14.07.2021

Korruption, borgerkrig og manglende politisk ledelse har gennem mange år tvunget Libanon i knæ. Så kom coronakrisen og efterfølgende den enorme eksplosion på havnen i Beirut d. 4. august sidste år, der for alvor satte billede på et land i dybt kaos. Det har både overladt initiativet til andre kræfter end regeringen – men også til regionale magter, der ser deres snit med et Libanon i frit fald.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I endnu et desperat forsøg for at dæmme op for landets dramatiske økonomiske krise indførte den libanesiske regering for nylig statslig kontrol med brødpriserne. Libanon har gennem nogen tid haft kurs mod det totale kollaps, og det har blandt andet ført til ukontrollabel inflation og akut varemangel på stort set alle områder. At sikre borgerne mulighed for at købe brød til overkommelige priser – i det omfang, der overhovedet er brød i butikkerne – skal derfor ses som en form for stabiliserende faktor.

Men dette er selvsagt kun en dråbe i et stort og stormfuldt hav. Der er således dramatisk mangel på brændstof, hvilket har gjort langvarige strømafbrydelser til en fast bestanddel af den libanesiske hverdag, og timelange køer ved benzinstationerne. For de heldige, der har helt til at nå frem til en benzinstander, er prisen for en liter almindeligt 95 oktan nu oppe i 47 dollar, og det har haft en forudsigelig effekt et andet sted i den libanesiske transportøkonomi: Prisen for et æsel er gennem de seneste uger tredoblet.

Et land i frit fald
I mellemtiden er verdenssamfundet stærkt tilbageholdende med at gribe ind. Frankrig, som i årevis har været en af Libanons vigtigste partnere i den vestlige verden, nægter således at støtte landet med flere donormidler og usikre lån, før den libanesiske regering tager klare skridt til at tage hånd om den løbske situation. Og dette har ført til en situation, hvor Libanon på mange måder befinder sig i frit fald og er godt på vej til at få status som fejlslagen stat.

Dette har regionale implikationer. En del af Libanons problem bunder i en etnisk stærkt sammensat befolkning, hvilket er en af grundene til at landet fra 1975 til 1990 blev kastet ud i en blodig og ødelæggende borgerkrig. Det er også årsagen til, at landet næsten altid har været skueplads for stridigheder om en række forskellige regionale interesser, som ikke har nogen direkte forbindelse til selve Libanon.

Men håbet løb hurtigt på grund, da det aldrig for alvor lykkedes at få den komplicerede magtdeling mellem Libanons fire vigtigste grupperinger – sunnimuslimerne, shiamuslimerne, druserne og de kristne – til at fungere

 

Helt frem til 2005 opretholdt Syrien en stor militær tilstedeværelse i Libanon, angiveligt for at sikre landets stabilitet efter borgerkrigen, og det er en kendt sag, at Iran gennem mange år har søgt at gøre sin indflydelse gældende gennem massiv støtte til den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse. I 1982 invaderede Israel Libanon og opretholdt en såkaldt sikkerhedszone i det sydlige Libanon frem til sommeren 2000, hvor israelerne med stor pludselighed trak sig ud.

I 2005 kunne man skimte et vist håb om nye tider for det forpinte land. Selv om premierminister Rafiq Hariri omkom tidligt på året, da en bombe i hans bil detonerede midt i Beirut, lykkedes det at gennemføre det første demokratiske parlamentsvalg i en menneskealder, og kort efter forlod de sidste syriske soldater landet. Men håbet løb hurtigt på grund, da det aldrig for alvor lykkedes at få den komplicerede magtdeling mellem Libanons fire vigtigste grupperinger – sunnimuslimerne, shiamuslimerne, druserne og de kristne – til at fungere.
 

Lederne tyede til udsigtsløs låntagning, der har resulteret i at Libanon i dag er det land i verden med den største udlandsgæld i forhold til indbyggertallet

 

I stedet fik udviklingen præg af en korrupt magtelite, der sørgede for at fodre deres private bankkonti, mens der aldrig blev gjort nogen seriøs indsats for at få etableret eksporterhverv eller anden virksomhed, der kunne sikre en stabil udvikling. Lederne tyede til udsigtsløs låntagning, der har resulteret i at Libanon i dag er det land i verden med den største udlandsgæld i forhold til indbyggertallet.

Så kom corona-pandemien i 2020 og rettede endnu et dramatisk slag mod den libanesiske økonomi, efterfulgt af den kolossale eksplosion på havnen i Beirut den 4. august, der syntes at udslette de sidste rester af håb i hovedstaden.

Hizbollah og regionale spillere
Alt dette har på mange måder overladt initiativet til andre end den libanesiske regering og centraladministration. Helt ufrivilligt blev landet således kastebold i den lange og blodige borgerkrig i nabolandet Syrien. Ikke blot søgte næsten en million syriske flygtninge til Libanon, hvor myndighederne stod helt uden mulighed for at tage imod dem.

Men hertil kom, at den magtfulde Hizbollah-bevægelse tog aktiv del i krigen ved at sende væbnede delinger til Syrien for at stabilisere præsident Bashar al Assads greb om magten. Og idet det gennem mange år har været Iran, der som en del af det shiamuslimske fællesskab har støttet Iran med penge, våben og rådgivning, fik Libanon ad denne vej en problematisk andel i Irans rolle i den syriske borgerkrig.
 

Hizbollah har også talt stærkt for at starte en lokal produktion af covid-19-vacciner, som ellers er uopdrivelig, og på det seneste har bevægelsen tilbudt at påtage sig import af iransk olie, for at afhjælpe den del af landets mange problemer

 

Helt i forlængelse af dette er det samme Hizbollah, som lige nu spiller en stadig mere central rolle i den libanesiske udvikling. Bevægelsen har kun begrænset del i den formelle politiske magt, men idet den primært fungerer gennem sit udenomsparlamentariske og humanitære arbejde, har den fået en kolossal betydning. Dette er i øvrigt et velkendt mønster. Tilbage i 2006, da Israel og Hizbollah var i åben væbnet konflikt, stod Hizbollah efterfølgende klar til at yde økonomisk støtte til libanesiske borgere, som havde lidt tab under krigen – og det skete vel at mærke uden hensyn til om de skadelidte var shiamuslimer eller ej. Noget lignende gør sig gældende i dag, selv om situationen på mange måder er en anden.

Tidligere på sommeren vakte det opsigt, da Hizbollah åbnede en kæde af supermarkeder, der var og fortsat er leveringsdygtige i en række af varer, som ellers er borte fra handelen. Hizbollah har også talt stærkt for at starte en lokal produktion af covid-19-vacciner, som ellers er uopdrivelig, og på det seneste har bevægelsen tilbudt at påtage sig import af iransk olie, for at afhjælpe den del af landets mange problemer.

Faresignaler og internationale dagsordener
Det med olieimporten vil formentligt vise sig at være umuligt af logistiske grunde, men alene den kendsgerning at forslaget kommer på bordet og med så tydelig forbindelse til Iran, taler sit tydelige sprog om at libaneserne ikke længere er herre i eget hus. Set i et lidt bredere perspektiv betyder det også, at den libanesiske krise ikke længere blot er et nationalt anliggende, men noget, som flere betragter som en fare for den regionale stabilitet.
 

Med Frankrig i spidsen har det meste af den vestlige verden som sagt valgt at holde flere økonomiske håndsrækninger til Libanon tilbage, før der er tegn på en stabil libanesisk regering, der også vil bruge udenlandske lån til at investere klogt i hele landets fremtid

 

Med Frankrig i spidsen har det meste af den vestlige verden som sagt valgt at holde flere økonomiske håndsrækninger til Libanon tilbage, før der er tegn på en stabil libanesisk regering, der også vil bruge udenlandske lån til at investere klogt i hele landets fremtid. Imidlertid er det langt fra sikkert, at dette pressionsmiddel vil bevare sin værdi ret længe, idet andre er ved at tage teten.

På den libanesiske rygtebørs er der således daglige meldinger om, at Hizbollah helt bevidst søger at uddybe den økonomiske krise, idet dette vil give iranerne en kærkommen lejlighed til at spille en rolle – bl.a. som baggrundsfigur for Hizbollahs humanitære indsats. Hvor sandheden end ligger, har dette fået ikke mindst Saudi-Arabien til at reagere.
 

I saudiarabisk optik er det derfor et klart faresignal, at iranerne søger at gøre sig gældende i det kriseramte Libanon. Dette kan nemlig gå hen og blive en politisk løftestang for Irans egne ambitioner

 

Gennem de senere år har det samlede mellemøstlige konfliktbillede flyttet sig, så der i dag er langt mindre fokus på den israelsk-palæstinensiske konflikt; for blot et par år siden blev denne fortsat betragtet som kernen for de regionale konflikter, og dette havde og har naturligvis også relevans for umiddelbare naboer som Libanon og Syrien. I dag er der langt større fokus på konflikten mellem Iran og de rige olieøkonomier langs Den Persiske Golf. Her står Saudi-Arabien som den største og den vigtigste opponent mod de iranske ønsker om at skabe sig en større rolle i regionen, og det har blandt andet at gøre med oliemarkedet og med de iranske atomprogrammer.

I saudiarabisk optik er det derfor et klart faresignal, at iranerne søger at gøre sig gældende i det kriseramte Libanon. Dette kan nemlig gå hen og blive en politisk løftestang for Irans egne ambitioner, for ved at opruste sin regionale indflydelse på denne vis, gør iranerne sig muligvis også forhåbninger om at stå stærkere, når USA’s præsident Biden på et tidspunkt vil søge at genetablere den aftale om de iranske atomprogrammer, som hans forgænger, Donald Trump, trak USA ud af i 2018.
 

Står Iran på denne baggrund til at miste indflydelse i Syrien, vil det være naturligt at optrappe aktiviteterne i Libanon, og dette vil ske gennem Hizbollah

 

Denne del af historien kompliceres yderligere ved at der synes at være et syrisk kursskifte på vej. Bashar al Assads styre overlevede borgerkrigen, men landet ligger i ruiner. Assad har allerede vist tegn på at foretrække økonomisk samarbejde med Rusland, hvilket helt naturligt vil neddrosle relationerne til Iran, og dette kan meget vel også føre til nyt samarbejde med USA. Står Iran på denne baggrund til at miste indflydelse i Syrien, vil det være naturligt at optrappe aktiviteterne i Libanon, og dette vil ske gennem Hizbollah.

I denne situation er det derfor både relevant og vigtigt at se på, hvordan Israel vil reagere. I denne sommer er der kommet en ny israelsk regering, hvilket har gjort ende på 12 konstante år med Benyamin Netanyahu som premierminister. Den nye israelske leder er Naftali Bennett, der efter eget udsagn ligger 10 grader til højre for Netanyahu, og han har da også – helt som sin forgænger – peget på Iran som en konkret trussel mod Israels sikkerhed. Men hertil kommer, at Bennett står i spidsen for den noget nær bredeste koalitionsregering, der også indbefatter partnere fra den israelske venstrefløj.
 

Alt dette er dog politiske erklæringer, og lige nu ser det ud til at en række internationale aktører fortsætter med at lurepasse, mens den libanesiske befolkning fortsat er hensat til rollen som kastebold

 

Målsætningen for den nye regering er at bygge bro over mange af landets indre konflikter, og med dette som afsæt også at skabe bedre relationer til de umiddelbare naboer. Det er således kendetegnende at den jordanske kong Abdallah, som havde et yderst anstrengt forhold til Netanyahu, allerede har opfordret Bennett til fornyet samarbejde, og samme forsonlige tone lyder fra den tyrkiske leder, Recep Tayyip Erdogan, der slet ikke var på talefod med Netanyahu. Set i det lys virker der således ikke sandsynligt, at Israel skulle være interesseret i nogen konflikt i Libanon, selv om Hizbollah får større og større indflydelse. Tværtimod har den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, at Israel yder humanitær bistand til den libanesiske civilbefolkning.

Alt dette er dog politiske erklæringer, og lige nu ser det ud til at en række internationale aktører fortsætter med at lurepasse, mens den libanesiske befolkning fortsat er hensat til rollen som kastebold. Der har været demonstrationer og protester i Beirut og en række andre libanesiske byer, men landets regering har endnu ikke vist megen vilje til at tage konkrete skridt for at komme ud af krisen. Mens almindelige libanesere har fået frosset deres bankkonti og der nu bliver indført fødevarerationering, sørger den velbjergede del af befolkningen for at skaffe sig selv og deres værdier i sikkerhed i udlandet. Hizbollah står som en form for garant for en vis stabilitet, men i store dele af befolkningen hersker der fortsat stor mistillid til bevægelsen og dens islamiske værdisæt.

Libanon er et samfund, der i påfaldende grad ligner en trykkoger på bristepunktet, og hvis ikke verdenssamfundet træder ind og bidrager til at finde en løsning, er der for første gang i mange år reel risiko for at landet bliver kastet ud i ny borgerkrig. ■
 

Libanon er et samfund, der i påfaldende grad ligner en trykkoger på bristepunktet, og hvis ikke verdenssamfundet træder ind og bidrager til at finde en løsning, er der for første gang i mange år reel risiko for at landet bliver kastet ud i ny borgerkrig

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland