27.01.2021

I manges øjne står Egyptens manglende demokratisering efter det såkaldte arabiske forår for ti år siden som en fallit, der har afsmittende virkning i hele regionen. Dette vil vise sig afgørende, når Biden går i dialog med Mellemøsten. Budskabet er muligvis, at den nye præsident bør tage et opgør med Trumps ”favorit-diktator”, al-Sisi.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Da Saudi-Arabien besluttede at hæve blokaden mod den lille nabostat, Qatar, stillede Egypten sig stærkt forbeholden. Den egyptiske præsident, Abdel Fattah el-Sisi, protesterede over, at to af blokadens hovedkrav – standsning af Qatars økonomiske støtte til Det Muslimske Broderskab samt lukning af tv-stationen Al Jazeera, der sender fra Qatars hovedstad, Doha – på ingen måde var blevet opfyldt.

Beslutningen faldt på et møde den 5. januar i Gulf Cooperation Council (GCC). Af de fire lande, som oprindeligt indledte blokaden i 2017 i protest mod Qatars aktivistiske udenrigspolitik, der omfatter støtte til kontroversielle organisationer som Hizbollah og Hamas, gik de tre ind for en øjeblikkelig normalisering af forholdet. Udover Saudi-Arabien var det De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain, som derved vendte ryggen til Egypten, der havde tilsluttet sig blokaden uden at være medlem af GCC.

At de tre således traf en dramatisk beslutning uden så meget som at rådføre sig med Egypten, er et tydeligt tegn på, at tiderne har ændret sig. Førhen var det nærmest en uskreven regel, at man ikke foretog sig noget afgørende i den arabiske verden uden kraftig skelen til, hvordan styret i Cairo ville stille sig. På mange leder og kanter blev Egypten betragtet som den arabiske verdens centrum, både kulturelt og politisk, og som den folkerigeste nation i området har Egypten også altid haft en vis pondus.

 

[T]iderne har ændret sig. Førhen var det nærmest en uskreven regel, at man ikke foretog sig noget afgørende i den arabiske verden uden kraftig skelen til, hvordan styret i Cairo ville stille sig
_______

 

Nye amerikanske prioriteter
Dette har altså ændret sig, og det bliver en del af spillet, når Joe Biden skal til at engagere sig i Mellemøsten. Ikke mindst skal præsident Sisi nok til at vænne sig til en ny hverdag. Gennem fire år har Donald Trump nemlig betegnet ham som sin ”favorit-diktator”, og det har betydet, at han har kunnet slippe afsted med næsten hvad som helst. Som så meget andet med Trump står det uklart, hvorfor han valgte den maleriske betegnelse for den egyptiske leder. Andre autoritære ledere som Indiens Modi og Brasiliens Bolsonaro viste han større interesse, men de første er trods alt folkevalgte ledere, relativt set, hvilket man næppe kan sige om al-Sisi.

Siden al-Sisi kom til magten i juni 2014, har han gradvist strammet grebet om hele det egyptiske samfund, og det har ført til svære begrænsninger i borgerrettighederne. Efter egypterne vejrede morgenluft og så demokratiet inden for rækkevidde efter revolutionen og afsættelsen af Hosni Mubarak i 2011, er stribevis af oppositionsfolk blevet anholdt, og antallet af politiske fanger er tilbage, hvor det lå i tiden under Mubarak.

Pressefriheden er også blevet dramatisk begrænset, og det samme gælder forsamlingsfriheden. Den store Tahrir-plads midt i Cairo, hvor protesterne fandt sted tilbage i 2011, er blevet gennemistandsat med en obelisk fra oldtiden og et gigantisk springvand midt i det hele. Men på alle tider af døgnet er der sikkerhedsvagter, som forbyder, at man tager plads på bænkene eller i det hele taget opholder sig på pladsen: Protesternes tid er således definitivt omme.

Økonomien har vist tegn på at stabilisere sig, men de sociale forskelle i befolkningen vokser. Og revolutionens visioner om et retfærdigt samfund med respekt for alle mindretal synes at være druknet i regimets ubønhørlige kamp mod alle islamiske bevægelser. Det har ført til en ond cirkel af angreb og modangreb, når talen er om de radikale islamister. I de tidlige morgentimer den 21. januar rettede islamister således et angreb på egyptiske sikkerhedsstyrker i udkanten af byen Sheikh Zuweid i det nordlige Sinai i Egypten. En officer blev dræbt, og fire blev såret i angrebet.

Det angreb er bare et af mange i en årelang konfrontation på Sinaihalvøen, og det er en af grundene til, at styret i Cairo stillede sig utilfreds med ophævelsen af blokaden mod Qatar. Al-Sisi er nemlig overbevist om, at Qatars økonomiske støtte til Det Muslimske Broderskab er med til at holde den slags oppositionsbevægelser funktionsdygtige, mens Al Jazeera puster til ilden ved at rapportere om begivenhederne.

At Saudi-Arabien med stor pludselighed besluttede at ophæve blokaden mod Qatar kan uden tvivl ses som et oplæg til Joe Biden, som på det tidspunkt var på vej ind i Det Hvide Hus. Og at Egypten i den forbindelse blev tilsidesat, viser kun, at det mellemøstlige konfliktbillede har ændret sig, og ikke mindst at Biden kan forventes at ændre de amerikanske prioriteter i Mellemøsten.

 

At Egypten blev tilsidesat, viser kun, at det mellemøstlige konfliktbillede har ændret sig, og ikke mindst at Biden kan forventes at ændre de amerikanske prioriteter i Mellemøsten
_______

 

Sponsoreret parløb
Paradoksalt nok kan man sige, at Donald Trump har lagt dele af grundlaget for denne udvikling. Da han i maj 2018 traf beslutningen om at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem, underbyggede han israelernes krav på byen, og det var med til at underminere palæstinensernes ønske om Jerusalem som hovedstad i en fremtidig stat. På flere måder var Trump gennem sin udenrigspolitik med til at marginalisere palæstinenserne, og ikke mindst normaliseringsaftalerne mellem Israel, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater bidrog til at flytte fokus et andet sted hen i regionen.

Biden vil næppe flytte den amerikanske ambassade tilbage til Tel Aviv, og normaliseringsaftalerne er også kommet for at blive. Men megen opmærksomhed vil samle sig omkring Saudi-Arabiens fremtidige rolle i regionen, og naturligvis vil Biden skulle tage stilling til Iran og de atomaftaler, som Trump trak USA ud af i 2018. Det er her, vægten kommer til at ligge i den kommende tid, og det betyder mindre fokus på den israelsk-palæstinensiske konflikt og dermed også Egypten, som geopolitisk er tæt på denne. Egypten var jo den første arabiske nation til at indgå en fredsaftale med Israel, og netop fordi dette skridt var så kontroversielt i store dele af den arabiske verden, har Egypten også gennem alle årene betragtet det som sine særlige rolle at opretholde det arabiske krav om retfærdighed for palæstinenserne.

Det egyptisk-amerikanske forhold går langt tilbage. Landet har længe haft strategisk betydning på grund af Suezkanalen, og gennem den kolde krig var Egypten en vigtig brik i magtspillet. Gamal Abdel Nasser, som var præsident frem til sin død i 1970, satsede på Sovjetunionen og fik både økonomisk støtte og våbenleverancer fra den kant, men hans efterfølger, Anwar Sadat, vendte i den modsatte retning.

Sadat opdyrkede forbindelsen mellem USA og Egypten, og dette kulminerede, da han i 1977 rejste til Jerusalem og talte i det israelske parlament, Knesset. Det førte til den israelsk-egyptiske fredsaftale i 1979 med Jimmy Carter som bisidder og fødselshjælper. Som en gevinst blev Egypten ved den lejlighed en modtager af amerikansk støtte på et par milliarder dollar om året – nogenlunde det samme beløb, som Israel modtager i amerikansk militærstøtte.

Dermed blev der skabt en art amerikansk sponsoreret israelsk-egyptisk parløb, der til tider har voldt problemer og ofte er blevet betegnet som en kold fred. Men det har i mange år været en kendsgerning og også toneangivende i kraft af Egyptens centrale position i den arabiske verden. Hele vejen igennem var det palæstinensiske spørgsmål et slags bagtæppe, ligesom det var nævnt i Camp David aftalerne, altså den egyptisk-israelske fredsslutning fra 1979.

 

Biden vil næppe overveje at spare på militærstøtten til Egypten, men det er meget tænkeligt, at han vil bruge den som pressionsmiddel, så han kan stille nogle krav
_______

 

Pres på Egypten
Især på grund af dén forhistorie er islamisternes angreb på Sinaihalvøen den 21. januar interessant. Det kom jo dagen efter Bidens indsættelse i Washington, og det kan godt ses som en påmindelse til den nye præsident. En påmindelse om, at Egypten nok har mistet status i den arabiske verden, men at landet stadig har en række alvorlige indenrigspolitiske problemer, som kan være en trussel for den regionale stabilitet. I manges øjne står Egyptens manglende demokratisering efter det såkaldte arabiske forår for ti år siden som en fallit, der har afsmittende virkning i hele regionen, og dette vil vise sig afgørende, når Biden går i dialog med Mellemøsten. Budskabet er muligvis, at den nye præsident bør tage et opgør med Trumps ”favorit-diktator”, al-Sisi.

Kort før afslutningen på sin tid i Det Hvide Hus traf Donald Trump en beslutning om milliardbesparelser på de offentlige budgetter, og det forlyder, at han var svært fristet til også at kvitte den årlige militærstøtte til Egypten. Han havde set sig sur på al-Sisi som følge af Egyptens beslutning om at opgradere sit luftforsvar ved at anskaffe russiske jagerfly i stedet for amerikanske, og kun i sidste øjeblik lykkedes det Trumps rådgivere at tale præsidenten fra at straffe Egypten ved at skære i den økonomiske aftale fra tiden efter Camp David.

Det er en af de tråde, Biden kommer til at rede ud. Han vil næppe overveje at spare på militærstøtten til Egypten, men det er meget tænkeligt, at han vil bruge den som pressionsmiddel, så han kan stille nogle krav. Saudi-Arabien har nydt godt af Trumps manglende interesse for menneskerettighederne, hvilket kunne ses ved, at han lod drabet i 2018 på den saudiarabiske journalist og systemkritiker Jamal Khashoggi passere upåtalt. I det lys kan Saudi-Arabiens initiativ til kursændringen overfor Qatar ses som en opvisning af velvilje frem mod mødet med Biden.

Præsident al-Sisi er sikkert fuldt ud klar over, at han vil være tvunget til at vise en lignende imødekommenhed. En mulighed er, at han tager initiativ på menneskerettighedsområdet, som interesserer Biden markant mere end hans forgænger. I Washington venter der en lang liste over presserende opgaver til den nye præsident, og situationen i Egypten og den del af Mellemøsten vil ikke have højeste prioritet. Men alle ved, at det kommer.

Biden vil tage initiativ i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og når den først kommer på tapetet, vil det også være naturligt at inddrage Egypten. Dets har Egypten som nævnt en traditionel interesse i at se en løsning på denne konflikt, og helt konkret er Egypten involveret i konflikten qua de nære forbindelser mellem det palæstinensiske Hamas på Gazastriben og Det Muslimske Broderskab. Dette kan genopbygge noget af Egyptens tidligere relevans regionalt og også bringe de egyptisk-amerikanske relationer på fode igen, men det vil langt hen ad vejen afhænge af Al-Sisis vilje til at udbedre den egyptiske situation indadtil. ■

 

Biden vil tage initiativ i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og når den først kommer på tapetet, vil det også være naturligt at inddrage Egypten
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt