12.01.2021

Saudi-Arabien trækker sine boykotkrav til Qatar tilbage, tilsyneladende uden betingelser, hvilket tyder på en dybereliggende strategi. Det kunne i hvert fald være i Saudi-Arabiens klare interesse at dreje det lille naboland med den aktivistiske udenrigspolitik i en mere vestlig retning og dermed bort fra Iran. Ved at tage initiativ til at aflyse boykotten kan kronprins Muhammed bin Salman komme til at stå som manden, der samler golfstaterne på ny – og tættere på amerikanske interesser.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Grænseovergangen mellem Saudi-Arabien og Qatar er igen åben for trafik i begge retninger. Den blev lukket i 2017 som en del af den boykot mod Qatar, som Saudi-Arabien indledte med opbakning fra De Forenede Arabiske Emirater, Bahrain og Egypten. Genåbningen kom med stor pludselighed, aftenen før mødet den 5. januar i GCC (Cooperation Council for the Arab States in the Gulf). Og på selve mødet bekendtgjorde de fire boykotnationer sammen med emiren af Qatar, Tamim bin Hamad al-Thani, afslutningen på boykotten, selv om en række detaljer endnu skal falde på plads.

Denne seneste udvikling repræsenterer endnu en ommøblering af Mellemøstens mange politiske brikker, og det er bl.a. tankevækkende, at den tilsyneladende kommer i slipstrømmen på de normaliseringsaftaler, som De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain indgik med Israel den 15. oktober sidste år, der blev fulgt op af en lignende tilnærmelse mod Israel fra marokkansk side i december.

Emiratets balancegang
Den ydre årsag til, at Saudi-Arabien tog initiativ til boykotten i juni 2017, var påstanden om, at Qatar støttede terrorgrupper i regionen. Det lille emirat, som har verdens højeste BNP pr. indbygger som følge af indtægterne fra enorme naturgasreserver, har længe ført en udenrigspolitik, der kan opfattes som kontroversiel. Det omfatter fx, at man bruger dele af milliardindtægterne til at yde støtte til Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse og til det palæstinensiske Hamas på Gazastriben. Ifølge saudiarabisk lovgivning er begge grupper klassificeret som terrorgrupper.

 

På grund af den omfattende boykot har Qatar omlagt en stor del af økonomien. Landet har i mange år haft et bedre forhold til Iran end de øvrige nationer på Den Arabiske Halvø, og dét blev udbygget for at lette handelsforbindelserne
_______

 

Saudi-Arabiens boykot sendte dengang chokbølger gennem den arabiske verden, fordi den førte til en dramatisk brudflade i samarbejdsorganisationen GCC. To andre medlemsstater, De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, sluttede sig til, mens organisationens to sidste medlemmer, Kuwait og Oman, holdt sig på sidelinjen. Det sidste boykotland, Egypten, er ikke nogen golfnation og heller ikke medlem af GCC.

Men styret i Cairo har et problem med Det Muslimske Broderskab, og selv om bevægelsen blev forbudt i forbindelse med, at Abdel Fattah el-Sisi tog magten i 2013, bliver den stadig set som en trussel. Broderskabet modtager også økonomisk støtte fra Qatar og er ideologisk tæt på ”terrororganisationen” Hamas, så i den forstand var den egyptiske tilslutning til boykotten ikke overraskende.

Siden 2017 har det nationale luftfartsselskab Qatar Airways haft forbud mod at bevæge sig i boykotstaternes luftrum, og Qatar har derudover været underlagt en stram handelsblokade. Som en klar manifestation har boykotten også omfattet krav om lukning af tv-stationen Al-Jazeera, der sender over hele den arabiske verden fra Qatars hovedstad, Doha.

På grund af den omfattende boykot har Qatar omlagt en stor del af økonomien. Landet har i mange år haft et bedre forhold til Iran end de øvrige nationer på Den Arabiske Halvø, og dét blev udbygget for at lette handelsforbindelserne til Qatar. Og ikke mindst trådte Tyrkiet i karakter som en ny handelspartner. Tyrkerne oprettede en luftbro til Doha, som sikrede tilførslen af varer, mens Qatar som modydelse investerede 15 mia. dollar i Tyrkiet, hvis økonomi dermed fik en tiltrængt saltvandsindsprøjtning. Herudover fik Qatar relativt hurtigt etableret en lokal produktion af forbrugsvarer, så allerede i 2018 blev de dystre forudsigelser om økonomisk krise gjort til skamme af en BNP-vækst på 2,7 pct.

 

Saudi-Arabien har længe set Iran som en trussel, og eftersom Tyrkiet i stigende grad har allieret sig med Iran, og nu også har fået tætte forbindelser til Qatar, har der været flere grunde til at afblæse boykotten og få Qatar tilbage i golfsamarbejdet
_______

 

En afgørende del af den balancegang, Qatar gennem mange år har mestret, er forholdet til USA. I 1996, altså fem år efter Golfkrigen mod Saddam Husseins Irak, flyttede amerikanerne ind på den nyanlagte Al-Udeid flybase, som ligger en halv times kørsel fra Doha. Efter angrebene 11. september indgik Al-Udeid som en vigtig del af de amerikanske operationer i Afghanistan, og i dag er basen USA’s største militære tilstedeværelse i Mellemøsten. Mens Trump trak amerikanske soldater ud af Irak og Afghanistan, voksede bemandingen på Al-Udeid faktisk.

Udmattelse – ikke kompromisvillighed
Dette samarbejde har gjort det vanskeligt for amerikanerne at støtte op om boykotten, selv om Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater er deres nære alliancepartnere i regionen. Der har derfor hele vejen igennem været en klar opfattelse af, at boykotten ikke rigtig kunne føre til noget.

Tværtimod synes boykotten at have styrket en anden regional konflikt, nemlig det dybe modsætningsforhold mellem oliestaterne på den ene side af Den Persiske Golf og Iran på den anden. Saudi-Arabien har længe set Iran som en trussel, og eftersom Tyrkiet i stigende grad har allieret sig med Iran, og nu også har fået tætte forbindelser til Qatar, har der altså været flere grunde til at afblæse boykotten og få Qatar tilbage i golfsamarbejdet. Derfor bærer den saudiarabiske beslutning om at droppe boykotten mere præg af udmattelse end af et egentligt kompromis.

Som det ser ud lige nu, synes samtlige krav i boykotten at være frafaldet. Der er ikke længere noget ønske om at få Al-Jazeera nedlagt, og Qatar kan uhindret fortsætte sine forberedelser på FIFA World Cup i 2022, hvor man har værtskabet. Og de milliarderstatninger, boykotnationerne har stillet krav om som kompensation for Qatars støtte til kontroversielle grupper som Hamas og Hizbollah, synes også at være forduftet.

 

I flere måneder er der blevet spekuleret i, om Qatar skulle blive den næste til at indgå en normaliseringsaftale med Israel, og noget kunne pege i den retning
_______

 

På mange måder kan hele sagen derfor ses som et nederlag for Muhammed bin Salman, den saudiarabiske kronprins, der prøver at fremstå som den stærke mand i kongeriget. Han blev tronarving samme måned, som boykotten trådte i kraft, og som noget af det første iværksatte han en stor kampagne for at komme korruption og økonomiske uregelmæssigheder til livs. Han sørgede for, at en række velhavende saudiarabere, heriblandt medlemmer af kongefamilien, blev anholdt og tvunget til at betale milliarder tilbage til statskassen. I den forbindelse blev det kraftigt antydet, at der også var en forbindelse til Qatar. Det blev påstået, at store pengebeløb blev hvidvasket i Qatar, men dette er aldrig blevet underbygget, og nu kan disse beskyldninger med god ret siges at være faldet til jorden.

Oplæg til Biden?
I flere måneder er der blevet spekuleret i, om Qatar skulle blive den næste til at indgå en normaliseringsaftale med Israel, og noget kunne pege i den retning. Det kunne i hvert fald være i Saudi-Arabiens klare interesse at dreje det lille naboland med den aktivistiske udenrigspolitik i en mere vestlig retning og altså bort fra Iran. Ved at tage initiativ til at aflyse boykotten kan kronprins Muhammed bin Salman komme til at stå som manden, der samler golfstaterne på ny, og dermed bringer hele GCC-samarbejdet tættere på amerikanske interesser. Det er dog ikke det samme som at føre Qatar i favnen på Israel, men det er i samme boldgade.

Den store sammenhæng kan derfor ligge i det nært forestående præsidentskifte i Washington. Gennem de sidste fire år har den saudiarabiske kronprins kunnet nyde godt af at have Trump ved roret i Det Hvide Hus. Trump har fx holdt hånden over Saudi-Arabien i forbindelse med landets sandsynlige rolle i drabet på den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi i 2018.

 

Den aflyste boykot af Qatar kan også ses som en slags oplæg til Biden. Altså som et Saudi-Arabien, der er klar til at udvise større åbenhed for amerikanske interesser
_______

 

Det er næppe sandsynligt, at Joe Biden vil fortsætte den linje. Tværtimod kan han forventes at slå et kraftigt slag for menneskerettighederne, hvor han vil kunne finde en række kritikpunkter, som kan belaste samarbejdet mellem USA og Saudi-Arabien.

Derfor kan den aflyste boykot af Qatar også ses som en slags oplæg til Biden. Altså som et Saudi-Arabien, der er klar til at udvise større åbenhed for amerikanske interesser.

Men selv den del af historien har en twist. For hvis dette skulle være imødekommende overfor Biden, ville det jo give mening at vente til efter 20. januar, hvor den nye præsident flytter ind i Det Hvide Hus. Derfor skal det hele også ses som en mellemøstlig hilsen fra Trump, der med denne udvikling kan pynte lidt på sit eftermæle. Det er nemlig helt tydeligt, at der for alvor kom skred i denne sag, efter at Jared Kushner, Trumps svigersøn og nære rådgiver, i december besøgte både Saudi-Arabien og Qatar.

Kushner har gennem hele forløbet været en af hovedkræfterne bag de nye aftaler i Mellemøsten, og det ville være endnu et led i Trumps store projekt, hvis han kunne skabe den rette forbindelse mellem Qatar og Israel; dette kunne i øvrigt også være det endelige argument overfor Saudi-Arabien, som også overvejer at nærme sig israelerne. Men hvis dette ikke når i hus inden 20. januar, har det i hvert fald sat Trumps fingeraftryk på denne del af regionen: der er taget fat på genetableringen af et enigt GCC som en slags koalition mod Iran. Og styret i Teheran vil under alle omstændigheder være et af de første spørgsmål i Mellemøsten, som Biden skal tage stilling til. ■

 

Det ville være endnu et led i Trumps store projekt, hvis han kunne skabe den rette forbindelse mellem Qatar og Israel
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland