07.03.2021

Virkeligheden i Israel er noget mere sammensat, end de danske beskyldninger om vaccine-apartheid giver udtryk for. Det er populistisk sprogbrug og stemmer ikke overens med den faktiske situation: nemlig, at det palæstinensiske selvstyre kan starte et vaccine-samarbejde med Israel, hvis man blot formelt beder om det. Men det er sværere for Palæstinas præsident Abbas end som så, fordi mange palæstinensere ville opfatte det som en accept af status quo. Hvad angår Frederiksens besøg i Jerusalem, blev det en betydelig større historie i Danmark, end tilfældet var i Israel.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Efter planen skulle direktøren for den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer – Albert Bourla – have besøgt Israel den 8. marts. Bourla står i spidsen for en af de største producenter af vacciner mod COVID-19, og det er aftalen mellem ham og premierminister Benyamin Netanyahu, der er årsag til de rigelige vaccineleverancer til Israel og dermed også landets opsigtsvækkende kampagne for at gennemvaccinere befolkningen på rekordtid.

Op til det bebudede besøg skrev dagbladet Haaretz i et ironisk tonefald, at Bourla ville få en kongelig velkomst, og at hans ankomst ville svare til ”et kombineret besøg af den amerikanske præsident, Putin, Paven og Pfizer.” Ikke desto mindre valgte Bourla at udsætte rejsen, og meddelelsen om det kom netop, som Mette Frederiksen og Østrigs forbundskansler, Sebastian Kurz, var i Jerusalem for at møde Netanyahu.

Der er nok ikke mange, som ikke allerede ved, at statsministerens rejse til Israel mundede ud i en aftale om samarbejde mellem de tre lande. Det samarbejde handler overordnet om at sætte vaccineproduktionen kraftigt i vejret – og så blev de tre ledere enige om at etablere en fond, der skal stå for fælles udvikling af fremtidige vacciner. Formodningen er nemlig, at COVID-19 ikke slipper os lige med det samme, og at den fremover vil optræde i en række varianter, der også kræver medicinsk modspil.

 

Frederiksens besøg i Israel er et vink med en vognstang til det øvrige EU, hvor vaccineleveringerne synes at være holdt hen af misforståelser og bureaukrati
_______

 

Verdensmester i vacciner
Det lyder jo ganske fint, men samtidig er der flere grunde til, at besøget kan betragtes som kontroversielt. Albert Bourla valgte at holde sig på afstand af Israel i erkendelsen af, at han med sit besøg ville risikere at blive en brik i den israelske valgkamp. Landet går nemlig til valg den 23. marts, og Likud-partiet med Netanyahu i spidsen er i vanskeligheder. I de seneste meningsmålinger står partiet kun til at opnå 29 ud af de 120 pladser i Knesset (det israelske parlament), og hertil kommer, at det ser ud til at blive vanskeligt at samle et flertal bag en ny Netanyahu-regering.

Netanyahu er korruptionsanklaget, og vælgerne flygter fra Likud, der lige nu sidder i Knesset med 36 mandater. En stor del af grunden til dette er også, at han er under voldsom kritik for at have håndteret selve pandemien dårligt. Det er også derfor, han tydeligvis gør et stort nummer ud af at understrege den igangværende vaccinationskampagne som en bragende succes, der mest af alt skyldes hans rolle som leder. Set i det lys kan han derfor fremstille det som en stor diplomatisk sejr, at to nationer fra EU tilsyneladende bryder med den europæiske solidaritet for at søge et samarbejde med Israel. Fra dansk og østrigsk hold kan dette ligne et klart eksempel på dårlig timing.

”At der er valgkamp i et givent land, er jo vilkårene i et demokrati,” lød kommentaren fra statsministeren på det afsluttende pressemøde i Jerusalem, hvor RÆSON var til stede. ”Israel er verdensmester i vacciner og til at rulle vaccinerne ud, og jeg ønsker, at Danmark skal være i absolut topklasse.”

Det er naturligvis et gyldigt argument i sig selv. Israel er i en global førerposition, hvad angår både hightech og meditech. Udtrykkene står for hhv. højteknologi og teknologiske nyskabelser i medicinalindustrien. Den israelske stat gør en særlig indsats for at fremme forskning på disse områder samt flere andre såsom fødevareteknologi, og det har tiltrukket venturekapital i usædvanligt omfang, så der, sammen med minimalt statsligt bureaukrati, er skabt gode betingelser for iværksættere. Det har ført til, at en del israelske startups gennem årene er blevet købt af store amerikanske virksomheder, og det er nok også denne særlige struktur, der var med til at spore Pfizers interesse ind på Israel.

Den store succes med at fremskaffe mange vacciner er kun et af mange eksempler på dette, selv om netop vaccinesagen har mange flere elementer. Men det er tydeligvis Mette Frederiksens holdning, at Danmark godt kan tage ved lære af dette, og set i det lys er hendes besøg i Israel således et vink med en vognstang til det øvrige EU, hvor vaccineleveringerne synes at være holdt hen af misforståelser og bureaukrati.

 

Det er altså et resultat [af besøget], som Netanyahu kun i begrænset omfang kan præsentere som et stort diplomatisk gennembrud
_______

 

Nedtonet pressedækning
Men nu, da støvet er ved at lægge sig efter statsministerens besøg, resterer der endnu nogle spørgsmål.

Det ene handler om kritikken af Mette Frederiksen, for med sit besøg at have stillet sig til rådighed for Netanyahus valgkampstrategi. Det viser sig nok at have været en smule overdrevet. Det kan man fx læse ud af den israelske pressedækning af besøget. Dækningen plejer at være et ganske godt barometer for betydningen af sådan et besøg, og det endte faktisk med, at avisernes omtale af besøget blev meget neddæmpet. Det blev med andre ord en betydelig større historie i Danmark, end tilfældet var i Israel. Det kan ikke overraske, at dagbladet Haaretz valgte slet ikke at nævne besøget. Avisen identificerer sig med den moderate israelske venstrefløj og er kendt for at være kritisk overfor Netanyahu, og den valgte derfor også at komme malurt i bægeret ved at fokusere på Albert Bourlas beslutning om at udsætte sin visit.

Mere interessant er det dog at Israel HaYom, der er Israels ubetinget største dagblad, forud for det hele skrev, at: ”Netanyahu er vært for vaccine-topmøde med Østrig og Danmark”. Israel HaYom regnes som den absolut mest Netanyahu-loyale del af israelsk presse, men efter Frederiksen og Kurz var rejst igen, var tonen helt anderledes tilbageholdende. I spalterne kunne man læse en temmelig nøgtern redegørelse for udfaldet af det såkaldte topmøde, og det var ikke en fortælling om kæmpebestillinger hos israelske virksomheder, som dele af den israelske offentlighed lidt blåøjet havde håbet på at se, men blot en slags hensigtserklæring om fremtidigt forskningssamarbejde mellem de tre lande.

Det er altså et resultat, som Netanyahu kun i begrænset omfang kan præsentere som et stort diplomatisk gennembrud. Allerede lørdag aften var han da også på banen igen for at sætte gang i valgkampen, og det var på en helt anderledes jordbunden facon. Han mødte op til et stort vælgermøde i en sportshal i provinsbyen Hadera, og da der i hans parti, Likud, er tydelig bekymring for, at en meget stor del af partiets sædvanlige vælgere har mistet interessen og derfor beslutter at blive hjemme på valgdagen – på trods af at partilederen har haft fint besøg fra udlandet.

For der resterer endnu en vigtig sag, som på mange måder fylder langt mere i den israelske debat. Det er spørgsmålet om, hvorfor palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben endnu ikke er blevet inddraget i vaccinationskampagnen – udover leverancen af 20.000 doser til Gazastriben og et noget mindre antal til Vestbredden. Dette spørgsmål har ført til, at Israel beskyldes for at praktisere vaccine-apartheid, og det fylder faktisk en hel del i den israelske debat.

 

Der skal komme en formel henvendelse fra det palæstinensiske selvstyre for, at et decideret vaccine-samarbejde kan komme i gang. Men den henvendelse er i skrivende stund endnu ikke kommet
_______

 

Palæstinensisk valgkamp
Det forholder sig sådan, at en besættelsesmagt ifølge Geneve-konventionen har pligt til at tage vare på sundhedstilstanden i den besatte befolkning. Dette argument bruger palæstinenserne ihærdigt overfor Israel.

Men fra israelsk side, dvs. fra Netanyahu-regeringens side, lyder det, at man jo har Oslo-aftalerne fra 1993, hvor det står nedfældet, at det palæstinensiske selvstyre har ansvaret for befolkningen i de dele, som er under selvstyrets kontrol. Det er ganske vist et noget usikkert argument, idet Oslo-aftalerne aldrig er blevet fuldt ud implementeret; aftalen skitserede jo en overgangsperiode på fem år, hvor parterne skulle finde frem til en permanent ordning, og det er som bekendt aldrig sket.

Her kan man indvende, at det ikke er alle dele af Gaza og Vestbredden, som er under selvstyrets kontrol – men trods den israelske blokade af Gazastriben og mange begrænsninger på palæstinensernes bevægelsesfrihed på Vestbredden eksisterer selvstyret stadig. Palæstinenserne har nemlig kontrollen over den del af Vestbredden, der betegnes som Område A, og som har karakter af en lang række små enklaver med israelsk-kontrolleret territorium ind imellem. Selvom disse fysiske begrænsninger er en fast bestanddel af hverdagen, er en række formelle forhold stadig gældende.

Allerede i midten af januar bekræftede talsmanden for det israelske sundhedsministerium overfor RÆSON, at der var igangværende forhandlinger med palæstinenserne om vaccinelevering, og dette er senere blevet bekræftet af den tidligere palæstinensiske minister for arbejdsmarkedsforhold og planlægning, Ghassan Khatib, som er i tæt forbindelse med præsidenten, Mahmoud Abbas. Det betyder, at der skal komme en formel henvendelse fra det palæstinensiske selvstyre for, at et decideret vaccine-samarbejde kan komme i gang. Men den henvendelse er i skrivende stund endnu ikke kommet.

Det kan der være flere grunde til. Ghassan Khatib, der til daglig er professor i statskundskab ved Birzeit Universitetet på Vestbredden, mener, at det palæstinensiske selvstyre i Ramallah ønsker at fremstå som en statslig enhed. Det vil sige, at man gerne vil forsøge at løse problemerne selv. Men der er også det problem, at en formel henvendelse til israelerne kan føre til et vanskeligt dilemma. For det kan meget vel tænkes, at Netanyahu-regeringen vil stille betingelser og krav i forbindelse med et vaccine-samarbejde – men dem kan man naturligvis kun gisne om lige nu.

 

Mange palæstinensere vil nemlig betegne en formel henvendelse til israelerne som (…) at man accepterer, at israelerne har fat i den lange ende og kan opretholde presset på det palæstinensiske selvstyre
_______

 

Men det kan også føre til problemer med palæstinensiske grupper, som står i opposition til Mahmoud Abbas. Mange palæstinensere vil nemlig betegne en formel henvendelse til israelerne som et stykke normalisering. Ordet er i lokalt sprogbrug kommet til at betyde, at man med et politisk initiativ eller skridt i retning af et formelt samarbejde med Israel, implicit accepterer den nuværende situation. At man accepterer, at israelerne har fat i den lange ende og kan opretholde presset på det palæstinensiske selvstyre.

Dette argument har en særlig betydning lige nu, fordi også den palæstinensiske befolkning efter alt at dømme skal til parlamentsvalg. Efter en årrække, hvor selvstyret i Ramallah har ligget i strid med den islamiske Hamas-bevægelse, der har magten på Gazastriben, ser det ud til, at de to er kommet så meget overens, at der kan afholdes et demokratisk valg.

Der er allerede sat datoer på: Den 22. maj skal palæstinenserne vælge deres parlamentarikere, og 31. juli gælder det præsidentvalget. Og eftersom netop en sag som vaccinesamarbejde med Israel i den forbindelse kan blive en meget varm kartoffel, fordi det kan opfattes som et stykke ”normalisering”, går de palæstinensiske politikere meget stille med dørene.

Vaccine-apartheid?
Det kan ikke overraske, at Netanyahu-regeringen udnytter denne situation politisk. Det har gennem flere år været Netanyahus klare politik at nedtone dialogen med palæstinenserne, og det er naturligvis for at tækkes vælgerne på den israelske højrefløj. Andre dele af den israelske befolkning mener, at det da ville være til alles bedste at få palæstinenserne vaccineret, idet der er tale om to befolkninger, som lever tæt op ad hinanden. Her er logikken, at man må handle praktisk og få gennemvaccineret begge befolkninger i en fart – og så må man tage formalia og internationale konventioner bagefter.

 

Apartheid er i hans optik lovmæssig forskelsbehandling af egne borgere, og palæstinenserne er ikke ”egne borgere” – og de skal heller ikke være det. Palæstinenserne skal have deres egen stat
_______

 

Af samme grund falder det også mange israelere for brystet, at landet bliver beskyldt for at praktisere vaccine-apartheid – eller apartheid i det hele taget. En markant stemme for denne indstilling er Benjamin Pogrund, som er født og opvokset i Sydafrika. Han er journalist og havde i sin tid job som redaktør på avisen The Rand Daily Mail, der dengang var et af apartheid-modstandens vigtigste talerør. Pogrund var tæt allieret med Nelson Mandela og andre markante skikkelser i kampen, men da selv den progressive avis, hvor han arbejdede, afviste at udpege ham til chefredaktør med begrundelsen, at han er jødisk (og altså ikke helt hvid), valgte han at flytte til Jerusalem.

Her har Progrund i mange år været engageret i den israelske fredsbevægelse og er en hård kritiker af besættelsen. Men selv han ryster på hovedet, når nogen betegner Israel som en apartheid-stat. Apartheid er i hans optik lovmæssig forskelsbehandling af egne borgere, og palæstinenserne er ikke ”egne borgere” – og de skal heller ikke være det. Palæstinenserne skal have deres egen stat.

Brugen af ordet apartheid er med andre ord en forfladigelse af begreberne, hvilket vi i disse år oplever meget tydeligt med den klare populistiske tendens. Det er også det, der således kom til at tjene som bagtæppe for Mette Frederiksens besøg i Israel.

Statsministeren havde uden tvivl foretrukket at rejse ned og mødes med Socialdemokratiets israelske søsterparti, Arbejderpartiet, som til valget den 23. marts er i fare for at falde under spærregrænsen. Alligevel valgte hun at mødes med Benyamin Netanyahu, der på mange måder er en kontroversiel leder. Men hendes hovedmotiv har nok været at få gang i vaccineproduktionen til fordel for den danske befolkning, og at besøget ikke ser ud til at få nogen stor betydning for det kommende israelske Knesset-valg, viser, at hun ser ud til at have handlet rigtigt.

Man kan sige, at resultatet af rejsen præsenterer sig som beskedent, idet det mest af alt ligner en hensigtserklæring. Men som Frederiksen selv sagde på det afsluttende pressemøde, så var det en begyndelse på et samarbejde, der på det forsknings- og sundhedsmæssige område kan føre til virkelige resultater. Både Israel, Østrig og Danmark er højt udviklede industrinationer, og det er hensigten, at de tre skal bidrage til samarbejdet om vaccineudvikling med deres respektive spidskompetencer. ■

 

Besøget ser ikke ud til at få nogen stor betydning for det kommende israelske Knesset-valg, og det viser, at Frederiksen ser ud til at have handlet rigtigt
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne