Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Vi skal ikke forvente mirakler af Israels nye kludetæpperegering

27.06.2021

Det ligner alt for meget den nationalkonservative politik, som netop var et af kendetegnene ved forgængerens skiftende regeringskoalitioner. Så det er naturligt at spørge, hvad man egentlig kan forvente af Israels nye regering.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Hans Henrik Fafner om fremtiden for Israels nye regering. SIDSTE SØNDAG Katarina Juselius om økonomiske bobler.

TEL AVIV – Mindre end to uger efter sin indsættelse den 13. juni skred Israels nye regering til godkendelse af en række nybyggerier i bosættelser på Vestbredden. Der er tale om 31 mindre lokalplaner, som blandt andet omfatter en park og et lille butikscenter i den store bosættelse Maaleh Adumim lige udenfor Jerusalem. På listen står også et par såkaldt ideologiske bosættelser som Yitzhar samt bosætterudposten Havat Sde Bar.

 

Regeringskoalitionen består af hele otte partier, hvis eneste samlingspunkt er ønsket om at se Netanyahu detroniseret, og dette resultat er nu opnået
_______

 

Dette er naturligvis ikke videre opløftende nyheder, hvis man havde forventet at se regeringen som et nybrud i forhold til de 12 år, hvor Benyamin Netanyahu har siddet tungt på magten. Det ligner alt for meget den nationalkonservative politik, som netop var et af kendetegnene ved forgængerens skiftende regeringskoalitioner. Så det er naturligt at spørge, hvad man egentlig kan forvente af Israels nye regering.

Evyatar
Israels nye regering er noget af et kludetæppe, og det er nok dér, man skal starte. Premierminister er Naftali Bennett, der står i spidsen for det lille, højrenationale parti Yamina (Til Højre). Tidligere i karrieren var han en kort overgang generalsekretær for Moetzet Yesha, altså bosætterbevægelsen, og han har flere gange udtalt, at han politisk ligger 10 grader til højre for Netanyahu. Hvad angår forholdet til palæstinenserne afviger han i princippet ikke voldsomt fra sin forgænger, idet han er ligeså skarp modstander af territorielt kompromis, altså oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat side om side med Israel.

Men han er ikke alene i den nye regering, og endnu mindre er han enerådende. Regeringskoalitionen består af hele otte partier, hvis eneste samlingspunkt er ønsket om at se Netanyahu detroniseret, og dette resultat er nu opnået. I hvert fald på papiret. Herfra skal den nye regering finde sammen om en fælles politik, og det bliver en stor udfordring, idet det er den ideologisk set mest sammensatte regering i landets historie. Fra Yamina spænder den hele vejen over til den israelske venstrefløj, tegnet af Arbejderpartiet og Meretz. Og så er der jokeren i spillet, nemlig Mansour Abbas, formand for Den Forenede Arabiske Liste, der med sine fire mandater lige akkurat har sikret regeringen et spinkelt flertal i Knesset.

Her er det, historien om de nye byggetilladelser på Vestbredden bliver interessant. Initiativet rimer meget godt på Bennetts eget ideologiske ståsted, mens partnerne på venstrefløjen samt Mansour Abbas naturligvis er lodret imod den slags. Derfor skal denne sag ses i et større perspektiv.

 

Det er næppe sidste gang Netanyahu, der nu er leder for en opposition, der er langt mere bidsk ens normalt, vil søge at lægge fælder
_______

 

Netanyahu klyngede sig til den politiske magt lige til den bitre ende, og han har endnu ikke opgivet håbet om at komme stærkt igen. Selve overdragelsen af regeringsmagten udviklede sig til en flov og uværdig affære, hvor han – helt som Donald Trump tidligere på året – beskyldte den nye regering for at kuppe sig til magten gennem, hvad han betegnede som det groveste eksempel på valgsvindel i landets historie. Hertil har han sørget for at placere, hvad man i den lokale debat kalder vejsidebomber, altså varme politiske kartofler, der kan skabe intern splid i den nye regering.

En af disse kartofler hedder Evyatar. Det er en såkaldt bosætterudpost midt inde i Vestbreddens højland, nærmere bestemt lige ved siden af den stærkt ideologiske bosættelse Kfar Tapuach lige syd for den store palæstinensiske by Nablus. Evyatar har ligget forladt gennem længere tid, men et par måneder før regeringsskiftet blev den pludselig befolket og er i dag hjem for 52 familier. En udpost adskiller sig fra en bosættelse ved, at den ikke engang anerkendes af de israelske myndigheder, så derfor tog daværende forsvarsminister Benny Gantz skridt til at få Evyatar fjernet.

Netanyahu tog sine modforholdsregler, planen blev forpurret, og dermed sørgede han for at give sorteper videre til den nye regering, hvor Gantz i øvrigt er fortsat på forsvarsministerposten. Sagen ligner det perfekte komplot. Naftali Bennett vil have vanskeligt ved at forsvare det overfor sine nationalkonservative vælgere, hvis han giver grønt lys til at rydde Evyatar, mens dens fortsatte tilstedeværelse i landskabet vil være en umulig kamel at sluge for regeringens venstrefløj. Sådan en sag har potentialet til at få regeringen til at falde fra hinanden og dermed bane vejen for Netanyahus genkomst.

Set i dette lys, kan beslutningen om de 31 byggetilladelser ligne et kompromis, der er blevet indgået internt i regeringen. I forhold til internationale konventioner er bosættelser naturligvis lige så ulovlige som udposterne, men da den nye sag handler om allerede eksisterende bosættelser kan den være lettere at forsvare for en israelsk politiker. Det er det, som kaldes ”naturlig tilvækst” og som på mange måder er blevet til en konsensussag. Og ved at tage dette skridt, kan regeringen imødekomme højrefløjen med et konkret resultat og måske ad den vej forsvare, at Evyatar bliver ryddet. Den eneste af de 31 tilladelser, som gælder en udpost, handler som sagt om Havat Sde Bar, som interessant nok er umiddelbar nabo til bosættelsen Nokdim, hvor den nye finansminister, Avigdor Lieberman, bor privat.

Det arabiske mindretal
Hele denne lidt komplicerede sag er nok meget kendetegnende for, hvordan Israels nye regering kommer til at fungere. Det er næppe sidste gang Netanyahu, der nu er leder for en opposition, der er langt mere bidsk ens normalt, vil søge at lægge fælder, og regeringen selv vil være henvist til at tackle de sager, som der kan blive enighed om.

 

Oppositionen, hvilket primært vil sige den hårde kerne af Likud-politikere omkring Netanyahu, har naturligvis straks angrebet Mansour Abbas’ rolle i regeringens arbejde som et åbenlyst forsøg på at sælge Negevørkenen til islamister
_______

 

Og dem er der trods alt en del af. Naturligvis er det trist, at en stor sag som en ny fredsdialog med palæstinenserne næppe vil få fremdrift under denne regering, men der er til gengæld stribevis af problemer og indre modsætninger i det israelske samfund, som akut kalder på handling.

Et markant eksempel er forholdet til det israelsk-arabiske mindretal, som udgør en femtedel af landets befolkning. Det er de palæstinensere, som lever i selve Israel, og som har fuldt israelsk statsborgerskab. Dette segment reagerede med voldsomme demonstrationer under den 11 dages konflikt mellem Israel og Hamas på Gazastriben i maj måned. Der har flere gange før været konflikt i og omkring Gaza, og de israelske arabere plejer at holde en relativt lav profil, mens det står på, men ikke denne gang.

Det kom til et dramatiske sammenstød mellem demonstranter og israelsk politi, og Gaza-konflikten var kun den ydre årsag, gnisten der fik det til at fænge. Protesterne kom som endnu et udtryk for den udbredte utilfredshed med Netanyahu, der temmelig klart undlod at standse den voldelige udvikling, fordi denne i sig selv kunne udsætte eller helt forhindre dannelsen af en ny regering. Det blev altså til protester mod en regeringsleder, der gennem 12 år har gjort sit for at marginalisere det israelsk-arabiske mindretal.

Ingen ultraortodokse politikere
Som følge heraf har den nye regering arvet en dyb tillidskrise til denne del af befolkningen. Det er en udfordring, som regeringen synes beredt på at tackle, nu Mansour Abbas er med i koalitionen. Han og hans parti står ideologisk for konservativ islamisme, og han er generelt respekteret i mindretalsbefolkningen, og ikke mindst blandt de 200.000 beduiner i den israelske Negevørken. Abbas har ikke ønsket nogen formel ministerpost, men han har påtaget sig et ministerielt ansvar for beduinerne, som er statsborgere og aftjener militær værnepligt, men ikke desto mindre befinder sig på samfundets socioøkonomiske bund.

Oppositionen, hvilket primært vil sige den hårde kerne af Likud-politikere omkring Netanyahu, har naturligvis straks angrebet Mansour Abbas’ rolle i regeringens arbejde som et åbenlyst forsøg på at sælge Negevørkenen til islamister. Dette er politisk retorik, som over en bred kam er blevet afvist af den nye regering, hvor der tvært imod synes at være en mægtig vilje til at bygge bro over denne kløft i det israelske samfund.

Noget tilsvarende gælder forholdet til de ultraortodokse , som udgør andre 10-12 pct. af den israelske befolkning. Mange mennesker i denne del af den israelske hverdag har opbygget en slags parallelsamfund, der i årevis har isoleret sig selv i dyb, religiøs konservatisme. Dette falder mange sekulære israelere for brystet. Man finder det forkert, at mange ultraortodokse mænd studerer de hellige skrifter på fuldtid og derfor ikke er at finde på arbejdsmarkedet. Dette har skabt et stort fattigdomsproblem, og det er ikke ualmindeligt at høre disse mennesker omtalt som parasitter.

 

Det er Netanyahu, der har bragt situationen til bristepunktet, ligesom det er Netanyahu, der har skabt grundlaget for dannelsen af en så usandsynlig regering, som det er blevet tilfældet
_______

 

Men fordi der ikke på noget tidspunkt har været nogen israelsk regering, der kunne bygge et flertal til højre eller til venstre for den politiske midte, har de ultraortodokse partier altid stået som en tredje politisk faktor, der af samme årsag har været tungen på vægtskålen. Dette har givet de ultraortodokse politikere en uforholdsmæssigt stor magt, som er blevet brugt til at skaffe offentlige budgetter til en lang række formål hos dem selv. Navnlig i forbindelse med de seneste 12 års skiftende Netanyahu-regeringer har det været tilfældet i meget høj grad. Eksempelvis beskyldes Netanyahu nu for at have vendt det blinde øje til, når ultraortodokse rabbinere nægtede at efterkomme myndighedernes retningslinjer under coronakrisen – og dette skal han have gjort for ikke at miste de ultraortodokse partier som støtter.

Store satsninger
Hvordan den nye regering vil håndtere den ultraortodokse udfordring er ikke sikkert. Det er en sag, der går helt tilbage til 1949, da dele af befolkningsgruppen fik en række privilegier i forbindelse med den første israelske regeringsdannelse, og det er på mange måder disse privilegier, der har taget overhånd. Dette er altså, ligesom forholdet til det israelsk-arabiske mindretal, en historie der går meget langt tilbage og som stikker dybt.

Det vil derfor være uretfærdigt at lægge al skylden på Netanyahu og hans åbenlyse fejltagelser. Men det er Netanyahu, der har bragt situationen til bristepunktet, ligesom det er Netanyahu, der har skabt grundlaget for dannelsen af en så usandsynlig regering, som det er blevet tilfældet. Det er også Netanyahu, der vil fortsætte sin nådesløse krig mod den nye regering, og alt dette kan måske blive nøglen til regeringens overlevelse – på trods af dens mange indbyggede svagheder.

Naftali Bennett, der har sit politiske hjem på Israels nationale højrefløj, og som har siddet med i flere Netanyahu-regeringer, har foretaget en kolossal politisk satsning ved at gå i samarbejde med venstrefløjen. At Arbejderpartiet og Meretz nu ser sig selv i samarbejde med bosætternes ven, Bennett, og tilmed accepterer 31 nye byggetilladelser i de bosættelser, som de betragter som ulovlige, er en politisk satsning af samme karat. Og ikke mindst har Mansour Abbas sat meget på spil. De såkaldte israelsk-arabiske partier, som han jo er eksponent for, har alle dage afvist af samarbejde med de zionistiske partier, så at bryde med denne tradition er i højeste grad knald eller fald for politikeren. Regeringen består med andre ord af en række politikere, der med afsæt i den fælles uvilje mod Netanyahu har sat alt ind for at skabe noget andet, og derfor er det sandsynligt, at de alle vil vise enorm kompromisvilje, fordi alternativet hele tiden vil være, at regeringen går under.

Dette er meget langt fra at være nogen ideel situation, og det er en regering med store mangler. Det er og bliver en kludetæpperegering, og vi skal ikke forvente os de store mirakler. Der kommer næppe nogen israelsk-palæstinensisk fredsaftale med denne regering, og mange andre og vigtige sager må vente. Men det er en regering, der vil kunne tage de første vigtige skridt henimod en tiltrængt indre samling i det israelske samfund. Den vil kunne bygge et nyt fundament for en forståelse af sameksistens, som under alle omstændigheder vil stå som en vigtig forudsætning for at Israel – som land og som samfund – vil kunne træffe de store afgørelser – så som en fredsløsning med palæstinenserne. ■

 

Naftali Bennett, der har sit politiske hjem på Israels nationale højrefløj, og som har siddet med i flere Netanyahu-regeringer, har foretaget en kolossal politisk satsning ved at gå i samarbejde med venstrefløjen
_______

Apropos denne artikel:

Adriana Cavarero: Feminismen var hovedpersonen i den eneste succesfulde revolution i 1900-tallet. Nu handler det om at modstå forsøgene på at sende os tilbage til kødgryderne

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad om 'Sneskredsvalget' i Grønland: Jeg vil være forbeholden med at kalde det en jordskredssejr. Et jordskred plejer at starte ét sted og slutte et andet. Det, man ser her, er en polarisering

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland