Hans Henrik Fafner: Israels fjerde parlamentsvalg på to år kaster Netanyahu i hænderne på den ekstreme højrefløj – og forværrer efter alt at dømme kun landets politiske krise

24.03.2021

Sammensætningen af det israelske parlament, som nu er ved at tage form efter gårsdagens valg, ser ud til at lægge Netanyahus chancer for en regeringskoalition i hænderne på en langt mere potent højrefløj end tidligere. Lykkes det Netanyahu at få mandat-kabalen til at gå op, vil det med al sandsynlighed betyde en radikalisering af den israelske kurs i forhold til palæstinenserne og de besatte områder.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Ved valget til det israelske parlament, Knesset, som fandt sted i går den 23. marts, var Netanyahu ikke uventet det absolutte omdrejningspunkt. Sådan har det også været ved de tre foregående parlamentsvalg, som tilsammen udgør den røde tråd i Israels nu to år lange politiske krise. Og mens nogen havde håbet på, at dette fjerde valg ville skabe et resultat, der kunne føre til en stabil regeringskoalition, ser krisen kun ud til at være blevet dybere.

Da de første prognoser blev offentliggjort umiddelbart efter, at valgstederne lukkede klokken 22, tydede det på, at premierminister Benyamin Netanyahu og hans Likud-parti ville kunne danne en regering med et snævert flertal, men efterhånden som meldingerne kom i takt med, at stemmeoptællingen skred frem, fortonede dette scenarie sig også. Da 87 pct. af stemmerne var optalt eftermiddagen derpå, så den rene højre-regering, som var det mest nærliggende scenarie, ikke længere ud som noget, man umiddelbart kunne tage for givet.

På det tidspunkt stod Likud til at få 30 ud af Knessets 120 mandater, mens de to ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torajødedom kunne notere sig for henholdsvis 9 og 8. Hertil kommer så Religiøs Zionisme på den ekstreme højrefløj med 6 og den potentielle partner, Yamina, med 7. Dette bliver tilsammen til 60, hvilket lige akkurat ikke er noget flertal. Overfor dette står det store centrumparti Yesh Atid, der udelukker nogen form for samarbejde med Netanyahu, med 17 mandater, mens Kahol Lavan (Blå Hvid), der ved valget for at år siden kom ind med 33 mandater, nu må se sig reduceret til 8.

Kahanisme ind ad bagdøren
Alt dette er valgmatematik og spekulationer i koalitionsmuligheder, som er en uafvendelig del af den demokratiske valghandling. Men i denne omgang synes det endnu mere kompliceret end normalt. Det ser ud til, at 13 forskellige partier er kommet ind i parlamentet, og selv om 13 normalt er et lykketal i jødisk tradition, synes det i denne sammenhæng at byde på meget andet end lykke.

 

Ved at gå efter en ren højre-regering kunne noget endda tyde på, at Netanyahu havde og har planer om at samle et kabinet, der vil gennemføre en særlov for fuldstændig at annullere retssagen
_______

 

Det er en kabale, som det vil være næsten umuligt at få til at gå op, og det kompliceres yderligere af, at så meget af regeringsdannelsen koncentrerer sig om Netanyahus politiske overlevelse. Den israelske premierminister er korruptionsanklaget, og en ventende retssag kan munde ud i en fængselsstraf, og derfor har det gennem hele den politiske krise ligget i luften, at han ved at klynge sig til magten stod bedre rustet til at holde sig retssagen fra livet. Ved at gå efter en ren højre-regering kunne noget endda tyde på, at Netanyahu havde og har planer om at samle et kabinet, der vil gennemføre en særlov for fuldstændig at annullere retssagen.

Det er i hvert fald en nærliggende tanke i forbindelse med, at Netanyahu valgte at indgå i politisk samarbejde med en fællesliste ved navn Religiøs Zionisme, der består af tre små partier fra den yderste højrefløj. Fællesnævneren for de tre partier er arven efter rabbineren Meir Kahane, der i 1980’erne vakte bestyrtelse ved blandt andet at tale åbent om etnisk udrensning af Israels arabiske mindretal og palæstinenserne på Vestbredden. Rabbinerens ideologi blev forbudt efter den israelske racismeparagraf, men hans tankesæt har levet videre og er nu kommet i Knesset i en indpakket partiversion.

Andre dele af dette politiske samarbejde ønsker at omdanne Israel til et jødisk teokrati, ligesom der er klare homofobiske undertoner. Men nok så interessant er det, at Religiøs Zionisme har som politisk hensigtserklæring af fyre statsadvokat Menachem Mendelblitt, som har formuleret anklageskriftet mod Netanyahu. Dette kan være årsagen til, at Netanyahu op til valget fik aftalt, at Likud og Religiøs Zionisme skulle dele overskydende stemmer, og dette har givetvis bidraget til at legitimere denne form for radikalisme og skaffet dem yderligere stemmer.

Derfor ligger det også tydeligt i luften, at Religiøs Zionisme bliver inviteret med i en regeringskoalition, når præsident Reuven Rivlin som forventet giver Benyamin Netanyahu opgaven om at sammensætte en ny regering. Det vil ske hen imod midten af april og vil være naturligt, da Netanyahu står i spidsen for det største parti. Men der venter ham en næsten umulig opgave, som starter med indenrigspolitikken.

 

Den lille kreds af partier, der regnes som naturlige partnere for Netanyahu, vil ikke kunne komme op på de magiske 61 mandater uden Yamina. Hermed har [partiets leder] Naftali Bennett en usædvanlig magtposition, som han uden tvivl vil forstå at udnytte
_______

 

En mand med ambitioner
Uanset hvordan man kombinerer de forskellige partier, er der god grund til at lægge særligt mærke til Naftali Bennett. Han står i spidsen for det nationalreligiøse parti Yamina (Højre), der – som navnet antyder – placerer sig solidt på Israels nationale højrefløj. Ganske vist er Bennett religiøs, mens Netanyahu er sekulær, men den ideologiske forskel på de to er begrænset. At Bennett ikke desto mindre står i opposition til Netanyahu hænger sammen med, at forskellige meningsmålinger i løbet af valgkampen gav Yamina meget imponerende mandattal. Men da de første prognoser blev offentliggjort på valgnatten, var de store forhåbninger reduceret til 7 eller 8 pladser i Knesset. Dette virker ikke imponerende, men det er trods alt et par mandater bedre end ved valget i marts 2020, og fremfor alt bliver Yamina uden tvivl den afgørende tunge på vægtskålen, når Netanyahu i givet fald skal sætte sin kommende regering sammen.

Det virker meget simpelt. Der befinder sig en række partier på den politiske midte og på venstrefløjen, og de har alle erklæret, at de under ingen omstændigheder vil sidde i regering med Likud, så længe Benyamin Netanyahu står i spidsen for partiet. Hertil kommer så den lille kreds af partier, der regnes som naturlige partnere for Netanyahu, men de vil ikke kunne komme op på de magiske 61 mandater uden Yamina.

Hermed har Naftali Bennett en usædvanlig magtposition, som han uden tvivl vil forstå at udnytte, og det er interessant.

Bennett har som den eneste partileder fra oppositionen ikke på forhånd udelukket et samarbejde med Netanyahu. Men han har også mere end antydet, at han vil stille betingelser. Hvad disse vil være, kan ikke siges, men man kan gisne. Bennett har egentlig baggrund i erhvervslivet: Han var it-iværksætter og solgte for snart en del år siden en virksomhed til en lille milliard kroner. Men i stedet for at trække sig tilbage for at nyde en stille velhavertilværelse besluttede han sig for at give sit bidrag til samfundet. I en periode var han generalsekretær for bosætterbevægelsen samtidig med, at han banede sig vej ind i partipolitik. Inden han i 2012 overtog det stærkt skrantende Mafdal (Det Nationalreligiøse Parti) og gjorde det til en succeshistorie, var han aktiv i Likud, og ved valget i 2007 var han hovedstrateg i Netanyahus valgkampagne.

Han har med andre ord mange års kendskab til Netanyahu, og dette vil han forstå at udnytte til egen fordel. Bennett er lige fyldt 49, og det er tydeligt, at han har ambitioner, og det er slet ikke umuligt, at han sigter efter at overtage Likud-partiet, når den 71-årige Netanyahu en dag forlader den politiske arena. Derfor er det vigtigt for ham at stå sig godt med sin gamle boss, men det er lige så vigtigt at holde sin sti ren overfor den israelske vælgerbefolkning.

Man kan tænke mangt og meget om Bennetts politiske holdninger, men han har ry for at være usædvanligt ordholdende i et israelsk politisk miljø, hvor en aftale sjældent er det papir værd, som den er skrevet på. Derfor er det nok usandsynligt, at Bennett vil være den redningsplanke, som Netanyahu håber på, idet han flere gange har erklæret, at han under ingen omstændigheder vil være med til at annullere retssagen mod Netanyahu. Så set i det perspektiv kan Bennett altså komme til at stå som en vis garant for hæderlighed i en kommende Netanyahu-regering – hvis det kommer dertil. Men det er samtidig oplagt konfliktstof i forhold til højrefløjens øvrige potentielle regeringspartnere.

 

Der kan altså være udsigter til en radikalisering af den israelske kurs i forhold til palæstinenserne og de besatte områder, og det vil kunne gøre skade på Israels internationale renommé
_______

 

Joe Biden tøver
Udenrigspolitisk lægger valgresultatet også op til problemer. Hvis vi forudsætter, at det lykkes Netanyahu at sammensætte en ny regering på grundlag af det aktuelle valgresultat, vil det nemlig komme til at stå som en tydelig højredrejning.

I den forbindelse kan navnlig samarbejdet med Religiøs Zionisme blive en alvorlig belastning. Partiet har ikke overtaget rabbiner Kahanes stil om at tale åbent om etnisk udrensning af palæstinensere, men de taler derimod i klare toner om at annektere Vestbredden. Ikke hele Vestbredden, men dele af de besatte områder, hvilket formentlig vil omfatte område C, hvilket er der, hvor bosættelserne ligger. I spidsen for Religiøs Zionisme står Betzalel Smotrich, der selv er bosætter og finder bibelsk belæg for, at Vestbredden – eller Judæa og Samaria, som det hedder i den lejr – tilhører det jødiske folk.

Delvis israelsk annektering af Vestbredden var på bordet i efteråret 2020, men blev annulleret i en slags byttehandel, da Israel i stedet kunne indgå normaliseringsaftaler med De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain. Fødselshjælper for disse aftaler var Donald Trump, der ad denne vej hjalp Netanyahu ud af en klemme, som den israelske højrefløj havde sat ham i. I stedet for at give efter for kravene om annektering kunne han høste en klar diplomatisk sejr.

Med den sammensætning af Knesset, som nu er ved at tage form efter valget, ser Netanyahu ud til at komme til at være i hænderne på en langt mere potent højrefløj. Og hvis det lykkes ham at sammensætte en regering med Religiøs Zionisme som partner, vil dette parti sandsynligvis kunne presse Netanyahu langt mere effektivt, idet de kan få en regering med spinkelt flertal til at kollapse ved at true med at forlade samarbejdet.

Der kan altså være udsigter til en radikalisering af den israelske kurs i forhold til palæstinenserne og de besatte områder, og det vil kunne gøre skade på Israels internationale renommé. Det virker i hvert fald, som om Joe Biden har forudset denne mulighed og derfor har holdt sig bevidst på afstand af det israelske valg. Gennem mange år har Netanyahu ellers søgt at profilere sit gode forhold til USA, når en valgkamp var på vej ind i den afgørende slutfase, og navnlig Trump var altid god til at give sin israelske partner en hjælpende hånd. I marts 2019 skred Trump således til amerikansk anerkendelse af den israelske annektering af Golanhøjderne, og det gav Netanyahu ekstra medvind til valget måneden efter.

 

Da de første prognoser viste sig på skærmen som afslutning på den israelske valgdag, syntes mulighederne for Netanyahu at tegne sig relativt lyst. […] Med stemmeoptællingen er udsigterne til dette udfald [en ny koalitionsregering] blevet ringere
_______

 

I denne ombæring var der ingen amerikansk hjælp at trække på. Joe Biden havde tydeligvis intet ønske om at blande sig i det israelske cirkus. I stedet valgte Netanyahu derfor at satse på et hurtigt officielt besøg i De Forenede Arabiske Emirater, hvilket skulle have været en trumf i valgkampen. I Emiraterne havde præsident Khalifa bin Zayed al Nahyan tydeligvis foretrukket at vente med besøget til efter det israelske Knesset-valg, men han lod sig presse. Så kom Jordan imidlertid på tværs og spolerede planerne.

Der har længe været knas i det jordansk-israelske samarbejde, og eftersom jordanerne ikke ønskede at medvirke i Netanyahus valg-gimmick, undlod de ganske enkelt at give den israelske premierministers fly adgang til jordansk luftrum. Statsbesøget måtte derfor aflyses, og i frustration forbød Netanyahu helt egenhændigt enhver form for jordansk flytrafik at overflyve Israel. Dette er naturligvis i strid med aftalerne mellem de to lande, og de israelske myndigheder ilede med at få Netanyahus beslutning omgjort, men da var skaden allerede sket. En forholdsvis banal affære havde udviklet sig til diplomatisk krise i forholdet mellem Jordan og Israel.

Da de første prognoser viste sig på skærmen som afslutning på den israelske valgdag, syntes mulighederne for Netanyahu at tegne sig relativt lyst. En ny koalitionsregering var indenfor rækkevidde, om end den ville blive vanskelig at sammensætte. Med stemmeoptællingen er udsigterne til dette udfald blevet ringere. Ser man derimod på oppositionen, består den af en bred vifte af partier, der som fælles ståsted har ønsket om at se Netanyahu detroniseret.

Men herudover er der ikke meget, som kan skabe et levedygtigt regeringsgrundlag på denne side af spektret. Så uanset hvordan man vender og drejer udfaldet af valget, bliver en regeringsdannelse vanskelig, og når der dertil kommer krisen i forholdet til udlandet og den fortsatte tackling af Israels egne kriser grundet pandemien, synes valget kun at have gjort den politiske krise dybere. Derfor er det ikke umuligt, at Israel allerede nu er på vej mod et femte valg. ◼

 

Uanset hvordan man vender og drejer udfaldet af valget, bliver en regeringsdannelse vanskelig, og når der dertil kommer krisen i forholdet til udlandet og den fortsatte tackling af Israels egne kriser grundet pandemien, synes valget kun at have gjort den politiske krise dybere
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland