03.01.2021

Forud for det fjerde valg på to år vil premierministeren med flere opsigtsvækkende beslutninger vende massiv kritik af hans coronahåndtering til succes. Men rundt omkring ham og hans parti er israelsk politik i opbrud – og på valgdagen vil han ikke være alene om at appellere til landet store nationalkonservative vælgerkorps.

RÆSONs Analyseserie / af Hans Henrik Fafner [Analyseserien er abonnentindhold men denne artikel er åben i 24 timer. 12 måneders abonnement koster fortsat blot 250 kr./200 fo studerende og pensionister]

TEL AVIV – Premierminister Benyamin Netanyahu fik stikket den 26. december – som flere andre steder rundt om i verden, var statslederen dermed den første til at lade sig vaccinere, og – som et godt eksempel – tale skeptikerne imod. I Israel sørgede myndighederne for at få lukket fire Facebook-grupper, hvor borgerne havde luftet forbehold overfor vaccinens effektivitet og frygt for bivirkninger. Men hurtigt er det gået: Midt på formiddagen på årets første dag blev det meddelt, at man nu havde vaccineret en million borgere, og hensigten er at lade indsatsen fortsætte med 150.000 vaccinationer i døgnet. Dette er oplæg til en verdensrekord. Israel er langt foran nr.2 – den velhavende oliestat Bahrain med en beskeden befolkning på godt halvanden million, hvoraf mere end halvdelen er migrantarbejdere.

Målet: At have gennemvaccineret hele befolkningen engang i marts, hvorpå Israel er klar til en ny start. Og netop 23. marts skal israelerne til valg – det bliver fjerde gang på godt to år, og som i de tre foregående runder vil en stor del af opmærksomheden samle sig om Netanyahu’s politiske overlevelse. Den seneste regering kollapsede bl.a. som følge af håndteringen af coronakrisen: I mere end et halvt år har der flere gange om ugen været demonstrationer landet over med krav om Netanyahus afgang. Økonomien er i vanskeligheder og arbejdsløsheden stiger, lyder det, og ansvaret for dette lægges på Netanyahu, der ifølge demonstranterne bekymrer sig mere for at redde sit eget politiske skin end befolkningens ve og vel.

Netanyahu har været premierminister uafbrudt siden 2009. Den aktuelle politiske krise, som reelt har varet lige siden han udskrev det første af de fire valg for lidt over to år siden (i november 2018), synes først og fremmest at dreje sig om hans ønske at holde sig ved magten – koste næsten hvad det vil. Og regnskabet for et årelangt magtmisbrug er nemlig ved at blive aflagt. Netanyahu står anklaget for en række alvorlige tilfælde af bl.a. korruption og manipulation af pressen. Så længe han er regeringschef kan han til en vis grad holde sig retssagen fra livet. En anden årsag til at den nuværende regering faldt sammen, kun syv måneder efter at den var dannet, var at premierministeren søgte at blande sig i sin egen retssag – ved at fortælle justitsminister Avi Nissenkorn fra partiet Kahol Lavan (Blå Hvid) om hvordan han skal udpege dommerpanelet.

 

Dette ligner taktikeren Netanyahu i topform. I midten af december lå Likud solidt i meningsmålingerne, mens vælgernes tillid til Kahol Lavan var ved at forsvinde
_______

 

Partier i opbrud
I maj måned 2020 blev regeringssamarbejdet mellem Netanyahu og Benny Gantz, som står i spidsen for Kahol Lavan præsenteret som noget nær en national samlingsregering, der skulle navigere landet gennem coronakrisen. Men det blev til alt muligt andet. Gantz dannede i sin tid sit nye parti med det udtrykkelige mål at detronisere Netanyahu. Ved valget den 2. marts 2020 (det tredje i rækken) opnåede partiet hele 33 ud af de 120 pladser i Knesset på den dagsorden, og havde derfor næsten samme politiske styrke som Netanyahus parti Likud med 36. Men det viste sig umuligt at få koalitionskabalen til at gå op, så derfor valgte Gantz at gå i samarbejde med Netanyahu – angiveligt for at kunne kontrollere ham indefra. Aftalen indebar, at Gantz skulle overtage premierministerposten i november 2021, men det stod hurtigt klart, at Likud-lederen ikke var til sinds at overholde denne del af aftalen. Det kan i hvert fald ses som en vigtig indikation i den retning, at Netanyahu konsekvent blokerede vedtagelsen af en finanslov for 2021, for hvis dette ikke skete inden deadline, den 23. december, ville Knesset automatisk opløse sig selv, hvilket i Israel er ensbetydende med valg.

Dette ligner taktikeren Netanyahu i topform. I midten af december lå Likud solidt i meningsmålingerne, mens vælgernes tillid til Kahol Lavan var ved at forsvinde. Ved at svigte sit løfte om at detronisere Netanyahu havde Gantz spillet sine kort forkert, navnlig da det altså viste sig at Netanyahu kunne manipulere med ham efter forgodtbefindende i samarbejdet. Netanyahu havde med andre ord afværget en alvorlig trussel mod sin politiske overlevelse og kunne tilsyneladende se frem til et nyt valg med et gunstigere resultat.

Men han har efter alt at dømme gjort regning uden vært, for som det ser ud nu, bevæger Israel sig mod endnu mere kaotiske tilstande.

Ifølge meningsmålingerne har Kahol Lavan ikke længere nogen eksistensberettigelse. De senere tal viser, at partiet balancerer på kanten af spærregrænsen, og det forlyder at Gantz overvejer at slutte sin korte politiske karriere her. De sørgelige rester af det engang så mægtige arbejderparti bliver formentlig også lagt i graven, så der er opstået et stort vakuum, der venter på nye kandidater.

Tel Avivs dynamiske borgmester gennem mange år, Ron Hulda’i er ved at etablere sig med et nyt parti, Israelerne, der vil tiltrække mange vælgere både fra den politiske midte og den moderate venstrefløj. Hulda’i retter samme hårde kritik mod Netanyahu som Gantz gjorde, men med sin dybe forankring i det elitære og sekulariserede Tel Aviv er det tvivlsomt, om han vil få den store tilslutning i landets yderdistrikter, hvor Likud og konservativ tænkning står stærkt. Samtidig er flere andre nye partier på vej, og de vil alle kæmpe om nogenlunde de samme vælgere – det store midtersegment og de moderat venstreorienterede, som fandt et politisk hjem hos Kahol Lavan. .

Dette er imidlertid kun en ringe trøst for Netanyahu, for på det seneste har utilfredsheden mod hans person også rejst sig i hans eget politiske bagland. Det ramte som et politisk kølleslag, da en af hans trofaste støtter og Likuds nummer to, Gideon Sa’ar, i slutningen af december måned brød ud for at danne sit eget parti med navnet Nyt Håb. Dette parti har præcis den samme nationalkonservative dagsorden som Likud, men er en udgave af partiet, der står uden korruption, uden nepotisme – og uden Netanyahu. Flere veteraner fra Likud er fulgt med over i det nye projekt, der på mange måder har fjernet en stor del af Likuds intellektuelle overskud. Nyt Håb står til 10-12 mandater; disse hentes primært i Likud, som derfor i skrivende stund kan forvente at gå fra 36 til 26. Spørgsmålet er: Kan en coronatriumf redde Netanyahu?

 

„Nyt Håb‟ har præcis den samme nationalkonservative dagsorden som Likud, men er en udgave af partiet, der står uden korruption, uden nepotisme – og uden Netanyahu
_______

 

Vaccinationsnationalisme
Ingen kan forudse udviklingen og konsekvenserne af pandemien, men der er ikke desto mindre en række elementer, som lige nu begynder at falde på plads, og det til Netanyahus klare fordel. Vaccinationerne kommer under alle omstændigheder til at fylde godt i valgkampen, og de kan også få stor indflydelse på udfaldet.

Allerede i begyndelsen af april sidste år tog Netanyahu skridt til at afværge den lurende krise. Ifølge Shakuf, en israelsk NGO der arbejder for større transparens i den offentlige forvaltning, solgte Israel statsobligationer blandt udenlandske investorer, og på en enkelt dag lykkedes det at rejse hvad svarer til knap 100 mia. kroner, primært i Taiwan og Østasien. Dette har bidraget til at styrke landets økonomi. Israels internationale kreditværdighed har heller ikke lidt skade som følge af krisen. Og obligationsudstedelsen satte samtidig Netanyahu i stand til at satse stort: Der var skaffet en stor portion penge til veje, som kunne anvendes direkte til formålet, og det mere eller mindre udenom de sædvanlige politiske beslutningsprocesser,

Tidligt rådførte Netanyahu sig med israelske vaccinespecialister. Vurderingen: At den amerikanske virksomhed Pfizer muligvis ville være først med en løsning. På det grundlag valgte den israelske regering at investere i virksomhedens udviklingsarbejde, og det medførte en bestilling med betaling, som ikke indeholdt nogen garanti for, at en fungerende vare nogensinde ville blive leveret.

Hvor de fleste europæiske regeringer gik den mere normale vej – ved at reservere leverancer, og pådrage sig langt færre forpligtelser – valgte Netanyahu altså den store satsning, og som investor står Israel derfor først i køen nu, da den færdige vaccine bliver leveret. Dette er en betydelig politisk kapital, som kan omsættes i den forestående valgkamp.

I den forbindelse rejser sig et nyt spørgsmål, som også har dybe politiske implikationer. ’Vaccinenationalisme’ er blevet et nyt ord i den politiske ordbog, og i det ligger at verdens rige nationer primært tænker på sig selv. Hvis USA og Israel, samt i en vis udstrækning også Bahrain og Schweiz, benytter sig af deres rettigheder som investorer, vil de tilsammen lægge beslag på 94 pct. af Pfizers vaccineproduktion i 2021. Set i et lidt bredere perspektiv har de rige nationer, som repræsenterer en syvendedel af verdens befolkning, allerede reserveret over halvdelen af den vaccine, andre virksomheder forventes at kunne levere i løbet af året.

Dette skaber lige fra begyndelsen en skævhed, som for Israels vedkommende retter opmærksomheden på palæstinenserne. Pandemien har ramt hårdt på både Vestbredden og Gazastriben, hvor behovet for vaccine er stort. Spørgsmålet er derfor, om Israel vil benytte sin gunstige situation til at rækken en hjælpende hånd ud her?

Her og nu lyder den officielle melding fra Netanyahu, at den israelske befolkning kommer i første række, og det omfatter også de godt 600.000 bosættere på Vestbredden. Men tidligt i pandemien blev der faktisk etableret et vist samarbejde mellem de israelske og palæstinensiske myndigheder for at begrænse smitten, og i den israelske debat figurerer en lignende ordning i forbindelse med vaccinen.

Indtil videre er det kun kommet antydninger fra politisk hold, men ser man helt kynisk på spørgsmålet, kan det meget vel blive en del af valgkampen. For Den Arabiske Fællesliste, som tiltrækker mange vælgere fra Israels arabiske mindretal og sidder med 13 mandater i Knesset, er det naturligvis allerede en sag, men hvis eksempelvis Hulda’i gerne ville skaffe sig et tydeligere fodfæste på den israelske venstrefløj, er det også muligt at han inddrager det i sin valgkamp. ■

 

Indtil videre er det kun kommet antydninger fra politisk hold, men ser man helt kynisk på spørgsmålet, kan det meget vel blive en del af valgkampen
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er journalist og har gennem de sidste 26 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger. ILLUSTRATION: 19. december 2020: Premiernisteren modtager Pfizer-vaccinen fra sin personlige læge, transmitteret direkte på tv [foto: Ziv Koren/Polaris/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden