Helene Risør om Chile: Når håbet for forandring i en god retning er så stærkt, kan skuffelsen blive enorm

14.09.2021

Over årene er der blevet skabt en stor uindfriet forventning til, hvilke muligheder, der er i demokrati. En akkumuleret afmagt. En akkumuleret vrede. En akkumuleret fornemmelse af, at eliten – både den politiske, akademiske og kulturelle – lever ude af trit med, hvordan 80-90 pct. af befolkningen lever og overlever i Chile. Det er den frustration, vi har set flyde over de seneste år.

I forbindelse med udgivelsen af RÆSONs nye bog “Latinamerika Nu”, bringer vi en række interviews med forfattere fra bogen for at sætte lys på bogens centrale temaer og pulsen i Latinamerika lige nu. Dette interview er med Helene Risør, ph.d. i antropologi og lektor ved Ponticifa Universidadf Católica de Chile om demokratiets håb i Chile. Bogen kan købes her.

Interview af Simon Sig

SÆRLIGT HØJREFLØJEN var efterladt i en choktilstand, da Chile i maj skulle vælge repræsentanter til den nye grundlovgivende forsamling. Kun 35 ud af 155 pladser gik til præsident Sebastian Piñeras konservative parti. Hvis nogen havde forestillet sig, at en ny grundlov skulle blive en smal sag at få lavet, tog de fejl. Og helt generelt er den politiske elite i færd med at erkende, at partigrænserne ser ud til at være i opbrud.

Det kommende år skal der skrives en ny forfatning i Chile, og i særligt den yngre del af befolkningen er der håb om en grøn og mere demokratisk fremtid. I ældre generationer frygter man tilbageslag mod en voldsom og splittende diktaturtid, der har indprentet sig for bestandigt.

RÆSON møder Helene Risør – forfatter til kapitlet om Chile i Latinamerika Nu – til en snak om, hvordan en ung generations protester mod en udemokratisk regering kan være et afkom af netop demokrati. For de unge er den første generation i Chile, der er opvokset med en vis retssikkerhed, og det har muligvis været afgørende i konfrontationen af statsmagten.

RÆSON: I efteråret 2019 blev det vedtaget, at Chile skal have en ny forfatning. Hvorfor har man brug for det i Chile?
RISØR: Det har man brug for af flere grunde. Den første og vigtigste grund er at få sat et både konkret og et symbolsk punktum for eftervirkningerne af diktaturet fra 1973-1990. At få skabt et rum, hvor så store dele af den chilenske befolkning som muligt får en reel mulighed for deltagelse. En reel mulighed for at have en samtale om, hvad det er for et land, og hvad det er for et folk, der bor i Chile, og hvad det er for en fremtid, man ønsker sig.

 

Selvom der er kommet en ung generation med håb og ambitioner om at udbygge og forstærke demokratiet, ændrer det ikke på, at diktaturet sidder stærkt i mange mennesker i de ældre generationer
_______

 

En grundlovgivende forsamling er jo også et symbolsk og rituelt rum. Man går ind i et mulighedsrum og forestiller sig nationen, og man kan skabe nogle spilleregler af langt mere demokratisk karakter. Ikke kun i den liberale klassiske forståelse, hvor alle har lige deltagelse, men også på den måde, at der sættes nye rammer for, hvilke muligheder folk har for at deltage.

Den anden del handler helt konkret om, at de rammer der blev sat op i den nuværende forfatning fra 1980 – altså fra diktaturtiden – skal revideres. Det gælder lige fra den enkeltes demokratiske rettigheder til anerkendelse af den oprindelige befolkning i landet.

RÆSON: Hvorfor sker det i netop disse år?
RISØR: Over årene er der blevet skabt en stor uindfriet forventning til, hvilke muligheder, der er i demokrati. En akkumuleret afmagt. En akkumuleret vrede. En akkumuleret fornemmelse af, at eliten – både den politiske, akademiske og kulturelle – lever ude af trit med, hvordan 80-90 pct. af befolkningen lever og overlever i Chile. Det er den frustration, vi har set flyde over de seneste år.

Da man i foråret stemte repræsentanter ind til forsamlingen, overraskede det alle i hvor høj grad hele det politiske establishment gennem 30 år nærmest mistede deres rolle. De fik i hvert fald en gigantisk kindhest.

Først og fremmest højrefløjen, som reelt er blevet sat ud af spil i den grundlovgivende forsamling. Det er helt uhørt i chilensk sammenhæng. De er ikke engang oppe på en tredjedel af repræsentanterne, og sådan som forsamlingen er skruet sammen, skal man have to tredjedels flertal. Det er et historisk nederlag, og vi forstår ikke endnu, hvad det kommer til at betyde for fremtiden.

RÆSON: I kapitlets beskrivelse af de demonstrationer, der ledte frem til nedsættelsen af en ny grundlovsforsamling, skriver du: ”De unge var vitterligt ikke bange for politiet. Der fandtes en ny generation, som var vokset op med en grundlæggende retssikkerhed, og som nægtede at lade sig kyse”. Kan du uddybe det?
RISØR: På trods af at demonstrationerne har understreget befolkningens frustration over manglende rettigheder, kan vi alligevel pludselig se en generation, der faktisk er vokset op i demokrati, om end et ufuldendt demokrati. Det er frugten af de kampe, der blev taget under diktaturet, som jo førte til, at nogen kunne vokse op med retssikkerhed.

Den ældre generation har en helt anden angst for at manifestere sig. De er langt mere bevidste om de skel, der går på tværs af samfundet, og som gør, at noget kan være farligt at sige. De er langt mere bevidste om, hvad statsvold er for en størrelse og har derved været langt mere angste for at konfrontere politiet og hæren. Den ældre generation er bange for at være uenige. De ved, hvad uenighed kan føre med sig.

Selvom det kan virke paradoksalt, er de her kæmpe demonstrationer frugten af en meget langsom demokratisk transition. Vi ser en ung generation, der ikke er bange for at manifestere sig, og derfor skal de forandringsprocesser, vi ser i Chile lige nu, læses og forstås gennem en generationel linse.

RÆSON: Du skriver i kapitlet, at man ikke må glemme de dele af befolkningen, der frygter den nye grundlov og de følgende omvæltninger. Hvem er de mennesker?
RISØR: En del af dem er den hårde kerne af Pinochet-tilhængere [diktator 1973-1990, red]. Der er også en gruppe af folk, der er angste for, hvad store opbrud og gennemgribende samfundsforandringer kan føre med sig. Man ved, hvad man har, men ikke hvad der kommer. Det er for mange et skrækscenarie at ende som en latinamerikansk bananrepublik med evindeligt politisk kaos og populisme. Den reelle forandring, som den nye grundlov skal igangsætte, er jo slet ikke startet. Når håbet for forandring i en god retning er så stærkt, kan skuffelsen blive enorm.

Selvom der er kommet en ung generation med håb og ambitioner om at udbygge og forstærke demokratiet, ændrer det ikke på, at diktaturet sidder stærkt i mange mennesker i de ældre generationer. Man kan sagtens være enig i ønsket om udvide demokratiet, og samtidig frygte, hvad forandringerne fører med sig. 

Men for nu er håbet og viljen til forandring stor.

 

Hvad forstår folk så ved neoliberalisme? I dagens Chile bliver det hurtigt en automatforklaring på alt, hvad der er galt og ondt i samfundet og i live
_______

 

RÆSON: Neoliberalismen har været fremtrædende i det chilenske samfund siden diktaturet i 70’erne og 80’erne. Med højrefløjens nederlag ved valget til den grundlovgivende forsamling in mente, hvad sker der så med neoliberalismen nu?
RISØR: Det er det spørgsmål, vi alle sammen stiller. Vi skal huske, at det ikke kun er højrefløjen, der har fået en lussing. Det har centrum-venstrefløjen også. En stor del af de klassiske centrum-venstrefløjsvælgere – særligt arbejderklassen og de unge – føler ikke nogen tilknytning til de partier længere. Pludselig flyder partigrænserne.

Hvad forstår folk så ved neoliberalisme? I dagens Chile bliver det hurtigt en automatforklaring på alt, hvad der er galt og ondt i samfundet og i livet, og kommer man det til livs, kommer alt til at fungere.

Men jeg tror, vi kan forestille os følgende: Vi kommer til at stå med et Chile, der er plurinationalt – man anerkender flere folk indenfor samme nation. Og vi kommer til at stå med et Chile, der anerkender naturen som rettighedsholder i et eller andet omfang. Det er en stor forandring i et land, hvor selv vand er beskyttet i grundloven som en privat ejendomsret. Hvad det kommer til at betyde i et land, hvis økonomi afhænger fuldstændigt af råstofudvinding særligt kobber og litium, det tør jeg ikke sige.

Den neoliberale doktrin blev indført tidligt – i 70’erne – under diktaturet og uden nogen mulighed for demokratisk debat. Den ret så omfangsrige privatisering af sundsheds- og uddannelsessystemet samt af pensionerne har øget uligheden og folks erfaring af social uretfærdighed.

Derfor tror jeg, vi kommer til at stå med en grundlov, der vil garantere grundlæggende sociale rettigheder: sundhed, uddannelse og pension. Af den simple grund, at det er de emner, der har fået folk på gaden. Det, folk råber på gaderne og skriver på deres skilte, handler grundlæggende om:  ”Jeg er gældsat for livet, fordi min mor skulle opereres”, det handler om dårlige men dyre uddannelser og et elendigt pensionssystem.

Jeg tror, vi kommer til at se en grundlov, der vil sikre kvinders rettigheder i forhold til deres egen krop – herunder abort. Og så langt mindre beføjelser til hær og politiet.

Hvordan det hele skal implementeres, er langt mere uklart, og den uvished er kilde til både frygt og håb. ■

 

Det, folk råber på gaderne og skriver på deres skilte, handler grundlæggende om: ”Jeg er gældsat for livet, fordi min mor skulle opereres”, det handler om dårlige men dyre uddannelser og et elendigt pensionssystem
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland