Hans Henrik Fafner: Efter mere end 11 år med Netanyahu som premierminister, kan det nu være slut. Det tegner til helt nye tider i israelsk politik

06.05.2021

Den 3. maj måtte den israelske premierminister, Netanyahu, opgive at samle en ny regering. Men oppositionen, der nu har mulighed for at skabe et politisk flertal, er præget af næsten uoverskridelige indre modsætninger – det, de kan samles om, er modstanden mod Netanyahu.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Midt under fejringen på Meron-bjerget i det nordlige Galilæa gik det galt. Alt for mange mennesker havde trængt sig sammen, og da de skulle gennem en indsnævring mellem to bygninger og nogle stykker i flokken snublede, tog panikken overhånd. Alle skubbede og masede, og 45 mennesker blev trampet ihjel.

Dette blev den tragiske udgang på fejringen af den jødiske helligdag, Lag BaOmer, hvor tusinder af ultraortodokse jøder hvert år valfarter til stedet, hvor rabbiner Shimon Bar Yochai ligger begravet. Det fandt sted den 29. april, og i år var der særligt mange mennesker, hvilket nok hænger sammen med at arrangementet sidste år var aflyst som følge af coronakrisen. På stedet, hvor katastrofen indtraf, havde myndighederne forud for fejringen anbefalet at højst 3.000 personer var til stede, men efterfølgende vurderinger sætter det reelle tal til 20.000.

For premierminister Benyamin Netanyahu blev dette sandsynligvis strået, der knækkede kamelens ryg, som man siger i Israel. Her forduftede hans sidste, spinkle håb om at danne en ny koalitionsregering, inden hans mandat udløb den 3. maj ved midnat. Israel skal i gang med en grundig undersøgelse af katastrofen, men allerede nu peges der anklagende på regeringen, som muligvis har forflygtiget sit ansvar. Aryeh Der’i, som står i spidsen for det ultraortodokse parti Shas, skal efter sigende have afkrævet Netanyahu et løfte om ikke at begrænse deltagerantallet på Meron-bjerget. Dette ses som et af de mange krav, de ultraortodokse partier stillede for at forblive i regeringssamarbejdet med Netanyahu, der derfor undlod at implementere en række sikkerhedsforanstaltninger ved fejringen. Og dette svigt har fået mulige partnere i en kommende regering til at løbe skrigende bort.

 

Det var en fåmælt og grå Netanyahu, der den 3. maj måtte meddele, at han ikke ville søge sit mandat forlænget, hvorpå præsident Reuven Rivlin gav Yair Lapid 28 dage til at få sammensat en regering
_______

 

Detronisering af Netanyahu
Uanset hvor sandheden omkring Meron-katastrofen ligger, er den kommet til at stå som endnu et element i Israels mere end to år lange politiske krise, der nu kan se ud til at tage en ny retning. Og måske findes der denne gang en løsning. Det var en fåmælt og grå Netanyahu, der den 3. maj måtte meddele, at han ikke ville søge sit mandat forlænget, hvorpå præsident Reuven Rivlin gav Yair Lapid 28 dage til at få sammensat en regering.

Hvis dette lykkes, vil det være intet mindre end et jordskred. Det vil afslutte mere end 11 år, hvor Israel uden afbrydelse har haft Netanyahu som premierminister, og det tegner også til helt nye tider i israelsk politik. En frisk start, kunne man fristes til at sige.

Det er efterhånden ikke en nyhed, at Netanyahu står anklaget i en række sager om korruption og mandatsvig. Retssagen mod ham er allerede startet, og pressens rapporter fra vidneafhøringerne blotlægger konstant nye uhyrligheder. Det er heller ikke nogen hemmelighed, at Netanyahu har trukket landet gennem fire valg til Knesset, det israelske parlament, med det formål at klynge sig til magten med alle midler. Som premierminister har han nemlig haft bedre muligheder for at forhale retssagen, og gennem det lange forløb har han mere end én gang søgt at skabe politisk flertal bag en lov, der skulle annullere retssagen helt.

Alle disse bestræbelser er nu slået fejl, og bolden ligger altså i hænderne på Yair Lapid. Han er tidligere vært ved et populært talkshow i israelsk tv, og besluttede sig i 2012 for at gå ind i politik. Han dannede et nyt parti, Yesh Atid (Der er en Fremtid), der pudsigt nok rimer på hans efternavn, og han blev i lang tid regnet som en politisk letvægter. Men han er vokset med opgaven, og ved det seneste af de mange valg, den 23. marts 2021, opnåede partiet 17 ud af Knessets 120 mandater og er dermed parlamentets næststørste parti.

 

Lejren af Netanyahu-modstandere er snublende tæt på at kunne mønstre et absolut flertal i Knesset, men hvis det lykkes, vil det også være en af de politisk mest komplicerede regeringer i landets historie
_______

 

Nok så vigtigt er det dog, at Lapid gennem de sidste par år har stillet sig i spidsen for den politiske lejr, der satte detroniseringen af Netanyahu som fælles mærkesag. Det er naturligvis det, der gør ham særligt interessant lige nu, for hvad betyder det for den politiske fremtid, Israel nu ser ud til at være på vej ind i?

Naftali Bennett
Umiddelbart ser det relativt lyst ud for Lapid. Lejren af Netanyahu-modstandere er snublende tæt på at kunne mønstre et absolut flertal i Knesset, men hvis det lykkes, vil det også være en af de politisk mest komplicerede regeringer i landets historie. Det ser nemlig ud til, at det eneste, de virkelig kan blive enige om, er modstanden mod Netanyahu.

Yesh Atid betegner sig selv som et centrumparti. Det er det også i de fleste sammenhænge, men først og fremmest er det ultrasekulært. Det er ikke umiddelbart et problem. Yesh Atid kan indgå samarbejde med Arbejderpartiet og venstrefløjens Meretz, der tegner sig for henholdsvis 7 og 6 mandater, og det vil også være enkelt at finde fodslag med resterne af Netanyahus koalitionspartner Kahol Lavan (Blå Hvid), der sidder med yderligere 8 mandater. Problemet ligger derimod ved to partier på højrefløjen: det ultrasekulære Yisrael Beiteinu med 7 mandater og Nyt Håb med seks. Sidstnævnte består af udbrydere fra Netanyahus Likud, og begge partier har et yderst kantet forhold til venstrefløjen.

Men regnestykket er ikke slut endnu. Vi mangler partiet Yamina med Naftali Bennett i spidsen for syv mandater. Det er et højreparti med en stærk religiøs profil, hvilket som udgangspunkt er problematisk. Bennett, der er en langt mere rutineret politiker end Lapid, har gennem de seneste uger satset på begge heste i løbet. Lige til det sidste sagde han, at han ikke ville udelukke noget samarbejde med Netanyahu, og det kan nu ses som en taktisk manøvre for at gøre sig kostbar i forhold til et samarbejde med Lapid. Som udgangspunkt har Lapid da også mere end antydet, at han er villig til gå ind i en rotationsordning, hvor Bennett får posten som premierminister i hvert fald det første år af den kommende regeringsperiode.

 

De fælles berøringspunkter er få, og det vil blive en slags samlingsregering, der konstant vil skulle praktisere det muliges kunst. At det allerede nu ser ud til at kunne lykkes, trods de store forhindringer, hænger sammen med uviljen mod Netanyahu
_______

 

Og selv da er det ikke slut. For at sikre flertallet skal samarbejdet omfatte ét parti mere. Dette kan tænkes at blive Ra’am, Den Forenede Arabiske, som markerer sig med konservativ islamisme, og den kamel vil Bennett have svært ved at sluge. Eller det kunne blive et af de to ultraortodokse jødiske partier, som i årevis har været i samarbejde med Netanyahu og fortsat befinder sig i dennes lejr.

Det muliges kunst
Det er med andre ord en vanskelig kabale med mange jokere. De fælles berøringsflader er få, og det vil blive en slags samlingsregering, der konstant vil skulle praktisere det muliges kunst. At det allerede nu ser ud til at kunne lykkes, trods de store forhindringer, hænger sammen med uviljen mod Netanyahu, som kan vise sig at være limen, der får regeringen til at hænge sammen.

En mulig koalitionsregering vil kunne finde sammen om at genetablere domstolenes troværdighed som uvildig myndighed, hvilket har lidt skade i forbindelse med Netanyahus kontrol over justitsministeriet. Der vil også kunne skabes bedre kontrol med brugen af offentlige midler og sættes nye normer for politikeres generelle ordholdenhed. Der vil også være mulighed for eksempelvis at mindske sociale forskelle i det israelske samfund, men så snart det kommer til mere følsomme sager, vil problemerne givetvis dukke op.

Dette omfatter, hvad mange israelere nok opfatter som det mest presserende problem, forholdet til den ultraortodokse befolkning. Den omfatter et sted mellem 10 og 12 pct. af landets samlede befolkning, og det er denne sag, der blev sat på spidsen ved katastrofen på Meron-bjerget. Graden af religiøsitet er naturligvis svingende, men de mest yderligtgående grupper i segmentet betragter sig som antizionister. Det vil sige at de i størst mulig udstrækning melder sig ud af samfundet og næsten har en række enklaver af autonomi, hvor de lever rundt om i landet. Samtidig er det en befolkning, hvor mange mænd studerer på fuld tid og uden løn, og da børnetallet er meget stort, er fattigdom også udbredt blandt de ultraortodokse.

I forbindelse med coronakrisen har det været meget vanskeligt at få den ultraortodokse befolkning til at efterleve myndighedernes påbud om at reducere smittefaren, og Netanyahu har ladet dette ske, fordi de ultraortodokse partier har siddet med i hans efterhånden mange koalitionsregeringer. Hvis et af disse partier tænkes ind i en kommende regering under Lapid eller Bennett, vil deres pres stadig være en del af den politiske hverdag.

 

Hvis en regering med Bennett som premierminister og Lapid som støtte bliver til noget, vil den spænde meget vidt rent politisk. Bennett vil skulle komme overens med venstrefløjens Meretz, der taler hårdt imod bosættelserne
_______

 

Fredsprocessen
Uanset hvordan man vender og drejer tingene, vil en kommende regerings råderum sandsynligvis være begrænset. Og den vil nok udelukkende kunne koncentrere sig om indenrigspolitiske spørgsmål. Som altså er en art indre oprydning, som ganske vist er stærkt påkrævet.

I udlandet vil en sådan regering sandsynligvis blive hilst velkommen. Det gælder ikke mindst i USA, hvor præsident Biden indtil videre har søgt at distancere sig fra Netanyahu. Det skyldes ikke mindst dennes hjertelige forhold til forgængeren, Donald Trump. Det er dog tvivlsomt, om der vil kunne skabes konkrete resultater i forhold til Mellemøsten med sådan en regering. Der er blevet spekuleret i, om det kan føre til en israelsk højredrejning, og Dagbladet Information kom for skade at skrive, at højrekræfterne får frit spil på Vestbredden uden Netanyahu, hvilket bl.a. skulle skyldes, at Naftali Bennett er bosætter. Bennett er bestemt ikke bosætter. Han bor i Raanana, som ligger i selve Israel, men fra 2010 til 2012 var han generalsekretær for bosætterbevægelsen, og han er en stærk fortaler for bosættelserne. Han står med begge ben placeret på højrefløjen, men hvad angår økonomi og socialpolitik befinder han sig faktisk en kende til venstre for Netanyahu.

Endelig må vi ikke glemme, at hvis en regering med Bennett som premierminister og Lapid som støtte bliver til noget, vil den spænde meget vidt rent politisk. Bennett vil skulle komme overens med venstrefløjens Meretz, der taler hårdt imod bosættelserne. Så på sin vis havde Netanyahu ret, da han med gråt ansigt den 3. maj prøvede at sætte israelerne en skræk i livet ved at beskrive den nye regering som venstreorienteret. Denne betegnelse er nok en overdrivelse, men under alle omstændigheder vil den samlede sum blive en regering, der ligger et godt stykke til venstre for den rene højreregering, som Netanyahu lige til det sidste talte om at etablere. Men at dette skulle bedre chancerne for at se en ny fredsdialog med palæstinenserne er nærmest udelukket. Det vil kræve en intern enighed i regeringen, som det lige nu er vanskeligt at forestille sig.

For Bennett og Lapid er det lige nu et kapløb med tiden. Netanyahu vil med alle midler søge at spænde ben for deres bestræbelser, og det sker ved et forsøg på at overtale individuelle parlamentarikere til – for en fed betaling i politisk mønt – at bryde med deres partier for at gå over til Netanyahus Likud. Det vil kunne udhule deres parlamentariske flertal, og hvis det lykkes, kan der være banet vej for, at Israel bliver kastet ud i det femte valg i den lange politiske krise. Og det ser ud til at være Netanyahus mål lige nu.

Derfor skal det gå hurtigt med at få koalitionen samlet, og det betyder, at der må skæres hjørner undervejs. Sagt med andre ord, balancerer Israel lige nu på kanten af endnu et valg og en regeringskoalition, der hverken er højre eller venstre, hverken fugl eller fisk, og med en stribe uafklarede interne modsætninger, der på mange måde vil lamme regeringens virke. Men lige nu er det nok det bedste, israelerne kan håbe på – hvis de gerne vil af med Netanyahu. ■

 

For Bennett og Lapid er det lige nu et kapløb med tiden. Netanyahu vil med alle midler søge at spænde ben for deres bestræbelser, og det sker ved et forsøg på at overtale individuelle parlamentarikere til – for en fed betaling i politisk mønt – at bryde med deres partier
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland