Ilan Pappé: Efter næsten 50 år må vi indse, at idéen om en to-statsløsning er død
05.06.2021
„Det internationale samfund og en god del af det palæstinensiske lederskab holder fast ved idéen om to-statsløsningen på en nærmest religiøs måde. Men det eneste to-statsløsningen har medført er international støtte til Israel i form af jødiske bosættelser på Vestbredden, undertrykkelsen af palæstinensere, samt at forhindre retten til tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge.‟
Interview af Johanne Kjaer
DE FORGANGNE UGERS spændinger og voldelige sammenstød i Israel og Palæstina har intensiveret det internationale fokus på de israelske besættelser i Palæstina. Forrige fredag indførtes der våbenhvile, som dog siden viste sig skrøbelig, med fortsatte sociale optøjer af mindre skala.
Den mangeårige konflikt mellem palæstinenserne og israelerne er i høj grad politisk, fordi Israel de facto har været besættelsesmagt siden 1967. Baggrunden for at forstå konflikten handler i høj grad om det politiske landskab i Israel og Palæstina, såvel som hvordan det internationale samfund positionerer sig i spørgsmålet om forholdene for en permanent fredsaftale. Gaza er politisk styret af partiet og bevægelsen Hamas, der aktuelt er noget mere fremtrædende i mediebilledet end det øvrige palæstinensiske lederskab på Vestbredden repræsenteret af Mahmoud Abbas og partiet Fatah. Hamas er en speciel størrelse, fordi den islamiske gruppe er både politisk folkevalgt tilbage i 2006 og siden stemplet som terrororganisation, baseret på voldelige metoder målrettet mærkesagen at befri Palæstina.
Gaza er derfor både symbol på lidelse og modstand. Situationen i Gaza er også en vigtig sag for palæstinenserne på verdensplan, fordi den er synonym med vedholdenhed og modstand mod den umulige virkelighed, der er blevet pålagt palæstinenserne
_______
Med afsæt i situationen i Gaza er det relevant at kaste lys over både den sociale virkelighed og den politiske virkelighed, der gør sig gældende. Verden over har folk udvist solidaritet med palæstinenserne i Gaza og de menneskelige tab, befolkningen lidt, heriblandt de mange børn, der har mistet livet. UNRWA (FNs hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten) konkluderede i en rapport i 2020 Gaza uegnet for beboelse og opfordrede samtidig til ophævelse af den israelske blokade. Selve de fysiske omstændigheder for leveforholdene i Gaza taler altså for sig selv.
Hvordan lyder de eksisterende narrativer i den historie konflikt, og hvad er udsigten til en fredelige løsning på mere end 50 års blodige stridigheder? Det spørger RÆSON forsker og forfatter til flere bøger om Israel – Palæstina og netop Gaza, Ilan Pappé om,
RÆSON: Hvilken politisk og symbolsk rolle udgør Gaza i den mangeårige konflikt?
PAPPÉ: Gaza spiller en meget vigtig rolle i Israel og Palæstinas historie. Det er det område, hvor Israel tilbage i 1948 anbragte mange tusinder palæstinensiske flygtninge og dermed forvandlede et ellers velhavende område til én stor flygtningelejr.
Gaza oplevede politisk mod – og overvejende medgang fra 1948 og frem til Osloaftalerne i starten af 1990’erne; med den israelske besættelse af området i 1967 blev det relativt tilgængeligt med jobmuligheder i Israel, samt tilladelse til rejse frem og tilbage mellem Gaza og Israel. Men efter Osloaftalerne forvandledes situationen til det værre. Israel overlod kontrollen med området til det palæstinensiske parti PA (Palestinean Authority), som ikke formåede at opretholde sikkerhed i området. Effekten af dette var, at palæstinenserne valgte Hamas, et islamisk politisk parti, til styring af området. Befolkningens valg af Hamas handlede ikke blot om, at palæstinenserne blev mere religiøst orienterede under ekstreme leveforhold. Det handlede om, at PA fejlede i opgaven om at skabe en reel forandring for palæstinenserne, særligt i forbindelse med Osloaftalerne.
Israel reagerede på valget af Hamas ved at indføre en belejring af Gaza. Som resultat er Gaza i dag det sted i det historiske Palæstina, hvor palæstinenserne er hårdest påvirkede af besættelsen – men det er også karakteriseret ved at være et sted, hvor palæstinenserne udviser mest modstand mod besættelsen. Gaza er derfor både symbol på lidelse og modstand. Situationen i Gaza er også en vigtig sag for palæstinenserne på verdensplan, fordi den er synonym med vedholdenhed og modstand mod den umulige virkelighed, der er blevet pålagt palæstinenserne.
Det man gør nu, er at stemple den ene gruppe som terrorister, mens man lader en stat, som selv anvender en hel del terrorisme, fremstå som den mere civiliserede part af konflikten
_______
RÆSON: Hvor står Hamas i dag med hensyn til støtte blandt palæstinenserne i henholdsvis Gaza, på Vestbredden, i Jerusalem og diasporaen?
PAPPÉ: Jeg tror, at folk opfatter Hamas mest som en politisk og social bevægelse, der kæmper for befrielsen af Palæstina og især for ophævelse af undertrykkelsen i Gaza. Blandt de palæstinensere, der støtter Hamas, er det sandsynligvis langt fra alle, der er enige i Hamas’ vision om en stat båret af visse religiøse principper. Det er en broget skare af både religiøse og sekulære palæstinensere, vi taler om her, som først og fremmest finder vigtighed i den eksistentielle kamp.
Palæstinenserne har ikke den demokratiske luksus at diskutere, hvilken form for samfund de ønsker, i sammenligning med de forskellige politiske ideologier og kulturelle former, som gør sig gældende i andre dele af den arabiske verden og Mellemøsten. I en normal situation ville palæstinenserne diskutere sådanne spørgsmål selv, og de ville behandle emnerne, som et normalt demokratisk samfund gør.
RÆSON: Så støtten til Hamas er mere symbolsk end politisk betonet?
PAPPÉ: Støtten er politisk i den forstand, at Hamas lige nu spiller en meget afgørende rolle i den antikoloniale kamp blandt palæstinenserne. Der er bestemt væsentlige meningsforskelle, hvad angår politik, religion og kultur, men disse er ikke særlig relevante for palæstinenserne lige nu. Lige nu gælder kampen for overlevelse og afkolonisering før ethvert andet spørgsmål.
RÆSON: Hvad er dine tanker omkring, at store dele af det internationale samfund betegner Hamas som en terrororganisation?
PAPPÉ: Der er et ordsprog, der lyder: Én mands terrorist er en anden mands frihedskæmper. Jeg tror, at det for mange mennesker i USA og resten af Vesten er vanskeligt at skelne mellem den fanatiske islamisme, som optræder i terror, og den essentielle rolle, som Islam udgør som religion og civilisation for så mange mennesker rundt om i verden.
At definere Hamas som en terrororganisation er samtidig at acceptere det israelske narrativ. Det svarer til at sige, at der ikke er forskel på Islamisk Stat og al-Qaeda. Eller, at hvis den politiske højrefløj i Israel repræsenterer jødedommen, så betyder det, at det er det, jødedommen handler om. Det er jo ikke rigtigt, og jeg tror ikke, at de fleste mennesker i civilsamfundet køber den forklaringsmodel.
Definitionen af Hamas som terrororganisation har at gøre med det faktum, at Israel har et rigtig godt forhold til de politiske eliter rundt om i verden. Vi har set fantastiske demonstrationer af solidaritet i de sidste to uger, meget større end noget, jeg har set før, og jeg tror, det er en vigtig del af kampen i Palæstina. For det er ikke en kamp mellem fanatisk islam og jødedom, det her er en kamp mellem koloniserede mennesker og en start, det fortsat koloniserer dem. Den eneste måde at løse dette på er gennem afkolonisering. Det man gør nu, er at stemple den ene gruppe som terrorister, mens man lader en stat, som selv anvender en hel del terrorisme, fremstå som den mere civiliserede part af konflikten.
Israel [farvoriserede] på det tidspunkt faktisk (…) Hamas over Fatah. Israel troede, at det foretrak et politisk islamisk styre fremfor en sekulær national befrielse. Den holdning skulle vise at ændre sig
_______
RÆSON: I bogen ”Om Palæstina” beskriver du, sammen med Noam Chomsky, hvordan Israel har etableret en fortælling om selvforsvar mod raketangreb fra Hamas i Gaza. I bogen forklarer du også, hvad du kalder en gammel israelsk drøm om at udslette Hamas fra Gaza, så ghettoen igen kan ligge stille hen. I lyset af de seneste ugers hændelser kan man argumentere for, at Hamas har spillet en central rolle, både hvad angår ansvaret for de voldelige eskaleringer, men også for neddroslingen. Kan du uddybe, hvilken indflydelse, du mener, Hamas råder over i Gaza?
PAPPÉ: Rollen kan ikke ses isoleret fra andre fraktioner og politiske kræfter. Hamas dukkede op på den politiske scene i 1988 som følge af primært to ting: Den ene var, at det mere sekulære Fatah havde mistet den folkelige opbakning i PLO, blandt andet som følge af Osloaftalerne. Mange palæstinensere mente, at tiden var inde til at give plads til en ny politisk tilgang til befrielsen af Palæstina. Den anden årsag var, at Israel på det tidspunkt faktisk favoriserede Hamas over Fatah. Israel troede, at det foretrak et politisk islamisk styre fremfor en sekulær national befrielse. Den holdning skulle vise sig at ændre sig.
Efter valgene i 1996 og særligt efter 2006, stod det klart, at Hamas havde opnået stor popularitet – ikke kun på Vestbredden, men også i Gaza. Sejren til Hamas førte til en af de mest brutale israelske militære reaktioner siden 1948, nemlig belejringen af Gaza. Ethvert menneske, der befinder sig i en lignende situation med en så aggressiv besættelsesmagt, vil reagere på den ene eller anden måde.
Raketaffyringerne vil ikke hjælpe Hamas med at ophæve belejringen, men det er ikke her kilden til volden ligger. En befrielse af Palæstina vil ikke finde sted således. Til det er der brug for et meget tungt og seriøst internationalt pres på Israel. Desuden er der brug for langt mere politisk enighed fra palæstinensisk side, samt opbakning fra den øvrige arabiske verden. I mellemtiden spiller Hamas en frigørelsesrolle.
RÆSON: Hvordan vil du beskrive det politiske landskab og den demokratiske modenhed i Palæstina nu, her særligt i lyset af, at der ikke har været afholdt valg siden 2006. Og ser du et valg finde sted i nærmeste fremtid?
PAPPÉ: Nej. Jeg tror ikke, at det er realistisk, at der kommer valg i Palæstina i nær fremtid. Det er ikke let at opretholde hverken valg eller demokrati under en besættelse. Men det er ikke det vigtigste spørgsmål at stille her.
Det centrale er, at det internationale samfund og en god del af det palæstinensiske lederskab stadig holder fast ved idéen om to-statsløsningen på en nærmest religiøs måde. Efter næsten 50 år må vi indse, at den er død. Det eneste to-statsløsningen har medført er international støtte til Israel i form af jødiske bosættelser på Vestbredden, undertrykkelsen af palæstinensere, samt at forhindre retten til tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge.
Du kan ikke have et samfund i det 21.århundrede, der anser sig selv for at være en del af Vesten og betragter enhver, der ikke er jøde som andenrangsborger eller flygtning og som konsekvent behandles på en ikke-demokratisk måde alene på baggrund af deres ophav, der ikke passer til idéen om en jødisk stat. Idéen om en jødisk nationalstat kan ikke komme på bekostning af et andet folk.
Hvad der er brug for i Palæstina, er afkolonisering, og det kan være vanskeligt at forklare for folk i det 21. århundrede. Det betyder, at vi skal sikre, at de 6 millioner jøder og 6 millioner palæstinenserne, der opholder sig mellem Jordanfloden og Middelhavet, skal leve sammen som ligeværdige borgere i den samme demokratiske stat, hvor også flygtningene har mulighed for at vende tilbage. Der ligger et moralsk ansvar hos Europa og USA til at presse Israel til en afkolonisering af Palæstina. ■
Det eneste to-statsløsningen har medført er international støtte til Israel i form af jødiske bosættelser på Vestbredden, undertrykkelsen af palæstinensere, samt at forhindre retten til tilbagevenden for palæstinensiske flygtninge
_______
Ilan Pappé er professor på University of Oxford og forfatter til flere bøger om Israel og Palæstina. Han har opnået international anerkendelse som stærk kritiker af Israel og Zionismen og anses som aktivist på området. Pappé er født i 1954 i Haifa, Israel. ILLUSTRATION: Fredsforhandlinger. USA’s præsident Obama mødes med Israels premierminister Netanyahu og Palæstinas præsident Abbas, Washington DC., USA, 1. september 2010. [FOTO: Jason Reed/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
