16.01.2021

„Republikanerne skabte en infrastruktur omkring det, de kaldte „Election Protection‟ i 1960’erne. Ved midtvejsvalget i 1982 sagde en føderal dommer, at Republikanerne ikke måtte bruge penge på disse bestræbelser, fordi det, de hævdede, var ‚et forsøg på at forhindre illegitime vælgere fra at stemme‛, faktisk fratog folk deres stemmeret på systematisk vis. Men ved valget i 2020 havde dommerens ordre fra 1982 overskredet sin tidsfrist, så Republikanerne igen kunne forsøge at intimidere vælgere og gentage deres påstande om stemmesvindel.‟

Interview af Johannes Sartou

RÆSON: Stormen på Kongressen er blevet beskrevet som en begivenhed uden historisk fortilfælde. Men jeg ved, at du ser det som en del af en proces, der begyndte med den konservative modrevolution i 1960’erne. Kan du – i store træk – beskrive den proces, der startede med Barry Goldwaters præsidentkandidatur i 1964?
PERLSTEIN: Faktisk vil jeg spore begyndelsen på udviklingen tilbage til det 18. århundrede. USA var kun i stand til at forene de 13 oprindelige kolonier via Forfatningen på grund af et kompromis, der gav Sydstaterne vetoret over den føderale politik for at bevare slaveriet.

Kompromiset bestod af tre elementer: Senatet, som hver stat får to senatorer i uanset størrelse, valgmandskollegiet, der består af dét antal medlemmer, hver stat har i Kongressen, og ikke mindst trefemtedelsklausulen: antallet af kongresmedlemmer, som hver stat fik tildelt, blev bestemt ved at tilføje antallet af slaver i staten og derefter gange det med tre femtedele.

Slaverne blev altså dybest set regnet som tre femtedele af en fri mand, og forfatningsmæssigt blev USA derfor bygget på et konservativt, reaktionært mindretalsstyre [styreform hvorved et flertal i USA ikke nødvendigvis bestemmer, hvem der bliver præsident og styrer landet, red.]. Da Syden begyndte at miste sin magt pga. markedsrevolutionen i Norden i det 19. århundrede, forsøgte Sydstaterne at iværksatte et kolonialt ekspansionsprojekt for at bevare slaveriet, ved at tilføje nye stater, nye senatorer og nye valgmænd. Det kulminerede i valget af Abraham Lincoln i 1860, som agtede at sætte en stopper for spredningen af ​​slaveri. Det modsatte Syden sig, hvilket sendte landet ud i en lang og blodig borgerkrig.

Det er nationaliseringen af ​​sydstatspolitikken, der er det mest definerende aspekt ved den konservative bølge i slutningen af ​​det 20. århundrede. Det begyndte i kølvandet på borgerrettighedsbevægelsen i 60’erne, da Demokraterne mistede deres greb i Sydstaterne, fordi de forpligtigede sig til borgerrettighedslovgivning. Det fik Republikanerne til at bejle til de vælgere, Demokraterne havde tabt i Syden. Derfor nominerede de i 1964 præsidentkandidaten, Berry Goldwater, der var stærk modstander af borgerrettighedsbevægelsen. En af hans kongresdelegater sagde, at deres kampagne: “ (…) skubbede Mason-Dixon-linjen (den symbolske grænse mellem Syd og Nord) helt op til Canada”. Det vil altså sige, at de havde som klart mål at udbrede Sydstaternes politik, som gik direkte imod borgerrettighedsbevægelsen, til hele landet.

 

Vi taler meget om konspirationsteorier som QAnon, men man skal forstå, at den slags også var allestedsnærværende i Sydstaterne: Fx idéen om, at det var Moskva, der startede borgerrettighedsbevægelsen
_______

 

Det startede den proces, der fortsat er i gang i dag, hvor Det Republikanske Parti spreder Sydstaternes grundidé til resten af landet. Det er idéen om, at et mindretal retmæssigt kunne forhindre progressive reformer, selvom flertallet ønskede dem. Den form for mindretalspolitik kræver, at man gejler sine vælgere op ved hjælp af panik, konspirationsteorier og frygt.

Vi taler meget om konspirationsteorier som QAnon, men man skal forstå, at den slags også var allestedsnærværende i Sydstaterne: Fx idéen om, at det var Moskva, der startede borgerrettighedsbevægelsen, og at det var afroamerikanerne selv – ikke Ku Klux Klan – der brændte deres kirker ned for at skade Syden. Set i det lys er den her form for modstand mod den føderale regering for at bevare et mindretalsstyre, der fører konservativ, reaktionær politik, ikke uden fortilfælde. Men vi har aldrig set et så mørkt eksempel som angrebet på hjertet af det amerikanske demokrati: Kongressen.

RÆSON: Hvilke konsekvenser har det for Det Republikanske Parti, og hvordan ses det i disse dage?
PERLSTEIN: Det Republikanske Parti har altid balanceret mellem at tale til de mørkeste impulser i deres vælgere samtidig med at opretholde en respektabel facade. Et af de bedste eksempler på det er, da George W. Bush brugte den politiske kapital og offentlighedens vrede og afmagt i kølvandet på 9/11 til at starte Irak-krigen baseret på konspirationsteorien om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, mens han samtidigt turnerede medierne med budskabet: ”Islam er fredens religion.” Under Donald Trump er denne balance gået fløjten på grund af hans personlige ligegyldighed overfor at opretholde en respektabel facade og vigtigere endnu: at ​​store dele af ​​det Republikanske etablissement er fulgt lige i hælene på ham. Mange i partiet har simpelthen opgivet at fremstå respektable.

RÆSON: Ser du nogen ligheder mellem den konservative bølge i den sidste del af det 20. århundrede og begivenhederne siden valget i november?
PERLSTEIN: Den mest fremtrædende lighed er den antikommunistiske heksejagt under senatoren Joseph R. McCarthy. I 1950’erne sagde han, at den eneste grund til, at Østeuropa blev suget ind i Sovjetunionen, var pga. den største sammensværgelse i menneskehedens historie: en sammensværgelse, der indebar hemmelige kommunister i den amerikanske regering. Han red højt på denne konspirationsteori i et par år, indtil han pressede sit held for langt, og etablissementet lukkede ham ude. Det er præcis, hvad vi ser med Trump i disse dage. Han sprang ud på den politiske scene med en række konspirationsteorier, som han red højt på i et par år, indtil han gik for langt – og nu bliver han lukket ude.

 

Den slags undertrykker-sprogbrug – „du fik mig til at slå dig‟ – har været comme il faut i Syden længe, men i disse måneder ser vi et ekko af det fra Republikanere over hele landet
_______

 

RÆSON: Du nævnte, at nationaliseringen af sydstatspolitikken er et af de vigtigste aspekter af den konservative bølge. Er det det, vi ser udspille sig i disse dage?
PERLSTEIN: Ja, det tror jeg virkelig, at det er. Et godt eksempel herpå er det Republikanske kongresmedlem, Kevin Brady, som sagde, at processen for en rigsretssag mod Trump bør stoppe, for ellers vil den tilskynde til mere vold. Det minder om retorikken fra genopbygningstiden efter borgerkrigen, hvor Norden fik skylden for Sydstaternes vold. Den slags undertrykker-sprogbrug – „du fik mig til at slå dig‟ – har været comme il faut i Syden længe, men i disse måneder ser vi et ekko af det fra Republikanere over hele landet. Det er et sigende eksempel på, hvordan sydstatspolitikken er blevet udbredt til hele landet.

RÆSON: Der har været mange forsøg på at omstøde valg i USA’s historie, men systemet har altid opretholdt demokratiet, og den tabende kandidat har til sidst erkendt sit nederlag. Der er én undtagelse, hvor systemet brød sammen, og landet blev kastet ud i en blodig borgerkrig. I 1860 nægtede Sydstaterne at acceptere Abraham Lincoln som vinder, fordi de så valget af en præsident, der ikke ville beskytte slaveriet, som illegitimt. I dag ser vi en række Republikanere, der har støttet Trumps påstand om et illegitimt valg på trods af de utallige beviser mod den påstand. Hvordan kan nationaliseringen af ​​sydstatspolitikken forklare forsøget på at omstøde valget?
PERLSTEIN: Republikanerne skabte en infrastruktur omkring det, de kaldte „Election Protection‟ i 1960’erne. Det startede i 1962, hvor William Rehnquist – som Nixon få år senere nominerede til Højesteret – tvang latinamerikanske vælgere til at læse forfatningen højt for ham som en del af en læsefærdighedstest, da læsefærdighed var et krav i nogle stater for at være berettiget til at stemme.

Denne form for vælgerundertrykkelse blev kaldt „Operation Eagle Eye‟. Ved midtvejsvalget i 1982 var vælgerundertrykkelsen fra Republikanere så omfattende i New Jersey, at en føderal dommer sagde, at Republikanerne ikke måtte bruge penge på disse bestræbelser, fordi det, de hævdede, var ‚et forsøg på at forhindre illegitime vælgere fra at stemme‛, faktisk fratog folk deres stemmeret på systematisk vis. Men ved valget i 2020 havde dommerens ordre fra 1982 overskredet sin tidsfrist, så Republikanerne igen kunne forsøge at intimidere vælgere og gentage deres påstande om stemmesvindel.

Derudover besluttede den amerikanske højesteretsdommer John Roberts, at Voting Rights Act fra 1965, der beskyttede afroamerikanske stemmerettigheder i Syden, havde tjent sit formål – Sydstaterne havde opnået frie og retfærdige valg – hvorfor Sydstaterne ikke længere skulle have forhåndsgodkendt deres valgregler af Justitsministeriet, som ellers havde været normen siden 1965.

 

Vi bør ikke undervurdere, hvor vigtig denne anti-elitære tilgang er som drivkraft for den konservative, reaktionære politik i USA
_______

 

Så præsidentvalget i 2020 var det første valg, hvor disse to institutionelle garantier mod traditionen om at bruge myten om vælgerbedrageri til at begå vælgerundertrykkelse blev suspenderet. Det har gødet jorden for Trump og Rudy Giulianis eksplicitte påstande om vælgerbedrageri, som bidrog til at opildne pøblen, der endte med at storme Kongressen. Alt dette stammer fra en gammel forestilling i Syden om, at den eneste grund til, at Sydstaterne nogensinde mistede politisk magt, var på grund af illegitimt bedrageri. Den idé fortsatte i det 20. århundrede, hvor forestillingen var, at den eneste måde, de liberale Demokrater vandt valg på, var gennem valgsvindel. I dag er denne forestilling smeltet sammen med QAnon-konspirationsteorien om ”den dybe stat” for store dele af Trumps mest loyale tilhængere.

RÆSON: I din bog ”Nixonland” fortæller du historien om Nixons tid på college, hvor han bliver udelukket fra den populære studenterforening „The Franklins‟. Han ender med at skabe sin egen studenterforening af outsidere kaldet „The Orthogonians‟. Du bruger det som en metafor gennem hele bogen for Nixons dikotomi mellem eliten og “det tavse flertal”. Hvordan kan denne anti-elitære tilgang hjælpe med at forstå udviklingen af ​​Det Republikanske Parti op til stormen på Kongressen?
PERLSTEIN: Det Republikanske Parti består af en koalition af det, man kan kalde forretningsvældet på den ene side og de antikosmopolitiske masser i landdistrikterne på den anden. Et centralt øjeblik for dannelsen af denne koalition var 1960’erne, hvor drømmen om reformer, der bredte sig gennem borgerrettighedsbevægelsen, blev mainstream. Der herskede en udbredt forståelse blandt den kulturelle elite for, at landet som helhed bevægede sig i en progressiv retning, hvilket fik borgere med mere traditionelle værdier til at føle sig overset og negligeret.

Nixons genistreg var at favne dem i formuleringen ​​‟det tavse flertal‟, som faktisk var forankret i hans egen følelse af at blive ekskluderet fra elitens studenterforening på college. Peter Viereck, der er en politisk filosof fra 1950’erne, kaldte McCarthyismen for „næsernes hævn‟. Med det mente han folk, der stod med næserne presset mod glasset til balsalen, fordi de ikke kunne komme ind. De var trætte af at føle sig ekskluderede og patroniserede af eliterne.

Metaforen bærer stadig en vis sandhed i dag, hvor nogle institutionelt magtfulde og økonomisk velhavende Republikanere føler sig udelukket fra eliten. Tænk på Trumps historie om at være outsideren i det politiske etablissement. Han tog en side lige ud af den anti-elitære drejebog, da han talte til „det tavse flertal‟ i sin kampagne i 2016. Vi bør ikke undervurdere, hvor vigtig denne anti-elitære tilgang er som drivkraft for den reaktionære politik i USA.

 

Reagans grundlæggende idé var, at alt, hvad der var galt med USA, var forårsaget af ​​‟uamerikanske elementer‟ som fx liberalisme og regeringsbureaukrati. Denne arv fremgår tydeligt i Trumps æra
_______

 

RÆSON: Hvilken rolle spiller mindretalsstyret – det faktum, at det ikke nødvendigvis er flertallet i USA, der vinder et valg –- i alt dette?
PERLSTEIN: Et af synonymerne for afroamerikanere er „minoritet‟ i den politiske diskurs i USA. Der er et modsætningsforhold mellem „det larmende mindretal‟ og „det tavse flertal‟. ”Det larmende mindretal” er afroamerikanerne, der kæmper for retfærdighed. Som jeg sagde i starten: Sydstaterne sørgede for, at man bogstaveligt talt skrev mindretalsstyret ind i Forfatningen – det er arven fra trefemtedelsklausulen.

Ved præsidentvalget i 1960 var John F. Kennedys stab faktisk bange for, at nogle valgmænd fra Sydstaterne ville nægte Kennedy præsidentembedet. Det var, fordi der var nok vælgere i Syden, der ikke mente, at antallet af vælgere, der stemte på en kandidat, skulle være den afgørende faktor for, hvem der skulle være præsident. Så vigtigt var det for dem at opretholde det hvide overherredømme som den ledende filosofi i USA.

RÆSON: Du har skrevet udførligt om Ronald Reagan gennem dine bøger ”The Invisible Bridge” og ”Reaganland”. Hvordan kan man se hans arv udspille sig i dag?
PERLSTEIN: Jeg mener, ​​at det værste Reagan introducerede i USA, var hans kultlignende optimisme. Idéen om, at USA ikke kunne gøre noget forkert, og at det var illegitimt at kritisere USA. Hans politiske gennembrud fandt sted på et tidspunkt, hvor USA var ved at affinde sig med tanken om, at landet måske ikke længere var verdens politibetjent i kølvandet på nederlaget i Vietnamkrigen.

Reagans politiske mesterstykke var at give dem, der begyndte at underholde idéen om, at USA bare var en nation blandt nationer, tilladelse til at fejre USA på en hyperpatriotisk måde. Hans grundlæggende idé var, at alt, hvad der var galt med USA, var forårsaget af ​​‟uamerikanske elementer‟ som fx liberalisme og regeringsbureaukrati. Denne arv fremgår tydeligt i Trumps æra. Det bedste eksempel på det er, da han i februar fortalte journalisten Bob Woodward, at han vidste, at coronavirus kunne smitte gennem luften, og at det kunne forårsage en epidemi i USA. Da han blev bedt om at forklare, hvorfor han så ikke reagerede hurtigere, sagde han, at det er hans job at være optimistisk.

 

Enhver Republikaner, der distancerer sig fra Trump, gør automatisk sig selv til en del af den „dybe stats‟ sammensværgelse mod Trump i hans tilhængeres øjne
_______

 

RÆSON: For fire år siden kontrollerede Det Republikanske Parti både Det Hvide Hus og begge kongreskamre. Nu har de mistet det hele. Det er et tab for Republikanerne og et tab for trumpismen. Hvordan ser fremtiden ud for Det Republikanske Parti?
PERLSTEIN: Selvfølgelig er jeg som historiker altid tilbageholdende med at kommentere på fremtiden. Ingen kunne have forudsagt, at Det Republikanske Partis redningsmand i kølvandet på Watergate var den eneste politiske figur, der ikke mente, at Watergate var et problem: Reagan.

Jeg vil imidlertid gerne kommentere på en fascinerende udvikling nu: Det faktum, at Liz Cheney (datteren til den tidligere vicepræsident under Bush, Dick Cheney) har støttet rigsretssagen mod ​​Trump, antyder, at der er et meget fascinerende magtspil undervejs i Det Republikanske Parti. Hun kommer fra en familie, der er ekstremt taktisk og strategisk snu, og som tænker langsigtet. Cheney forsøger givetvis at få den del af Republikanerne, der ikke støtter Trump, til at acceptere idéen om, at en tilbagevenden til Det Republikanske Parti under Bush – der nominelt blev ledet af Bush, men de facto blev styret af Dick Cheney – er vejen frem. Det ser ud til at være et sted til venstre for Trump, men til højre for Reagan.

RÆSON: Tror du, at Det Republikanske Parti vil forsøge at udstøde Trump, når Biden bliver indviet?
PERLSTEIN: Det er ikke så simpelt, som det er blevet gjort til af diverse analytikere. Der er millioner af amerikanere, der er Trump-tilhængere, før de er Republikanere. Enhver Republikaner, der distancerer sig fra Trump, gør automatisk sig selv til en del af den „dybe stats‟ sammensværgelse mod Trump i hans tilhængeres øjne. Så de kan ikke distancere sig fra Trump uden at distancere sig fra en stor del af deres vælgerbase.

Det andet problem er, at de er nødt til at genoprette tilliden til den anden del af deres vælgerbase – hovedsageligt kvinder i forstæderne – der opgav partiet på grund af Trump. Så det bliver et ekstremt vanskeligt ideologisk projekt. Hvis Demokraterne er i stand til at varetage det brede flertal af amerikaneres interesser og frame Republikanerne som en hindring for fremskridt, kan de få et fast greb om magten.

RÆSON: Hvilke ideer skal Republikanerne basere deres platform på, hvis de igen skal være i stand til at vinde valg og give svar på de bekymringer, som Trump-segmentet udtrykker?
PERLSTEIN: Desværre for USA er den hidtil eneste farbare måde at adressere disse vælgeres bekymringer på at signalere loyalitet over for Trump og hans dagsorden. Denne del af vælgerne er som sagt Trump-tilhængere, før de er Republikanere. Den eneste måde at mobilisere dem på er at fortsætte med at tale til den reaktionære panik. Det er et af den reaktionære politiks største paradokser: at man er nødt til at blive ved med at eskalere panikken. ■

 

Der er millioner af amerikanere, der er Trump-tilhængere, før de er Republikanere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland