
Interview med politolog Ian Bremmer (del 2): Klimadagsordenen er det, der virkelig adskiller Bidens udenrigspolitik fra Trumps
05.01.2021
.”Den mest betydningsfulde forskel i Trump og Bidens Kina-politik vil være, at Biden i udnævnelsen af John Kerry som USA’s klimaudsending har en meget vigtig lovgiver, som vil skabe stort mandskab omkring sig, og som vil se koordination med kineserne på klimaspørgsmålet som en topprioritet. Det eksisterede slet ikke under Trump. Ikke blot fordi Trump ikke er multilateral, men også fordi han trak sig fra Paris-aftalen og bestemt ikke ønskede at gøre noget ved klimaspørgsmålet”
Interview af Kirstine Eklund
RÆSON: De fleste eksperter forventer, at Biden vil føre en hård linje overfor Kina, ligesom Trump har gjort. Men et ubesvaret spørgsmål er, hvordan Biden vil håndtere de kinesiske menneskerettighedsbrud. Han kan vel ikke ignorere Kinas behandling af uighurerne eller af Hong Kong, ligesom Trump gjorde – så hvad vil han gøre?
BREMMER: Lad os huske på, at selvom Trump personligt ignorerede Kinas menneskerettighedsbrud, og bestemt var villig til nærmest at sige til den kinesiske regering: ”Hvis I giver mig min handelsaftale, er jeg helt ligeglad med, hvad I foretager jer indenrigs.” Trump kan lide den traditionelle ’stærke mand’ – han er ligeglad med menneskerettigheder. Men hans administration har indført sanktioner mod kinesiske virksomheder, som er involveret i overvågning af uighurerne samt mod andre firmaer internationalt, som har samarbejdet eller handlet med de virksomheder. Der har også været sanktioner pga. afslutningen på ”en stat, to systemer” -politikken i Hong Kong.
Så der er forskel på, hvad en præsident mener, og hvad hans administration gør. Trump ønskede også at alliere sig mere med præsident Putin, men det betød intet i det store billede. Så det er vigtigt at anerkende begrænsningerne for den amerikanske præsident – især ift. emner, hvor personen svømmer alene. Og på de emner, du spørger til, har Trump virkelig svømmet alene ift. Det Republikanske Parti i Senatet og Huset og sammenlignet med den brede tværpolitisk følelse af, hvad Kina repræsenterer. Der har til gengæld været andre steder, hvor Trump har været meget effektiv.
Jeg synes, at Trumps mest effektive udenrigspolitik har været hans 5G-politik overfor Huawei og ZTE, hvor han fået godt 30 lande rundt omkring i verden til at alliere sig med USA. Noget, som Obama-administrationen ikke rigtig havde fokus på – det havde Biden forresten heller ikke i starten af sin kampagne, men det har han nu. Jeg har talt med Anthony Blinken [Bidens kandidat til kommende udenrigsminister, red.] og flere andre, og de er helt med på det. De er fuldstændig forenede med Trump på den politik.
Der er forskel på, hvad en præsident mener, og hvad hans administration gør. Trump ønskede også at alliere sig mere med præsident Putin, men det betød intet i det store billede
_______
Der vil være forskelle, men den mest meningsfulde forskel vil nok være John Kerry [den nye klimaudsending i den kommende Bidenadministration, red.]: at man har en meget vigtig lovgiver, som vil skabe stort mandskab omkring sig, og som vil se koordination med kineserne på klimaspørgsmålet som en topprioritet. Det eksisterede slet ikke under Trump. Ikke blot fordi Trump ikke er multilateral, men også fordi han trak sig fra Paris-aftalen og bestemt ikke ønskede at gøre noget ved klimaspørgsmålet. Så hvis du ønsker at tale om, hvor de er forskellige ift. Kina-politikken, så er det dér.
RÆSON: Hvad med Mellemøsten? Vi ved, at Biden ønsker at få USA med i atomaftalen med Iran, som Trump forlod, da han tiltrådte præsidentembedet. Men hvordan balancerer han det med israelerne og saudierne, når der er så mange interesser på spil? Hvad er dine forventninger?
BREMMER: USA’s nærmeste allierede i Mellemøsten er Israel. Det var sandt under Trump, det var sandt under Obama, og det vil også være sandt under Biden. Og Biden bifalder normaliseringsaftalerne mellem Israel og Golfstaterne. Det er godt for USA; det er lande, som USA godt kan lide. Ja, Biden og Obama lavede en aftale med Iran i 2015, men den åbnede ikke for diplomatiske forbindelser, den håndterede ikke udvikling af ballistiske missiler, og den forbød ikke Irans støtte til Hizbollah eller andre jihadister i regionen. Så det er ikke, fordi vi er venner med iranerne.
Der er en anden måde, hvorpå man kan håndtere et fjendtligt Iran med et avanceret atomprogram end Trumps meget konfrontatoriske stil. Og der mener jeg, at Obama-Biden-tilgangen er mere konstruktiv. Den er utvivlsomt mere multilateral; jeg tror, den tilgang vil være mere velkommen i regionen, selvom israelerne og saudierne ikke er komfortable med den. Det større problem for USA og Biden er faktisk klimaagendaen: Den bryder saudierne sig slet ikke om. De er fanget i deres position som en central energiproducent af fossile brændstoffer, mens verdenen bevæger sig væk fra sort energi. Så hvad gør man, hvis man er Saudi-Arabien?
Kina er uden sammenligning den største udfordring for Biden. Og så er der det faktum, at den globale økonomi står overfor seriøs modvind med endnu mere gæld
_______
De vil gerne købe en masse våben fra USA, hvilket jeg ikke ser som et særligt problem. Når det gælder uenigheden om salg af F-35 kampfly, som vi har set ift. de Forenede Arabiske Emirater, er det muligvis også et område, hvor Biden vil være anderledes fra Trump. Hvor tolerant vil han være overfor, at Saudi-Arabien fortsat foretager militære operationer i Yemen? Efter min mening er det en af de problemstillinger, som Obama ikke håndterede særlig godt, og vi vil måske se en hårdere linje fra Biden nu. Men jeg vil argumentere for, at det her er gradvise skift. Der sker ikke et drastisk holdningsskifte i Mellemøsten.
RÆSON: Hvad er den største udfordring for Biden udenrigspolitisk set?
BREMMER: Altså Kina er den største udfordring, men det vil ikke blive håndteret særlig anderledes politisk. Men Kina er uden sammenligning den største udfordring for Biden. Og så er der det faktum, at den globale økonomi står overfor seriøs modvind med endnu mere gæld. Biden-administrationen skal rulle vaccinen ud i hele USA, men verden er stadig i overlevelsesmode. Biden bliver præsident midt i den værste krise i vores livstid, og det bliver hans topprioritet at håndtere.
Det vil det både være ude og hjemme: Han skal distribuere vaccinen utrolig godt i de første 100 dage. Han kan ikke fejle i den opgave, der må ikke være huller i infrastrukturen – det ville dræbe ham indenrigspolitisk. Hvis han klarer den opgave godt, og den amerikanske økonomi bliver genoprettet, kan han blive en rockstjerne, der bader i popularitet. Men så har vi stadig en række lande internationalt, som lider hårdt under coronakrisen, hvilket skader den amerikanske handel. Så det er den absolutte topprioritet at håndtere fremover. ■
Hvis Biden klarer den opgave godt, og den amerikanske økonomi bliver genoprettet, kan han blive en rockstjerne, der bader i popularitet
_______
Ian Bremmer (f. 1969) er en amerikansk politolog og udenrigspolitisk ekspert, som er præsident og grundlægger af konsulentfirmaet Eurasia Group, der rådgiver virksomheder og lovgivere om international politik, og medievirksomheden GZERO Media. Bremmer er desuden klummeskribent på TIME Magazine og underviser på Columbia University i New York. ILLUSTRATION: Biden besøger Techren solcellepark, Boulder City, NV, 10. december 2019 [Foto: Adam Schultz / Biden for President / Flickr]