Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Efter to års politisk kaos kan der endelig være udsigt til en ny regering i Israel

30.05.2021

Selvom regeringsforhandlingerne faldt sammen i oppositionen, da de første raketter faldt mellem Israel og Palæstina i starten af maj, kan både folkestemningen og regeringsforhandlingerne nu tyde på, at Netanyahus regeringstid lakker mod ende og at en – hidtil uset bred – regering kan samles fra venstrefløjen og til den yderste højrefløj. Udenom Netanyahu.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen. I dag: Hans Henrik Fafner om regeringsdannelse i Israel. SIDSTE SØNDAG: Asger Røjle Christensen om De Olympiske Leges betydning for Japan.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Op til weekenden kom der endnu et overraskende og dramatisk udspil fra Benyamin Netanyahu. Gennem hele sin politiske karriere har den israelske premierminister været en sand mester i at vende en truende katastrofe til sejr i sidste øjeblik. Det skete igen fredag eftermiddag, på et tidspunkt hvor store dele af Israels jødiske befolkning er i færd med at forberede sig på sabbatten, og landet er ved at lukke ned til helligdagen – så var han der. Klippet blev lagt op online, og kunne vises helt frisk fra fad. Det hele var på hebraisk og uden undertekster, så der var ingen anden adresse end den israelske folkestemning.

Og det er præcis den, han appellerer til – i håb om at folkestemningen kan få et antal medlemmer af Knesset, det israelske parlament, til et tænke sig om, inden de træffer beslutningen.

 

Netanyahu står anklaget for korruption og mandatsvig, og der venter ham en retssag, der kan resultere i fængselsstraf. Så længe han sidder som premierminister, står han imidlertid i en gunstig position til at få retssagen forhalet
_______

 

Kynismen kender ingen grænser
Netanyahu står anklaget for korruption og mandatsvig, og der venter ham en retssag, der kan resultere i fængselsstraf. Så længe han sidder som premierminister, står han imidlertid i en gunstig position til at få retssagen forhalet, og han kan langt hen ad vejen dække sig ind under sin parlamentariske immunitet. Da det efter valget i april 2019 ikke lykkedes ham at sammensætte en bæredygtig regering, sørgede han for at få udskrevet nyvalg – i håb om at klare sig bedre i næste runde. Lige siden har Israel befundet sig i politisk krise, med Netanyahu som konstitueret regeringschef, og i de godt to år, det nu har varet, har han trukket landet gennem intet mindre end fire Knesset-valg.

Det seneste i rækken fandt sted 23. marts, og Netanyahus udsigter til at få samlet et flertal om sig så mere håbløse ud end nogensinde. Med 30 ud af de 120 pladser i Knesset er hans Likud-parti dog stadig det største, så derfor blev han også den første til at gøre forsøget. I løbet af den langtrukne krise har flere partier dog vendt sig imod ham for at slutte sig til den såkaldte ikke-Netanyahu-koalition, så det stod hurtigt klart, at det ikke ville lykkes ham. Derfor var det oppositionen der fik buddet, og de har frem til på onsdag (2. juni) til at køre projektet i hus.

Undervejs har der været stor usikkerhed om, hvor vidt dette ville lykkes, og i skrivende stund er det stadig ikke givet. Sagen er, at denne gruppe spænder over et meget bredt politisk spektrum – lige fra Arbejderpartiet og venstrefløjens Meretz til Naftali Bennett, der står i spidsen for partiet Yamina på den stærkt højrenationale fløj – og det eneste, de med sikkerhed kan enes om, er ønsket om at se Netanyahu detroniseret.

 

Den 11. maj skulle oppositionen have holdt et møde, hvor en koalitionsaftale forventedes at være faldet på plads. Men aftenen før udbrød konflikten på og omkring Gazastriben, og så faldt koalitionsforhandlingerne sammen
_______

 

Det er dette tilsyneladende misforhold, Netanyahu retter skytset imod i sit klip fredag eftermiddag. Han står i mørkt jakkesæt og rødt slips ved Caesarea i den gamle borg fra korsfarertiden med Middelhavet i baggrunden. ”Kynismen kender ingen grænser!” tordner han imod de parlamentarikere, der efter hans opfattelse har svigtet ham. Han understreger, at kun en ren højre-regering med ham selv og Likud som omdrejningspunkt kan sikre Israels sikkerhed, og som en understregning af sit synspunkt antyder han, at den arabiske fjende kun venter på at skubbe jøderne i dét hav, som ligger bag ham og glimter i den solbeskinnede dag. Budskabet er henvendt til de parlamentarikere, som har forladt Likud i protest eller vrede, eller de øvrige naturlige samarbejdspartnere fra højrefløjen, som nu viger tilbage fra at samarbejde med ham. Dette betragter han som topmålet af kynisme, idet disse politikere sætter deres personlige interesser højere end hensynet til landets bedste, som helt åbenlyst ligger i en ny Netanyahu-regering.

Gaza-krigen
Faktisk var det lige ved at lykkes oppositionen for nogle uger siden. Den 11. maj skulle oppositionen have holdt et møde, hvor en koalitionsaftale forventedes at være faldet på plads. Men aftenen før udbrød konflikten på og omkring Gazastriben, og så faldt koalitionsforhandlingerne sammen.

Der er en række årsager til, at Israel og den islamiske Hamas-bevægelse, som sidder på magten på Gazastriben, skulle gennem 11 tunge dages palæstinensisk beskydning med over 4.000 hjemmelavede raketter og hundreder af højeffektive israelske bombeangreb. En af dem er voldsomme sammenstød mellem unge palæstinensere og israelsk politi i Østjerusalem som følge af, at en række palæstinensiske familier er blevet sat ud af deres hjem i byen, men det bidrog også til den højspændte situation, at den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas besluttede at udsætte det palæstinensiske parlamentsvalg, som skulle have fundet sted den 22. maj. Abbas står i spidsen for Fatah-bevægelsen, som regerer på Vestbredden, og Hamas blev så vrede over aflysningen af de truede med repressalier. Alt dette, plus flere andre faktorer, bragte hele situationen i kog.

 

Det hele kan nemlig ligne et politisk spil om Netanyahus politiske overlevelse. Da krigshandlingerne startede, brød oppositionens forhandlinger jo sammen, og de fleste tog for givet, at spillet derfor var kørt
_______

 

Her er det, Netanyahus mulige egeninteresser kommer ind i billedet. Det fremgår af sammenhængen, at han ikke har indledt den væbnede konfrontation mod Hamas. Men ved at reagere for sent har han på den anden side heller ikke gjort nok for at forhindre den. Dette får nu oppositionspolitikere til at tale om Netanyahus kynisme og dyrkning af egne interesser, altså nogenlunde de samme ord, som han anvender i sit klip.

Det hele kan nemlig ligne et politisk spil om Netanyahus politiske overlevelse. Da krigshandlingerne startede, brød oppositionens forhandlinger jo sammen, og de fleste tog for givet, at spillet derfor var kørt. Det sandsynlige ville derfor være, at håbet om en koalitionsregering ville løbe ud i sandet, hvorved Israel ville have kurs mod et femte Knesset-valg, som kunne finde sted i oktober og november.

Bennett er klar
På den baggrund er det kommet bag på mange, at der måske alligevel er udsigt til, at en ny regering kan blive en realitet. Intet kan tages for givet, men at Netanyahu i sidste øjeblik beslutter at trække endnu en kanin hatten i form af sit klip, kan være et vigtigt signal. Den rutinerede politiker Netanyahu ville næppe gøre det, hvis han ikke havde vejret en overhængende fare, og i denne tid er hans hovedstrategi at forhindre oppositionens forehavende i at lykkes.

En markant figur i ikke-Netanyahu-blokken er Yair Lapid, der står i spidsen for centrumpartiet Yesh Atid (Der er en Fremtid). Partiet er med 17 pladser i Knesset det næst største, og det er på mange måder et naturligt samlingspunkt. Men den egentlige nøgleperson er Naftali Bennett, selvom hans parti Yamina (Til Højre) kun kan opvise syv mandater. Men Bennett er en dreven taktiker, og han har spillet sine kort med stort politisk tæft.

 

Det ligger i kortene, at en ny regering bliver med en rotationsordning for premierministerposten, hvor Bennett bliver regeringsleder i det første år eller mere, hvorpå Lapid tager over
_______

 

Bennett trådt sine politiske barnesko i Likud, hvor han arbejdede tæt sammen med Netanyahu, og i flere omgange har Yamina siddet i regering med Likud. Siden valget den 23. marts har Bennett da heller ikke meldt klart ud, om han vil gå sammen med Netanyahu igen eller foretrække oppositionen. Han var på nippet til at gå i kompagniskab med Lapid da Gaza-krigen kom, men han var så en af de første til at trække følehornene helt til sig. Det kunne forklares ved, at han overfor sine højrenationale vælgere at gå i regeringsarbejde med venstrefløjen, mens Israel var under raketbeskydning fra Hamas. Denne reaktion kan Netanyahu også have forudset. Men nu ser Bennett ud til at være klar igen, og det hænger utvivlsomt sammen med, at Lapid nok har givet ham et endnu bedre tilbud. Det ligger i kortene, at en ny regering bliver med en rotationsordning for premierministerposten, hvor Bennett bliver regeringsleder i det første år eller mere, hvorpå Lapid tager over.

Bennett til Balfour?
Gennem mere end et år har der hver lørdag aften været demonstrationer med krav om Netanyahus afgang. Det var også tilfældet denne lørdag, hvor der mødte flere op end normalt. Men hvor parolen normalt er ”Send Netanyahu hjem!” blev der denne gang råbt på ”Send Netanyahu hjem! Bennett til Balfour!”
Balfour er navnet på den gade i Jerusalem, hvor premierministerens officielle residens ligger, og hvor familien Netanyahu har boet fast i næsten 12 år. Demonstranterne har altså allerede lugtet lunten. Det fornemmes, at en ny regering med Bennett i spidsen kan være på trapperne.

Siden Bennett første gang blev nævnt som mulig premierminister, har iagttagere advaret om, at Israel dermed rykker endnu et skridt mod højre. Naftali Bennett ligger ganske rigtigt noget til højre for Netanyahu. Han er ikke selv bosætter, men var et par år generalsekretær for Moetzet Yesha (bosætterbevægelsen) og det er et segment, som ligger hans hjerte nært. Men det bliver ikke nogen ren højreregering, hvilket er en forskel i forhold til Netanyahus vision.

Venstrefløjens vilje til at gå med i projektet er en forudsætning for, at det lykkes. Det er derfor så godt som udelukket, at det er en regering, som vil kunne blive enig om afgørende skridt i retning mod en fredsproces med palæstinenserne, men denne sag har alligevel ikke bevæget sig ret meget i tiden med Netanyahu ved roret.

 

De 11 dages Gaza-konfrontationer førte til dramatiske protester i israelske byer med jødisk-arabisk befolkning, hvilket har ført til en dyb splittelse, som det kræver en særlig politisk indsats at råde bod på
_______

 

På flere andre punkter vil der derimod kunne ske noget. Det nævnes allerede, at miljøområdet vil kunne gå til Meretz, som har samme grønne profil som den danske venstrefløj, og nok så vigtigt er det, at det også vil kunne blive en regering, der viser vilje til at bygge bro over de mange indre kløfter, der er i det israelske samfund. En relativt progressiv undervisningsminister er på tale, og der synes også at være enighed om, at en parlamentariker fra Israels arabiske mindretal skal have det ministerielle ansvar for sameksistens og mindretalsrettigheder. Det kan meget vel blive Esawi Frej fra Meretz. Han har i årevis arbejdet for at styrke den arabiske identitet i mindretalsbefolkningen, og aktuelt vil hans erfaringer kunne imødekomme et akut behov. De 11 dages Gaza-konfrontationer førte til dramatiske protester i israelske byer med jødisk-arabisk befolkning, hvilket har ført til en dyb splittelse, som det kræver en særlig politisk indsats at råde bod på.

Og næsten som en ironisk kommentar til det hele er Gideon Sa’ar nu kandidat til justitsministerposten. Sa’ar har gennem hele sit politiske liv været likudnik (medlem af Likud), og han var blandt Netanyahus loyale støtter. Men han er blandt de, der har vendt sig mod Netanyahu, og han gjorde det ved at stifte sit eget parti, Nyt Håb, der nu er en del af koalitionen mod Netanyahu. Sa’ar har flere høner at plukke med sin tidligere partiboss, og som justitsminister vil han være i en nøgleposition til at sørge for, at retssagen mod Netanyahu kommer til at gå sin gang – uden yderligere forsinkelser.

Aftalen er ikke på plads endnu. I skrivende stund (søndag morgen) tyder meget på, at den kan komme når som helst, men uanset udfaldet vil blot konturerne af denne nye regering, som er på tegnebordet, betyde, at mange israelere nu ser grund til at fatte nyt håb. ■

 

Sa’ar har flere høner at plukke med sin tidligere partiboss, og som justitsminister vil han være i en nøgleposition til at sørge for, at retssagen mod Netanyahu kommer til at gå sin gang
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland