Gerd Kieffer-Døssing om Libanon: Det er kontrasternes land i frit fald
02.07.2021
ESSAY: Libanon står over for totalt kaos. Der er mangel på alt – varer, medicin, elektricitet, benzin, ansvarlige politikere og økonomiske reformer, der ellers var et krav under landets nylige revolution. Eksplosionen i Beirut havn sidste år var det afgørende skub, der sendte landet og den stærkt prøvede befolkning ud over afgrundskanten. Lige nu går det i skræmmende rekordfart mod bunden.
Af Gerd Kieffer-Døssing
BEIRUT, LIBANON: Det er kontrasterne, der bliver siddende og hager sig fast. Den smukke café, der spiller letfordøjelig musik, med stål-industriindretning, smukke baristaer, der laver hjerter i kaffen, og planter hængende i hjørnet. Men den er placeret i det kvarter, der blev hårdest ramt af eksplosionen på havnen i Beirut den 4. august, hvor mange bygninger stadig står sammenfaldne og tomme med murbrokker strøet om sig som vragdele. Den finansielle krise, der hærger landet, og som bliver værre dag for dag, har sendt priserne på byggematerialer i vejret med et tempo, der får lignende prisstigninger i Danmark til at ligne en joke.
Mama Cas synger Dream a little dream of me, kaffemaskinen puster, og koden til wi-fi på caféen er ”liveitdaybyday” – på min airbnb er det lige så hippieoptimistisk: ”enjoylife123”. Det er dét, der er så grelt: Alt ånder fred, men uden for falder byen, ja hele landet, fra hinanden.
Det libaneiske pund er udhulet
Røde alarmer blinker over hele linjen: Politisk, socialt og humanitært. Handelsmæssigt. For ikke at snakke om de finansielle og økonomiske kriser, der blot forværrer alt det andet. Folk kan godt leve med en politisk korrupt elite, men når pengene forsvinder mellem fingrene på dem, og det bliver sværere og sværere at skrabe nok sammen til at sætte brød på bordet, mens inflationen har kurs mod stjernerne, ja, så bliver det et spørgsmål om liv og død.
Min veninde, der har været i Beirut en måned, da jeg ankommer, tager sig af en gadekat, der holder til foran vores lejede lejlighed. Hun giver den vand og mad. I begyndelsen købte hun dåsetun til den, men det stoppede hun med, da en af hendes venner vantro kiggede på hende og sagde, at han var stoppet med at spise tun selv, fordi han havde ikke råd til det, og nu gav hun det til en kat? En dåse tun koster 12.000 libanesiske pund – under en dollar, hvis man veksler på det sorte marked, hvilket alle gør.
Alt er billigt; mine kroner er styrtende mange penge værd, men for befolkningen er inflationens himmelfart mere end noget andet en nødraket, som ingen lader til at reagere på
_______
Sagen er den, at forskellen mellem den officielle vekselkurs og kursen på det sorte marked bliver større og større for hver dag, der går. Bruger jeg mit hævekort i en automat, får jeg 3.900 pund for en dollar – selvom den officielle kurs kun lyder på 1.500 – og på det sorte marked var kursen ved min ankomst 12.500, altså mere end tre gange så høj. For et halvt år siden var den 7.000 pund. For os, der blot er på besøg, er Libanon derfor lige nu et paradis. Alt er billigt; mine kroner er styrtende mange penge værd, men for befolkningen er inflationens himmelfart mere end noget andet en nødraket, som ingen lader til at reagere på.
Igen: Kontrasterne.
Det betyder også, at folk tyer til, hvad de kan for at overleve. I den nordlige del af landet, fortæller folk mig, er vejene skæmmet af store kratere. Folk opgraver mandehuller til fx kloakker, da jernet er penge værd og kan indbringe dem en ganske net sum. Skruer forsvinder fra offentlige rækværk, solpaneler fra soldrevne gadelamper fjernes i ly af natten, og ledninger pilles ned og renses for isolation, før kobberet omsættes.
”For nu går det, men om et år er vi færdige,” siger Wassim, der er gran-granfætter til min veninde, der er af candisk-libanesisk afstamning. Han er 25 og er i gang med sidste år af sin ph.d. i matematik. Hans mor er arkitekt, faren forretningsmand og storebroren underviser i kemi på gymnasiet. Dertil er der en storesøster, der er chef på en cheesecake-fabrik i Qatar og stiler mod at få ansvaret for hele koncernens Mellemøst-afdeling.
Der bor omkring fem millioner libanesere i Libanon og mellem 14 og 16 millioner i resten af verden. Det betyder, at så godt som alle libanesere har familie i udlandet, som sender penge hjem og understøtter deres liv. Foruden søsteren i Qatar har Wassims familie også en slægtning i Mexico, der kan hjælpe. Wassim har søgt og fået sin ph.d. i Kina, og når han er færdig, søger han til udlandet: ”Jeg har ikke et valg. De jobs, jeg kan få her, betaler ikke godt nok til, at jeg kan forsørge en familie. I udlandet kan jeg få et godt job med en god løn.”
Stemningen var høj og entusiasmen stor, men kigger man på, hvor landet står i dag, blot lidt mere end halvandet år senere, er det tydeligt, at revolutionen ikke har ført til noget
_______
Kun underbukserne blev udskiftet efter revolutionen
”Det her land er på vej mod total destruktion,” siger Hania alvorligt. Hun er en ven af en ven af en dansk ven – og derfor sidder jeg nu med hende her på baren NOW i det populære kvarter Ashrafieh. Det er første gang siden eksplosionen den 4. august, at NOW holder åbent. Med sin placering tæt på havnen blev bygningen hårdt ramt og delvist ødelagt af trykbølgen.
Gruppen af venner, inklusive ejeren af NOW, er progressive, reflekterede, velformulerede og var allesammen en glødende del af revolutionen. Ja, faktisk var det sådan, de mødtes. Det er derfor også meget naturligt, at samtalen falder først på revolutionen og i forlængelse deraf på Libanon anno juni 2021.
Officielt var det annoncerede skatter på WhatsApp-talebeskeder, der i oktober 2019 fik hundredtusindvis af libanesere på gaderne, dag efter dag, og dermed startede revolutionen. Men skatterne var blot den famøse dråbe, der fik bægeret til at flyde over: Befolkningen havde ganske enkelt fået nok. Protesterne var de største i Libanon i årevis, men trods entusiasme og ånd førte de ikke reel forandring med sig. Premierministeren gik ganske vist af, men mange andre toppolitikere blev ved magten, og folkets forsøg på at fortsætte revolutionen og presset på politikerne i 2020 blev kvalt under dække af corona.
Revolutionen vækkede noget i libaneserne – en samhørighed. En følelse af at kunne stå sammen og skabe, nej, kræve forandring. I ugerne efter revolutionens udbrud i midten af oktober 2019 var der pludselig mere hensynstagen i Beiruts gader, hvor bilister var mere høflige og holdt tilbage for hinanden. Stemningen var høj og entusiasmen stor, men kigger man på, hvor landet står i dag, blot lidt mere end halvandet år senere, er det tydeligt, at revolutionen ikke har ført til noget.
Revolutionen havde ingen leder, der var ingen opposition eller bevægelse, der stod i front, og selvom det absolut også var en fordel og med til at gøre den til en troværdig, folkets revolution, var det samtidig en svaghed, for præcis ligesom i dag var problemerne mangehovedede, og det menneskelige konglomerat, der udgjorde revolutionen, havde utallige dagsordner, der stak i alle retninger.
”Måske var vi for uøvede, vi vidste ikke, hvordan vi skulle bære os ad. Vi forstod ikke, at det var nødvendigt at blive ved med at presse på. Da premierministeren gik af, troede vi, vi havde vundet,” siger Hania med henvisning til premierminister Saad Hariris afgang i slutningen af oktober 2019.
Aftenen slutter, da Fouad får en besked om, at der er en demonstration lige i nærheden, ved det store vejkryds The Ring, der har været samlingspunkt for mange demonstrationer
_______
”Vi ønskede forandring. Vi ønskede et magtskifte, et samfundsskifte. Men det eneste skifte, vi fik, var af vores underbukser,” siger Fouad med sin, forstår jeg snart, karakteristiske humor, der på én gang er dybt sarkastisk, far-plat og dog bidende præcis. Det er ham, der er venner med min danske ven og grunden til, jeg overhovedet befinder mig i selskabet. Han er advokat og henter mig i en stor bil i langærmet blå skjorte og ansigtsmaske. Fouad har dobbeltstatsborgerskab, libanesisk og amerikansk i hans tilfælde, hvilket ikke er noget særsyn i Libanon. Så er der en udvej, hvis – eller rettere når – lortet brænder på.
”De libanesere, der har mulighed for det, har et andet statsborgerskab – amerikansk, canadisk, engelsk, fransk; Rawad er også mexicansk statsborger,” fortæller han mig med reference til en anden ven, der også kiggede forbi NOW med sin hund, Diego. Rawad fandt Diego på gaden for tre måneder siden; da var den smukke Pointer bare skind og ben. Måske var den stukket af, eller måske var den blevet forladt, fordi dens familie ikke have råd til at give den mad mere? Siden er Diego blevet otte kilo tungere.
”Du æder flere og flere af mine penge op,” siger Rawad godmodigt og klør den bemærkelsesværdigt, næsten skræmmende, rolige hund bag øret.
Om lidt er der seks flere ved demonstrationen
Venneflokken er tydeligt præget af landets tur ud over kanten. Der hersker en desillusioneret stemning blandt dem, og selvom de måske nok kan klare sig, i hvert fald indtil videre, står de hver eneste dag ansigt til ansigt med landsmænd, der ikke kan. ”En af mine naboer er vagtmand. Han plejede at tjene 800-900 dollars om måneden, og det var rigtig fint. Nu tjener han 50. Hvad vil du have, han skal stille op? Hvad kan han stille op? Det er kun et spørgsmål om tid, før han ikke kan klare det længere,” siger en af de andre.
Aftenen slutter, da Fouad får en besked om, at der er en demonstration lige i nærheden, ved det store vejkryds The Ring, der har været samlingspunkt for mange demonstrationer. ”Hvor mange er der?” spørger Hania. ”Aner det ikke,” svarer Fouad, ”men om lidt er de seks til. Yalla! – lad os komme af sted.” I sin bil har han et stort libanesisk flag på en pind – det har ligget der siden revolutionen, for han ved aldrig, hvornår der tikker en melding ind om en demonstration i en af de mange, mange grupper, han er medlem af, og som stadig deler hundredvis af beskeder med hinanden hver dag.
Som tiden er gået, er det tydeligt, at der er færre og færre deltagere til demonstrationerne. Skyldes det politisk desillusion? Skuffelse? Udmattelse? Frygt for hærens magtmisbrug over for de ubevæbnede demonstranter? Ja, helt sikkert
_______
Der er tændt bål på kørebanen, da vi ankommer, og lastbiler med militærpersonel med store skydevåben ruller ind til fortovet. Det er en lille flok, der er samlet, og vennerne i min gruppe hilses straks af folk, de kender gennem revolutionen. Fouad hiver sin telefon op af lommen og begynder at filme, som han er kendt for at gøre. Gennem alle demonstrationerne har han været der og foreviget, hvad der skete, og videoerne og billederne har han efterfølgende delt på Instagram.
Fouads konto er fuld af dem; men efterhånden som tiden er gået, er det tydeligt, at der er færre og færre deltagere til demonstrationerne. Skyldes det politisk desillusion? Skuffelse? Udmattelse? Frygt for hærens magtmisbrug over for de ubevæbnede demonstranter? Ja, helt sikkert. Og læg dertil corona, eksplosionen og den basale overlevelse: Når dine penge pludselig ikke er en skid værd, overtager kampen for at skaffe brød på bordet den politiske kamp. I hvert fald for en stund.
Ingen benzin, ingen mad
Der er mangel på alt i Libanon. Lige fra medicin og fødevarer til benzin. Tankstationerne fylder maksimum på for 20.000-30.000 pund – altså omkring 2,5 dollars – hvilket betyder, at alle ture i det ellers lille land kræver besøg efter besøg på Beiruts tankstationer, der på ethvert givent tidspunkt er tætpakket med ventende biler og motorcykler. Ventetiden sniger sig snildt op på halvanden time. Nogle steder holder bilerne i to køer, side om side, og spærrer for vejbanen, hvilket påvirker trafikken.
Det er scener, man har set før i mange andre lande, men for libaneserne er det nyt. Alle taxachauffører, jeg kører med, ryster vantro på hovedet, når de passerer de lange køer. ”Lebanon – finished”, som en af dem siger, med foragt og sorg i stemmen.
Hvor 20 liter før kostede 25-27.000 pund, er prisen i dag mellem 40-45.000. Hver onsdag reguleres prisen – altid opad.
Det er klart, at benzinen har været alt for billig alt for længe, og prisen retteligt bør være 10-20 gange så høj. På den måde kan den gradvise stigning ses som et fornuftigt nok træk, men hvis staten fjerner subsidierne og hæver prisen fra den ene dag til den anden, går alt i stå. Og hvad skal folk stille op, når deres opsparing udhules, og prisen på fødevarer, studieafgifter og snart sagt alle basale fornødenheder samtidig går i vejret?
Katastrofen på havnen var på den ene side toppen af kransekagen og på den anden side blot endnu en ring i det uendelige desserttårn af svigt, som Libanons korrupte, magtsyge elite har budt sin befolkning
_______
De gamle er særligt udsatte. Da jeg besøger et lokalt grøntsagsmarked, Souk El Tayeb, med en ven, bliver vi passet op udenfor af en skrøbeligt udseende ældre kvinde. Hun har rindende øjne, og uden på hendes pæne mørkeblå kjole hænger en rosenkrans i træ. Om venstre håndled har hun en slidt skinne. Hun græder og taler indtrængende til os – selvom jeg ikke taler arabisk, er det ikke svært at forstå, at hun beder om hjælp. Om mad. Min ven rejser sig da også og kommer kort efter tilbage med en pakke med fladbrød og en pose fuld af økologiske libanesiskdyrkede grøntsager fra markedet.
”Det her så du ikke for et år siden,” siger han dystert og ryster på hovedet, da hun går.
Slut med elektricitet
Den kroniske mangel omfatter også elektricitet. Staten har ikke råd til at betale for forsyningen, og utallige strømafbrydelser har længe været en del af hverdagen i Libanon, hvor de få, der er heldige at have generatorer, har måtte forlade sig på dem op mod 12 timer om dagen. De sorte gadelygter lægger Beiruts veje mørke hen og øger risikoen for ikke blot ulykker, men også overfald.
Som en langstrakt pegefinger tæt på Beiruts havn troner resterne af det statslige hovedsæde for Libanons elektricitet og glor med sine sorte, tomme glugger. Det var herfra, at al landets elektricitet skulle have været organiseret – i dag har ikke engang dén bygning elektricitet, og den er aldrig blevet fikset og istandsat efter eksplosionen, der lagde store dele af byen i ruiner, gjorde 300.000 mennesker hjemløse, dræbte over 200 og sårede flere tusinde.
Søndag den 6. juni går der rygter om, at der fra mandag vil blive lukket for elektriciteten. Så må generatorerne altså køre uden stop – de mange libanesere, der ikke har den luksus, må klare sig uden strøm. Det vil sende priserne på alt andet yderligere og hurtigere i vejret. Da mandag kommer, viser det sig, at politikerne har fundet en løsning: De har ”lånt” 60 millioner dollars af bankerne – det vil sige, det er jo ikke bankernes penge, men bankkundernes penge – og dermed købt sig et par måneder ekstra at løbe på. Hej hej opsparing.
Holder beregningen stik, kan libaneserne måske lige nå at markere årsdagen for eksplosionen, inden landet lægges i mørke. Katastrofen på havnen var på den ene side toppen af kransekagen og på den anden side blot endnu en ring i det uendelige desserttårn af svigt, som Libanons korrupte, magtsyge elite har budt sin befolkning.
Det får det endda til at virke mere fordækt, end det er: Alle (!) ved, at politikerne stikker penge, mange penge, i egne lommer og har gjort det i årtier
_______
Vrede unge
Haidar er 22 år, høj og ekstremt muskuløs. Noget, han godt kan lide at vise frem – ikke kun i virkeligheden, men også på sin Instagram-konto. Haidar ryger som en skorsten og drikker gerne og ofte. Han er ved at uddanne sig til fysioterapeut og er altid i godt humør, men i dag er han vred. Eller måske snarere modløs; opgivende. Det kommer over ham indimellem, når snakken falder på situationen i Libanon, og han giver sig selv ro til at reflektere over, hvad der sker i landet. Måske er det derfor, at han altid synes at være i gang med noget. Stilstand føder ganske enkelt for mange sorte tanker.
”De har smadret vores land! Vi gik rundt i gaderne [efter eksplosionen, red.] og ryddede op og hjalp, hvor vi kunne. Folk døde for øjnene af os. Før i tiden, når de tog røven på os, var det kun penge, vi mistede, men nu er det folks liv, der er på spil. De har taget vores land! Det er deres, som de kan gøre med, som de vil. Vi har ikke noget land mere,” siger han. Den store, unge mand sidder foroverbøjet med underarmene hvilende på sine knæ og ryger hidsigt på cigaretten, der sidder som en ildflue på hans hånd i aftenmørket.
Regeringen med premierminister Hassan Diab i front trak sig efter eksplosionen, og den tidligere premierminister Saad Hariri, der gik af som følge af revolutionen i slutningen af 2020, blev udpeget til at forme en ny regering, hvilket han i skrivende stund ikke er lykkedes med. Det er heller ikke lykkedes at placere et ansvar for eksplosionen og sætte navne på de ansvarlige, der i seks år var klar over, at pakhusene på Beiruts havn indeholdt 2.700 tons ammoniumnitrat, uden at gøre noget ved det.
Politik i Libanon er en kompliceret affære, hvor alt synes at være viklet ind i aftaler, interne afhængighedsforhold, studehandler, rævekager og brune konvolutter. Og det får det endda til at virke mere fordækt, end det er: Alle (!) ved, at politikerne stikker penge, mange penge, i egne lommer og har gjort det i årtier.
Alle libanesere har eksempel efter eksempel på, hvordan den og den politiker har svindlet og snydt og beriget sig selv, mens befolkningen ser deres opsparinger forsvinde som sand mellem fingrene og blive til bunkevis af perler i politikernes muslingebankbokse gemt godt af vejen i udlandet.
Selvom Hariri-familien har udpint landet i flere generationer, stemmer libaneserne stadig på dem og de andre korrupte politikere. Til ikke blot omverdenens, men også den unge generations store fortrydelse
_______
Ifølge Forbes har Saad Hariri – hvis far var premierminister før ham og en ejendomsspekulant, der svindlede landet for ufattelig mange penge, og som en slags dobbelthån har fået opkaldt lufthavnen i Beirut efter sig – en formue på 1,5 milliarder dollars. Selvom Hariri-familien har udpint landet i flere generationer, stemmer libaneserne stadig på dem og alle de andre korrupte politikere. Til ikke blot omverdenens, men også den unge generations store fortrydelse.
”Det er også vores forældres skyld! De bliver ved med at stemme på politikerne, fordi de måske engang har hjulpet dem med noget. Så får de to millioner pund (cirka 150 dollars på det sorte marked, red.) rabat på et eller andet og er taknemmelige, mens Hariris sønner kører rundt i en Ferrari,” siger Haidar træt og joker så med, at vi skal bytte pas, så han kan rejse til Danmark.
”Det er syrernes skyld”
Kontraster, kontraster, kontraster.
Det er skiftet fra – i øvrigt Hariri-ejede – Seituna Bay med sine lystyachter og fancy restauranter, der ligger omkranset af højhuse af stål og glas med lejligheder på op mod 1.000 kvadratmeter, hvoraf langt flertallet står tomme, fordi et fåtal har råd til at bo der, til det populære Hamra-kvarters tætbeboede gader, hvor du finder nogle af byens billigste og bedste falafel steder. Det er her, en stor del af byens syriske flygtningebefolkning holder til.
Omkring 1,5 millioner syrere er flygtet til nabolandet Libanon, hvis areal blot udgør en fjerdedel af Danmarks, og forøgede dermed indbyggertallet med omkring 30 procent.
I libanesernes desperate situation er der ikke overskud til at varetage nabobefolkningens nød. Syrerne, der selv står uden noget som helst, er villige til at tage hvilket som helst job til en hvilken som helst løn – social dumping i sin ypperste form. Det er således ikke fuldstændig uforståeligt, at libaneserne er frustrerede. Halvdelen af dem lever nu i fattigdom, og deres situation forværres dag efter dag. Vreden mod syrerne går igen og tager til.
”Du skal ikke give hende penge. Jeg er libaneser! Jeg har børn at forsørge – hun er syrer; du skal hjælpe mig, ikke hende!”
_______
Da min veninde og jeg passes op på gaden af en lille syrisk pige i en snavset pink kjole med sort dyreprint, som beder os om penge med en lav, raspende og insisterende stemme, giver vi hende nogle tusinde pund. Kort efter dukker en voksen kvinde op: ”Du skal ikke give hende penge. Jeg er libaneser! Jeg har børn at forsørge – hun er syrer; du skal hjælpe mig, ikke hende!” siger hun indigneret, og hvad skal man så stille op? På den anden side af gaden ligger en Starbucks, hvor businessfolk og den velstillede del af befolkningen nyder kolde frappuccinoer med flødeskum og nøddeknas.
Elitens mestertræk med at spille de mest marginaliserede befolkningsgrupper ud mod hinanden og selv stikke af med broderparten af velstanden, fungerer også her.
Har du penge, så kan du få
I Beirut er private strande forbeholdt den lille procentdel, der kan betale for adgangen til dem. Alle andre er henvist til den lille, sølle stribe offentlig strand, der er tilbage, hvor spildevand ledes ud, og hvor et privatejet hotel på mystisk vis pludselig blev konstrueret i den ene ende og nu troner massivt og imponerende grimt.
”De tager stranden, bid for bid,” siger Fouad med foragt i stemmen, da han et par dage senere giver mig en køretur for at vise mig lidt mere af byen. Han er ikke i tvivl om, at hotellet blot er begyndelsen, og at beiruternes sidste åndehul snart bliver inddraget og transformeret som resten af Beiruts kystlinje, langs hvilken enorme bygninger skyder op og lukker af for lys, luft og udsigt for byens indbyggere.
Vi kører forbi en bygning, der umiddelbart ligner et militært hovedkvarter, tætbevogtet af soldater med maskinpistoler og med pigtrådshegn og betonheller. Det er indenrigsministeriet, fortæller Fouad mig. Lige ved siden af ligger turistministeriet, hvor end ikke en enkelt sølle vagtpost er at spotte. ”Det er meget tydeligt, hvad der er vigtigst,” siger han med et skævt smil.
Det kan virke voldsomt, men mens jeg er der, hører jeg, at folk fra revolutionen har forsøgt at bryde ind hos økonomiministeren. Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men det er tydeligt, at situationen spidser til. Vi oplever flere gange, at aktivister tænder bål på motorveje og derved spærrer for trafikken for at protestere mod politikernes uduelighed – desværre skaber det ikke velvilje blandt befolkningen, men forøger blot frustrationerne.
Som Fouad pointerer: Når du er milliardær, kan du være splitterravende ligeglad med, om du kan gå på restaurant eller ej – er der problemer, kan du jo bare købe din egen
_______
Da vi når enden af cornichen, svinger vi omkring og kører tilbage mod byen. Vi passerer et område med nye vejspærringer og militære kontrolposter ind til et beboelseskompleks – herinde i en af lejlighederne bor Nabih Berri, formanden for parlamentet, der ligesom de øvrige politikere får et ”motherfucker” med fra Fouad. Den militære beskyttelse har taget til siden revolutionen, hvor det i stigende grad er blevet sværere for politikere at vise sig på offentlige steder. Dukker de op på en restaurant, går jungletrommerne: Andre gæster filmer dem og sender klippene til Thawra TV – revolutionens egen TV-station – der transmitterer dem, så andre har mulighed for at dukke op og buhe af dem.
Det er en lille sejr, mener nogle, men som Fouad pointerer: Når du er milliardær, kan du være splitterravende ligeglad med, om du kan gå på restaurant eller ej – er der problemer, kan du jo bare købe din egen.
Det værste venter forude
”Because maybe you’re gonna be the one who saves me. And after all you’re my Wonderwall.”
De fem akkorder, der har gjort Oasis’ 90’erhit til en udødelig lejrbålsklassiker, som alle kan skråle med på, har taget over efter Radioheads ”Creep” og efterfølges siden af Coldplays ”Fix you”.
Sætlisten for aftenens livemusikprogram på NOW får uvilkårligt en til at tænke på, at det ikke kun er sangenes popularitet, der har været afgørende for, om de er kommet med. Alle rummer de en indbygget kommentar til Libanons situation. Baren er fuld, og gæsterne skråler med af deres lungers fulde kraft, mens glassene tømmes for alkohol, og røg fylder luften i det tætpakkede rum. Keyboardspilleren er høj på et eller andet og har sin egen fest, mens guitaristens fod vipper op og ned, og hans stemme blander sig med de andre røster.
”Folk fester, fordi de ikke ved, om de har muligheden for at gøre det i morgen – i dag kan de stadig, men i morgen kan det være slut,” forklarer en gæst mig, da jeg spørger ind til libanesernes ufattelige evne til at stikke situationen skråt op og bare give lods. Til at give slip og leve på en måde, der er i så tydelig kontrast til landets situation.
Problemet for Libanon er ikke, at den politiske elite er korrupt ad Pommern til. Det er heller ikke den finansielle situation, den udbredte fattigdom eller manglen på medicin, benzin, elektricitet og friske dollars. Det er ikke inflationen, der sender priser på basale fødevarer i vejret og lønnen i bund, eller det faktum at lille Libanon står ganske alene i sin afmagt.
Problemet for Libanon er, at det er det hele på én gang. Det er ikke én krise; det er krise på krise på krise … Folk er desperate. Og situationen bliver kun værre. ”Vi kan ikke forestille os, hvordan det bliver. Hvordan skulle vi kunne forestille os, hvad ”værre” er, når vi allerede nu står i noget, der er helt igennem forfærdeligt?” spørger Hania, da vi sidder på NOW på min første aften ude efter karantænen.
I løbet af mine to uger i Libanon stiger kursen fra 12.500 til 15.200 pund for 1 dollar. Den vil nå 20.000 inden længe. Det værste er endnu i vente. ■
”Vi kan ikke forestille os, hvordan det bliver. Hvordan skulle vi kunne forestille os, hvad ”værre” er, når vi allerede nu står i noget, der er helt igennem forfærdeligt?”
_______
Gerd Kieffer Døssing (f. 1986) er journalist og cand.mag. i Afrikastudier. Gennem mere end ti år har hun skrevet om og fra lande uden for den vestlige hemisfære med en forkærlighed for det frankofone Vestafrika, hvor hun også har boet og arbejdet ad flere omgange.
ILLUSTRATION: En libanesisk mand på en scooter med sine to børn gestikulerer ved siden af brændende dæk på en hovedgade i Libanons hovedstad, Beirut, under en protest mod strømafbrydelser og alvorlig benzinmangel grundet den stigende inflation og økonomiske krise, 28. juni 2021. [Foto: Marwan Tahtah/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
