Hans Henrik Fafner: Der er usædvanligt meget på spil i den eskalerende konflikt i Gaza

18.05.2021

Kampene mellem Israel og Hamas har utroligt mange politiske forgreninger. Der er enorm splittelse både i den politiske elite og i de respektive befolkninger i henholdsvis Israel og Palæstina. Og så er der blodsudgydelserne imellem Israel og Hamas, som i høj grad går ud over civile palæstinensere i Gaza. Selvom konflikten ligner sig selv, er den langt mere kompleks end normalt.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Da de første raketter faldt den 10. maj om aftenen, var der en usvigelig fornemmelse af deja-vu. Det er ikke mere end halvandet år siden, Israel og den islamiske Hamas-bevægelse på Gazastriben sidst tørnede sammen. Gennem de sidste par årtier har det været en række voldelige episoder af varierende længde, men hver gang med tab af menneskeliv og ødelæggelser som følge.

Og når området en tid har været holdt fanget af israelske bombeangreb – og i visse tilfælde landoffensiver – og palæstinensiske raketangreb i modsat retning, har parterne fundet frem til en form for skrøbelig våbenhvile. Stort set hver gang har man mere eller mindre søgt tilbage til udgangspunktet, til den herskende tilstand, før det bragede løs. Den sædvanlige tilbagevenden til en usikker status quo har været tidspunktet, hvor man igen begyndte at forberede sig på den næste omgang vold i den endeløse strid.

Denne gang ligner tilsyneladende alle de andre: Efter en tid med eskalerende provokationer og modprovokationer kammede det over i åben vold og krigslignende handlinger. Men ser man på det større billede, er der alligevel en række elementer, som gør, at konfrontationen i denne omgang er markant anderledes, og at følgerne derfor kan gå hen og blive ganske anderledes end ”normalt”.

 

I Sheikh Jarrah, som er et af byens andre palæstinensiske kvarterer, udspiller der sig en strid om en række bygninger, hvor nogle palæstinensiske familier har fået ordre til at flytte ud af de boliger, de har levet i igennem flere generationer
_______

 

Radwan: En ganske almindelig palæstinenser fra Østjerusalem
Det er en lang og kroget historie, som går forud for den nuværende eskalation af konflikten. For at anskueliggøre det, kan det være en idé at starte et andet sted, hvor der lever en mand med en ganske symptomatisk historie.

Manden hedder Radwan. Efternavnet er ligegyldigt, og han er ikke en person, der normalt gør noget stort nummer ud af sig selv, og han er heller ikke en mand, der udtrykker sig med de store politiske deklarationer. Radwan er palæstinenser, han lever i Østjerusalem, og han søger at navigere sig gennem hverdagens ofte absurde kontraster. Han bor i Silwan, et kvarter lige syd for den gamle bydels osmanniske mure, og fra sit hjem har han direkte udsigt til Al Aqsa moskeen, som er en af stridens mange kerner. Silwan har ofte været i nyhederne, for midt i kvarteret har den israelske bosættergruppe El’ad overtaget en række bygninger. Det er sket i forbindelse med nogle arkæologiske udgravninger med forbindelse til den gammeltestamentlige kong Davids Jerusalem.

Radwan beskriver forholdet til de jødiske naboer som tåleligt. Det ligner en omskrivning af, at man søger at undgå de konfrontationer, som uvægerligt må komme. Han har en levevej at passe. Han ejer en minibus, og i det daglige tjener han sine penge på at transportere palæstinensiske arbejdere fra Hebron-området til forskellige byggepladser i og omkring Tel Aviv. Den trafik har været stærkt reduceret i størstedelen af det seneste år som følge af coronapandemien, og derfor har Radwan påtaget sig de opgaver, han kunne komme i nærheden af.

I dette forår kørte han således en gruppe på 12 ultraortodokse jøder til Meron-bjerget i det nordlige Galilæa. Dér samles hvert år titusinder af mennesker til fejringen af den jødiske helligdag Lag BaOmer, og i år endte festen i tragedie. I alt 45 mennesker blev trampet til døde, da der udbrød panik på et sted, hvor alt for mange var stimlet sammen. Foreløbige undersøgelser viser, at det formentlig skyldes manglende sikkerhed på stedet og ikke mindst et eklatant politisk svigt. På det menneskelige plan har Radwan det rigtig dårligt med således at have været ufrivillig deltager i dette.

Striden om Jerusalem
Men hvad er så forbindelsen fra Radwan til den eskalerende vold på Gazastriben?

Forklaringen lyder, at den aktuelle konflikt omkring Gazastriben blev antændt i Jerusalem. I Sheikh Jarrah, som er et af byens andre palæstinensiske kvarterer, udspiller der sig en strid om en række bygninger, hvor nogle palæstinensiske familier har fået ordre til at flytte ud af de boliger, de har levet i igennem flere generationer. Det er i sig selv en kompliceret historie.

 

Det er almindeligt at se demonstrationer i forbindelse med Ramadan, men i år udviklede det sig til drabelige sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi
_______

 

Indtil Israels oprettelse i 1948 var bygningerne nemlig ejet af jødiske familier, som måtte forlade dem, da Vestbredden og Østjerusalem blev besat af Jordan i forbindelse med krigen det år. En aftale blev indgået, hvorefter nye palæstinensiske beboere kunne rykke ind i bygningerne, hvis de betalte husleje. Det har de dog aldrig gjort, lyder det fra israelsk hold, og her ligger grunden til, at de nu har fået ordre til at flytte. Men bag det hele opererer en højrenational gruppe, nemlig bosættergruppen El’ad, og sagen har derfor fået masser af politiske undertoner. Fra palæstinensisk side betegner man det som etnisk udrensning og en judaisering af Jerusalem.

Sagen fra Sheikh Jarrah afviger ikke voldsomt fra snesevis af lignende sager, der gennem årene har sat deres spor i Jerusalem. Den havde efter alt at dømme også passeret i relativ ubemærkethed, hvis der ikke havde været langt større ting i omløb.

Den 22. maj skulle palæstinenserne på Vestbredden og Gazastriben have afholdt parlamentsvalg. Det er ikke blevet gjort siden 2006, så det var på høje tid. Men den 31. april, dagen før valgkampen officielt skulle gå i gang, besluttede den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas at udskyde valget. Hans formelle begrundelse var, at Israel ikke ville tillade de 320.000 palæstinensere i Østjerusalem at deltage. Det fik de lov til i 2006, men i denne omgang anså israelerne den sikkerhedsmæssige og politiske situation i byen for at være så skrøbelig, at de ikke ville lade valghandlingen finde sted.

Dette gik ikke stille for sig på palæstinensisk side. Det var ret åbenbart, at Abbas aflyste valget, fordi han frygtede at tabe stort til det islamiske Hamas, som siden valget i 2006 har haft magten på Gazastriben. Ikke overraskende protesterede Hamas over præsidentens egenrådige beslutning, og de truede med forskellige repressalier, som ikke blev nærmere defineret, hvis ikke valget blev afholdt.

Netanyahu kunne have standset eskalationen
Konflikten spidsede til, men der var endnu et stykke vej til raketterne. Det skal nemlig også med i beretningen, at Israel afholdt valg til Knesset, det israelske parlament, den 23. marts. Det var det fjerde valg på godt to år, og det har kastet Israel ud i en langtrukken politisk krise, hvor meget synes at dreje sig om Netanyahu. Premierministeren står anklaget for korruption og mandatsvig, og det er hans tydelige hensigt at holde sig ved magten med alle midler, for så længe han sidder i sin nuværende magtposition, har han bedre mulighed for at holde sig den truende retssag fra halsen.

Ved valget den 23. marts lykkedes det partiet Religiøs Zionisme at klare sig over spærregrænsen, og de kan takke Netanyahu, som gav dem en hjælpende hånd. Religiøs Zionisme er en koalition af tre små, stærkt højreradikale grupperinger, som til dels bygger ideologisk på den nu afdøde rabbiner Meir Kahane, der i 1980’erne førte sig frem med partiet Kach, indtil dette blev forbudt under den israelske racismeparagraf. Efter valget i marts dækkede folkevalgte repræsentanter fra Religiøs Zionisme sig ind under deres nyerhvervede parlamentariske immunitet til at etablere sig med kontor i det førnævnte palæstinensiske kvarter Sheikh Jarrah. Denne åbenlyse provokation pustede helt naturligt til ilden.

Alt dette faldt sammen med den muslimske fastemåned, Ramadan, hvor det er almindeligt, at palæstinensere mødes på pladsen foran Damaskusporten – en af portene i Jerusalems gamle bymure – når de hen på dagen har været til bøn i Al Aqsa moskeen. Det er almindeligt at se demonstrationer i forbindelse med Ramadan, men i år udviklede det sig til drabelige sammenstød mellem palæstinensere og israelsk politi.

Den politiske ledelse nølede. Netanyahu traf visse forholdsregler for at dæmpe gemytterne, men han skred ikke for alvor ind for at få situationen under kontrol. På et tidspunkt truede Hamas med, at hvis Netanyahu ikke havde fjernet politistyrkerne fra Jerusalems gader inden den 10. maj klokken 18, ville raketterne komme. Da reagerede Netanyahu, men først efter at de første raketter var faldet tæt på Jerusalem.

 

Det er en udbredt opfattelse, at Netanyahu trækker regionen gennem endnu en formålsløs konfrontation på Gazastriben for at sikre sin politiske overlevelse
_______

 

Man kan derfor sige, at Netanyahu ikke har gjort noget for at fremprovokere konfrontationen med Hamas, men på den anden side ser det også ud til, at han har undladt at tage de nødvendige skridt for at undgå miseren. Og det kan han have motiver til. Da det hele kammede over i vold, var oppositionen – den brede forsamling af partier, der har som fælles mål at få Netanyahu fjernet fra magten – tilsyneladende snublende tæt på at kunne sammensætte en flertalsregering uden om Netanyahu. Nøglepartierne i denne politiske plan havde aftalt at mødes den 11. maj for et få en aftale på plads, men dette blev naturligvis udsat som følge af situationen omkring Gazastriben, og sidenhen er disse regeringsplaner efter alt at dømme afgået ved døden.

Voldelige demonstrationer
Der er derfor en større mængde forskellige elementer, som ligger til grund for den seneste Gaza-konflikt. Netanyahu ser ud til at have reddet sit politiske skind, om end på lånt tid, og imens sejler situationen.

Det gør den nemlig også på palæstinensisk side. Da Hamas truede Israel med raketter, var det også med adresse til Mahmoud Abbas, og den konflikt er lige så uforløst som alt andet. Det kan vi læse ud af alle de mange følgevirkninger, krigshandlingerne på og omkring Gazastriben har haft.

Ved det palæstinensiske valg i 2006 var det faktisk Hamas, der kom til at stå som vinder. Men Mahmoud Abbas, som stod og fortsat står i spidsen for Fatah, nægtede at anerkende resultatet og tog magten på Vestbredden. Tilsvarende tog Hamas ledelsen over Gazastriben, og det brød Israel sig ikke om, hvorfor der i 2007 blev iværksat den stramme blokade af den lille enklave. Den har været i stand lige siden og har ført til stor økonomisk nød for de to millioner palæstinensere, som bor der, og en desperation, som med jævne mellemrum koger over.

Da der i år blev lagt op til palæstinensisk parlamentsvalg, hvilket skulle opfølges med et præsidentvalg i juli, var der antydninger af en vis forbrødring mellem de to palæstinensiske fraktioner, som i årevis stort set ikke har været på talefod. Denne tilnærmelse er nu gået fløjten, og på det seneste har befolkningen på Vestbredden reageret med demonstrationer. De ses naturligvis som protester mod de israelske angreb på Gazastriben, men de er også udtryk for en tydelig underliggende utilfredshed med Mahmoud Abbas og hans styre i Ramallah.

Noget tilsvarende ser vi udfolde sig i Israel. Navnlig i byer som Akko, Jaffa, Lod og Haifa, hvor jøder og arabere bor dør om dør, har der været voldsomme demonstrationer med omfattende ødelæggelser og mindst to dødsfald. 20 pct. af befolkningen i selve Israel udgøres af det arabiske mindretal, som altså er palæstinensere med fuldt israelsk statsborgerskab, og de er gået på gaden for at lufte deres utilfredshed. Navnlig i Akko er det gået voldsomt til, og som et markant eksempel kastede unge arabere i byen molotov-cocktails mod et lokalt teater, der til daglig drives af jøder og arabere i fællesskab og har sameksistens helt fremme i sin formålserklæring. Det fredelige initiativ blev offer for konflikten.

Også i det jødiske Israel ser vi en anden adfærd, end det normalt er tilfældet. Når det brænder på i Gaza, plejer den israelske befolkning at lægge indre modsætninger på hylden for at stå sammen, men dette er langt mindre markant i denne ombæring. Modstanden mod Netanyahu, som har vist sig ved store ugentlige demonstrationer i mere end et år, er stadig til stede. Det er en udbredt opfattelse, at Netanyahu trækker regionen gennem endnu en formålsløs konfrontation på Gazastriben for at sikre sin politiske overlevelse.

Og det ser man ved, at rækken af øvrige anklagepunkter mod premierministeren ikke har lagt sig som følge af konflikten. Det gælder således også tragedien på Meron-bjerget, hvor Radwan fra Østjerusalem agerede chauffør. Lige nu er man ved at placere ansvaret for de 45 dødsfald, og det står som en mulighed, at Netanyahu skal have forsømt at iværksætte en række sikkerhedsbestemmelser for festen, hvor de mange ultraortodokse mænd samledes. Dette kan være sket efter pres fra de ultraortodokse partier, der stadig står som politiske støtter for Netanyahu i Knesset.

 

FN’s sikkerhedsråd er indkaldt til en drøftelse af sagen, og præsident Biden forventes at ville lægge pres på de stridende parter, for at få sat en stopper for vanviddet. Men konfliktens forgreninger er i denne omgang så mange, at det kan blive uhyre vanskeligt at overskue en løsning
_______

 

I skrivende stund fortsætter konfrontationen, men den truende landoffensiv er ikke blevet sat i gang, og det bliver den næppe. Flyangreb og raketter fortsætter – men med nedsat styrke – og noget kunne tyde på, at en våbenhvile kan komme. FN’s sikkerhedsråd er indkaldt til en drøftelse af sagen, og præsident Biden forventes at ville lægge pres på de stridende parter, for at få sat en stopper for vanviddet. Men konfliktens forgreninger er i denne omgang så mange, at det kan blive uhyre vanskeligt at overskue en løsning. På den anden side kan en mulig følge blive, at denne konflikt nu har fået så meget global opmærksomhed, at den kommer ud af den relative ubemærkethed, hvor den har befundet sig de seneste år. Måske får flere øjnene op for de mange skadevirkninger, og den erkendelse kan muligvis blive grundlaget for ny dialog.

At israelernes utilfredshed med Netanyahu har holdt sig, trods konflikten med Hamas, er ikke bare usædvanligt, men også udtryk for at der også er noget galt i egen ledelse. Det samme ser man på palæstinensisk side, hvor kritikken mod præsident Mahmoud Abbas fortsætter, mens der heller ikke er den solide opbakning bag Hamas, som man har set ved tidligere lejligheder. Hvis man kombinerer de to kan man tolke det som en fælles følelse af at være blevet ført ind i den væbnede konfrontation af dårlige ledere. Besættelsens uretfærdigheder bliver naturligvis ikke glemt, og gammel mistillid til modparten går ikke uden videre i sig selv, men omstændighederne omkring den aktuelle konflikt kan betyde, at der er en gryende forståelse for, at der trods alt er en anden vej frem. ■

 

Besættelsens uretfærdigheder bliver naturligvis ikke glemt, og gammel mistillid til modparten går ikke uden videre i sig selv, men omstændighederne omkring den aktuelle konflikt kan betyde, at der er en gryende forståelse for, at der trods alt er en anden vej frem
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland