Hans Henrik Fafner: Biden forsøger forgæves at rydde op efter Trump i forhandlingerne om en ny atomaftale med Iran

14.12.2021

Israel vil bombe det iransk atomprogram væk, Biden ønsker en fredelig løsning, og Iran vil have en favorabel aftale, som fjerner de mange økonomiske sanktioner mod landet. De igangværende forhandlinger om en genoplivning af atomaftalen med Iran er oppe imod en række tungtvejende strategiske overvejelser – og halvtomme trusler.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – Da forhandlingerne om den såkaldte atomaftale med Iran i torsdag d. 9. december blev genoptaget i Wien, var det uden de store forventninger om et konkret resultat. Ugen forinden var forhandlingerne brudt sammen – fra amerikansk side med den begrundelse, at iranerne ikke viste nogen form for kompromisvilje – og dette forhold har ikke ændret sig afgørende, selv om man nu gør et nyt forsøg.

Det drejer sig om et forsøg på at genoplive aftalen med navnet Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), som i juli 2015 blev indgået mellem Iran og de fem permanente medlemmer af FN’s sikkerhedsråd samt Tyskland og EU. Formålet var at forlænge den tid, det ville tage Iran at udvikle atomvåben. Ifølge aftalen forpligtede Iran sig blandt andet til at reducere mængden af beriget uran og nedsætte antallet af centrifuger med to tredjedele over en periode på 13 år.

Aftalen blev indgået, mens Barack Obama sad i Det Hvide Hus. Da Donald Trump overtog præsidentposten, var en eliminering af JCPOA et af hans politiske mål, så i maj 2018 tog han initiativ til at trække USA ud af aftalen. Det er netop den handling, parterne nu forsøger at omgøre.

Overvejelser om bombeangreb
Israel havde ikke nogen formel rolle i indgåelsen af aftalen, men den nu tidligere premierminister Benyamin Netanyahu førte hele vejen igennem en stærkt aktivistisk linje for at påvirke udviklingen. I september 2018 gjorde den israelske leder sig således bemærket ved at bruge sin taletid ved FN’s generalforsamling til at fremlægge påstande om, at Iran havde fortsat udviklingen af atomvåben på hemmelige anlæg. Det bemærkelsesværdige ved talen var, at han illustrerede sin fremlæggelse med medbragte plancher, som skulle bevise den såkaldte iranske trussel. Og ad den vej leverede han sin uforbeholdne støtte til Trumps annullering af JCPOA fire måneder forinden.

 

Netanyahu talte gentagne gange om den militære løsning som den eneste rigtige, og selv om han forlod premierministerposten for et halvt år siden, er dette stadig en del af den israelske tænkning
_______

 

Hvis vi et øjeblik fastholder det israelske syn på sagen og Netanyahus næsten maniske optagethed af den iranske trussel, levnede den manglende atomaftale plads til to muligheder: Enten måtte man lære at leve med Iran som atommagt, eller også måtte man skride til kontant handling og ødelægge de iranske atomprogrammer med militære midler.

Netanyahu talte gentagne gange om den militære løsning som den eneste rigtige, og selv om han forlod premierministerposten for et halvt år siden, er dette stadig en del af den israelske tænkning. Mens den første runde af forhandlingerne i Wien var i gang, udtalte chefen for den israelske efterretningstjeneste, Mossad, David Barnea, at Iran ”ikke vil komme i besiddelse af atomvåben, ikke i de kommende år, eller nogensinde.” Det står ikke helt klart, hvilken metode Barnea henviser til, men Jonathan Lis, der er analytiker ved dagbladet Haaretz, mener, at en bombning af de iranske atomanlæg indgår som et reelt scenarie i den militære ledelse.

Denne holdning synes at have overlevet selv efter. At Trump har forladt Det Hvide Hus til fordel for Joe Biden, der tydeligvis modsætter sig nogen form for militær konflikt med Iran. Der er stærke kræfter i Israel, der mener, at man kan bombe iranerne på plads. Alle husker operationen i juni 1981, hvor israelske jagerfly rettede et ødelæggende angreb mod den irakiske reaktor ved Osirak, 17 kilometer sydøst for Baghdad. Og det er hverken første eller sidste gang, israelerne har gennemført denne type dristige operationer fjernt fra hjemmebasen.

Her skal man dog slå koldt vand i blodet. Hvis vi rykker frem til 1990 var det ikke de amerikanske bombninger, der ødelagde Saddam Husseins atomanlæg. Det var de 40 dage med massiv militær invasion under den første Golfkrig, der pressede Saddam Hussein til at stille atomprogrammerne i bero. På det tidspunkt havde Irak 18 mio. indbyggere, og landets atomare og teknologiske infrastruktur var langt mere primitiv, end hvad vi finder i dagens Iran, som for resten har 85 mio. indbyggere. Denne sammenligning illustrerer, at de iranske atomprogrammer formentlig kun kan stoppes ad militær vej, hvis man beslutter sig for en fysisk invasion med landtropper og alt, hvad dertil hører. Bombeangreb mod enkelte anlæg vil kunne forhale programmerne for en tid, men ikke standse dem på den lange bane.

 

Donald Trumps annullering af USA’s deltagelse i JCPOA satte en farlig proces i gang, hvor politikere og diplomater verden over søger at rede trådene ud, mens navnlig Iran og Israel jævnligt retter trusler mod hinanden
_______

 

Forspildte chancer
Dette er dog ikke ensbetydende med, at verden skal affinde sig med et Iran, som indenfor en årrække vil træde ind i rækken af stater med atomvåben. Enhver udvidelse af denne klub er naturligvis bekymrende, men spørgsmålet er, om det overhovedet vil ske i Irans tilfælde?

Situationen er den, at Donald Trumps annullering af USA’s deltagelse i JCPOA satte en farlig proces i gang, hvor politikere og diplomater verden over søger at rede trådene ud, mens navnlig Iran og Israel jævnligt retter trusler mod hinanden.

Set i det lys er det vigtigt at se på Irans strategiske tænkning i sagen. Krisen mellem Iran og i særlig grad USA og Israel går mere end 20 år tilbage. På det tidspunkt tog iranerne de første små skridt til at etablere et atomprogram, og der skulle gå omkring 15 år, før parterne nåede frem til JCPOA, altså atomaftalen. Men i denne lange periode kom det til mange forpassede chancer og forhandlingssammenbrud, og det kan man i dag betragte som et godt tegn.

Det er i hvert fald et godt tegn, hvis man holder sig til klassisk forhandlingsteori. Det lange forløb viser nemlig, at Iran tog sagen alvorligt. For hvis det dengang havde været Irans intention at blæse højt og flot på en aftale, havde der ikke været nogen grund til at vente så længe. Så havde der været masser af fornuft i at få aftalen underskrevet så hurtigt som muligt, alene for at undgå de ødelæggende sanktioner, som også var en del af billedet dengang.

At JCPOA også omfattede en klausul, der på papiret satte Iran i stand til at genoptage atomprogrammerne i 2031, kan måske virke problematisk, men det er en ganske normal ting i denne type aftaler. De to SALT-aftaler, som skulle begrænse våbenkapløbet mellem USA og Sovjetunionen under den kolde krig, havde på lignende vis en løbetid på henholdsvis fem og seks år.

I det store og hele levede JCPOA op til sin opgave. Aftalen afholdt faktisk Iran fra at fortsætte med berigelsen af uran, og det holdt stik lige til, Donald Trump trak USA ud. Iran respekterede faktisk aftalen endnu et år efter Trumps initiativ, inden også de vendte den ryggen. Man kan altså med en vis ret sige, at Trump på den måde fremprovokerede den nuværende situation.

 

Det er altså vigtigt for styret i Teheran at få reduceret eller helt elimineret sanktionerne, og det er her, atomprogrammerne har spillet en vigtig rolle gennem alle årene
_______

 

Den iranske strategi er ’som et persisk tæppe’
I den teoretiske sammenhæng er Irans håndtering af denne udvikling derfor fuldstændigt rationel. Styret i Teheran gav et vigtigt signal ved at forblive i aftalen et helt år efter, at Trump havde trukket sig, men at vedholde denne politik, mens Trump dyngede nye sanktioner oveni de allerede eksisterende, ville på lidt længere sigt få karakter af politisk selvmord.

Sagen handler nemlig om meget mere end atomprogrammer. Irans største udfordring lige nu er at få bragt landets økonomi på fode. Ganske vist er der stadig gode eksportindtægter fra samhandel med lande, som ikke respekterer sanktionspolitikken eller finder smutveje udenom den. Handelen med Kina bringer årligt 9 mia. dollars i kassen, fra Tyrkiet kommer yderligere 4 mia., Irak tegner sig for 6 mia., og endelig kommer der 3. mia. ind fra De Forenede Arabiske Emirater – på trods af, at sidstnævnte formelt befinder sig sammen med Saudi-Arabien, USA og Israel i alliancen mod Iran.

Man skal dog holde sig for øje, at en stor del af disse indtægter går direkte til Revolutionsgarden, som godt nok er en militær enhed, men som også menes at kontrollere 50 pct. af den iranske økonomi. Derudover skal den iranske statskasse hvert år punge ud med svarende til 63 mia. dollar for at finansiere subsidierne til benzin, mel og andre basale fødevarer, hvilket er med til at skrue op for den folkelige utilfredshed med tingenes tilstand.

I dette perspektiv er det altså vigtigt for styret i Teheran at få reduceret eller helt elimineret sanktionerne, og det er her, atomprogrammerne har spillet en vigtig rolle gennem alle årene. Der kan næppe herske tvivl om at Iran har ambitioner om at blive en regional stormagt, men dette handler langt hen ad vejen om økonomisk dominans og kontrol over oliepriserne. Her er det tilstrækkeligt at opbygge et stærkt forsvar med masser af konventionelle våben. Havde iranerne haft virkelige ambitioner om at komme i besiddelse af atomvåben, kunne dette være sket for længe siden; vi må huske at programmerne har været undervejs i mere end 20 år, og det kunne sagtens have ladet sig gøre at mobilisere den tekniske assistance udefra for at få det til at ske.

Også i de senere år, altså efter Trumps udmeldelse af JCPOA, har der været meldinger om nye fremskridt i atomprogrammerne, men den iranske ledelse er hele tiden gået frem med stor forsigtighed ved at sørge for, at ingen af disse fremskridt har været store nok til for alvor at fremprovokere en international krise eller en militær konfrontation. Og hermed folder den iranske strategi sig ud. De iranske atomprogrammers fortsatte eksistens bygger for en stor dels vedkommende på et ønske om at forbedre den iranske forhandlingsposition, når parterne, som nu, sætter sig ved forhandlingsbordet. Sådan var det op til JCPOA-aftalen i 2015, og sådan er det også i dag. For Irans vedkommende er dette selve vejen til at undgå politisk selvmord.

Saeed Jalili, der stod i spidsen for Irans nationale sikkerhedsråd, mens Mahmoud Ahmadinejad var præsident (2003-13), er i dag økonomisk rådgiver for Irans nuværende præsident, Ebrahim Raisi. Han sammenlignede på et tidspunkt de langtrukne og komplicerede forhandlinger med et persisk tæppe: Det tager tid, før man indser skønheden i det.

 

I forhold til de israelske vælgere fremstillede Netanyahu sig selv som Mr. Security, og det har uden tvivl skaffet ham mange stemmer, når der var valg til Knesset, det israelske parlament
_______

 

Den israelske Mr. Security
Mens man således kan se de iranske atomprogrammer som et taktisk forhandlingsoplæg, ligger der også rigtig meget strategisk tænkning på den anden side af den mellemøstlige frontlinje. Her tænker jeg naturligvis først og fremmest på Israel.

Benyamin Netanyahu satte som sagt fokus på den iranske trussel i sin tale på FN’s generalforsamling i 2018, og helt på samme vis benyttede han dette trusselsbillede vidt og bredt i sit politiske arbejde gennem mange år. I forhold til de israelske vælgere fremstillede han sig selv som Mr. Security, og det har uden tvivl skaffet ham mange stemmer, når der var valg til Knesset, det israelske parlament.

Nogenlunde det samme er tilfældet, når Mossad-chefen nu melder ud, at Iran aldrig skal have atomvåben, og at programmerne skal standses med alle midler. Hvor vidt han, eller Netanyahu, virkelig tror på den iranske trussel er ikke til at sige, men udtalelsen er helt tydeligt en del af det diplomatiske og strategiske spil. Man kan anlægge samme syn på den seneste tids israelske bombeangreb mod iranske installationer i Syrien.

Den formelle begrundelse for disse operationer er at ramme våbentransporter og andre iranske forbindelser til Libanons shiamuslimske Hizbollah-bevægelse, men de tjener tydeligvis også som en markør overfor styret i Teheran. Det skal skabe usikkerhed i den iranske ledelse over, hvor langt Israel er villigt til at gå, og i det ligger naturligvis en klar hentydning til det vovede angreb på Osirak-reaktoren i 1980.

Da Donald Trump i 2018 trak USA ud af JCPOA i 2018, lod han hånt om alle disse strategiske tiltag. De optrappede sanktioner, han satte i stedet, har i den mellemliggende tid ikke løst problemerne. Muligvis har de mest af alt skærpet konflikten, og selv om Joe Biden i dag siger, at han vil søge mod andre løsninger, hvis forhandlingerne i Wien bryder sammen, tyder det ikke på, at han vil vælge den militære løsning. Og det munder så ud i, at den sandsynlige følge af en manglende aftale vil være en fortsættelse på ubestemt tid af det pinagtige strategiske spil med halvtomme trusler. ■

 

De optrappede sanktioner, Trump satte i stedet [for JCPOA], har i den mellemliggende tid ikke løst problemerne. Muligvis har de mest af alt skærpet konflikten
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden