Hans Henrik Fafner: Etiopiens tiltagende krise giver alvorlige efterskælv i Egypten og Sudan

11.12.2021

Den etiopiske krise spidser til i disse uger, og landets premierminister, Abiy Ahmed, bruger nu spørgsmålet om vand som middel til at holde sig ved magten. Dette vækker uro i Egypten og Sudan, som har konsekvenser for både relationen mellem Egypten og Saudi-Arabien samt stabiliteten på sigt i Sudan.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – På den sidste dag i november mødte den egyptiske ambassadør i Saudi-Arabien, Ahmed Farouk, kongedømmets minister for afrikanske anliggender. Formålet med mødet var en generel drøftelse af, hvordan det allerede eksisterende egyptisk-saudiarabiske samarbejde kan udvides til at omfatte andre afrikanske lande.

I den forbindelse udtalte den saudiarabiske minister, Ahmed Bin Abd el Aziz Kattan, sit lands fulde støtte til Egypten i en af de vigtige sager, som i stigende grad præger debatten i hele regionen, nemlig adgangen til vand. Store dele af Mellemøsten og Nordafrika hører til verdens vandfattige dele, og Saudi-Arabien gør i disse år en stor indsats for at fremtidssikre sig.

Men hvor det velhavende ørkenland har midlerne og mulighederne for at købe sig til de rette løsninger, ser den egyptiske virkelighed anderledes ud, og dér banker vandkrisen for alvor på døren. Lige nu har hver egypter 560 kubikmener vand til rådighed om året, og dette tal har gennem en årrække været konstant faldende. Ifølge FN’s standarder defineres under 1000 kubikmeter som knaphed på vand, og kommer tallet lavere end 500, er der tale om absolut knaphed.

En stor del af Egyptens problem består i en befolkningstilvækst, som ifølge Verdensbanken ligger på 1,9 pct. om året. Det tilsvarende tal for Danmark er 0,3 pct. Dette betyder, at den egyptiske befolkning hvert år øges med omkring to millioner mennesker, som skal have deres andel af vandet til rådighed.

Den egyptiske regering har gennem et par år søgt at gennemføre vandspareplaner, ligesom man forsøger at renovere det nedslidte rørsystem, hvor store mængder vand nu går til spilde.

 

I mere end et år har Etiopien befundet sig i en borgerkrigslignende tilstand, og lige nu synes den krise at spidse dramatisk til
_______

 

Dæmningsbyggeriet fortsætter
Men uanset hvordan man vender og drejer sagen, ligner det et ulige kapløb med befolkningstilvæksten, og derfor er der god grund til at lægge en vis betydning i mødet mellem den egyptiske ambassadør i Riyadh og den saudiarabiske minister. Egypten kan nemlig have stor interesse i at mobilisere det magtfulde Saudi-Arabien overfor et specifikt afrikansk land, nemlig Etiopien, der aktuelt står som en akut trussel mod den egyptiske vandforsyning.

Kort før mødet bebudede den etiopiske premierminister Abiy Ahmed nemlig, at man nu er klar til at sætte fart i opstarten af den nye gigantdæmning, der går under navnet GERD – Grand Ethiopian Renaissance Dam. Byggeriet af dæmningen, der bliver Afrikas største, begyndte i 2011, og lige siden har det været en følsom sag mellem parterne, som altså er Etiopien, Sudan og Egypten. Den etiopiske plan er at opdæmme store mængder vand, som skal udnyttes til at udvinde elektricitet. Man regner med at kunne nå op på en kapacitet af 700 megawatt allerede næste år; dette vil forøge landets elproduktion med 14 pct.

Striden mellem Etiopien og de to nabolande drejer sig ikke så meget om selve dæmningsbyggeriet, som om hvor hurtigt det store reservoir bag dæmningen vil nå op på fuld kapacitet. Når opfyldningen er afsluttet, vil vandmængden i Den Blå Nil vende tilbage til nogenlunde samme niveau, men mens denne proces står på, vil vandmængden være mindre, og det er dér, parterne har svært ved at nå til enighed. Fra etiopisk side vil man gerne have denne fase klaret på 4 til 7 år, idet elproduktionen dermed tilsvarende hurtigt kommer op fuldt niveau.

Dette har dog mødt voldsomme protester fra Egypten og Sudan, der påpeger, at en så voldsom reduktion af Nilens videre vandgennemstrømning, som vil være en uafvendelig konsekvens, vil have dramatiske konsekvenser for de to landes allerede tørkeramte landbrug. Gentagne gange har man derfor søgt at forhandle sig frem til, at opfyldningen skal berammes til 12 år eller mere.

I juli 2020 blev parterne enige om, at første fase af opfyldningen kunne påbegyndes. Denne del er nu afsluttet, og det er grunden til, at Abiy Ahmed den 20. november bebudede, at man nu er klar til at gå ind i anden fase. Dette førte til en øjeblikkelig forværring af det ømfindtlige forhold mellem parterne, fordi premierministerens erklæring kom til at fremstå som et unilateralt skridt. Parterne har endnu ikke forhandlet sig til rette om, hvordan opfyldningen skal fortsætte efter afslutningen på første fase.

 

Der var flere tegn på, at Etiopien kunne falde fra hinanden som nationalstat, og navnlig i Tigray var der en stærk løsrivelsesbevægelse, der satte væbnet magt bag sine krav
_______

 

Desperation
Hele dæmningssagen og vandstriden med de to naboer mod nord er imidlertid del af en større sammenhæng. I mere end et år har Etiopien befundet sig i en borgerkrigslignende tilstand, og lige nu synes den krise at spidse dramatisk til.

Da Abiy Ahmed tiltrådte som premierminister i 2018, overtog han et hus i dyb indre konflikt med sig selv. Etiopien består af en række etniske grupperinger og 10 delstater, der hver for sig har en vis grad af autonomi. Ganske vist var det lykkedes forgængeren, Hailemariam Desalegn, at skabe en tilsyneladende ro og pæn økonomisk vækst, men det skete ved at holde landet i et militært jerngreb med knægtelse af stort set alle demokratiske rettigheder. Desalegn blev tvunget fra magten, og Abiy Ahmed trådte til med store løfter. Han introducerede vidtrækkende reformer, alle hidtil forbudte hjemmesider blev tilladt, og 13.000 politiske fanger blev løsladt. Det hele tegnede så lyst, at Ahmed i 2019 blev tildelt Nobels fredspris.

Kort efter begyndte det imidlertid at køre skævt. Flere af delstaterne krævede endnu større autonomi, og navnlig Tigray-provinsen, som ligger i den nordlige del af landet, langs grænsen til Sudan og Eritrea, truede med at bryde helt ud af det nationale fællesskab. En del af problemet i Tigray bestod også i, at der siden den væbnede konflikt med nabolandet Eritrea havde befundet sig store troppekontingenter i delstaten, hvilket den lokale befolkning oplevede som en provokation.

Under alle omstændigheder mistede Abiy Ahmed gradvist grebet om det store land, som er det næst-folkerigeste i Afrika (efter Nigeria og med Egypten på en tredjeplads). Der var flere tegn på, at Etiopien kunne falde fra hinanden som nationalstat, og navnlig i Tigray var der en stærk løsrivelsesbevægelse, der satte væbnet magt bag sine krav. Styret i Addis Ababa [hovedstaden i Etiopien, red.] satte militæret ind, og det var denne udvikling, der snart antog karakter af borgerkrig.

Lige nu synes Abiy Ahmed og hans styre at være stærkt presset. I begyndelsen af november lykkedes det oprørshæren TPLF (Tigray People’s Liberation Front) at erobre byerne Dessie og Kombolcha, som ligger i provinsen Amhara, og da de ligger på den strategisk vigtige hovedvej til Addis Ababa, vakte det bekymring for, at oprørerne var på vej til at indtage hovedstaden. Ved den lejlighed anbefalede USA, Frankrig og Storbritannien sine statsborgere at forlade Etiopien.

Ikke desto mindre tyder alt på, at Abiy Ahmed har bevaret sin store folkelige popularitet. Der har ikke været tegn på opposition mod ham i selve hovedstaden, og det vakte stor begejstring, da han den 23. november erklærede, at han nu ville drage til fronten for personligt at stille sig i spidsen for den militære offensiv mod TPLF Dette kan man dog også betragte som et tegn på desperation.

 

Den kaotiske tilstand i Etiopien kan være ved at brede sig til Sudan, som allerede har egne problemer at tackle
_______

 

Abiy Ahmed spiller med musklerne
Det er nok i samme optik, man derfor skal se premierministerens erklæring om, at arbejdet på dæmningsprojektet skal fortsætte uden yderligere forsinkelse. Det er en melding, der i hans eget politiske bagland signalerer business as usual og en vilje til at vise ledelse i en kompliceret tid.

Men bortset fra dette er grundlaget for at føre rationelle forhandlinger lige nu blevet dramatisk ringere, for også nabolandet Sudan er i indre kaos. I slutningen af oktober blev den folkevalgte regering sat fra bestillingen ved en militær magtovertagelse, og selvom den nye leder, general Abdel Fattah al Burhan, på det tidspunkt erklærede, at det kun ville dreje sig om en begrænset periode, indtil den demokratiske proces igen er kommet på fode, står dette hen i det meget uvisse.

Hertil kommer, at udviklingen i Sudan også har kompliceret forholdet til Etiopien. Den 27. november kom der meldinger fra styret i Khartoum [hovedstaden i Sudan, red.] om, at byen Barakat Noreen nær den etiopiske grænse var kommet under angreb. Det hed sig, at etiopiske regeringsstyrker var rykket ind for at ødelægge afgrøder og chikanere lokalbefolkningen, mens regeringen i Addis Ababa lod vide, at det drejede sig om oprørere fra Tigray-provinsen.

Hvad sandheden end er, viser det, at den kaotiske tilstand i Etiopien kan være ved at brede sig til Sudan, som allerede har egne problemer at tackle. Barakat Noreen ligger i al Fashqa, som i årevis har været en frugtbar grænseregion, som begge lande gør krav på. I december 2020 smed sudanesiske styrker tusinder af etiopiske landbrugere ud af området, og den seneste udvikling kan meget vel være en etiopisk gengældelse for dette. Set i et større perspektiv kan det også betragtes som Abiy Ahmeds spil med musklerne, hvilket tjener til at markere hans rolle i regionen, ligesom magtopvisningen stiver hans styre af indadtil.

 

Den truende vandkrise som følge af den etiopiske dæmning er lige så alvorlig for Sudan som for Egypten, og hvis den etiopiske krise nu får en aflægger i Sudan, har vi her to store udfordringer til stabiliteten i landet
_______

 

business as usual. I begyndelsen af december understregede han, at den militære magtovertagelse i landet kun er af midlertidig karakter. Han lod vide, at det er målsætningen, at militæret vil trække sig tilbage fra magtens korridorer, når det planlagte valg i juli 2023 har ført til dannelsen af en ny civil regering.

I sig selv kan udtalelsen forekomme løfterig, men om det kommer til at ske, er imidlertid et godt spørgsmål. Den truende vandkrise som følge af den etiopiske dæmning er lige så alvorlig for Sudan som for Egypten, og hvis den etiopiske krise nu får en aflægger i Sudan, har vi her to store udfordringer til stabiliteten i landet. Dette kan i værste fald øge de indre spændinger, som på mange leder er til stede i Sudan, så et fredeligt og demokratisk valg kan blive svært at gennemføre.

Og i mellemtiden vil vandspørgsmålet, som er et resultat af den etiopiske gigantdæmning, være endnu mere uafklaret. I skrivende stund ser det ikke ud til, at oprørerne i Tigray kommer i nærheden af at indtage Addis Ababa, og Abiy Ahmed har den folkelige opbakning og dermed også gode muligheder for at stabilisere situationen i Etiopien. Dette kan komme til at tage tid, men hvis det bliver udfaldet, vil han også stå i en gunstig situation til at genåbne forhandlingerne med Egypten og Sudan.

I den forbindelse er det derfor et springende punkt, hvornår Sudan vil have fundet så meget indre ro og stabilitet, at landet atter kan være en troværdig forhandlingspartner. Endelig er der Egypten, hvor folketallet i mellemtiden vil stige, og hvor vandkrisen til tage til i samme tempo. Det er med andre ord en situation, hvor disse forskellige faktorer befinder sig i et desperat kapløb med tiden. Hvis de taber, kan det føre til uoverskueligt kaos. ■

 

Det er med andre ord en situation, hvor disse forskellige faktorer befinder sig i et desperat kapløb med tiden. Hvis de taber, kan det føre til uoverskueligt kaos
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland