Hans Henrik Fafner: Israels premierminister blev valgt på sin modstand mod Netanyahu – men på en række punkter minder hans politik om forgængerens

27.10.2021

Den israelske premierminister taler om at bekæmpe polarisering, men hans egen 8-parti-store regering er for splittet indadtil til at kunne træffe de store og afgørende beslutninger. I forholdet til palæstinenserne, Iran, de arabiske nabostater og bosættelsespolitikken på Vestbredden fortsætter den politiske linje fra den forhadte forgænger Netanyahus regering. Forandringen er svær at få øje på.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Kronprinsen af Abu Dhabi, Muhammed bin Zayed al Nahyan, har inviteret den israelske premierminister, Naftali Bennett, til at aflægge officielt besøg i De Forenede Arabiske Emirater. Invitationen, der blev overrakt den israelske leder af Emiraternes nyligt tiltrådte ambassadør i Tel Aviv, kommer med et ønske om at udbygge samarbejdet mellem de to lande, og dette ikke mindst i relation til den aktuelle sikkerhedspolitiske udvikling i regionen. Der er dog endnu ikke sat dato på det kommende besøg.

”Jo stærkere båndet er mellem vore lande, des stærkere er sikkerheden og stabiliteten i hele regionen,” lød Bennetts umiddelbare reaktion til invitationen.

Prøveperioden er slut
Denne seneste udvikling kommer på et interessant tidspunkt. Bennett tiltrådte officielt som premierminister, da Knesset – det israelske parlament – den 13. juni godkendte den nye koalitionsregering, og derved har vi nu passeret de første 100 dage, der for mange iagttagere står som en slags prøveperiode. Og dette falder nogenlunde sammen med, at Abraham-aftalerne – tiltaget til normalisering mellem Israel og bl.a. De Forenede Arabiske Emirater -kan markere den første fødselsdag.

Invitationen til Abu Dhabi kan naturligvis ses som en fjer i hatten. Bennett bliver den første israelske leder til at komme på officiel visit på de breddegrader, og det kan man måske tillægge en vis betydning. Men først og fremmest profilerer han sig dermed i forhold til sin forgænger, Benyamin Netanyahu, hvis sidste år på posten var præget af skandaler og dyb politisk krise. Mens Netanyahu endnu kæmpede desperat for at holde sig ved premierministerposten fik han arrangeret et besøg i Abu Dhabi, hvilket skulle styrke ham i de israelske vælgeres øjne. Men på det tidspunkt havde Netanyahu raget så uklar med den jordanske kong Abdallah ), at denne ganske enkelt forbød Netanyahus fly at krydse jordansk luftrum på vejen til Abu Dhabi, og af den grund gik besøget forsmædeligt i vasken.

Bennett har derimod et fortræffeligt forhold til den jordanske konge, og i det hele taget synes han at nyde anseelse i store dele af regionen. Alt tyder derfor på, at han vil kunne score politiske points under besøget, som dog endnu ikke har nogen fast dato.

 

Den fælles modstand mod Netanyahu er limen, der får det hele til at hænge sammen, og derfor har partnerne i regeringen måttet sluge flere politiske kameler
_______

 

Balancegang
Israel har gennem de første måneder med Bennett befundet sig i en form for eufori. Mange godter sig over Netanyahu, der som oppositionsleder synes drevet af et indre raseri, hvilket på mange måder giver påmindelser om opførslen hos Donald Trump efter dennes exit fra Det Hvide Hus. Hertil skal dog også siges, at Netanyahu stadig nyder stor popularitet i visse dele af befolkningen. Ifølge meningsmålingerne er hans Likud-parti også stadig det ubetinget største i Knesset, men han har i øjeblikket vanskeligt ved at udmønte denne relative medvind til egentlig politisk magt.

Den nye regering, der omfatter hele otte partier fra stort set hele det politiske spektrum, er da også blevet mødt med en overbærenhed, som er ganske usædvanlig i Israels politiske hverdag. Det ligger i kortene, at denne regerings enorme ideologiske spredning nærmest per definition forhindrer den i at træffe de tunge politiske beslutninger. Den fælles modstand mod Netanyahu er limen, der får det hele til at hænge sammen, og derfor har partnerne i projektet måttet sluge flere politiske kameler.

Et godt eksempel er sommerens beslutning om at give grønt lys for 2000 nye byggetilladelser i Vestbreddens bosættelser. Tre af regeringspartnerne på regeringens venstrefløj er stejle modstandere af nogen form for bosættelsesudvidelse, men stemte for alligevel. Godt nok var gevinsten, at der samtidig blev givet beskedne 1000 byggetilladelser til palæstinenserne på den del af Vestbredden, som er under fuld israelsk kontrol, men det overliggende element var en fælles frygt for, at regeringssamarbejdet skulle bryde sammen – med den indbyggede fare at Netanyahu skulle kunne vende tilbage til magtens tinde. Dette er også den sandsynlige grund til at Netanyahus konstante angreb, som søger at skabe splittelse i regeringen, preller af.

Fokus på Iran
Spørgsmålet er derfor, hvor længe denne tilstand af tilsyneladende politisk harmoni kan holde sig, og hvilken retning, dette usandsynlige regeringssamarbejde vil tage?

Flere og flere iagttagere begynder at påpege svagheder ved den nye ledelse, og ikke mindst synes Naftali Bennett i stigende grad at ligne en Netanyahu i pæn indpakning. Det var særligt slående, da han i slutningen af september holdt sin tale ved FN’s generalforsamling. Store dele af talen havde fokus på de iranske atomaftaler og den såkaldte iranske trussel. Palæstinenserne, som er et af Israels mest akutte udeståender med omgivelserne, nævnte han ikke med et ord. Han kom også ind på den polarisering af det israelske samfund, som er opstået gennem de 12 år under Netanyahus ledelse og understregede, at den nye regering arbejder for national samling og dialog på tværs af kløfterne.

Dette lyder naturligvis godt, men idet han gennem sin tematisering kom helt udenom den nødvendige dialog med palæstinenserne, ligner hans udstukne kurs en marginalisering af den palæstinensiske sag. Dette var kendetegnende for Netanyahus politik, og selv om Bennetts motiv kan være, at regeringens store ideologiske modsætninger indadtil gør det vanskeligt at trække principielle beslutninger i forhold til eksempelvis en genstart af fredsdialogen, kan resultatet hurtigt blive det samme.

Den officielle israelske forklaring på det manglende initiativ overfor palæstinenserne er, at der på begge sider af denne konflikt er for mange indre modsætninger, til at en genstartet dialog vil give mening. Netanyahu sagde det samme, men på en lidt anden måde: Han nægtede at forhandle med en splittet palæstinensisk modpart, hvilket betød at intet ville ske, før de palæstinensiske hovedfraktioner – Fatah på Vestbredden og Hamas på Gazastriben – havde fundet sammen i fordragelighed. Dette blev ofte affærdiget som en dårlig undskyldning for ikke at foretage sig noget, og nu fører Bennett altså en politik, der lugter af det samme.

Netanyahus ”økonomiske fred”
Ganske vist lovede Bennett i sin tiltrædelsestale tilbage i juni at tage skridt til at reducere gnidningerne mellem de to parter, og på det seneste har hans udenrigsminister, Yair Lapid, lovet det samme under et møde med sin amerikanske modpart, Anthony Blinken. Der er også blevet taget forskellige initiativer til at styrke den palæstinensiske økonomi på Vestbredden; blandt andet har man øget antallet af arbejdstilladelser til palæstinensere, der dagligt tager fra Vestbredden til Israel for at komme på arbejde. Men også dette minder en del om Netanyahus ”økonomiske fred”, der gennem økonomisk støtte til det palæstinensiske selvstyre sørgede for at bevare roen på Vestbredden.

Her skal man dog holde sig for øje, at det palæstinensiske selvstyre vakler. Den sygdomsplagede præsident, Mahmoud Abbas, har tydeligvis stigende vanskeligheder ved at fastholde magten, og hvis han bliver tvunget til at træde tilbage, kan det udløse en kaotisk situation, hvor Israel står temmelig uforberedt.

 

Biden [har] tydeligt tilkendegivet, at den israelsk-palæstinensiske konflikt og en mulig fredsdialog kommer i anden, eller måske snarere i femte række
_______

 

Vi fik en forsmag på det i maj måned, da Mahmoud Abbas aflyste valget, som skulle have fundet sted den 23. Præsidentens formelle begrundelse for aflysningen var, at han ikke ønskede dette, så længe Israel ikke ville tillade de 360.000 palæstinensere i Østjerusalem at deltage, men den reelle forklaring ligger nok i, at han havde set et truende valgnederlag i øjnene, og at magten sandsynligvis ville gå til den islamiske Hamas-bevægelse.

Siden har den palæstinensiske situation været uafklaret. Selvstyrets sikkerhedsstyrker slår med hård hånd ned på ethvert optræk til folkelige protester, og der er ikke udsigt til, at det længe ventede valg vil blive udskrevet. På overfladen hersker der ro, men der er ingen tvivl om, at en gnist når som helst kan antænde den store brand.

En tikkende bombe
På den baggrund tjener Bennetts kommende besøg i De Forenede Arabiske Emirater kun til at profilere situationen. Han gør sig gode venner med den jordanske konge, som for sit vedkommende atter er kommet på talefod med den syriske leder, Bashar al Assad. Saudi-Arabien er inde i billedet, også som en mulig redning af den kuldsejlede libanesiske økonomi, og der spekuleres i om oliestaten Oman nu også er på vej til at indgå en normaliseringsaftale med Israel.

Abraham-aftalerne, der som sagt fylder år i denne tid, er en levn fra Donald Trump. Som forventet blev de godkendt og videreført af dennes efterfølger, Joe Biden, og Bennett har så gjort det samme. Tilmed har Biden tydeligt tilkendegivet, at den israelsk-palæstinensiske konflikt og en mulig fredsdialog kommer i anden, eller måske snarere i femte række, og at hans mellemøstlige fokus vil være på forholdet til Iran. Det betyder, at Saudi-Arabien og golfstaterne har fået høj prioritet hos Biden, fordi de befinder sig i selve frontlinjen i forhold til Iran. Dette er svært belejligt for den amerikanske præsident: Omkring Den Persiske Golf ser han nemlig muligheder for at score politiske resultater, mens den palæstinensiske sag, set fra Washington, i årevis har været et politisk morads med yderst ringe udsigt til resultater. En uløselig konflikt.

Det er noget af det samme, Naftali Bennett er i gang med. Han lægger en stor indsats i at skabe ny dialog i selve det israelske samfund. Det er i sig selv en stor opgave med vanskelige succeskriterier, og udadtil kører han så videre i Abraham-aftalernes spor, hvor der allerede ligger et godt fundament at bygge videre på. I det ligger nemlig, at Israel kan komme til at indgå som aktiv partner i Mellemøstens nye allianceforhold, altså i konfrontationen mod Iran. Dette kan munde ud i solidt økonomisk samarbejde, og også være en gevinst for regional sikkerhed og stabilitet.

Dette kom meget tydeligt frem, da Naftali Bennett den 22. oktober mødte Vladimir Putin, som gav sin israelske gæst en varm modtagelse i den russiske sortehavsby Sochi. De to blev enige om udvidet samarbejde i forhold til Syrien, men først og fremmest drøftede de situationen omkring de iranske atomprogrammer. Hvor Putin foretrækker at søge diplomatiske løsninger med iranerne, udtrykte Bennett sin store skepsis overfor en ny atomaftale med Iran. Dette ligger klart på linje med Netanyahus holdning til iranerne. Men hvor Netanyahu talte utilsløret om en iransk trussel, argumenterer Bennett med stabilitet og sikkerhed, som blandt andet skal bygge på de regionale allianceforhold, som er opstået med Abraham-aftalerne.

Men det kan også hurtigt vise sig at være en falsk fornemmelse af sikkerhed. For idet Bennett på den måde marginaliserer palæstinenserne, sådan som Biden og en lang række mellemøstlige ledere gør det, overlader han også denne bombe til at ligge og tikke videre. Og sådan en vil på et eller andet tidspunkt eksplodere. ■

 

Hvor Netanyahu talte utilsløret om en iransk trussel, argumenterer Bennett med stabilitet og sikkerhed, som blandt andet skal bygge på de regionale allianceforhold, som er opstået med Abraham-aftalerne
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland