Hans Henrik Fafner i RÆSONs trykte forårsnummer: Netanyahus skjold

22.03.2021

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts.

Et nyt, avanceret missilskjold vil værne Israel mod den iranske trussel, som dog næppe har noget reelt indhold.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I februar blev det officielt, at USA og Israel i fællesskab vil udvikle Arrow-4, næste generation i det antiballistiske missilsystem, som siden slutningen af 1980’erne har været grundstammen i det israelske forsvar mod missilangreb. Når det om nogle år står færdigt, vil det være verdens mest avancerede system af sin art, og det vil udfase Arrow-2, som har været i brug siden år 2000. En af de store nyskabelser ved Arrow-4 er, at det vil være både endo og eksoatmosfærisk – det vil altså kunne imødegå trusler, der kommer både indefra og uden for atmosfæren. Ved præsentationen udtalte den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, at systemet udgør et stort teknologisk fremskridt og forbereder Israel på ’fremtidens slagmarker og kommende trusler i Mellemøsten’. 

Mr. Security
Det israelske missilskjold er en del af den store amerikanske militærstøtte til Israel, hvoraf 500 mio. dollars om året er specifikt øremærket til luftforsvar. Det er et stort projekt, der skal godkendes ad flere omgange – og det har været længe i støbeskeen. Derfor kan der også være en bagtanke med, at parterne vælger at præsentere udviklingsprogrammet netop nu. 

Den 23. marts skal Israel nemlig til valg – det fjerde på godt to år – i en kontekst, der har udviklet sig til en langstrakt politisk krise, hvor Israel mere eller mindre har levet uden en funktionsdygtig regering i næsten to år. For premierminister Benyamin Netanyahu er det afgørende, at han efterfølgende vil være i stand til at danne regering. Netanyahu står fortsat anklaget for en række tilfælde af korruption, manipulation med pressen og uhæderlig omgang med statens midler. Han søger derfor at holde sig på posten som statsleder – også for at bevare sin parlamentariske immunitet og dermed udskyde den truende retssag. 

Meningsmålingerne viser, at den folkelige utilfredshed med Netanyahu er stærkt stigende, og en række af partierne i Knes set vil afvise at gå i regerings samarbejde med Likudparti et, så længe han er formand. Og selvom Israel p.t. er verdensmester i at få befolkningen vaccineret mod COVID19, bliver der rettet hård kritik mod Netanyahu for hans stærkt slingrende håndtering af hele coronakrisen og ikke mindst af dens dramatiske følger for den israelske økonomi. 

 

Det israelske missilskjold er en del af den store amerikanske militærstøtte til Israel, hvoraf 500 mio. dollars om året er specifikt øremærket til luftforsvar
_______

 

I den forbindelse har Netanyahu tyet til et prøvet middel. Han fremstiller sig selv som ’Mr. Security’, og præsentationen af Arrow-4 synes at være tilrettelagt med stor eftertanke. 

Netanyahu, der har været israelsk premierminister uafbrudt siden marts 2009, har med jævne mellemrum søgt at styrke befolkningens tillid til sin ledelse ved at tale om de ydre trusler mod landets sikkerhed. Han har brugt truslen om palæstinensisk terror som effektivt retorisk virkemiddel, ligesom han har talt om den shiamuslimske trussel fra Libanon i form af Hizbollah. Men gennem årene har han i stigende grad koncentreret sig om den påståede trussel fra Iran og landets atomprogrammer. Man husker stadig, da han i september 2018 benyttede sin taletid på FN’s Generalforsamling til at fortælle verden om denne trussel, og han underbyggede sin argumentation ved at fremvise illustrative plancher af bl.a. de iranske atomanlæg fra talerstolen. 

De iranske atomprogrammer er i fokus igen. Det var netop i 2018, at Donald Trump trak USA ud af den aftale, som hans forgænger, Barack Obama, i 2015 havde skabt for at lægge begrænsninger på de iranske programmer. Trump valgte at erstatte aftalen med skrappe sanktioner mod Iran. Tanken var, at en økonomisk udsultning af landet ville tage livet af atomprogram merne. Der er dog intet, der tyder på, at dette er sket. Tværtimod vurderer Det Internationale Atomenergiagentur, at iranerne beriger uran mere end før sanktionerne. En uafhængig israelsk forsker, Ori Nissim Levy, der er formand for World Nuclear Forum, siger, at Iran sandsynligvis allerede er nået op på en berigelse procent på 20 og dermed er kommet igennem den vanskelige og tidskrævende del af processen frem mod produktion af atomvåben. Biden har erklæret det som sin hensigt at få genetableret aftalerne med Iran. 

Nye tider 
Dette huer ikke den israelske leder. Han bakkede fuldt op om Trumps linje over for Iran, og han ser fortsat sanktionspolitik ken som den bedste mulighed for at tage brodden af den iranske trussel. 

Spørgsmålet er blot, i hvilket omfang Iran udgør en trussel for Israel. Under Golfkrigen i 1991 gav Iraks daværende leder, Saddam Hussein, ordre til at angribe Israel med Scudraketter. I flere uger var der næsten hver nat luftalarm i Tel Aviv og andre israelske storbyer, og selvom raketterne kun anrettede relativt begrænset skade, skabte de en stemning af frygt i befolkningen. Det er denne frygt, Netanyahu vækker til live, når han taler om den iranske trussel – også på baggrund af at et atommissil naturligvis vil anrette ødelæggelser og koste menneskeliv i et helt andet omfang end en Scud. 

Sagen er blot, at dette næppe vil finde sted. Den iranske ledelse tænker taktisk og pragmatisk på en helt anden måde end Saddam Hussein, og i Teheran er der uden tvivl en klar forståelse af, at følgerne af et atomangreb på en israelsk storby vil være dramatiske. Israel er i besiddelse af et våbenarsenal, der vil kunne anrette store ødelæggelser i Teheran, hvis det skulle komme dertil, og det er ingen iransk leder interesseret i. Situationen har derfor mere karakter af en slags magtbalance, hvor alene kendskabet til modpartens kapacitet afholder parterne fra at gøre praktisk brug af våbnene. 

Hertil kommer naturligvis, at den iranske ledelse i årevis har gjort som Israel: benyttet trusselsbilledet – og israelernes konflikt med palæstinenserne – som retorisk virkemiddel.

 

Et andet tydeligt tegn på, at tidligere tiders arabiske solidaritet med den palæstinensiske sag er stærkt reduceret, fik vi med Abrahamaftalerne
_______

 

Israel repræsenterer her den vestlige tilstedeværelse i Mellemøsten. Med til billedet hører, at Israel forud for den iranske revolution i 1979 havde et meget nært samarbejde med shahen, Muhammed Reza Pahlavi, og hans styre og derfor stadig betragtes som en påmindelse om det gamle regime. 

I mange år stod Palæstina spørgsmålet centralt placeret for mange af regionens statsledere. Et godt eksempel er Hosni Mubarak, der gennem næsten 30 år som egyptisk præsident (1981 2011) ofte forklarede nødretstilstanden i sit land med, at man ikke kunne åbne op for almindelige borgerrettigheder, så længe spørgsmålet om palæstinensernes fremtid ikke var afklaret. På tilsvarende vis donerede flere statsledere store pengebeløb til det palæstinensiske selvstyre i Ramallah – at solidarisere sig med det palæstinensiske folk gav politisk støtte på hjemmefronten. 

Dette billede har gennem de senere år ændret sig dramatisk. Den palæstinensiske sag er blevet marginaliseret. Da Trump be sluttede at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i 2018, kom det kun til spage protester fra den arabiske verden – på trods af at ambassadeflytningen var en åbenlys underkendelse af palæstinensernes krav på Jerusalem som hovedstad i en fremtidig stat. 

Et andet tydeligt tegn på, at tidligere tiders arabiske solidaritet med den palæstinensiske sag er stærkt reduceret, fik vi med Abrahamaftalerne. Det er navnet på de normaliseringsaftaler, som oliestaterne Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater indgik med Israel i oktober 2020, og som flere andre stater i regionen har tilsluttet sig eller viser tydelig interesse for. 

Aftalerne er et tydeligt tegn på, at Palæstina ikke længere spiller en hovedrolle i Mellemøstens politiske hverdag, men først og fremmest er det en indikation af, at det regionale konfliktbillede har flyttet sig. Og det drejer sig bl.a. om de iranske atomprogrammer. 

Den centrale konflikt i regionen står i dag mellem det shiamuslimske Iran og de sunnimuslimske stater, som ikke mindst tæller de olierige nationer på Den Arabiske Halvø. Det er en ældgammel konflikt, der er kommet op til overfladen igen. Her og nu drejer det sig om regional dominans: Iran har ambitioner om at spille rollen som regional stormagt, og det er nok den egentlige årsag til atomprogrammet. Og det kan derfor også ses som en af grundene til, at flere af de sunnimuslimske nationer har valgt at bryde med tidligere tiders solidaritet for at gå i en form for strategisk samarbejde med Israel. I dette ligger naturligvis også en tilnærmelse til USA. Trump ’belønnede’ således De Forenede Arabiske Emirater for normaliseringsaftalen med Israel med et løfte om levering af avancerede F-35-jagerfly – et løfte, Biden nu ser ud til at ville skrotte. 

Tryghedsfornemmelsen
Hvis den iranske trussel mod Israel således er mere politisk retorik end en egentlig fare, kan det derfor undre, at sagen om Arrow-4 er så interessant lige nu. 

Netanyahu vil uden tvivl kunne omsætte den til politisk kapital. Israelerne har som sagt ikke glemt de irakiske Scudraketter. Dertil kommer erfaringerne fra systemet Iron Dome, der for nogle år siden også blev udviklet af amerikanske støttemidler. Det er et lignende skjold, der har vist sig yderst effektivt som beskyttelse mod de temmelig primitive raketter, som islamiske grupper på Gazastriben i ny og næ affyrer mod Israel. 

 

Aftalerne er et tydeligt tegn på, at Palæstina ikke længere spiller en hovedrolle i Mellemøstens politiske hverdag
_______

 

Uanset det faktiske indhold i den iranske trussel vil et nyt og avanceret missilskjold derfor kunne skabe en psykologisk tryghedsfornemmelse i den israelske befolkning, og det er en stor gevinst for en leder, der ger ne vil fremstå som Mr. Security. 

Blandt israelske sikkerheds eksperter har der gennem flere år kørt en debat om de eksisterende programmers effektivitet. Iron Dome har haft stor succes, men det er ikke 100 pct. vandtæt, og det høres i debatten, at man med ny teknologi relativt nemt kan konstruere missiler, der er i stand til at snyde det eksisterende Arrow-2. Det får nogle israelere til at tale for at rette præventive bombeangreb mod de iranske atomanlæg. I 1981 valgte israelerne at bombe den irakiske Osirakreaktor. Dengang fik angrebet ikke videre konsekvenser, men som den aktuelle strategiske situation i regionen tegner sig, kan følgerne af et angreb blive dramatiske. 

Da Trump bebudede aftalen om at sælge F35 til Emiraterne, reagerede flere i det israelske sikkerhedsmiljø med bekymring. I dag er Israel og NATO-medlemmet Tyrkiet nemlig de eneste magter i regionen, som råder over det avancerede jagerfly. Derfor er der utvivlsomt en del israelere, som trækker vejret lettere, ved tanken om at Biden vil træk ke løftet tilbage og annullere den del af aftalen med Emiraterne. 

Fra amerikansk hold kan der være flere gode grunde til at iværksætte Arrow-4. Arbejdet på et nyt og avanceret missilskjold kan – måske – tage brodden af en farlig udvikling i regionen og dertil give Israel det militærteknologiske forspring, som i mange år har været en central del af landets forsvarsdoktrin. Også selvom forspringet i denne sammenhæng mest er en fornemmelse. ◼

 

Arbejdet på et nyt og avanceret missilskjold kan – måske – tage brodden af en farlig udvikling i regionen og dertil give Israel det militærteknologiske forspring, som i mange år har været en central del af landets forsvarsdoktrin
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister