitisk ud fra en ønsketænkning om, at der ikke er et ”A4-ark” mellem Europa og USA.

I over 20 år har Danmark på det udenrigspolitiske område været et af Europas mest USA-orienterede lande med forbehold til EU’s forsvarspolitik, stor deltagelse i Irak- og Afghanistan-krigene og en entydig orientering mod NATO. Politikken har bygget på en præmis om USA som eneste garant for dansk sikkerhed og værdier, og at Danmark må vælge mellem enten EU eller NATO. Grundlaget for den udenrigspolitiske linje er dog ved at forvitre. USA’s forever wars i Afghanistan og Irak er nu afsluttede og anses bredt for at være fejlslagne. USA er både i sin egen selvforståelse og i det internationale samfunds øjne ved at miste sin status som supermagt. Og selv i USA ser vi nu et ønske om, at europæerne i højere grad agerer selvstændigt.

Så i den nuværende situation, hvor USA og Europa fortsat og heldigvis er allierede, men hvor interessefællesskabet er dalende, og EU styrker sit interne samarbejde, står Danmark med sin superatlanticistiske tilgang udfordret tilbage. For at komme videre må danske beslutningstagere erkende, at der ikke blot er et A4-ark, men et helt Atlanterhav mellem Europa og USA, og opgive det falske udenrigspolitiske dilemma mellem NATO og EU.

 

For at komme videre må danske beslutningstagere erkende, at der ikke blot er et A4-ark, men et helt Atlanterhav mellem Europa og USA, og opgive det falske udenrigspolitiske dilemma mellem NATO og EU
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland