29.01.2021

.

Italien fik i 2019 atter en ny regering, da PD gik ind sammen med Femstjernebevægelsen. Det var umage regeringspartnere, der på mange måder fortsatte den dysfunktionalitet, der havde præget den forrige regering. Italien stod derfor dårligt rustet, da pandemien satte ind i begyndelsen af 2020, og dette er en del af baggrunden for, at premierminister Conte i tirsdags indgav sin afskedsbegæring.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Gert Sørensen, seniorforsker, Københavns Universitet

Det kom næppe som den store overraskelse, at den italienske ministerpræsident Giuseppe Conte måtte indgive sin afskedsbegæring tirsdag morgen. Konkret var anledningen den, at han ville undgå en mistillidsafstemning i parlamentet, der ville have indskrænket hans videre manøvremuligheder. Flertallet bag regeringen omkring de to store partier Movimento 5 Stelle (Femstjernebevægelsen) og Partito Democratico (PD), forsvandt, da Matteo Renzi valgte at trække sit lille parti Italia Viva ud af regeringssamarbejdet efter en lang periode med uenigheder ofte af personlig karakter mellem ham og Conte.

Det er nu op til præsidenten Sergio Mattarella at sondere mulighederne: en ny regering eller et nyvalg. Ser man bort fra højrefløjen med Matteo Salvini og partiet Lega er stemningen for det sidste ikke udtalt. For det første kan det være svært at føre valgkamp under pandemien; for det andet har Italien ikke fået en ny valglov på plads, efter at en folkeafstemning sidste år bekræftede en lov om at reducere antallet af parlamentarikere i de to kamre med en tredjedel; og for det tredje taler situationens alvor imod.

 

Det er nu op til præsidenten Sergio Mattarella at sondere mulighederne: en ny regering eller et nyvalg. Ser man bort fra højrefløjen med Matteo Salvini og partiet Lega er stemningen for det sidste ikke udtalt
_______

 

Et handlingslammet politisk system
Alligevel undrer man sig over, at de ansvarlige politikere nærmest skødesløst kaster Italien ud i en regeringskrise på det værst tænkelige tidspunkt. Coronaen har hærget Italien som få andre steder. De fleste kan huske de militære køretøjer, der kørte lig ud af Bergamo i den hårdest ramte region Lombardiet, Italiens økonomiske lokomotiv. Det har kostet en nedtur på omkring 10 pct. af BNP og forringet livsvilkårene for endnu flere italienere, der knap nok havde lagt den seneste finanskrise bag sig.

Der kræves selvsagt også en handlekraftig regering til at håndtere den store Recovery Plan, som EU’s ledere møjsommeligt fik forhandlet på plads sidste efterår. Italien står her til at modtage over 200 mia. euro i lån og tilskud, hvilket er det højeste beløb i hele hjælpepakken. Det vidner ikke bare om Italiens centrale placering i den europæiske økonomi, men også om, at forventningerne til, at Italien kan påtage sig sin del af ansvaret for Europas fremtid, er stor.

Når regeringskrisen alligevel lå i kortene, er forklaringen den, at den blot har udstillet den handlingslammelse, som det politiske system har befundet sig i længe. Lad os se på nogle af hovedtrækkene. Ved valget i 2018 fik Italien den første fuldtonede populistiske regering i et de europæiske kernelande. Den bestod af Femstjernebevægelsen og Lega, der oprindelig hed Lega Nord. Det var nu et landdækkende parti efter franske Front National’s forbillede. Under Salvinis ledelse fik partiet en klar højreprofil ikke mindst på migrationsområdet.

Den nye kurs slog også igennem i en voksende skepsis over for EU. Denne regering blev ledet af juraprofessor Giuseppe Conte, der her indledte sin karriere ikke som folkevalgt men som ‘tekniker’. Selv kaldte han sig ‘folkets advokat’. Regeringen Conte I holdt i et år, hvorefter Salvini hen på sommeren 2019 efter at have holdt en slags valgkampagne langs de italienske badekyster sagde fra i forventning om et nyvalg, som alle meningsmålinger forudsagde, han og centrum-højre ville vinde med en stor margin.

Nyvalg blev det ikke til, da præsidenten Mattarella fik et nyt parlamentarisk flertal på plads, der henviste Salvini til oppositionen. Det var frygten for, at Italien med Salvini ved roret ville blive endnu mere isoleret i EU, der gjorde udslaget. Italien fik hen på sensommeren 2019 atter en ny regering, denne gang en Conte II, nu med vægten flyttet mod centrum-venstre, da PD gik ind sammen med Femstjernebevægelsen. Det var umage regeringspartnere, der på mange måder fortsatte den dysfunktionalitet, der havde præget den forrige regering. Italien stod derfor dårligt rustet, da pandemien satte ind i begyndelsen af 2020.

Den nye regering fik dog retableret de brudte bånd til Bruxelles, Paris og Berlin. PD, det eneste parti i det nuværende politiske system, der kan minde om et traditionelt parti med sine rødder tilbage i Det Italienske Kommunistparti og Det Kristelige Demokrati, var garanten for de forbedrede relationer. Efter valget til Europa-Parlamentet i maj 2019 og regeringsskiftet kort efter fik Italien da også styrket sin indflydelse. Det var en italiener, Davide Sassoli fra PD, der blev ny formand for Europaparlamentet; mens den tidligere ministerpræsident Paolo Gentiloni, også fra PD, blev økonomikommissær.

 

er har i Italiens nyere historie været en udbredt praksis med at regere landet via dekreter. Med pandemien har det flere gange været ministerpræsidenten, altså Conte, der alene har haft denne beføjelse, hvilket naturligvis har skabt gnidninger med parlamentet og ikke mindst i regeringens egne rækker
_______

 

Dekretstyret
Efterhånden som hjulene gik i stå i 2020 blev der lagt et voldsomt pres på EU for at revurdere de rigide budgetkrav. Italien med en galopperende statsgæld havde flere gange måttet stå skoleret i Bruxelles og gjorde nu sit til, at man tog højde for den alvorlige situation, da ingen af medlemsstaterne kunne honorere kravene med de hjælpepakker, de var nødt til at vedtage. Stillet over for en eksistenskrise, trådte de europæiske institutioner til.

Den Europæiske Centralbanks intensiverede sine opkøb af statsobligationer. Senere fulgte den store genopretningsplan med mindelser om Marshall-Planen efter Anden Verdenskrig, blot med den forskel, at det denne gang var europæerne selv, der stod for hjælpen. Kravene var klare, også til Italien: grøn omstilling og opgradering af det digitale beredskab, hvis åbenlyse mangler har svækket kampen mod skatteunddragelse, og som i disse tider med et stort pres på de sociale myndigheder truer med at bryde sammen. Der er dog samtidig en forventning om, at disse og andre initiativer, fx på forskningsområdet, følges op af en trimning af den offentlig administration og af et opgør med langsommeligheden i retssystemet.

Som det har været tilfældet også andre steder, har pandemien og dens konsekvenser for folkesundheden krævet hurtige beslutninger om nedlukninger og restriktioner. Der har i Italiens nyere historie været en udbredt praksis med at regere landet via dekreter. Med pandemien har det flere gange været ministerpræsidenten, altså Conte, der alene har haft denne beføjelse, hvilket naturligvis har skabt gnidninger med parlamentet og ikke mindst i regeringens egne rækker. Det har også været en af anstødsstenene til, at Conte for at fremme beslutningsgrundlaget bag brugen af de mange penge fra den europæiske genopretningsfond har dannet en særlig task force omkring sig. Indvendingen kan være berettiget, men det har skabt yderligere usikkerhed, om hvor italienerne står i implementeringer af deres egne planer.

 

Det er på nuværende tidspunkt endnu uklart, om der er grundlag for en fortsættelse af en tredje regering under Conte
_______

 

Hvem skal lede Italien?
Hvad er udsigterne så for en kommende regeringsdannelse, og hvor bæredygtig en løsning er der forude? I italiensk politisk sprogbrug taler man gerne om en ‘styret krise’ for at undgå nyvalg. Der ligger i det udtryk, at nok går ministerpræsidenten formelt af; men det er forventningen af denne bliver udpeget som leder af et nyt ministerium. Det vil typisk ske på den måde, at Conte (eller hvem, der måtte træde i stedet) omrokerer ministerlisten og sikrer sig et nyt flertal bl. a. ved at hente overløbere fra oppositionen. Et flertal, der er fremskaffet på denne måde, er ifølge sagens natur ganske skrøbeligt og kan meget vel smuldre ved næste tillidsafstemning. Tilbage står så en genoptagelse af forhandlingerne med Renzi fra partiet Italia Viva, der var den udløsende faktor i den aktuelle krise.

Hvor pålidelig er så Renzi? Det er ikke noget urimeligt spørgsmål, al den stund han på mange måder legemliggør den noget porøse kvalitet af den politiske klasse i et nedslidt italiensk demokrati. Han stormede i sin tid frem og blev som ganske ung leder af PD i 2014. Ikke uden populistiske undertoner banede han sig vej med slogans om at skrotte partiets gamle elite. Han måtte dog trække sig både som ministerpræsident og partileder efter et stor nederlag ved en folkeafstemning om nogle ændringer i forfatningen i december 2016. Siden har hans politiske fremtid været usikker, indtil han i september 2019 valgte at forlade PD og danne sit eget parti Italia Viva.

Endelig rumsterer Berlusconi ude i kulissen. Selv om hans før så mægtige parti Forza Italia er skrumpet ind, pendulerer han frem og tilbage mellem en proeuropæisk linje, der bl.a. gav sig udslag i en støtte til Ursula von der Leyens kandidatur til posten som forkvinde for Kommissionen, og alliancen med Lega og de tidligere nyfascister i partiet Fratelli d’Italia. Kan situationens appel til ansvarlighed modvirke de stærke centrifugale kræfter i det politiske system, der alt for længe har forhindret en samlet indsats over for Italiens strukturelle problemer?

Det er på nuværende tidspunkt endnu uklart, om der er grundlag for en fortsættelse af en tredje regering under Conte. Kan der samles en tilstrækkelig gruppe af parlamentarikere af ‘europæister’ fra oppositionen og blandt de mange løsgængere, og vil Renzi genforhandle sin position og på hvilke betingelser, står endnu hen i det uvisse.

Løsningen på regeringskrisen og dens holdbarhed vil blive afgørende for, om Italien kan levere varen og præsentere en plan for de mange penges brug, som også godkendes i Bruxelles. Og det vil blive afgørende for EU-partnernes tillid til Italien og for tilliden til de europæiske institutioner. Igen er Europa afhængig af Italien. ■

 

Kan situationens appel til ansvarlighed modvirke de stærke centrifugale kræfter i det politiske system, der alt for længe har forhindret en samlet indsats over for Italiens strukturelle problemer?
_______

 

Gert Sørensen (1948), dr. phil., seniorforsker ved Institut for Engelsk, Germansk og Romansk, København Universitet. Har udgivet bøger og artikler om italiensk kulturhistorie samt om aktuelle italienske samfundsforhold. ILLUSTRATION: Italiens premierminister, Giuseppe Conte, besøger byggepladsen for den nye Morandi motorvejsbro i Genova i Italien, som i august 2018 kollapsede og dræbte 43 mennesker [Foto: Marco Passaro/PA Images/Ritzau Scanpix]